Derfor stemte jeg nej til finansloven

Lad mig slå fast med det samme. Jeg er skuffet, som alle andre på venstrefløjen over den indgåede finanslov, og faktisk så meget, at jeg stemte nej i HB. Men det er ikke kun Corydon og Vestager, som skuffer. Det er såmænd også mit eget parti, som slet og ret ikke har gjort det godt nok. Lad mig forklare.

Allerførst til det politiske, så er der mange fine små markeringer i finansloven. Mange havde SF nok fået alligevel, hvis man havde valgt Venstre, nogle er helt sikkert kun med, fordi Enhedslisten gik med. Og det må man anerkende og det gælder social dumping, økologi, børnecheck til inseminerede, Fregatten Jylland, social indsatser osv.

Alligevel er der tale om den strammeste finanslov og mig bekendt strammere end nogen af VKO’s. Rammen er 0,1 procent, hvilket vil medføre besparelser, men ikke nok med det, så er finansieringen oveni dette ret asocial.

De rige betaler ikke noget, men det gør de fattige og middelklassen. Dertil kommer, at der ikke sikres en indsats for jobs (eller i hvert fald højest nogle få), og dagpengeproblematikken løses ikke. Lad os tage sidstnævnte først.

Dagpenge

Dagpengekravet var ultimativt i starten. Det skulle findes en løsning for dem, som ryger ud i 2013 og vi krævede uddannelse, jobs eller fortsatte dagpenge til alle (læs alle).

Nu endte det med en ny ydelse på samme niveau som kontanthjælp i maks. et halvt år og med uddannelsespligt, hvis Jobcentret kan finde et sted at jage folk hen med kort varsel (+almindelig rådighed for arbejdsmarkedet).

Jeg vil gerne anerkende, at man faktisk hjælper en gruppe, nemlig dem som falder ud i første halvår af 2013 OG har en formue eller en høj ægtefælleindkomst, som skulle modregnes i kontanthjælpen.

Alle andre er uændret udover uddannelsespligten. Vi redder ingen fra at falde ud – what so ever, og vi opfinder en ny lav ydelse, som kan danne farlig præcedens, lige som vi ellers var sluppet af med fattigdomsydelserne.

Der er her to hovedproblemer.

For det første abonnerer vi pludseligt på en borgerlig ideologi om arbejdsløshed som et individuelt problem – bare den enkelte får lidt uddannelse, så går det nok, selvom virkeligheden er en helt anden med en tårnhøj samfundsskabt arbejdsløshed, som i øvrigt øges med op til 9000 ledige som følge af de stramme rammer jf. Vismændene.

Det er sgu ikke uddannelse men jobs, som mangler for langt de fleste!

For det andet så sælger vi hele den gruppe, som står til at ryge ud i andet halvår af 2013, som vi ellers – ultimativt – lovede at hjælpe.  Tvært imod stilles de ringere, idet de er ofre for AKUT-pakken, hvor dem, som står til at falde ud før 2. halvår får fortrinsret, så de andre kommer bagerst i køen.

Bevares, vi har fået en aftale om at evaluere aftalen, inden den udløber, men eftersom besparelsen fra dem, som de budgetterer med falder ud, er indføjet i deres 2020-plan, så får vi næppe noget her.

Det skal siges, at vi ad to omgange forsøgte at ændre forhandlingsmandatet i HB til at gælde for hele 2013, men det faldt begge gange – den ene gang med stemmerne 12-11, den anden gang ved stemmelighed 11-11, da forhandlergruppen afviste ideen af frygt for Venstre.

Rammen

Selve spørgsmålet om rammen er lidt omdiskuteret, nogle (jeg inklusiv) har påtalt det, som en forringelse fra starten og dermed ment, at det hørte ind under Årsmødebeslutningen om ikke at kunne stemme for forringelser, samtidig gør den stramme ramme, at der ikke kan tales om et brud med VKO, som samme vedtagelse nævner.

