Annonce

25. november 2012 - 14:33

Det udramatiske sammenbrud

Alle EU-lederne forsøger at afdramatisere sammenbruddet i sidste uges budgetforhandlinger. Men måske er den egentlige konfrontation slet ikke begyndt endnu.

Knap var forhandlingerne om EU’s flerårige budget for 2014-2020 brudt sammen fredag eftermiddag før politikere, embedsmænd og kommentatorer nærmest kappedes om at fremhæve hvor forudsigeligt og totalt udramatisk det var.

Professor Peter Nedergaard fra Københavns Universitet advarede mod at dramatisere sammenbruddet og kaldte det ”lige efter bogen”. - Det er jo helt klassisk EU-politik, at der går nogle måneder, og så bliver sagen mør, som man kalder det, forklarede han.

Ifølge “EUobserver.com” forklarede nogle diplomater sammenbruddet med, at der “ikke var tilstrækkeligt pres for at lederne allerede nu blev enige om en budgetramme, som skal starte den 1. januar 2014”. ”Vi holder os fint indenfor den normale tidsramme”, forklarede en tysk diplomat til journalister.

Heller ikke politikerne fandt sammenbruddet dramatisk. - Vi har stadig tid. Der er ingen grund til at forhaste sig, sagde den tyske kansler, Angela Merkel, og fik opbakning fra den danske statsminister, Helle Thorning- Schmidt, som ligefrem betegnede mødet som ”godt”. – Vi taler om et budget, der varer i syv år, og det gælder først fra 2014. Så det går nu nok, at vi udskyder det til starten af næste år. 

Heller ikke EU-præsident, Herman van Rompuy, ville høre tale om, at der var tale om en fiasko. Eller som han udtrykte det på sit sædvanlige uforståelige bureaukrat-sprog: - De bilaterale forhandlinger og de konstruktive diskussioner i Det Europæiske Råd viser en tilstrækkelig grad af potentiel konvergens for at muliggøre en aftale i begyndelsen af næste år.

Helt anderledes lød det ellers fra samme Rompuy i et brev til regeringslederne bare nogle få dage forinden: ”Tag ikke fejl: Fraværet af en aftale vil være skadelig for os alle. Det er derfor jeg har arrangeret det på en måde, så vores møde kan blive forlænget, hvis det er nødvendigt”. Men mødet blev ikke forlænget og Rompuy fik ikke brug for de ekstra skjorter, som han offentligt havde meddelt at han ville medbringe. Dertil var afstanden mellem EU-lederne simpelthen for stor.

Selvfølgelig skal man ikke overdramatisere sammenbruddet. For det er jo rigtigt at den nye budgetramme først skal træde i kraft om over et år. Og selvom det selvfølgelig kræver en del planlægning at bruge over 1.000 milliarder euro, så kan det godt gå, hvis aftalen først kommer i hus til februar. I 1999 blev der f.eks. først opnået enighed om den syv-årige budgetramme 9 måneder før, at den skulle træde I kraft.

Og selvom 1.000 milliarder euro selvfølgelig er mange penge, så er alt jo relativt. Set i forhold til det samlede bruttonationalprodukt i EU-landene, så udgør det kun en enkelt procent. Og i forhold til EU-regeringernes samlede udgifter udgør det kun et par procent.

Alligevel er situationen meget anderledes end i 1999 og i 2005, hvor man sidste gang forhandlede den syv-årige budgetramme. Og denne forskel kan siges med et ord: Krisen!

EU står i dag i sin værste politiske og økonomiske krise i hele sin historie. Stort set alle lande er i gang med at gennemføre voldsomme nedskæringer og i mange lande er arbejdsløsheden rekordhøj, værst i Spanien og Grækenland med omkring 25%.

De utallige konflikter og modsatte interesser mellem landene om EU-budgettet er traditionelt blevet løst ved at bruge flere penge. Men i den aktuelle situation er den politiske og økonomiske manøvremargin for en sådan løsning meget begrænset. Ikke mange regeringer, som skærer ned på hjemmefronten, står klar med den store checkudbetaling på EU-fronten.

Og dertil kommer en noget overset detalje. For at træde i kraft skal også EU-parlamentet godkende budgettet. Og i sin tale til EU-topmødet i torsdag-fredags sagde EU-parlamentets formand, Martin Schultz: ”Vi, repræsentanterne for Europas folk, er kategorisk imod at fryse EU’s budget, for slet ikke at snakke om at beskære det (…) Ikke ethvert ”kompromis” er nødvendigvis et tilfredsstillende resultat. Derfor vil Europa-parlamentet ikke godkende en hvilken som helst aftale”.   

Jeg skal bestemt ikke fornægte nogen retten til at trække på skuldrene af denne lidt opstyltede retorik. Men for EU-lederne vil det næppe være klogt. For kendsgerningen er, at det i de forløbne år i høj grad har været EU-parlamentet, som har været taberne i EU’s magtspil, f.eks. i forbindelse med Europluspagten, Finanstraktaten og de europæiske lånemekanismer. Derfor er der flere og flere MEP’ere, som drømmer om en lejlighed til at få slået fast, at de også har et ord at skulle have sagt.

Krisen om EU's budget for 2014-20 er derfor langt fra løst. Måske er den endda ikke engang begyndt for alvor.

Annonce