Annonce

6. december 2012 - 11:41

En næstformand kom forbi

En næstformand kom forbi.

 

Når Mattias Tessfaye siger farvel til næstformandsposten i SF, bekræfter han sin partiopfattelse og sin demokratiopfattelse. Personligt håber jeg, det ikke vil betyde et farvel til SF, og jeg er helt uenig med ham i, at han skal forlade posten. Nogle vil måske se dette som at føje spot til skade, men jeg mener, det er nødvendigt engang i mellem at løfte blikket fra leverpostejmadder og skatteprocenter til en generel debat om hvilken magt, vi ønsker at have som vælgere og medlemmer, og ikke mindst hvilken magt, vi ønsker at afgive til dem, vi vælger. 

Og her er en af de problemstillinger, som flere års uenighed i SF for mig har handlet om. 

Mattias Tessfaye repræsenterer en partiopfattelse, hvor ledelsen får medlemmernes mandat og derefter kan de med fuld ret gennemføre den politik, de står for uden at skele til mindretallene undervejs. Mindretallene træder først i karakter, når der næste gang skal vælges hvis de altså kan samle et flertal. Der findes arvegods fra samme opfattelse i Det Radikale Venstre, som i debatter om folkafstemninger plejer at sige, at det udhulder det repræsentative demokrati, hvis man undervejs kan spørge vælgerne om enkeltsager. Og der findes en vel udviklet model for denne demokrati opfattelse i langt de fleste traditionelle kommunistpartier. 

I modsætning hertil står det demokrati, som blandt andet jeg var med til at udvikle i SF op gennem især firserne, hvor Gert Petersen var formand. 

Jeg vil ikke sige, at min generation fik noget forærende. Der sad allerede en række politikere på de fremtrædende poster i SF, og de ønskede ikke de unge, som de oplevede som en slags krypto-VSere til fadet. Men vi havde en fordel frem for de fleste andre ungdomspolitikere: Vi havde Gert Petersen. Han forsøgte at forene evnen til at lave politikudvikling med evnen til at også at gøre mindretal til medejere af resultatet. En gang brokkede jeg mig til ham over en partikammerat, og over at GP tilsyneladende holdt hånden over hende, hvortil har svarede Ja, hun er vanvittig, men hun er her, og hun skal også have en plads her. Den evne til at optage forskellige strømninger også dem, man ikke delte var det, som gjorde SF og ikke mindst Gert Petersen til noget særligt i. En dyb respekt for demokratiet og ikke mindst for sine modstanderes og medkæmperes synspunkter var det, der bar SF igennem utallige interne debatter. EU har i virkeligheden en stor del af æren for, at uenighedskulturen i SF blev bæredygtig og en model for, hvordan et pluralistisk samfund kan tage beslutninger og samtidigt rumme store spændinger indenfor en fælles ramme med et fælles projekt. 

Overfor dette står en model, hvor man kæmper og vinderen tager det hele, som det skete ved sidste landsmøde, hvor et flertal i Landsledelsen fravalgte Meta Fuglsang, som havde landsmødets opbakning og i stedet valgte Mattias Tessfaye og Mette Touborg. Landsmødets signal var ellers klart: OK, vi køber linjen, men I skal give plads til flere grupperinger omkring den inderste daglige ledelse. 

Nej, der er ingen grund til at triumfere over at Mattias trækker sig. Tværtimod. Han har om nogen et skarpt blik for, hvad der rører sig i skurvognene, og hans kritik rammer plet, med hensyn til de stigende kløfter mellem top og bund i beslutningspyramiden og ikke mindst i lønpyramiden. 

Jeg håber, han fortsat vil bruge sine mange talenter i SF. Vore opgave er, at udvikle en velfungerende model, hvor vælgere og medlemmer ikke reduceres til stemmekvæg og kampagnemateriale, men nyder respekt som individer. For i sidste ende er vi alle sammen forskellige og vil have lov til at være det.

 

Annonce