Det lange blogindlæg om min fængselsdom

Om at modtage en hård fængselsdom og hvorfor retssystemet er ufattelig dårligt til at håndtere samfundets konflikter.

For lidt over en måneds tid siden fik jeg min endelige dom.

Det jeg blev dømt for kan ses her. Jeg er ham fyren med det lange hår og en nogenlunde hvid t-shirt der giver en betjent fingeren i starten: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-42377635:video-s%C3%A5-vildt-gik-...

Jeg kommer til at henvise til videoen en masse gange i løbet af indlæget så se den nu.

Højreradikalt dikterede sigtelser
Der var efter hændelsen ingen politimænd der kunne huske mig personligt. Den eneste grund til at jeg overhovedet bliver sigtet, anholdt og varetægtsfængslet er, at en højreradikal havde set videoen og sendt en mail til politiet hvori han udpegede mig og skrev, at man kunne se mig slå en betjent med en knytnæve. Havde han ikke gjort det havde der sandsynligvis aldrig været en sag overhovedet.

En lille uge efter episoden blev jeg anholdt og varetægtsfængslet sigtet for at slå en betjent med en knytnæve. Det med knytnæven er dog ikke helt sandt. Jeg har ikke den store øvelse i at slå folk. Det jeg laver er et klask skråt oppefra med flad hånd i betjentens hår. Det er nogenlunde sådan børnehavebørn typisk slår hinanden hvilket sikkert hænger sammen med at jeg gik i børnehave sidst jeg slog nogen direkte.

Grov vold i forening
Mens jeg sad i varetægt fortalte jeg min advokat at det ikke var en knytnæve som sigtelsen sagde men et slag med flad hånd. Dette påpegede hun efterfølgende ved et retsmøde. Derefter forsvandt sigtelsen for vold mod politiet og også formuleringen om en knytnæve var væk. I stedet var jeg nu sigtet for grov vold i forening med andre uidentificerede gerningsmænd. At gøre noget "i forening" er jurasprog for at være fælles om en forbrydelse.

Den nye og mere alvorlige sigtelse havde den fordel, for politiadvokaterne, at man kunne holde mig i varetægt længere. Eftersom sigtelsen er mere alvorlig sigtelse og indeholder uidentificerede gerningsmænd, er der juridisk set større grund til en varetægtsfængsling. Normalt skulle man tro det ville være en fordel for mig at de fandt ud af jeg ikke slog så hårdt som først antaget. I stedet valgte de at sigte mig for en forbrydelse andre havde gjort og jeg sad i varetægt i næsten hundrede dage.

Dom og proportioner
Grov vold er typisk vold med våben, vold hvor der er dokumenteret alvorlige skader på ofret eller vold der varer ved over et længere forløb. Betjenten havde måske fået en hjernerystelse og var sygemeldt med nogle hovedpiner. Der skal mere end hjernerystelse til før der er tale om grov vold i juridisk forstand. Derfor endte jeg med at blive dømt for almindelig vold i stedet.

Til gengæld var dommen utroligt høj for vold og lød på i alt seks måneders ubetinget fængsel. Hvis man slår en politimand med flad hånd giver det typisk 20-40 dages fængsel. Grunden til at min dom var så meget hårdere var at jeg er tidligere straffet, samt at jeg bliver dømt for at være en del af et større og mere alvorligt overfald mod politimanden. Altså at jeg er indirekte medskylding i at andre slår og sparker ham efter han er kommet ned at ligge.

Dumme slag
Jeg ved godt det var virkelig dumt at slå politimanden. Vi var så mange omkring ham, at vi sagtens kunne have fået både ham og hans hund ud væk fra den anholdte ved simpelthen at hive dem i hver sin retning. Nøjagtig som når man stopper ethvert andet slagsmål. Jeg mener man altid bør løse en situation med så lidt vold som muligt.

Når jeg langede ud efter politimanden var det fordi han løb med en gal hund ind i en flok af mine venner og kammerater. Efter at have oplevet og set ret mange af politiets magtmidler i brug er mit indtryk klart at politihunde er det farligste magtmiddel før pistolen. Jeg er ligeglad med hvad deres interne statistikker om magtmidlerne siger. Får en politihund fat i dig er det meget mere sandsynligt du kommer på hospitalet end hvis du bliver udsat for stave, peber eller tåregas.

En direkte trussel
Når jeg i situationen slår politimanden er det altså fordi han udgør en direkte trussel imod mig og alle de andre demonstranter hvor af mange er gode venner. Det var ikke det smarteste at gøre men jeg kan ikke lade være med at reagere når jeg står overfor direkte voldelige trussler.

