Annonce

25. januar 2012 - 13:30

Drømmen om en nat - bare én nat! - med Blå Bjarne

Jeg blev i kommentarsporet til mit sidste indlæg beskyldt for at deltage i en hetz mod Thor Möger. Hvis det er at hetze, at påpege det latterlige i at benægte krise i SF, når man bløder i målinger og den interne debat står i flammer, fair nok, så hetzer jeg. Jeg synes nu egentlig snarere det er at påpege det evidente.

Min udlægning er, at når Thor undlader at lege Komiske Ali, så gør han det faktisk udmærket. Ikke mindst den i Berlingske-kommentarform nys opsendte skattereforms-ballon var overbevisende eksekveret. Rettidig priming af bagland og offentlighed, og med hvad der ligner et klart blik for, at processen på ingen måde er uvæsentlig.

Og så kan vi jo i en sidebemærkning konstatere, at det da sandelig er nye tider, når det er en den politisk ordfører fra Enhedslisten der hidkaldes som opponent til en SF-skatteminister skattereform-ballon direkte i TV-Avisens 18.30’er.

Og substansen: En SF-skatteborgmester lover skattelettelser til den økonomiske middelklasse – AE-rådet anslog i 2009 at lavere middelklasse, middel- og højere middelklasse udgår 90 pct. af befolkningen.

Eller som Thor selv skrev i Berlingeren: Hårdtarbejdende lønmodtagere. Dem der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. Skattereformen starter og slutter med dem. Dem der trækker i kedeldragter eller orange veste. Dem der har værktøjsbælte. Dem der tager en uniform på. Dem der har skemalagte pauser. Dem der cykler rundt i hjemmeplejen. Dem der er på arbejde juleaften. Dem der må tage en søndagsvagt.

Danmark hænger kun sammen, fordi vi hver især trækker vores del af læsset.

Fordi der er nogen til at producere vindmøller. Fordi der er andre til at passe deres børn, mens de gør det. Fordi der er nogen til at producere fødevarer. Fordi der er andre, der kan sælge det til udlandet. Fordi der er nogen, der reparerer vejene, så materialerne kan komme frem - og så alle kan komme på arbejde. Fordi der er nogen, der tager sig godt af os, hvis vi kører galt. Og fordi der er nogen, der har lært os alt det, vi kan.

Thor vil altså give skattelettelser til arbejderklassen.

Vejen til regeringsmagten gik som bekendt over en neutralisering af det, der på baggrund af de seneste par valg blev opfattet som de borgerliges trumf og tunge skyts, og selvom denne taktik endte med at backfire, så der er næppe nogen tvivl om, at det bliver det samme modus operandi vi kommer til at se udfoldet som vejen til fastholdelse af regeringsmagten.

Skatteballonen er et forvarsel om, at når den første store omgang oprydning efter VKO er overstået, så vil vi se den samme neutraliseringstaktik; nu blot med skattepolitik som løftestang, i stedet for udlændingepolitik - der som det seneste valg viste, ikke længere er temaet, der hersker over alle andre temaer.

Som tidligere V-spindoktor Søs Marie Serup tørt konstaterede på Twitter: SF-toppen trænger til en succes, og den kommer nok snarere fra Thor end fra Villy.

Og jo, skattedebatten er tiltrængt medvind for en regering der ikke har haft meget at juble over indtil videre. Selv om de borgerlige jubler så er der næppe tvivl om at de følger udviklingen med nogen bekymring og tiltagende panderynker. Glæden over at Thor taler for blå politik, bliver langt hen ad vejen opvejet af at endnu et politisk slagnummer bliver demonteret.

Hvad har vi efterhånden tilbage af vindersager, spørger de sig selv og hinanden i den borgerlige kommandobunker? Der er snart kun den kristne kulturarv tilbage at gøre godt med!?

Enter Pernille Vigsø Bagge og Ministeriet for Livsanskuelser.

Ej, spøg til side. Den borgerlige kommentator Jarl Cordua kommenterer:

Den nye regerings skattereform er ikke desto mindre en øvelse, der er målrettet middelindkomsterne og især de vælgere, der ofte kategoriseres som såkaldte »blå socialdemokrater« (privatansatte, faglærte mænd), som p.t. har søgt asyl hos Venstre. Mange af dem er medlemmer af Dansk Metal, som i øvrigt for ganske nylig krævede grænsen for, hvornår man skal betale topskat hævet med 40.000 kr. Mon ikke det flugter med regeringens konkrete forslag til sin tid?

