24. august 2010 - 1:54

"Du sætter jo heller ikke en revisor til at bygge dit hus" - eller hvad?

Er politik et spørgsmål om holdning eller om viden? Kan man skille de to ad?

Jeg læser ikke statskundskab og har aldrig gjort det. Mit kendskab til Platon var derfor før denne blog begrænset til noget med en ”hulelignelse” og en vild splittelse mellem hestene i denne verden og hesten i en anden verden. Nuvel, det var ikke det, denne blog skulle handle om. Jeg starter lige et helt andet sted.

”Der er så mange vælgere, der ikke forstår, hvad politik går ud på”. ”Det er umuligt som almindelig vælger at sætte sig ind i, hvilken konsekvens ens stemme har”. ”Der er så mange der bare stemmer på dem, de synes virker sympatiske og ikke tager stilling til politikken bag”. Disse tre udsagn er sagt af et par forskellige folk, jeg har diskuteret vores nuværende demokrati med.

De forskellige folk der alle sammen har haft ovenstående grundudsagn: ”Demokratiet fungerer ikke, fordi folk ikke kan overskue og forstå det”. De har været vidt forskellige – både højreorienterede og venstreorienterede, såvel færdiguddannede akademikere som folk udelukkende med folkeskolebaggrund. Det er et grundlæggende farligt udgangspunkt at have for diskussion af samfundet, at det kun er en bestemt gruppe, der er kvalificeret til at mene noget om samfundets udvikling. Derfor denne blog.

Jeg var selv i starten af gymnasiet tiltalt af denne tankegang, fordi jeg var virkelig frustreret over VKO-flertallet, og jeg kunne rationelt ikke fatte, hvordan så mange mennesker kunne støtte dem. Siden er jeg blevet klogere (”høhø, han er SF’er; det er det samme som VKO” – ikke på den måde klogere) og i takt hermed har jeg mistet enhver sympati for det ovenstående antidemokratiske synspunkt.

Tilhængerne af synspunktet vil en eller anden for styreform, hvor de uddannede står for beslutningsprocessen og ikke er folkevalgte. Pointen er, at folket ikke ved, hvad der er bedst for det selv. De bruger ofte metaforer som, at man ikke sætter sin ”revisor til at bygge sit hus”, hvorfor man heller ikke skal lade håndværkere være med til at lede et land.

Platon (her var han!) var ligeledes stor modstander af demokratiet ud fra samme betragtninger, så det er bestemt ikke noget nyt. Platon var netop af den grundholdning, at man skulle adskille viden og holdning og lade de vidende lede samfundet. Det samme hører jeg fra unge i dag.

Jeg ved ikke, om det er en opfattelse, der kun gør sig gældende i min generation eller om den også findes blandt ældre generationer. For mig at se er det slet ikke relevant at splitte viden og holdning i kvalifikationen til at deltage i demokratiet.

Nå, i denne omgang ville jeg egentlig holde det kort og lægge det op til jer: Hvordan ville I reagere, hvis en gammel ven præsenterede holdningen til demokratiet, at det burde afskaffes, så man kunne lade kompetente folk regere? Hvordan skal man forholde sig til Platons oldgamle anke mod demokratiets præmis om folkets styre?

Kommentarer

Platonisk diktatur, som det kaldes er overordentligt hyppigt noget man finder i EU-debatten på tilhængerside.

Som bekendt har EU et demokratisk underskud, det er langt væk og svært tilgængeligt og har ingen institutioner, der kan kaldes demokratiske. Kommissionen har eneret på forslag, rådet er lukket og uigennemskueligt og parlamentet er sammensat af overnationale partigrupper uden folkelig kontrol eller en fælles offentlighed. Dette er for så vidt banalt og alment anerkendt.

Men pointen er, at det ofte fra tilhængerside fremføres, at det er bedst at EU bestemmer for at "binde" medlemslandene, eller rettere de folkevalgte regeringer og parlamenter i medlemslandene (uanset at man som socialist også har kritikpunkter herimod).

Det ses, når de radikale og SF vil afskaffe retsforbeholdet og (fejlagtigt) tror, at det kan lempe flygtningepolitiken i stedet for at tage debatten med befolkningen. Iøvrigt med det problem til følge, at en lempeligere politik end EUs sidenhen er udelukket.

Det samme gælder i eurodebatten og en lang række andres EU-emner.

