Annonce

5. marts 2011 - 14:17

Der findes ikke noget modsat køn

Da jeg gik på efterskole, var der især en lærer, jeg rigtigt godt kunne lide. Og det var gengældt. Der var dog en ting ved mig, som han havde lidt svært ved. Han var ikke helt nede med, at jeg ikke var en rigtig dreng, der kunne lide rigtige piger. Hvis du forstår.

Vi havde tit lange, dybe samtaler, og en dag spurgte han mig:

”Hvad vil du sige din egen modsætning er?”

Det kan være smart at definere sig selv negativt. Altså at spørge sig selv, hvad man i hvert fald ikke er, for på den måde at spore sig ind på, hvad man så er.

”Desuden eksisterer man i kraft af sin modsætning,” sagde min lærer. Jeg ved ikke helt, om jeg er enig, men jeg forstår godt ideen.

Jeg tænkte over spørgsmålet og nåede frem til, at min modsætning måtte være en sten.

Min lærer var ikke tilfreds med svaret. Han havde søgt et bestemt svar. Han mente, at jeg var en dreng, og som sådan måtte min modsætning være en pige. Og hvis man sætter de to sammen, har man en perfekt enhed, fordi det ene eksisterer i kraft af det andet.

Jeg forstod det ikke dengang, og jeg forstår det ikke nu.

At sige at det modsatte af en kvinde er en mand giver for mig lige så meget mening som at sige, at det modsatte af at være 16 år er at være 36 år.

Jeg syntes ikke, der var ret mange ting, der skilte mig fra kvinder: jeg kunne blive glad, ked af det og vred, jeg kunne nyde god mad og godt selskab og så elskede jeg drenge – noget min lærer nok ville mene var karakteristisk for kvinder.

Og alt sammen noget, som ikke er karakteristisk for en sten.

Det går over min forstand

Jeg kan slet ikke få det til at give mening at tale om mænd og kvinder som modsætninger. I forhold til hvad? Inden for hvilken afgrænsning? Hvordan er de modsætninger?

Ikke engang hvis man afgrænser det og siger: ”Jamen, hvis man kun taler om mennesker, så er mænd og kvinder modsætninger. Så repræsenterer de hver sin ende, hver sin pol på en skala med femininitet i den ene ende og maskulinitet i den anden.”

Men der er da forskel på maskuliniteten hos en eller anden lidt kikset macho-rapper og ulækre Jesper Langballe. Eller på femininiteten hos en kvindelig sort-blok demonstrant og en af de der damer, der laver manicure på folk.

Og hvad med Birthe Rønns relative maskulinitet og Peter Frödins relative femininitet?

Hvornår tipper skalaen? Hvor meget skal der til, før man falder udenfor en af de to kategorier: mænd og kvinder? Og hvor lander man så, når man falder ud? Hvad med folk, der oplever sig selv som og bliver genkendt som mænd, men som definerer sig selv som feminine og gør alt det, der normalt er feminint? Og omvendt?

Jeg kan ikke forstå det. Det går over min forstand.


PS: Linkene skal man ikke tage alvorligt. De er bare til underholdning. Det er jo weekend, og man skal have noget at hygge med. Og i den anledning vil jeg også gerne anbefale dig at bruge en lille halvanden time mere under dynen med chips og sodavand og den her film. Den er virkeligt god.

Annonce