Annonce

2. august 2011 - 15:05

En note om artiklen ”Fred på Jagtvej 69”

Jeg blev i går citeret i en artikel her Modkraft, der handlede om det nymalede gavlmaleri ved Jagtvej 69.

Journalisters job er, at finde en vinkel så historien ikke stikker i øst og vest. Det gør dog, at nuancerne ofte bliver lidt spinkle. Men jeg har heldigvis mulighed for, at uddybe mine synspunkter om sagen. Det vil jeg gøre i det følgende.

Det æstetiske argument

Det bliver ofte sagt, at en holdning til kunst og æstetik kun kan være subjektiv. Det er givetvis rigtig, men det forhindre ikke, at man kan have et kvalificeret argument om god eller dårlig kunst.

Gavlmaleriet på Jagtvej 69 er helt vildt kikset. Det er grimt af en række grunde.
Med mit meget sparsomme æstetiske udgangspunkt vil jeg mene, at æstetikken skal kunne fortælle historier på en nye måde. Æstetikken skal med andre ord bruge et andet sprog end, der vanligt bliver talt. Ranciére beskriver den æstetiske praksis som en anden eller nye ordning af det sanselige. Æstetikken skal kunne kigge på samfundet med nye briller.

På den baggrund mener jeg, at gavlmaleriet er top grimt. Maleriet opfinder intet nyt. Æstetikken er set før. Mange gange før. Den form for stilrent reklame-skarp-kantet udtryk ser vi i reklamer over hele byen. Derfor holder det ikke en meter. Det ligner en reklame. Og dem er der masser af.

Det andet centrale er, at kunsten altid er i et form for stofskifte med sine omgivelser. Og i denne sammenhæng klarer Sherpard Fairey det endnu værre. Han udviser absolut mangel på fornemmelse for hvor han maler. Det er altid et dårligt tegn. Hans kommentar om ”Peace” forneden af gavlen virker som en besked direkte fra Pia Allerslev og Københavns Kommune. Det ser ud som om, at Street-art-kunstneren har fået besked på hvilke udtryk, der skal udspringe af maleriet. Det er virkelig ringe.

Politisk kunst som sikkerhedspolitik

Kunsten bliver her direkte til en kontrol foranstaltning. Kunstneren maler i bogstaveligste forstand konflikten over. Pia Allerslev og Borgenrepræsentationen bruger – direkte eller indirekte – maleriet til, at pynte denne krater-agtige plads på Jagtvej 69. Kunsten bliver brugt politisk til, at afslutte konflikten på en bestemt måde: ”Nu er vi alle venner, ik”.

1) Pia Allerslev giver grunden et maleri, for på nedladende vis at sige undskyld.

2) Pia Allerslev skriver samtidig Ungdomshus-konflikten ud af historien ved, at male den åbne grund pæn. Konflikten bliver dækket til.

Maleriet bliver hermed andet end blot kunst. Kunstværket bliver et led i en historieskrivning om hvordan konflikten om huset endte. Kunsten bliver politisk konserverende. ”PEACE” bliver et normativt påbud: ”Kan i så opfører jer ordentligt”. Fredsduer er lidt indholdsløse når aggressoren slipper dem løs.

Gentrificering

Ungdomshus-konflikten handlede ikke kun om et enkelt hus. Den handlede om hvilke muligheder for livsformer, der er mulige i en by som København. Derfor handlede konflikten om hus på Jagtvej om gentrificering og hvad privat ejendomsret betyder for København.

Gentrificeringen kan beskrives som en social-økonomisk oprydningsproces, der skubber lavindkomstgrupper ud af byen bl.a. på grund af stigende huspriser. København kan herved tjene penge på kultur, kunst, ideer og kreativitet ved, at have forskellige former for tiltrækningskraft for innovative virksomheder og sjæle, der erstatter folk, der før boede og levede i byen. Denne dynamik skal gøre det muligt, at blive en kreativ hovedstad, hvorved kapitalakkumulation og stigende huspriser er resultatet. Det havde Borgerrepræsentationen ikke tænkt på, da de med maskeret politi og automatvåben ryddet huset. For Ungdomshuset var jo alt det kapitalen skulle bruge til, at blive kreativ metropol.

Nu har Pia Allerslev problemer. Både fordi folk stadig husker, og fordi hun skal genopfinde det kreative. Her er Sherpard Faireys gavlmaleri en mulig løsning på nogle af de problemer som københavnske politikere selv har skabt. Et maleri af en kendt kunstner, der kan vinde konkurrencen om turisterne og kapitaltiltrækning mod andre storbyer.

Pointen er derfor ikke om grunden snart skal bruges til noget, eller om folk ikke snart skal komme videre. Folk er videre allerede. Men der er stadig interesser på spil om hvordan byudviklingen skal foregår og på hvilke præmisser. Denne interessekonflikt har Sherpard Fairy valgt side i. Og han valgte Pia Allerslevs.

Repræsentation af 69

Jeg kan af mange grunde ikke repræsentere Ungdomshuset. Hverken det nye på Dortheavej eller det gamle på Jagtvej. Vil man vide hvad Ungdomshuset synes om det nye gavlmaleri, må man spørge Ungdomshusets talspersoner.

Min interesse for emnet stammer fra den bevægelse, der kæmpede for bevarelse af det gamle hus og kampen for det nye. Derudover har jeg interesseret mig en del for gentrificeringsbegrebet og har skrevet speciale om sikkerhedsproblematikker i København. Det er derfor jeg har udtalt mig.

Annonce