Hvordan jeg så reagerer på at blive mødt med det standpunkt. Ja, jeg kalder en spade for en spade, og siger, at det er hamrende udemokratisk, og at et enhvert menneske har krav på størst mulig indflydelse på sit eget liv og samfund og at det er derfor jeg er socialist!

Jeg har, ikke så overraskende, mødt flere unge radikale med præcis denne holdning. Oplyst radikalt enevælde var at foretrække. Så kunne menigmand erstattes af DJØF-laget og økonomerne, og DF kunne smides ad helvede til.

Typisk en holdning der hænger tæt sammen med en anden farlig tendens: at de borgerlige økonomernes påstande - at én bestemt neoliberal politik faktisk gavner landet Danmark ud fra objektive kriterier - bliver gjort til den ene sandhed der findes. CEPOS-mantraer bliver dominerende i såvel samfundsvidenskaben som i medierne. For bare at nævne i flæng: skattesænkning er en "nødvendighed", efterlønnens afskaffelse en "nødvendighed", dårligere lønvilkår er en "nødvendighed", mv. Det er jo nok denne politik der vil blive ført, hvis det stod til oligarkerne og demokratihaderne.

Jakob,

»et enhvert menneske har krav på størst mulig indflydelse på sit eget liv og samfund og at det er derfor jeg er socialist!«

Personlig frihed er en direkte modsætning til socialisme, hvor staten udstikker rammerne for borgernes liv. Staten vil fratage mest muligt af den enkeltes produktion og frihed - og derefter fordele ud fra en model som borgeren grundlæggende ingen indflydelse har på. I socialister kan i det mindste være ærlige og melde deres vægtning af lighed over frihed klart ud. Du vil tage borgernes penge og fordele dem ud fra dine politiske præferencer. Du vil indføre lovgivning, der indeholder rammerne for borgernes frihed hvori du prioriterer nogle borgeres frihed frem for andres.

I forhold til bloggen er jeg enig i, at det ville være rart at få nedbragt antallet af cand.scient.pol’er, men venstrefløjen kunne passende opstille nogle kandidater med en karriere i det private erhvervsliv til folketinget - hvor er de?

Jesper Gødvad, du har da godt nok en sort/hvid-opfattelse af ideologierne, der er som taget ud af den mest tåbelige koldkrigsretorik. Kunne det ikke få dig til at overveje om dine fastlåste forestillinger måske trænger til et lille reality check, når nu en fyr, der kalder sig socialist også går ind for personlig frihed? Jeg ved godt, at du kan slå op i et par gamle bøger, som vil hævde, at din forestilling er rigtig, men prøv for en stund at læse i nogle andre bøger. Måske kan det give dig ny indsigt i, hvad personlig frihed er for en størrelse, og hvad der sætter grænser for den personlige frihed. Det er der nemlig også andet end staten/skattefar/lovgivningen, der kan gøre.

De antidemokratiske fjolser og deres ideer, bør skrottes.

Det stupide ved synspunktet er, at det ikke forholder sig til HVORFOR folk ikke forstår processen og ved så meget om den. Og det er netop fordi folk er fremmedgjort for beslutningsprocessen og det hele foregår så fjernt fra dem og deres virkelighed. Et mere direkte demokrati ville jo egentlig talt, i og med at det førte indflydelse og beslutninger direkte ned til indbyggerne, samtidig skabe engagement!

Lærte akademikere ved sgu ikke nødvendigvis bedre. I og med at de befinder sig så højt oppe i samfundet, i deres elfenbenstårn, forstår de ofte ikke den konkrete hverdag og virkelighed hos den jævne mand i samfundet! Og derfor kommer de med alle mulige højtflyvende, urealistiske og bureaukratiske implementeringer og latterlige forbud, som slet ikke fungerer når man sætter sig ind i virkeligheden nede på gaden og i skurvognen.

Jamen selvfølgelig har vi brug for yderligere kontrol og styring.

Verden bliver bare bedre at mere indflydelse fra scient.pol.-typerne.

Lad os få nogle flere controllere.

Lad tilgangen af nye politikere bestå af drengesangere og pigebørn, hvis eneste erfaring er universitetsmiljøet og eventuelt en opvækst præget af forældrenes liv som politikere.

Lad os få nogle andengenerationspolitikere.

Lad os blive styret af medborgere, hvis eneste vision er at styre.

Lad os få Sovjetunionen tilbage !

