En dag i mit liv

Jeg vågner klokken 10 ved, at RZA ringer. Ikke ham fra Wu Tang, men en af mine veninder, der hedder det samme. Hun spørger, om hun må komme forbi og tage min hund med i skoven. Og om hun skal tage rundstykker med. Mens jeg stadig ligger i sengen, trækker jeg gardinet fra og ser, at solen skinner. Min hund vågner og lægger sig ind til mig i sengen. Det bliver en god dag.

Om formiddagen skriver jeg på min bog, og om eftermiddagen pudser jeg mine vinduer og går ned og køber en ny plante, jeg kan stille i min vindueskarm.

Jeg spiser mysli igen til aftensmad og sover et par timer, inden jeg skal på arbejde. Inden jeg tager af sted, går jeg en runde med min hund. Jeg går forbi to mænd, der går med hinanden i hånden, og glæder mig over, at jeg endelig bor i en by, hvor den slags kan lade sig gøre. De går i retning af banegården. Da jeg drejer om hjørnet, ser jeg to unge drenge løbe over gaden. Det er tydeligt, at de løber væk fra noget. 100 meter længere henne møder jeg Erhan, en af mine hundeluftervenner. Han kommer lige fra banegården, hvor han så de to drenge tæve to mænd.

De to drenge havde sort hår og brun hud. Det har Erhan også. Jeg kender ham ikke så godt, men godt nok til at vide, at hans irriterede ansigtsudtryk betyder, at han godt ved, at de to drenges overfald betyder mere racisme til ham. Ligesom han ikke går tur med sin hund i parken om natten, fordi han ikke vil risikere at blive blandet ind i politiets (racistiske) razziaer mod pusherne og blive mistænkt af hele parken for at være noget, han ikke er. Vi snakker lidt om vold og bliver enige om, at der altid er mange idioter på gaden fredag nat. Vores hunde elsker hinanden, og vi bliver også altid glade, når vi mødes, Erhan og jeg.

Da jeg skilles fra Erhan, lægger jeg 2 og 2 sammen og regner ud, at det er de to bøsser, der fik tæsk. Jeg kan jo ikke vide det, men min erfaring siger mig, at det er sandsynligt. Bare fordi man er paranoid, betyder det jo som bekendt ikke automatisk, at de ikke er efter en.

Jeg er i rigtigt dårligt humør, da jeg cykler på arbejde, og håber på, der kommer en eller anden nazi, jeg kan smide ud. Bare for at afreagere på en, man ikke får ondt af. Men da jeg kommer ind på jobbet, bliver min sure mund trukket op i et kæmpe smil, da jeg ser Ibi. Ibi er massør i den bøssesexklub, jeg arbejder i. Og han er nok sød. Han giver mig et kæmpe knus, og vi drikker guava-juice sammen.

Vi falder i snak med en tredje medarbejder, Andrzej, som stolt fortæller, at der ikke er en eneste på hans studie, der ved, han er homo. Jeg tænker på Onkel Tom og på alle de bøsser, der går rundt og tror, det er en god ting, at de kan skjule deres seksualitet, så de kan være venner med heteroer, hvoraf nogle ville hade dem, hvis de vidste besked. Han læser til lærer og siger, at han ikke kan være åben om sin seksualitet pga. de mange muslimer i skolerne, at de ville miste respekt for ham. Jeg siger til ham, at jeg ikke tror, det har så meget med muslimer at gøre, og at jeg tror, der er flere, der mister respekt for folk, der er uærlige om sig selv. Det er en slet skjult hentydning til, at jeg mister en stor del respekt for folk, der i en enkelt sætning kan få fortalt, at de er stolte straight-acting skabsbøsser og racister.

Ham, som jeg afløste, er færdig med at tælle sin kasse op og tager Ibi med ovenpå for at bolle. Selvom jeg ikke har haft lyst til sex i flere måneder og næsten aldrig bliver jaloux, mærker jeg alligevel et lille bitte stik af jalousi, da de kommer ned igen med det der jeg-er-lige-blevet-kneppet-smil. Ibi er så sød.