Det er ikke altid en dårlig ting at jeg handler hurtigt i tilspidsede situationer. F.eks. har jeg fanget tasketyve på Roskilde Festival, stoppet slagsmål, slukket brændende biler på kollegiets parkeringsplads og hjulpet en ældre dame fri da hun sad i klemme i en togdør. Alt sammen fordi jeg handler hurtigt i stedet for at vente på at andre gør det. I de situationer høster jeg normalt bred anerkendelse for mine handlinger fra omverdenen.

Bagsiden af medaljen er at handlinger besluttet på et splitsekund aldrig er særlig gennemtænkte. Dette er især et problem når jeg ser en politimand gøre noget dumt, uretfærdigt eller farligt til en demonstration. I de situationer har mit hurtigt reagerende personlighedstræk givet mig mange problemer og en længere straffeattest end de flestes.

Skiftende prioriteter
Efter jeg slog politimanden og han kom ned at ligge skiftede mine prioriteter også. Jeg var lige ved politimanden og kunne sagtens have fortsat med at slå og sparke ham. Det gjorde dog ikke fordi jeg havde et andet formål med min tilstedeværelse. Han var ikke længere en trussel da han lå ned og derfor gav det ikke mening at slå ham.

Efter han væltede handlede det for mig om at få demonstranten fri og væk fra hunden. Et splitsekund kan man rent faktisk se på videoen at jeg skubber en fyr væk, fordi han hellere vil lave vold mod politimanden end at hjælpe mig med at få demonstranten fri.

Vold
Jeg betegner ikke mig selv som en voldelig person. Vold er aldrig rart være vidne til eller være involveret i. Det var virkelig ubehageligt at mærke min hånd ramme med en anden mands hoved, og det giver mig stadig sådan en ubehagelig kuldegysning at tænke på det, selvom min vold var yderst begrænset i det store billede.

Vold kan i sjældne tilfælde retfærdiggøres som et forsvar mod en overmagt eller i sitationer hvor alle andre muligheder er udtømte. Det gælder når politiet med millitær taktik og isenkram lånt af forsvaret stormer et ungdomshus hvor en adskillige generationer har lagt deres sociale og kulturelle liv. Vold kan også forsvares når israelsk millitær fjerner livsgrundlaget og i mange tilfælde livet for en civil befolkning i Gaza og på Vestbredden.

Vold kan dog ikke forsvares når en betjent ligger ned omringet af demonstranter. Der kan og bør man handle mere konstruktivt. Specielt når man har en unik chance for at befri en anholdt kammerat og komme hjem med alle demonstranter i god behold.

Had til politiet
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg virkelig ikke kan lide politiet. Fra EU-topmødet i Göteborg for over ti år siden til rydningen af Brorsonskirken har politiet altid, i mit liv, repræsenteret velorganiseret og systematiseret politisk vold mod mig selv og mine venner. Jeg tror ikke det er muligt at opleve alt hvad jeg har oplevet, uden at få negative følelser for den ansvarlige samfundsinstitution. Jeg har til gengæld altid tilstræbt at bruge min negative energi politisk i stedet for at gøre den personlig.

Politimanden jeg slog handlede i denne situation efter min overbevisning ukonstruktivt og uprofessionelt. Hvis han bare havde bevaret roen og havde haft bedre styr på sin hund, kunne de have blevet oppe på skrænten. Efter han løftede hunden over autoværnet ligner det faktisk på videoen, at det er hunden der trækker ham ned af skrænten. Taktisk gav det heller ikke meget mening for politiet at forlade en strategisk fordelagtig position blot fordi jeg gav ham fingeren inden jeg hoppede ned.

Fejl på begge sider
Politimanden begik klart fejl. Jeg skal gerne indrømme at det gjorde jeg også. Faktisk kan man betragte hele situationen som et skrøbeligt korthus hvor fejl fra begge sider får det hele til at ramle.

Mine fejl har kostet mig et utrolig ubehageligt fængselsophold samt 1½ års bekymring over retssager. Men fejlene fra politimandens side har også haft konsekvenser for ham. I første omgang fik han en hård omgang knubs og muligvis en hjernerystelse.

Intern justits i politiet
Da han vidnede i første retssag i november 2011 lignede han lort. Han var dårligt barberet og så ikke ud til at have vasket hår i ugevis. Hans øjne flakkede og han var tydeligt utilpas ved hele situationen.