Omvendt er rammen ikke et problem, hvis der spares intelligent – skær fx halvdelen af forsvaret og hele Kongehuset væk og fordel de penge andetsteds – men det gøres der ikke specielt her.

Til gengæld ville en opfyldelse af dagpengekravene have udgjort et markant brud, og sikkert i sig selv sprængt rammen, og tillige så nævnte vi i første HB-mandat til forhandlingerne, at der skulle findes penge hos spekulanter, banker og de rigeste, altså implicit for at bryde rammen.

I HB aftalte vi nemlig, at dagpengekravet var indgangsbønnen, som regeringen skulle bede, inden vi indledte forhandlingerne reelt. Da de så blev opgivet i forhandlingerne var resten af mandatet ikke til debat, men da dette på efterfølgende HB-møde blev debatteret, så blev vi kritiseret for at anse rammen for et problem med tilbagevirkende kraft, selvom virkeligheden er, at den havde været det fra starten.

Jeg skriver dette for at undgå mere fnidder og fordi, at rammen hele tiden har været et problem, selvom ja-flertallet i HB ikke anså det for et problem og skosede os for ikke at have rejst det rettidigt ved at kræve det indskrevet mere eksplicit i 1. mandat.

Afgifter og asociale skattestigninger

Da regeringen stod til at tabe en EU-retssag imod fedt- og sukkerafgifter, så skulle disse fjernes som en bunden opgave (selvom det er udlagt, som et opgør med tunge afgifter).

Dette blev finansieret ved at hæve bundskatten, som er en flad ”Liberal Alliance-skat”. Endvidere sænkede man bundfradraget, som entydigt rammer de fattigste hårdest.

Dette dels da rige har andre fradrag og dels, da det er en krone til krone skat, hvor alle betaler det samme. I mine øjne en vanvittigt skæv fordeling, og det uanset, at fedt- og sukkerafgiften også vendte den tunge ende nedad.

Problemet her er, at butikkerne ikke er forpligtet til at sænke prisen, og selv hvis de gør det, så vil de langsomt kravle opad igen, nu forbrugerne er opdraget til at betale den høje pris, så det for alvor vender den tunge ende nedad i kombination.  

Det er hævdet, at finansloven skaber mere lighed ud fra, at afgifterne vejer tungere end skattestigningerne. Det er allerhøjest tvivlsomt, dels da mange fattige ikke æder usundt, dels da prisfaldene er ekstremt usikre på sigt.

Årsmødemandat og forløbet

Bevares, noget af ovenstående er måske mest intern historieskrivning, men det har været op af bakke i forløbet med hektiske møder og 1,5 til 2 minutters taletid per deltager at få kvalificeret problemerne og resultatet er derefter.

Jeg synes, at der er eksempler på klare forringelser som eksempelvis skattedelen, jeg synes også, at der er studehandler.

Sidste år var vi glade for at lave en energirenoveringspulje, som vi så som et fremskridt. Nu slagter vi samme pulje til at lave andre miljøforbedringer. Hunden spises med egen hale, og der er tale om en forringelse og studehandel, når puljen nedlægges uanset, hvad pengene ellers går til. Og den slags bryster vi os faktisk af ikke at ville indgå.

Der er såmænd også andre forringelser, som jeg er imod. Lønsumsafgiften for aviser sættes op, hvilket godt nok koster Berlingske mest, men som sandsynligvis også vil koste Arbejderen knap 100.000 årligt. Det skal siges, at der ikke er beregnet på dette, men det var det skønstal, som HB fik oplyst på mit spørgsmål. Omvendt blev bankerne eksplicit undtaget, selvom den lå til højrebenet.

Og så var der de ting, som ikke var noget alligevel. Fx når fleksjobberne, som ramtes af reformen i sommers ikke får noget, men fleksområdet får en masse i form af dyre konsulenter i kommunerne, men ingen merpenge i kommunerne til at ansætte fleksjobberne for.