Det er middelklassens gunst, som den politiske kamp atter står om, og som der primært bliver ført politik for, selv i en regering med SF. Og det har Thor Möger også for længst indset. Det man kan undre sig over, er, hvad i alverden skatteministeren dog laver i et klassisk venstrefløjsparti som SF, når han så åbenlyst helst vil føre radikal skattepolitik?

Det Jarl Cordua overser i sin ellers på overfladen præcise analyser er, at Thor og SF’s topledelses dispositioner ligeså meget er interne venstrefløjsmanøvrer, som det er åben politisk taktik.

De blå socialdemokrater er jo ikke bare ombejlede på det generelle politiske marked; på ventrefløjen er de førstepræmien, Det Store Trofæ, og den partiformand og/eller –strateg, der kan løfte armene over hovedet og udbryde: Jeg scorede Blå Bjarne, har sikret sin plads i historiebøgerne, og kan roligt begynde at skrive sine memoirer.

Der er næppe tvivl om, at det er dette der er Thor Möger og hans allieredes egentlige mål: bare en enkelt nat med Blå Bjarne, og at vejen til Bjarnes hede favntag var først at droppe de brune, og nu at lægge afstand til overførselselssnylterne.

Der er sikkert mange SF’ere der sidder tilbage med en dårlig smag i munden, over at være blevet brugt som trædesten i denne intime parringsleg mellem Thor og co. og Bjarne, for nu at sidde tilbage med et parti i ruiner, ligesom der vist også skulle klinkes et skår eller to i DGS, da denne organisation havde udtjent sin rolle som fartøj for Mögers ambitioner.

Nu er SF ikke længere specielt relevant for Thor, han er ikke valgt af SF’ere, men af Helle Thorning, og nu handler det om at fastholde regeringsmagten, og opnå venstrefløjens svar på Champions League- trofæet: Blå Bjarnes gunst.

Enhedslisten (der jo i parantes, og for lige at sætte scenen for et lidenskabeligt trekantsdrama, OGSÅ drømmer om en nat med Blå Bjarne) bliver dermed sat i nøjagtig samme situation hvad angår debatten om ulighed, som man gjorde da SF i sin tid begyndte sit højresving på udlændingeområdet: pludselig står man alene, og det er på kort sigt slet ikke nogen fordel, men kan, som det viste sig med udlændingeområdet, blive det på lidt længere sigt, såfremt man holder fast og ikke panikker.

Når det så er sagt, så er der i sagens væsensforskel på de to dagsordner: solidariteten med flygtninge og indvandrere er intakt blandt store grupper i samfundet, mens debatten om afstand mellem lønindkomster og overførselsindkomster er indlejret i en anderledes økonomisk ambivalens – ikke mindst efter Carinas nylige gæstestjerneoptræden, og den efterfølgende afskaffelse af fattigdomsydelserne.

Det er meget, meget svært at komme med korrektiver til udsagnet: ’Det skal kunne betale sig at arbejde’, uden at komme til at sige ’komma MEN’, og MEN har det som bekendt med at devaluere den del af udsagnet der kommer før kommaet.

Så Enhedslisten skal holde tungen lige i munden i den direkte debat, og jeg vil i det åndedrag påstå, at der næppe var andre Enhedsliste-profiler end den politiske ordfører, der var sluppet helskindet fra den verbale konfrontation med Thor Möger i sidste onsdags 18.30’er. Ikke fordi Thor er en specielt dygtig debattør, og ikke fordi han udstråler specielt meget selvtillid, men fordi han sad med en solid vinderhånd, og fordi det derfor krævede et betragteligt retorisk kapitalindskud at tage fokus fra denne.

Jeg er dog langt fra sikker på, at man i længden slipper godt fra at falde tilbage i rollen som selvgode kværulanter, der stiller sig på bagbenene over skattelettelser til arbejderklassen, ud fra (tilsyneladende) principielle betragtninger. Så kan principperne i deres politiske essens i øvrigt være nok så fornuftige, som Jakob Lindblom redegør for på sin blog (og tage også lige at læse kommentarsporet!).

Enhedslisten havde for ikke så mange år siden i omegnen af 1,5 pct. kernevælgere, formentlig lidt højere i dag, og lånte ved sidste valg en ordentlig røvfuld vælgere, der for en størstedelens vedkommende bestemt ikke er revolutionære, og måske ikke engang socialister. Enhedslisten står derfor med den udfordring, at man snarere end at skulle erobre nyt terræn, skal undgå at jage de lånte vælgere på flugt: man skal kort sagt undgå at opføre sig alt for underligt, og det kunne jo umiddelbart lyder som en sikker opskrift på en solid parti-personlighedsspaltning?

Annonce