Af retssagens dokumenter fremgik det at han under sin sygemelding havde snakket med en læge om sine hovedpiner. Der havde han sagt at han også gik og var bekymret fordi hans chef havde sagt han muligvis ikke skulle være hundefører mere.

Som udenforstående kan vi ikke få større indsigt i hvad der ligger til grund for at hans stilling som hundefører var i fare. Betragter man betjentens handlinger fra et polititaktisk synspunkt er det dog ikke så svært at gætte.

Utaktisk adfærd
Politiets indsatskoncept har siden 18 maj 1993 gået ud på først at rykke ind i situationer og konflikter, når de har det taktiske overtag og er talmæssigt overlegne. Det betyder at man venter på forstærkninger og altid rykker ind fra en taktisk fordelagtig position når man står overfor fjendtlige menneskemasser.

Når demonstranten sparker ud efter betjentens hund, bryder politimanden lodret med politiets taktiske koncept. Hans behov for at fange demonstranten der har gjort udfald imod hans hund er stærkere end 18 års taktisk udvikling i politiet. Han udsætter sig selv for fare i første omgang, og værre endnu, han udsætter resten af sine kolleger for fare.

På videoen kan man se de tilstedeværende betjente løbe ind i et hovedkuls angreb på menneskemængden før de overhovedet når at få deres hjelme på. Havde demonstranterne været en smule mere taktisk organiseret eller bare mindre bange for politiet, kunne de have omringet første hold af tilstrømmende betjente. I en sådan situation havde politiet været i rigtig alvorlige problemer og det er ikke til at sige hvad der så var sket.

Dobbelt straf
Mit gæt er at betjentens disciplinærsag handler om at han tvang alle tilstedeværende betjente ud i en farlig og uforudsigelig situation, blot fordi nogen sparkede efter hans hund.

På den måde blev første retssag ekstremt ubehagelig for både mig og politimanden, da den mindede os begge om alvorlige fejl vi begik i situationer hvor vi begge handlede uden at tænke os om.

Da jeg så ham til første retsmøde i november 2011 indså jeg at faktisk ikke kunne hade ham. Hele situationen var simpelthen for sørgelig til det. Hans handlinger er heller ikke udtryk for den veludførte organiserede vold, der gør jeg hader politiet. Hans vold er menneskelig, uigennemtænkt og fuld af fejl og dårlige beslutninger. Han bliver internt straffet for sine fejl af det system han forsvarer. Jeg bliver straffet på en anden måde, fordi jeg er en aktivist der angriber systemets sammenhængskraft. Jeg ved egentlig ikke hvilken slags straf der er værst.

Straf
Retssystemet er i bund og grund ufatteligt dårligt til at håndtere konflikter i samfundet. I enhver retssag søger dommerne den simple historie om en skyldige forbryder og offeret. Målet er, at få forbryderen ind i aflåste rum med andre forbrydere. Der kan man så ydmyge dem dagligt, i håbet om at de spontant får lyst til at blive bedre mennesker.

Konflikter i samfundet har som regel komplekse årsager hvor fejl og forhold fra begge parters side eskalerer problemet. Derfor bliver retssystemet også notorisk dårligt til at håndtere dem.

Man burde designe et system, der lyttede ærligt på begge sider og derefter tilrettelagde en indsats, der kunne få begge parter til at leve i samfundet sammen efterfølgende. I stedet vælger man at lave invaderende undersøgelser af begge parters troværdighed, før man vælger en side og afviser den anden. Hele den juridiske proces er ofte rigtig ubehagelig for både offer og gerningsmand. Det eneste retsystemet kan opnå er at få de involverede parter til at hade hinanden og systemet endnu mere.

Undskyld
Ved de efterfølgende retsmøder begynde betjenten at se bedre ud. Samtidig begyndte jeg at arbejde med mig selv for at undgå at jeg kom ud for en lignende situation i fremtiden. Jeg har ikke råd til flere pletter på straffeattesten og jeg har ikke lyst til at slå nogen igen. I det perspektiv kunne jeg godt have ønsket en lejlighed til at sige undskyld til betjenten.

Ikke et undskyld der skal legitimere de fejl jeg mener han har begået. Heller ikke et undskyld fordi jeg vil holde op med at foragte politiet som organisation, og al den systematiske og politiske vold de repræsenterer. Men et undskyld fordi jeg slog et menneske i en situation hvor det ikke var nødvendigt. Et undskyld fordi jeg gerne vil være et bedre menneske der ikke gør unødigt ondt mod andre mennesker.

