Din bevægelses sundhed

Om occupy danmarks problemer og sociale bevægelsers sundhed

I anledning af Occupys splittelse eller deres interne opgør tænkte jeg at jeg ville sige noget generelt om politiske bevægelsers sundhed. Anbefalingerne er bygget op problemer jeg har observeret hos Occupy møder og deres facebook. Jeg har perifert kendskab til occupy igennem sporadiske møder og snakke med dem over det sidste års tid. Problemstillingerne er dog ikke unikke for Occupy hvorfor mine tanker kan gavne alt politisk bevægelsesarbejde.

Alle mennesker aktive i semi-permanente organiseringer bør være opmærksomme på følgende forhold. De tre første råd er almene for alle grupper. Hvis en politisk bevægelse skal holde sig sund bør alle reflektere over de træ råd og tale om dem ved lejlighed.

Det fjerde råd er direkte myntet mod konspirationsteoretikere fordi jeg gerne vil sikre de bliver sure nu i stedet for at spilde min tid til møder med andre dagsordner. Beklager jeg ikke har sat kommaer eller rettet stavefejl, men jeg har i virkeligheden slet ikke tid til at blogge for tiden. Det er bare for svært at lade være når man ser nogen tage fejl på internettet.

Første råd

Det sociale og psykiske miljø til møderne

I revolutionære bevægelser har man som ofte en holdning om at der skal være plads til alle. Revolutionen skal omfatte alle. Derfor skal vores bevægelse også kunne rumme alle. Problemet opstår når nogen menneskers opførsel i sig selv er ekskluderende.

 Folk der er voldelige, truende, råber, ryger, drikker, bryder talerlisten osv skaber et miljø der ikke er rart for alle at være i. Men man har ikke lyst til at ekskludere dem fordi det vil skabe en ubehagelig personlig diskussion eller tage unødvendig meget tid på møderne. En synlig eksklusion er ubehagelig for alle.

Problemet er at ubehagelig adfærd ER ekskluderende alligevel. Folk forsvinder og siver stille bort fra møder hvis nogle få får lov at være ubehagelige. I modsætning til personer med dårlig opførsel forlader de som regel gruppen stille og uden at fortælle det til nogen. Når folk i stilhed forlader en politisk gruppe er der tale om en usynlig eksklusion der er lige så skadelig for bevægelsen som de synlige konflikter.

At sikre et sundt psykisk og socialt miljø er at balancere mellem synlige og usynlige eksklusioner. Accepterer man for meget asocial opførsel i rummelighedens navn ender man med en bevægelse der ikke er særlig rummelig.

Idealet om at der skal være plads til alle bliver derfor meningsløst hvis tages bogstavelig. I stedet for at bruge tid på at diskutere hvor vidt man repræsenterer de 99% hvis den eller den ikke må være med bør man sætte sig ned og bruge lidt tid på at snakke om hvordan man gerne vil have møderne forløbet.

Det er også altid en god idé at sørge for at de fysiske rammer er i orden. Vi bliver alle sværere at omgås hvis vi fryser eller er sultne.

Andet råd

Hold jer til sagen

Enhver bevægelse har brug for et politisk projekt der forener folk. Jeg mener personligt Occupy har en klar antikapitalistisk profil. Altså den vil tage et opgør med bankernes og de rigestes indflydelse på politiske og sociale forhold i samfundet. Det kan være jeg tager fejl.

Man skal selvfølgelig kunne diskutere det projekt, men en bevægelse kan ikke overleve længe medmindre der er en eller anden enighed om hvad projektet går ud på. Den idé der får en masse mennesker til at dukke op til Occupys møder for tiden er at mange føler sig frustrerede over Danske Banks arrogante opførsel overfor deres kunder og samfundet som helhed.

Det politiske projekt bør afspejle den drift der bringer folk ind i bevægelsen. Det betyder ikke at man ikke kan holde en debataften om fri hash, men der børe være en samling omkring det væsentligeste.

