Det er allerede ved at blive plusgrader igen om natten og dermed er man ikke længere i livsfare, når man sover på gaden – i hvert fald ikke for at fryse ihjel. Det kan hurtigt få medier, politikere og organisationers opmærksomhed væk fra problemet – det problem at der er mennesker som lever på gaden i Danmark og ikke kan få husly om natten – uanset om det er plus eller minus grader.
Jeg mener ikke vi skal acceptere, at mennesker tvinges til at sove på gaden i Danmark, bare fordi de ikke har et sygesikringskort og et dansk cpr. nr.
I morgen onsdag d. 22 februar afholdes i Maria Kirken på Vesterbro et arrangement, for at sætte fokus på de glemte og gemte mennesker, som lever i vores samfund og som vi alle har et ansvar for. Det er de mennesker som lever på gaden, og som samtidig er immigranter - nogen papirløse, andre fra EU landende omkring os, særligt Østeuropa.
Det er mennesker har ikke adgang til hjælp fra det danske system. De har ikke adgang til sundhedsydelser ud over det mest akutte. De har ikke adgang til misbrugsbehandling og overnatning på offentligt finansierede herberger. De er dermed afskåret fra en række af de tilbud, som danske hjemløse kan gøre brug af. Det er altså nogen af de mest sårbare og udsatte mennesker i vores samfund.
I stedet for at række disse mennesker en hånd, vælger de danske politikere, at løse problemet ved at kriminalisere dem. Fokusset er på, at øge politiindsatsen og antallet af udvisninger - i stedet for, på et tag over hovedet og mad i maven. Men vi bliver nødt til at se os selv i øjnene og spørge om det kan være retfærdigt at kriminalisere mennesker, hvis eneste forbrydelse er, at de er rejst fra deres hjemland, for at søge en bedre tilværelse?
Jeg har aldrig i mit mangeårige engagement med flygtninge og indvandrer politik, mødt nogen mennesker, som havde forladt deres land, deres familie, ja hele deres liv, uden at der var en temmelig god grund til det. Der er jo ingen af os som forlader alt det vi kender og alle dem vi holder af, hvis ikke vi ser os nødsaget til det - pga. af fattigdom, arbejdsløshed og andre problemer.
For mig og se, er dette ikke et spørgsmål om kriminalitet - det derimod et socialt problem og det skal også håndteres sådan.
Det er ligeledes et problem, at vi kriminaliserer de herberger som tilbyder de hjemløse immigranter en seng at sove i og måske en skål suppe. På den måde tvinger vi herbergerne til at vælge mellem på den ene side, at overholde loven, men samtidig svigte mennesker i nød, eller på den anden side, at blive lovovertrædere. Det er simpelthen ikke i orden at sætte herbergerne i den situation.
Hvis herbergerne vælger at sætte medmenneskeligheden over loven og skride til civil ulydighed, får de i hvert fald min dybeste respekt.
Det er vigtigt at påpege at mange af de udenlandske hjemløse som opholder sig i Danmark, faktisk er her lovligt. De er EU borgere som har ret til at opholde sig i Danmark i 3 måneder og i 6 måneder hvis de søger arbejde. Der er undersøgelser, som viser at flertallet af udenlandske hjemløse som opholder sig i Danmark og andre europæiske lande, kom med et mål om at søge arbejde.
I EU har vi valgt at åbne grænserne for fri bevægelig af varer og arbejdskraft. Men der tages ikke det sociale ansvar, som følger med, at mennesker bevæger sig over grænserne. Når der er højkonjunktur og mangel på arbejdskraft – ja, så priser politikerne sig lykkelige for at arbejdskraften kan strømme over grænsen.
Men når krisen kommer og arbejdskraften bliver til mennesker – mennesker uden et sted at bo og uden penge til mad, ja så trækker man sig væk fra ansvaret og ønsker at politiet går ind og smider den nu samme ”ubrugelige” arbejdskraft ud.
Det er dybt dobbeltmoralsk at man gerne vil have billig arbejdskraft, men ikke vil tage det sociale ansvar som følger. Mange udenlandske hjemløse her i Danmark har ikke råd til billetten hjem. Men for mange er situationen i hjemlandet heller ikke meget bedre end liv på gaden i Danmark. Nogen af de hjemløse har massive sociale problemer, andre er blevet udnyttet groft af en dansk arbejdsgiver, som har undladt at udbetale løn.
Danmark trækkes desværre frem, som et dårligt eksempel i sammenligning med andre europæiske lande. I Danmark skelner man nemlig mellem statsborgere og mennesker uden dansk statsborgerskab – også selvom det handler om mennesker i den dybeste nød og i den mest sårbare situation.
Samtidig er det dog vigtigt at problemet omkring hjemløshed ikke bliver et spørgsmål om barmhjertighed. Selvom det er både beundringsværdigt og vigtigt at nogle kirker valgte at åbne dørene for de mest udsatte, kan vi ikke overlade menneskeskæbner til almisser og barmhjertighed.
Derimod skal der skal findes en holdbar, langsigtet og permanent løsning. Problematikken omkring hjemløshed forsvinder ikke af sig selv og må frem i lyset. Det kan ikke komme som en overraskelse hvert år for de danske politikere, at vinteren er temmelig kold i Danmark.
Finanskrisen er over os og skaber alvorlige problemer for mange i Danmark, som mister deres arbejde, deres hjem og det liv de ellers levede. Vi vender blikket indad i disse tider og fokuserer på os selv. Og det er forståeligt. Men vi må ikke glemme hvad der forårsager fattigdom og nød, og som tvinger mennesker til at søge et bedre liv. Det er ikke disse mennesker som skal bebrejdes. Det er derimod dem som har tjent og stadig tjener styrtende på vores alle sammens bekostning.
Kira Skov, Jacob Mielcke, Mike Sheridan og jeg selv serverer mad og musik for de hjemløse i Mariakirken, Istedgade, Kbh V. I morgen onsdag d. 22. feb. kl. 18:00.
Som optakt til den forestående turné med materialet fra Kira Skovs plade "Memories of days gone by" har hun arrangeret en koncert for de hjemløse i Mariakirken i København. Endvidere er Kira gået sammen med mesterkokken Jakob Mielcke (Mielcke og Hurtigkarl), som i dagens anledning vil lave gourmet-suppekøkken - efterfulgt af en minikoncert i kirken. Som afslutning på en varmende aften giver Mike Sheridan et mini DJ sæt i Mariakirkens varmestue. Alle involverede i arrangementet i Mariakirken stiller frivilligt op og uden honorar. Hus Forbi’ s sælgere og samtlige af Københavns herberger og hjælpeorganisationer er blevet inviteret.
Præsten Birgitte Jeppesen fra Mariakirken udtaler:
"Arrangementet er både for mennesker, hvis hverdag er et udsat liv på gaden og for mennesker, som ønsker at vise deres støtte. Når vi er sammen, bliver vores liv bare rigere. Derfor inviteres alle indenfor til varme, suppe og musikalsk nærvær".
Kommentarer
De behøver heller ikke have penge til billetten hjem, hvis de lader sig anholde og udvise. Men som du selv er inde på, er onde Danmark åbenbart et bedre sted at opholde sig end de respektive hjemlande...