Annonce

19. januar 2012 - 10:18

Den umulige kærlighed til kapitalismen

I fredags afholdt Information et debatmøde med den tidligere finansieringsrådgiver Sony Kapoor, som nu er leder af den internationale tænketank Re-Define. Kapoor lagde ud med at erklære sig som helhjertet kapitalist, men af den gamle skole. Dengang kapitalismen skabte vækst og fremgang, var i harmoni med de fremvoksende vestlige velfærdssamfund og vigtigst af alt – under kontrol. Men den velfærdskapitalisme som Kapoor idylliserer og ønsker at vende tilbage til, er et overstået kapitel i historien.

Kapitalismen har siden dengang i 70´erne ændret sig radikalt, den har løsrevet sig fra den egentlige produktion af varer. Det er en kapitalisme på speed, der tjener penge på penge, dvs. gennem spekulation, der spekulerer i flere spekulationer.
Ifølge Kapoor er kapitalismen som en vej, en rejse der foretages fra en destination til en anden. Dengang kapitalismen var god, var vejen reguleret af lyskryds og masser af trafikpoliti. Bilerne var små, kunne ikke køre særligt hurtigt og havde gode bremser.

Igennem de sidste 30-40 år er bilerne blevet til kæmpe lastbiler, deres ladninger er fyldt med giftigt og eksplosivt materiale, lysreguleringerne er væk, og de politibetjente der er tilbage er dybt korrupte, fordi de i virkeligheden bare ønsker selv at køre lastbilen.

Chaufførerne får ikke som tidligere deres løn, når de når destinationen. I stedet bliver de nu belønnet undervejs, og belønnet for hvor hurtigt de kan køre. Sidst men ikke mindst har der sænket sig en tyk tåge over landskabet, som gør det umuligt at gennemskue, hvem der kører hvor og hvornår.

Kapoor vil tilbage til den hyggelige og fornuftige kapitalisme, der kørte i små biler. Og hvor chancerne for uheld, eller deciderede økonomiske katastrofer, som den vi ser i dag, derfor også kunne undgås.

Og Kapoor er ikke den eneste fuldblods kapitalist, som trækker i land for tiden og siger at en kapitalisme domineret af finansielle og fuldstændig uansvarlige markeder ikke er holdbar. Vores egen Klaus Riskær erklærede mere eller mindre det samme i Information d. 3. Januar i år.

Og der har været flere med dem – økonomer og finansfolk, som har siddet i maskinrummet, da finanskapitalismen med fuld fart kørte mod afgrunden.

Regulering er svaret i følge disse ansvarlige kapitalister. Politikerne skulle have krævet noget til gengæld fra bankerne, da de fyldte dem med borgernes penge og reddede dem fra den endelige undergang. Bankspekulanternes bonusser skal have et loft, og så skal der investeres. Men ikke bare i voksende paladser af fiktive værdier, men derimod i den rigtige produktion, den der faktisk producerer fysiske varer og services.

Og hvorfor skal vi så stole på at denne kapitalisme er det bedste system vi kan få? Et system som medfører at folk lige nu sættes på gaden i millionvis verden over, hvor arbejdsløsheden øges. Et system hvori de spekulanter der tager de største chancer stadig forgyldes, og samtidig er frække nok til at true med det endelige kollaps, hvis ikke de får flere støttekroner og redningspakker?

Ifølge Kapoor fordi kapitalismen grundlæggende er demokratisk. Eller det var i hvert fald sådan den burde være – en køber og en sælger, den klassiske sang om den usynlige hånd der regulerer udbud og efterspørgsel. En kapitalisme der flytter ressourcerne derfra, hvor der er for meget, til der hvor det mangler.

Men Kapoor, og de andre fuldblodskapitalister der vil tilbage til den gode gamle kapitalisme, mangler en mellemregning eller to. Den krise som ændrede kapitalismen radikalt og som startede i 70´erne og fortsatte ind i starten af 80´erne, havde sine årsager.

Den kapitalisme der havde gået hånd i hånd med efterkrigstidens fremvoksende velfærdsstater og på toppen af de tidligere kolonier i den 3. verden kom i en grundlæggende krise. Ud af dens skal voksende den neoliberale spekulative kapitalisme vi kender i dag.