Igen er det en balancegang. Man skal kunne alliere sig med andre kampe og se større politiske sammenhænge samtidig med at ens politiske projekt skal kunne stå alene. Man kan isolere sig for meget så man bliver en lille lukket sekt. Samtidig kan man netværke så meget at ens egen sag flyder ud.

Tredje råd

Gruppedynamik og konflikt

Da jeg var lille læste jeg noget klogt i Grundbog for Aktivister. Der er to personlighedsbehov der kommer til udtryk i enhver revolutionær politisk bevægelse. De menneskelige sociale behov der driver folk til at søge ind i politisk aktivisme er behovet for ultimativ frihed og ultimativ tryghed.

De frihedssøgende roller vil kræve plads til at tale når de vil. Være meget ideologiske og kompromisløse og konfliktsøgende overfor bevægelsens fjender. Hvis der er for meget frihedssøgen blandt gruppens medlemmer vil bevægelsen splittes op mellem ideologiske uenigheder eller komme så meget i konflikt med staten og resten af samfundet at den destrueres. 

De tryghedssøgende føler sig ikke tilpas i samfundets normprægede fællesskaber og søger derfor tryghed i de alternative fællesskaber der findes på kanten af samfundet. Den tryghedssøgende rolle vil have en tendens til at fokuser kræfterne indad og være bange for forandring og konflikt da det kan true det nye fællesskabs eksisten. Hvis den tryghedssøgende impuls får lov til styre gruppen vil den blive en kaffeklub der ikke er åben overfor nye medlemmer og ikke er i konflikt med de forhold i samfundet de vil lave om.

Behovet for frihed og tryghed findes i os alle og vil komme til udtryk i vores ageren i sociale fællesskaber. Det er derfor muligt for mennesker at have begge roller i samme gruppe. Men alle beslutninger en politisk gruppe tager vil være påvirket af de to impulser.

Igenigenigen er det en balancegang. For meget frihed eller tryghed vil i sidste ende ødelægge gruppen. Derfor er det vigtigt at prøve at være opmærksom på hvilken retning man selv påvirker gruppen og hvilken retning andre hiver. Det er vigtigt at begge behov kan få delvis tilfredsstillelse i gruppen.

Det fjerde råd - Den uhøflige anbefaling

Drop konspirationsteoretikerne!

Lad os antage at de er rigtige. Chemtrails firmaer har bedraget 99.9% af alle verdens uddannede kemikere og skyerne er farlige. Der er firben der styrer verden og arrangerede 11. september som en del af deres plan. Frimurerlogen sad selvfølgelig med ved mødet.

Problemet er ikke at teorierne er usandsynlige. Som antikapitalistisk idealist er den verden og de idéer jeg kæmper for ikke just de mest sandsynlige.

Problemet er at teorierne ikke fører til konkret politisk handling. Hvor er demonstrationerne foran frimurerlogen i København? Hvorfor har konspirationsteoretikere ikke kastet lagkager i hovedet på Bilderberggruppens medlemmer ligesom klimaaktivisterne har gjort det med oliegiganternes direktører?

Der er jo nok konspirationsteoretikere derude. Mange tusinde abonnere på deres idéer ifølge facebook. Hvorfor kan de ikke samles og bekæmpe deres fjender? Hvorfor kan de kun lave dårlig hjemmesidelayout og virkelig lange og kedelige youtube videoer?

Mit problem er ikke med selve teorierne. De fleste påstande er selvfølgeligt latterligt usandsynlige, men jeg er da glad for at nogen prøver alle muligheder. Mit problem er med konspirationsteoretikerne. Mennesker der hellere vil sidde og være overbeviste om at de alene sidder med sandheden end de rent faktisk vil ud at gøre noget ved de problemer de ser i verden.

Derfor er de inderligt ubrugelige at have med til møder eller praktisk aktivisme. En konspirationsteoretiker har det godt med at være misforstået. Det tyder bare på at konspirationen griber om sig.

Det kan aldrig betale sig at diskutere med en konspirationsteoretiker. Vedkommende har allerede afvist langt klogere argumenter end du kan diske op med. Derfor er der ingen grund til nogen sinde at spilde sin tid på dem hvis man gerne vil lave noget om i verden. Det vil de ikke!