Ikke et eneste konkret eksempel, der argumenterer mod, at ’socialisme’ er modsat ’personlig frihed’ - på modkraft.dk. Skuffende, for der jo intelligente og velargumenterende debattører her, men jeg vælger så bare at betragte det som en ’svupper’ til os der prioriterer det sidste.

@cocacola: Jeg forsøgte at finde et eksempel på det sidste du skrev, men måtte opgive. ’Ytringsfrihed’ blev overvejet som en mulighed, men her har venstreføljen jo kapituleret totalt i form af organiseret mod-demonstration mod 20 folk fra SIAD og tegning-sagen, som vi alle kender lidt for godt. Kom med et enkelt eksempel - at fortælle jeg tager fejl og skal læse nogle bøger kvalificerer vist ikke som noget argument.

Fair Forandring indeholder Ikke et eneste forslag prioriterer personlig frihed.

SF: Forslag om at alle institutioner skal indføre en ’duft politik’ (nej, det er ikke en joke) SF: Bøde på 10.000 hvis en 17-årig serverer alkohol på job. SF: Nedsættelse af valgalderen til 16 år.

Tag dog konsekvensen og stå ved jeres prioriteter i stedet for at tro i kan spille på alle heste.

Jesper Gødvad, til en start så lad være med at blande realpolitik og ideologi sammen - eller hvis du insisterer på at gøre det, så tag i det mindste udgangspunkt i en undersøgelse af, hvordan de partier, der bygger på det, du betegner som den personlige friheds ideologi, egentlig klarer det der med at sikre mere frihed for alle mennesker.

Du vil nok opdage, at hvis du bruger konkret politik, så kan alle partierne kritiseres for at begrænse den personlige frihed - ligesom du vil finde eksempler fra alle partier, der viser, at de også kan øge den personlige frihed.

Mit gæt er, at hvis man laver en sådan undersøgelse, der baserer sig på de forslag, som partierne stiller, og den måde de stemmer på i folketingssalen, så vil Enhedslisten blive det parti, der gør mest for at skabe mere personlig frihed.

Mht demonstrationer - og det at demonstrere mod noget (hvad enten det er en demonstration mod politiske modstandere eller mod en religiøs gruppe) - så er det jo ikke en krænkelse af ytringsfriheden. Tværtimod er det da at bruge sin ytringsfrihed.

At give udtryk for - som nogle på venstrefløjen og forsåvidt også en gammel liberal som Uffe Ellemann-Jensen har gjort - at JP’s Muhammed-tegninger først og fremmest handlede om at krænke en religiøs gruppe og man derfor burde have undladt at bringe dem, fordi man helt generelt ikke bør krænke folk, ja, så er det ikke et spørgsmål om ytringsfrihed. Det er snarere et spørgsmål om en politisk eller strategisk uenighed om, hvordan man opfører sig og hvordan det er mest gavnligt at ytre sig.

@Jesper, prøv at tjekke disse link :-)

http://www.modkraft.dk/spip.php?art...

http://www.berlingske.dk/politik/en...

Og prøv at kigge dig i spejlet og sig, at det er frihed i arbejdslivet, når arbejdsgiverne i 100 år har haft "retten til at lede og fordele arbejdet" så indflydelsen på eget arbejdsliv er minimal.

Hej Jakob,

Hvad angår det første link, så er jeg naturligvis enig i at det er en indskrænkelse af frihedsrettighederne at overvåge alle borgere fordi man ønsker at fange nogle få. For så vidt angår 24-års regel og Tuneserlov, så er der principielle problemer, men en afskaffelse kan ikke stå alene, for det er nødvendigt at gøre en indsats mod de problemer som disse love forsøger at løse. Jeg mener ikke Danmark har samme forsørgelsesforpligtelse overfor udlændinge eller samme forpligtigelse til at yde retssikkerhed/hjælp som til danskere. Hvis venstrefløjen kunne give nogle alternative bud på at løse de problemer loven tilsigter at løse, så er jeg åben over for disse. At højere skatter og mere offentligt forbrug skulle give mere ”frihed” er efter min mening en eufemisme.

’Frihedspakken’ var jeg ikke opmærksom på, så det var en positiv nyhed – touché.

I din opfattelse af ’arbejdsliv’ er vi fundamentalt uenige, tror jeg. Selvstændige og kontanthjælpsmodtagere er sidestillede hvad angår pensionsopsparinger. Der findes rige selvstændige, men set som gruppe er de fattige hvor eksempelvis gymnasielærere er rige.