Ibi og de andre kolleger går, og nu er vi kun mig og Andrzej tilbage. Vi skal være der sammen hele natten. Han kan godt mærke, der er noget, der plager mig, og spørger, hvad jeg tænker på. Jeg spørger ham, om han virkelig lever i skabet, fordi han er bange for muslimer. Han begynder at snakke om, hvor homofobiske muslimer er, men ændrer det så til, at det er unge forstadsdrenge generelt, da jeg bliver ved med at insistere på, at jeg ikke tror, det er noget, der er specielt for ”muslimske” drenge. Jeg siger, at jeg synes, det er tyndt at skyde skylden på en anden minoritetsgruppe, at han ikke har nok personligt mod til at springe ud. Jeg mener - det kan være svært at springe ud, men det er da svagt at gøre det til en undskyldning for at være racist. Hvis han bare synes, det er svært, så kan han da bare sige det. Det er jo okay. Jeg siger også, at jeg, som en anden ikke-heteroseksuel lærer, synes, det er usolidarisk, fordi det, at han er i skabet, bare gør det endnu sværere for os, der ikke er det.

Vi kommer ikke så meget videre, så vi skifter emne. Snakker om potteplanter, gæsterne, jobbet, chefen, foråret, cruising i parken. Jeg gider ikke fortælle om min oplevelse med de to drenge, bøsseparret og Erhan, men jeg tænker hele tiden på det. Vold er den undertrykkelsesform, der er sværest at ignorere.

Klokken 2 er der en gæst, der bestiller jordbærjuice, men glemmer det og går uden at røre juicen. Jeg drikker noget af det, men det smager virkeligt underligt, så jeg hælder det meste ud. Jeg spiser en banan i stedet og kunne måske godt have forudset de lumre bemærkninger, det ville udløse i en sexklub for bøsser. Jeg griner med. Det er jo sjovt.

Klokken 2.30 tømmer jeg skraldespanden i en af kabinerne. Jeg finder en brugt kanyle og en lille flaske, hvor der står ketamin. Lige i det jeg træder ud af kabinen ud i mellemgangen, er der en, der får udløsning på en sofa foran mig. Han stønner meget højt. Han er døv, så han kan ikke selv høre det.

Oplevelsen med det, jeg efterhånden er helt overbevist om var gaybashing, sidder hele tiden i baghovedet, og hver gang der er et roligt øjeblik mellem fadølsudskænkning, håndklædevaskning og bøssehumor, falder jeg ned i et mørkt hul.

Nogle gange bliver jeg så træt af at tænke på, at jeg går et helt liv i møde, hvor jeg for altid skal vælge mellem at leve i skjul eller risikere at blive sparket ned på en banegård en fredag aften. Det var ikke bare, da jeg var ung og ikke bare i min lille skodprovinsby, men indtil den dag jeg dør, uanset hvor i verden jeg flytter hen. Og hver gang tanken rammer mig, får jeg lyst til at tage mit eget liv, fordi det er så uoverskueligt og begrænsende og pisseuretfærdigt. Ikke så underligt at selvmordsforsøg er 4 gange så udbredte blandt homoseksuelle som blandt heteroseksuelle.

Da jeg går min sidste runde klokken 6 om morgenen, ligger folk og sover rundt omkring på ”legepladserne,” i kabinerne og på sofaerne. Inde i spaen sidder 7 mænd, og tre af dem er midt i et rimming-tog. Der er helt stille bortset fra pornofilmene, der stønner derudaf, spaens brummen og den Pet Shop Boys plade, jeg har sat på for at gøre arbejdet lidt lettere. I et kort øjeblik minder det hele mig om tidlige morgener efter sexfester på queer festivaler, hvor de fleste er faldet i søvn, strøet rundt på pladsen som korn, mens en lille udholdende flok, fnisende drøner videre, og solen sender sine første stråler ind i en verden, der kunne være meget bedre. Men som også kunne være meget værre. Og i hvert fald har sine øjeblikke.

Jeg cykler hjem gennem den næsten mennesketomme by lørdag morgen klokken 7. Bussernes tunge suk og bagerens skramlen med borde og bænke mod fortovet er de eneste lyde. Lyset er underligt. Smukt. Da jeg kommer hjem, har RZA allerede hentet min hund og er taget i skoven igen. Så kan jeg sove i fred.

PS. Navnene er opdigtede.