EU snorksover, mens chokolade-industrien misbruger børn i sin jagt på profit. Hvis der skal ske noget, må initiativet komme fra anden side.
Søndag aften viste DR1 dokumentar-filmen ”Lyssky chokolade” af Miki Mistrati. Det er en opfølgning på ”Chokoladens mørke sider” fra 2010, som afslørede, hvordan børneslaver udnyttes i chokolade-industriens fødekæde.
Den gang lovede chokoladeproducenterne guld og grønne skove og den nye film er et realitets-tjek på om der gemmer sig handling bag ordene. Måske ikke så overraskende afslører filmen, at der er langt fra ord til handling (se mere på www.lyssky-chokolade.dk).
Chokoladeindustrien og de multinationale fødevareselskaber gør i virkeligheden bare, hvad man kan forvente. De gør alt, hvad de kan, for at holde produktionsomkostningerne nede på et minimum, så de kan sikre et maksimalt overskud til deres aktionærer – også selvom det betyder trafficking af børn, som misbruges i Vestafrikas kakaomarker.
Fair Trade-ordninger og Corporate Social Responsibility-strategier er alt for ofte blevet til smarte brands, som i virkeligheden ikke handler om at forbedre forholdene for de mishandlede børn, men om at kunne sælge endnu mere og uden at kunderne får en alt for dårlig smag i munden.
Men chokolade-producenterne er ikke de eneste, hvor der er langt fra ord til handling. Det gælder også i EU. Ganske vist tiltrådte EU i 2010 den internationale kakaooverenskomst under FN, der sigter mod at skabe betingelser for en mere retfærdig og bæredygtig global handel med kakao.
Men som vi bl.a. har påpeget fra EU-parlamentets side, så indeholder aftalen ikke tilstrækkelige bestemmelser til bekæmpelse af børnearbejde. Derfor vedtog EU-parlamentet den 14. marts i år en resolution, som opfordrer EU-kommissionen til at fremlægge et lovforslag om ”en effektiv kontrolmekanisme for varer produceret ved hjælp af tvunget børnearbejde”.
Og der er faktisk god grund til, at EU-kommissionen burde få fingrene ud af gaskanalen. EU forbruger 40% af verdens kakao og er hjemsted for nogle af de største forarbejdningsvirksomheder og chokoladefabrikanter. Alligevel tøver EU-kommissionen.
Derfor er der behov for, at andre tager over, hvis der skal ske noget. Dels må der gennemføres forbrugerboykot af chokoladeprodukter, som ikke kan dokumentere, at de er produceret uden brug af tvunget børnearbejde. Denne dokumentation kan ske ved hjælp af et mærke, som finansieres af chokoladeindustrien, men kontrolleres af uafhængige organer.
Og dels må lande lukke for import af chokoladeprodukter, som ikke har et sådan mærke. Jo flere lande der er med, jo bedre. Men der er ingen grund til, at et land som Danmark ikke skulle gå foran og indføre en ensidig lovgivning. Det vil tværtimod kunne bidrage til at lægge det nødvendige pres på EU-kommissionen om at gøre noget effektivt mod dette problem.
Når det er sagt, så er det allermest afgørende selvfølgelig at gøre noget ved det grundlæggende problem, som muliggør børnearbejde og trafficking af børn til det farlige arbejde i kakaomarkerne, nemlig den enorme fattigdom i de berørte lande.
Et af midlerne til at overvinde den fattigdom er en bedre uddannelse. Derfor er det selvfølgelig udmærket, at EU-lederne har besluttet, at videregive den kontante del af Nobels Fredspris på 8 millioner kroner til uddannelse i fattige lande. Også selvom EU aldrig burde være tildelt prisen.
Men denne gestus virker mildest talt både hyklerisk og tom, når EU-kommissionen præcis samtidig foreslår et budget for 2014-20, hvor lige netop EU’s støtte til uddannelsesprojekter i fattige lande beskæres med ca. 10%.
Kampen for børne-fri chokolade er alt for vigtig til at overlade til EU!