Begynder man at indregne selvstændiges timeløn bliver tallene syrealistiske – der eksisterer simpelthen ikke 37-timers arbejdsuger, barsels-ordninger, sikkerhedsnet i form af a-kasse (ordningerne er ren teori) osv. osv. for selvstændige.

Når de ansætter deres første lønmodtager eller lærling, så har de skabt et job. Ingen er tvunget til at tage jobbet eller acceptere lønnen, men dem der gør, er berettiget til 6 ugers ferie, løn under sygdom, barsel og en hel række goder der ikke eksisterer for den, der skabte jobbet. Sammenligner man med offentlige arbejdspladser eksisterer de goder, som ansatte her taget for givet, simpelthen ikke for den gennemsnitlige selvstændige.

Jeg kan se mit indlæg bliver alt for langt hvis jeg skal uddybe, så for at svare kort på dit spørgsmål, så: Ja – der er frihed. Du kan klare dig selv eller underligge dig de vilkår som eksisterer. Ingen statslig, kommunal eller overenskomstmæssig aftale kan i sidste ende træde i stedet.

@cocacola,

Jeg vil nøjes med at kommentere på dit sidste afsnit om ytringsfrihed og jeg fornemmer ikke vi er uenige om motiverne. For mig at se, så er ’ord’, ’idéer’ og ’holdninger’ den kampplads, det er legitimt at føre sine kampe på og derfor kan jeg ikke acceptere det frie ord begrænses af vold.

Diskussion om hvad der er gavnligt, høfligt osv. er for mig helt irrelevant, hvis folk ikke kan leve i sikkerhed uanset hvad deres mening måtte være. Hvad der for dig er unødvendigt at trykke understreger omvendt nødvendigheden for mig – denne uenighed er en relevant diskussion, men dødstrusler står i vejen for denne debat.

Jesper, så kan dit eksempel med tegning-sagen jo heller ikke bruges til at sige, at venstrefløjen ikke kæmper for ytringsfriheden. Nogle på venstrefløjen har bare brugt ytringsfriheden til at argumentere anderledes end dig, hvilket så får dig til at sige, at du ikke vil diskutere sagen, fordi en helt tredje part opfører sig udemokratisk. Men det er du naturligvis i din gode ret til at mene, selv om det er fjollet. Set historisk har venstrefløjen også været det sted, hvor fra der er blevet kæmpet for at udvide ytringsfriheden og give den bedre vilkår, så alle kan komme til orde. Så ytingsfrihed er et glimrende eksempel på en frihed, som venstrefløjen har været bannerfører for.

@Cocacola,

Nu florerer der jo en del myter i denne sag og efter mange diskussioner om emnet har jeg nået til en erkendelse af, at vi simpelthen ikke kan nå hinanden på dette punkt, men blot må konstatere vi har forskellige synspunkter.

SFs linje er sigende. Villy Søvndal startede med en uforbeholden støtte til Kurt Westergaard i et læserbrev i Berlingske. I hovedkvarteret fandt man så ud af, at SF ville positionere sig som enig med en masse af sine modstandere, dvs. regeringen, Dansk Folkeparti og JyllandsPosten, så derfor skiftede man kurs og markedsførte i stedet indignationen over at "krænke" andre og fokuserede på JPs motiver for at bringe tegningerne.

At Kurt Westergaard var/er venstreorienteret burde have medført noget eftertanke og besindighed i motivforskningen omkring racisme osv.. Ligeledes burde Roald Als tegninger i Politiken af Pia Kjærsgaard som en bændelorm, der kommer ud af røven på en ræv, nok indgå i en objektiv vurdering af hvad der er "krænkende". Forskellen var, for mig at se, er at nogen synes hun fortjener det - og så at RA ikke er i fare for at blive slået ihjel af DFs medlemmer.

Man lagde sig holdningsmæssigt op af nogle kriminelle personer (ad hominem er på sin plads her, da det er folk med nakotika og voldsdomme) i form af imamer der turnerede rundt med løgnehistorier, for at styrke deres egen magtposition og politiske dagsorden. KW tegningen havde forinden været bragt i en ægyptisk avis uden nogen havde reageret - det fik nogle diktatur-regimer dog lavet om på.

Venstrefløjen blev fanget af forkerte taktiske valg, der ville blive betragtet som politisk kapitulation, hvis de skulle ændres. Villy Søvndal fik i forbindelse med en demonstration på Nørrebro mulighed for at rette kursen lidt op, men det kostede ham internt - så vidt jeg har forstået.