I Norge og andre lande har man konfliktråd der fungerer som alternativ til straf. Gerningsmanden får lejlighed til at sige undskyld, og er offeret med på idéen, bliver straffen nedsat eller fjernet helt. I Danmark kan man kun komme i konfliktråd hvis man har tilstået alle sigtelser og det har ingen effekt på den udmålte straf.

En sjov lejlighed
Ved sidste retsmøde var betjenten inde at vidne for sidste gang. Kort efter var der pause og jeg gik ned mod toilettet. På gangen stod betjenten og talte med sin bistandsadvokat. Jeg tænkte, at det jo nok var sidste gang jeg nogensinde kom til at se betjenten i mit liv,  så jeg tog hans opmærksomhed og sagde "Hey. Bare lige sådan. Du ved... Undskyld for min del i det der skete imod dig."

Han klappede mig på skulderen og sagde "Det skal du slet ikke tænke over. Det sku vi bare have taget over en øl dagen efter."

Jeg gik tilbage til retsmødet ret forundret over betjentens reaktion. Samtidig var jeg en anelse ked af, at vi ikke kunne have haft den korte samtale inde i retslokalet i stedet. Det havde været meget konstruktivt end at gennemse en video af vold på Hundige station en million gange.

Konsekvenser
Kort efter mit undskyld blev jeg idømt 6 måneders fængsel. Grundet min tid i varetægt bør jeg kunne blive prøveløsladt efter ca 25 dages tid. Der er ikke super sjovt at gå og vente på en indkaldelse til afsoning, men hvis kriminalforsorgen er søde, kan jeg måske få lov at skrive mit speciale færdigt på en computer derinde.

Jeg tror aldrig jeg kommer til at slå en politimand igen. Dels fordi jeg har valgt at fjerne mig fra risikofyldte situationer og dels fordi jeg har arbejdet meget med mig selv og min tendens til at handle uoverlagt i tilspidsede situationer. Den udvikling har ikke noget med længden af min fængselsstraf at gøre.

Til gengæld står blev jeg endnu engang mindet om at vi har et samfund og et retssystem der i allerhøjeste grad har brug for forandring. Lad os se på sagens to parter. Mig selv og politimanden jeg har slået.

Forsoning eller eskalering
Betjenten og jeg har alle mulige grunde til at hade hinanden. Kulturelt, socialt og politisk ligger vi milevidt fra hinanden. Vi har begge to lavet kritiske fejl i en ophidset situation, der har haft uoverskueligt store negative konsekvenser for hinandens liv i en længere periode. Alligevel kan vi opnå mere forsoning på gangen foran toilettet end vi kan gennem halvandet års retsmøder.

Det mest uhyggelige ved dommen er at jeg bliver dømt for handlinger andre har begået. Havde jeg selv sparket og slået betjenten da han lå ned havde min straf altså ikke været højere da jeg er dømt i forening.

Den lektie alle aktivister kan tage med sig ud af retsystemet er, at der juridisk set ikke er nogen grund til at holde sig tilbage hvis betjente bliver udsat for vold. Du kan blive dømt for det andres handlinger alligevel blot du er en del af samme situation.

Retsystemet er den instans der tager over når konflikter i samfundet bliver mere end de civile instanser kan håndtere. Når man kan blive dømt for andres handlinger får vi et retsystem der motiverer til mere vold og selvtægt i stedet for fred og forsoning.

Jeg tror ikke ofret for min forbrydelse har det store behov for hævn. Til gengæld har vi et retssystem der lader til at være politisk designet med det ene formål at idømme så meget juridisk hævn som muligt. Overalt i mit varetægtsforløb og de efterfølgende retssager følte jeg at jeg var oppe imod et system der søgte alle argumenter og juridiske muligheder for at maksimere min straf. Min tiltro til 'systemet' er lavere end den nogensinde har været.

Perspektiver
To lektier tager jeg med mig videre i livet. Den første er at det er dumt at slå en politimand så længe der er alternativer til volden.

Den anden lektie jeg lærte er hvor vigtigt det er, at jeg kæmper for et helt andet samfund. Et samfund hvor konflikter ikke løses gennem sort-hvide offer-forbryder stempler der ikke hjælper nogen af de implicerede parter. Et samfund hvor det er tilladt at fejle, hvis man siger undskyld og prøver at forbedre sig. Et samfund hvor der ikke er brug for bevæbnet politi, ubehagelige retsmøder eller ydmygende fængsler.

Kampen fortsætter!