Jeg kan ikke se, at mandatet fra årsmødet er overholdt, når nu der netop er forringelser og intet brud med VKO-politikken, men derimod opsummerede forringelser. Så kan man spørge om ikke det er fair nok, at landskabet har ændret sig siden 2010 og Venstre forhandlingsvilje tvang HB til dette?

Tjo, men så erkend det åbent, som jeg flere gange har opfordret flertallet til, og i øvrigt, så var der ikke grænser for, hvor meget selvsamme vedtagelse blev brugt så sent som i sommers med krav om krone til krone for de opsummerede forringelser, ultimative krav om, at det offentlige ikke må få en mindre andel af økonomien, ultimative krav om alle, der ryger ud i 2013 skal sikres osv.

Og selvom Johanne og co. gør det skidegodt med ikke at oversælge aftalen (og det virker kun første gang), så risikerer vi alligevel troværdigheden på det her, hvilket også ses ved, at diverse kommentatorer har travlt med at sige, hvor billigt vi solgte os. Jeg er helt enig og jeg tror sagtens, at vi kunne have fået mere igennem.

Undervejs i forløbet bad jeg forhandlergruppen om at lægge mere pres på, gå ud offentligt og true med at smække med døren (og mene det). Det ville man ikke, i stedet var det Corydon, som gjorde det mod os, og os som ikke blot kravlede ned fra træet, men også hoppede i det hul Corydon og Margrethe havde gravet nedenunder uden at få meget andet end glasur fra delaftaler, som vi måske kunne have fået alligevel.

Når vi kom med noget i HB, som skulle skærpes, så sagde forhandlergruppen, at det troede de ikke vi kunne, og så blev det stemt ned. Sådan foregik forløbet og nederlagene blev taget forlods. Og det er også derfor, at jeg er skuffet. Jeg synes ikke, at der blev forsøgt nok.

Så havde det måske kostet en aftale med Venstre, som en del af risikoen, men det havde mere sandsynligt givet noget mere, hvilket ses ved, at HB mundtligt blev orienteret om, at regeringen på eget initiativ fandt ca 200 mio. ekstra i torsdags til Per Clausens grønne område.

Penge, som vi ikke engang havde spurgt om, men som de åbenbart havde i skuffen til os. Gad vide, hvor mange flere de havde dernede?

Og gade vide om det spøgelse med Venstre ikke blev fremmanet lige vel rigeligt. Mon ikke Socialdemokraterne og SF også var skide bange for en Venstre-aftale, når man tænker på deres meningsmålinger?

Dertil kommer det basisdemokratiske. Nok har forhandlergruppen overholdt HB-mandaterne i forløbet, men jeg mener ikke, at HB har overholdt årsmødets mandat fra 2010 om markante forbedringer, ingen forringelser mv., eller været en stærk og analytisk kraft, som kunne give både konstruktivt med og modspil til forhandlergruppen.

Det skal gøres bedre i næste HB og må og skal gøres til genstand for en meget omfattende debat om medlemsdemokrati, årsmødebeslutninger og HB’s rolle.

Mindretalsudtalelse

Til orientering er herunder det forslag, som jeg skrev og stillede sammen 3 andre fra HB. Det opnåede 7 stemmer, 15 imod og 2, som undlod, men som stemte imod finansloven i den endelige aftaleafstemning. Da jeg går ind for fuld åbenhed i forløbet, så vil jeg lægge dette åbent frem, så kan I jo dømme min indsats og holdninger inde eller ude på den baggrund.

Jeg ved godt, at journalister sikkert vil elske dette og jeg kan ikke forhindre jer i at citere, men der gives ikke uddybende interviews. Dette er en intern debat mellem EL’s medlemmer og sympatisører.