Jeg tror folk, som de er flest, respekterer andres følelser og agerer derefter. Der er mange ting vi hverken siger eller gør, fordi ville være uhøfligt og unødvendigt. Som tidligere skrevet, så anser jeg høfligheds-diskussionen irrelevant, så længe personer konkret er i fare for at blive slået ihjel for ytringer. Den tilgang som jeg hidtil har set fra venstrefløjen eteablerer i mine øjne et alibi for volden - hvilket vi to naturligvis er uenige om.

En "progressiv portal" som Modkraft bør dele mine prioriteter, da det ligeledes ville være nyttesløst at diskutere, om indholdet af et givent blog-indlæg er godt eller skidt, hvis skribenten trues på livet.

Jacob Mchangama laver pletskud i dette indlæg.

Hej alle

Undskyld det sene svar - det er dårlig stil fra min side at lægge op til debat og ikke rigtig selv deltage i den... Men nu er jeg her, og jeg havde forud for bloggens upload tænkt på et par ting, der kunne være svar på det spørgsmål, jeg stiller.

Problemet jeg opridser kunne måske være et udtryk for, at min generation er vokset op i et overflodssamfund, hvor man er blevet vant til at kræve sin ret, men måske i ringe grad at gøre sin pligt – i hvert fald sådan nogle som mig, der bruger de første 25-30 år af livet på at tage en uddannelse og derfor har svært ved at identificere sig med og kun i ringe grad omgås ”manden på gulvet”, som det derfor bliver lettere hypotetisk set at fratage stemmeretten.

Det er vel et udtryk for en svækket solidaritet i befolkningen, når visse grupper begynder at spekulere i fratagelsen af stemmeretten for andre. Der er mig bekendt ikke nogen bevægelse for afskaffelsen af demokratiet (endnu?), og det er kun godt. Det tyder på, at det stadig er stærkt tabuiseret emne, som jeg dog mener, det giver god mening at forholde sig til offensivt.

Nu nævnte jeg jo selv Platon, så det er jo ikke ligefrem et nyt fænomen, men det er min mavefornemmelse, at min generation bliver mere polariseret end mine forældres - dette bakkes blandt andet op af statistikkerne, der viser at den økonomiske ulighed er vokset de seneste 9 år og andre, der viser, det er børn af ufaglærte i det ydre Danmark, der ikke får en uddannelse.

I mine øjne er det enhvers ret at have medindflydelse på sit samfund. Svaret på den frustration, jeg selv følte over vores demokrati i dag, blev en tro på, at det kan bredes ud. Der er problemer ved vores demokrati i dag, men svaret er ikke at afskaffe det – snarere at udvide det og reelt sikre folks deltagelse i og forpligtelse overfor demokratiet og fællesskabet.

Men hvad skal vi så gøre ved det? Kort sagt skal vi forpligte folk på fællesskabet. Det er nok desværre lettere sagt end gjort, men mit næste blogindlæg kommer til at handle om folkeskolen og blandt andet også det solidaritetsskabende aspekt af den - måske det var et sted at starte.

@ Jesper Gødvad: Jeg synes ikke, der er et skel mellem socialisme og personlig frihed. For mig er socialisme den proces, hvor magten og de økonomiske midler bredes ud på flere hænder. For mig er personlig frihed er friheden til at leve det liv, jeg gerne vil.

Det liv jeg gerne vil leve har jeg selv indflydelse på: 1) Jeg har medbestemmelse på arbejdspladsen, i lokalområdet og i samfundet overordnet. 2) Jeg har de økonomiske midler, det kræver for mig til at leve det liv, jeg ønsker. Jeg har råd til at tage den offentlige transport, jeg behøver ikke lægge penge til side til sygeforsikring eller uddannelse til mine børn.

Socialisme er derfor forudsætningen for den personlige frihed. Den personlige frihed er betinget af et stærkt fællesskab.

Personlig frihed er et virkelig interessant emne at diskutere, og jeg tror, jeg skriver en blog om det på et tidspunkt. Det er nemlig lige præcis det, jeg kæmper for - personlig frihed! Som socialist kæmper jeg ikke for "mere stat", "mere velfærd" eller "mere noget som helst" for dets egen skyld, men af hensyn til de mennesker, som får et bedre liv og større personlig frihed med eksempelvis mere og bedre velfærd.

Annonce