Kort fortalt var den gamle og rolige form, kapitalismen antog i efterkrigstiden ikke profitabel nok. Potentialerne til at tjene penge på den gamle og ”fornuftige” måde var ved at være udtømt. Samtidig var der udsigt til at der kunne tjenes penge på nye og før uberørte markeder, nemlig pengene selv. Med dollarens løsrivelse fra guldstandarden og dereguleringen af de finansielle markeder åbnede der sig nye muligheder for kapitalismens transformation.

Den usynlige hånd, der efter sigende regulerer markedet, og gør det demokratisk greb ikke ind og forhindrede kapitalismen i at udvikle sig til det selvdestruerende monster, som den er blevet til i dag. Og det gjorde den ikke, fordi hånden langt hen af vejen er en fantasi fostret af en idealistisk markedsfundamentalisme.

Kapitalismen viste heller ikke sit demokratiske ansigt, et ansigt der tillige har meget lidt med virkeligheden at gøre. En virkelighed hvor kapitalismen derimod handler om interesser.

Der var og er nogen, der har fået helt utrolig meget ud af kapitalismens finansielle transformation. Og når Kapoor og andre ”gode” kapitalister har svært ved at svare på, hvorfor de på den ene side har en grundlæggende tro på kapitalismens evne til at være demokratisk, og samtidig skriger på politikernes regulering og styring af kapitalismen, er det fordi de overser interessekonflikten.

Hos Kapoor og ligesindede er det som om, vi skal redde kapitalismen fra den onde finansverden og konkret fra de rådne æbler, der sidder på toppen og ufortjent rager til sig. Problemet er dog, at det er temmelig svært at skille det, at der overhovedet er profit-jagende og grådige på toppen, fra det kapitalistiske system som sådan.

Men det mest grundlæggende problem ved Kapoors romantisering af den gode gamle kapitalisme og hans ønske om at vende tilbage er, at det er meget tvivlsomt hvorvidt det overhovedet ville være en mulighed.

Den gamle velfærdskapitalisme var i høj grad baseret på en massiv vækst, skabt af de helt rette betingelser i efterkrigstiden. En vækst som ikke har været skabt siden i den vestlige verden, og som ikke vil kunne skabes igen, bl.a. på grund af den trussel vækst udgør mod klimaet, for bare at nævne en enkelt grund.

Der var en årsag til, at kapitalismen vendte sig mod sig selv for at skabe profit, for at tjene penge på penge. Og vi vender ikke tilbage til en kapitalisme i små biler, der kan skabe alt den nødvendige vækst ved at investere i den egentlige produktion.

Vi skal derfor tage et opgør med den drejning økonomien har taget væk fra samfundsvidenskaberne og ind i det naturvidenskabelige paradigme. Vi kan ikke gå til økonomien, som om det var et fænomen, vi kan måle, veje og forudsige. I stedet skal økonomi behandles som det politiske spørgsmål det er. Politiske spørgsmål handler om at tage valg og fravalg, grundlæggende om tage magten tilbage til os selv, til demokratiet.

Et ønske om få økonomien ind på den politiske scene, som noget der faktisk kan diskuteres og ikke bare skal følges, er langt fra det samme som at skrive under på planøkonomi eller en tilbagevenden til Sovjet. Den politiske fantasi må genstartes, så vi ikke står og råber velfærdskapitalisme og planøkonomi i munden på hinanden, for der er nok andre muligheder.

I stedet er det måske på tide, at vi tænker på, hvordan vi kan skabe en økonomi, der ikke er baseret på vækst, som vi kender den. I stedet for at længes tilbage, skal vi tænke radikalt nyt. Jagten på vækst er det, som har drevet os til, hvor vi står nu, i den dybeste økonomiske krise vi nogensinde har oplevet og i den mest faretruende klimakrise vi har kunnet forestille os.

Kapitalismens evne til at skabe rigdom er knækket over, og vi må tage vores skæbne i egen hånd. I stedet for som Kapoor at tro på, at et system der er ved at æde sig selv op, vil redde os. Der står ingen Roosevelt og ingen Glass-Steagal Act i kulissen klar til at komme kapitalismen til undsætning. Ikke denne gang.

Annonce