Beslutningsforslag til HB-møde den 8. november 2012

På Årsmødet i 2010 vedtog medlemmerne et mandat til Hovedbestyrelsen og Folketingsgruppen om, under hvilke omstændigheder Enhedslisten kan indgå i en Finanslovsaftale. I Punkt 3 og 4 i denne vedtagelse slås det fast, at:

3. Enhedslisten udsteder ingen blanco-check til en ny regering. Vi fastholder det princip, vi hele tiden har arbejdet efter: Vi stemmer for enhver forbedring af almindelige menneskers vilkår og imod enhver forringelse.

4. En finanslov er både en opsamling på det foregående års politik og et budget for det kommende. Enhedslisten opfordrer en ny regering til at gennemføre et markant brud, der erstatter VKO-politikken med en social, solidarisk og bæredygtig politik. En finanslov, der markerer sådan et brud, får også vores stemmer.

Men vi stemmer under ingen omstændigheder for en finanslov

som indeholder forringelser

som ikke indeholder markante forbedringer

som opsummerer et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen.

På den baggrund må Hovedbestyrelsen afvise det foreliggende udkast til Finanslov for 2013.

Hovedbestyrelsen mener ikke, at aftalen udgør et ”markant brud” med VKO-politikken på det økonomiske område, men fortsætter derimod en stram sparepolitik dikteret af EU med en ramme på kun 0,1 procent.

Hovedbestyrelsen konstaterer, at der er tale om et års nedskæringspolitik, som ikke adresseres (tilstrækkeligt) i finanslovsudkastet. Det gælder eksempelvis Fleksjobreform, førtidspensionsreform og skattereform.

Konkret mener Hovedbestyrelsen også, at udkastet ikke lever op til kravet om ikke at indeholde selv den mindste forringelse. Dette gælder fx:

Rammen på de 0,1 % vil medføre besparelser og fyringer i den offentlige sektor. Dermed vil Finansloven ikke skabe nye arbejdspladser, men bidrage til øget ledighed, som Vismændene anslår til ca. 9000 færre jobs.

Skattestigningerne rammer forholdsmæssigt med den tunge ende nedad gennem udhuling af personfradrag og stigning i bundskat, som er en flad skat, hvilket Enhedslisten ikke kan støtte og dette kompenseres ikke nødvendigvis ved fjernelse af sukker- og fedtafgift, hvor der ikke er nogen garanti for, at detailkæder og producenter ikke beholder differencen.  Der er således en skæv klassemæssig profil, hvor hverken de rigeste, som friholdes via det skrå skatteloft, spekulanter, banker eller andre progressive finansieringskilder bidrager forholdsmæssigt.

Derudover er det et problem at:

Der findes ikke nogen reelle løsninger på dagpengeproblemet i forliget og Enhedslisten skal ikke bidrage til oprettelse af nye lavere ydelser, som det ligger i forslaget. Ligeledes vil problemerne stå uantastet efter 30. juni 2013, hvor AKUT-pakke mv. har skubbet nye ledige bag i køen af jobs med udfaldsrisiko til følge. Tvært imod burde vi holde fast i dagpengekravene, som minimum med en dagpengeløsning for kalenderåret 2013, fremfor nu en midlertidig ny lav ydelse på kontanthjælpsniveau med uddannelse.

Der er ikke noget reelt grønt jobaftryk. Tværtimod vil de foreslåede indsatser skulle primært finansieres af vores egne penge fra sidste finanslov i form af en milliard fra den nedlagte Energirenoveringspulje og dermed reelt ikke medføre klima- miljøforbedringer eller grønne jobs. Hunden spises af med sin egen hale.

Hovedbestyrelsen Kan på ovenstående baggrund ikke tiltræde et finanslovsforlig, som det er skitseret på Hovedbestyrelsesmødet den 8. november, da dette ligger udenfor Årsmødet 2010’s mandat til indgåelse af finanslove med Enhedslisten som deltager.