Annonce
Den retningsgivende lighed
Den nye regering fremlagde i mandags sit regeringsgrundlag, som er særdeles gennemarbejdet. Det indeholder en hel masse konkret politik, og det er tydeligt, at det er tre partier, der har forhandlet sig frem til et fælles kompromis. Som SF’er er der derfor ting, jeg bliver glad for at se, og ting jeg ærgrer mig over er kommet med. Men sådan er det jo – og sådan skal det sgu også være, når nu de Radikale er med.
I regeringsgrundlaget fremgår det, at den nye regering vil måles på sin evne til at begrænse fattigdommen her i landet. Alt for mange er fattige, og udviklingen i den stigende ulighed skal bremses. En flot og ambitiøs målsætning, man særligt kan takke SF for, er med i regeringsgrundlaget.
Regeringen har desuden opstillet en række værdier, der skal være gennemsyrende for dens arbejde, og her er ”lige muligheder for alle” nævnt som nummer to lige efter ”frihed for den enkelte”. Værdierne er svære at være uenige om det gode i, men jeg er overbevist om, at regeringen er uenig med oppositionen i, hvad både ”frihed for den enkelte” og ”lige muligheder for alle” betyder i praksis.
Netop i denne forbindelse er det særdeles interessant og virkelig fedt set med solidariske briller, at regeringen vil måles på sine resultater i forbindelse med netop fattigdomsbekæmpelse. Det betyder, at fattigdomsbekæmpelsen kommer til at spille en central rolle i den øvrige politik, regeringen fører og i den forbindelse bliver en slags pejlemærke.
”Frihed for den enkelte” og ”lige muligheder for alle” bliver altså en ramme, regeringen formulerer sin politik ind i, mens fattigdomsbekæmpelsen kommer til at være målet, den efterfølgende vurderes på baggrund af.
Kampen for lighed
Udfordringen bliver at gøre fattigdomsbekæmpelsen i sig selv til en del af en større kamp for lighed i samfundet. Heri ligger de ideologiske uenigheder med højrefløjen, idet vi netop ser forskelligt på forholdet mellem frihed og lighed, der i vores optik er hinandens forudsætninger, mens de for højrefløjen er modsætninger.
Og hvori består så kampen for lighed i samfundet? Den består primært i på en solidarisk, fælleskabsorienteret måde at indfri målsætningen om at sikre ”lige muligheder for alle”. Det betyder nu og her løft i uddannelsessektoren med blandt andet praktikpladsgaranti og bevarelse af SU’en. Det betyder prioritering af det fælles sundhedsvæsen ved investeringer samt fjernelse af fradragsretten på private sundhedsforsikringer. Og så betyder det selvfølgelig også, at vi skal arbejde for, at den helt benhårde, økonomiske ulighed mellem mennesker mindskes, så færre er fattige.
I forbindelse med det sidstnævnte bliver det interessant at se, hvordan forhandlingerne om en ny skattereform kommer til at gå. Hævelsen af topskattegrænsen er vedtaget af den forrige regering, og den er der flertal for i det nuværende folketing som med den øvrige økonomiske politik. Slagsmålet bliver derfor, hvordan skatten på arbejde skal ”sænkes markant” – om det skal være i toppen eller bunden. Her er det afgørende, at man har fået skrevet betingelsen om ”social balance” ind, så det ikke bliver et carte blanche til udelukkende at gennemføre de ”gamle” lettelser i toppen.
Vores parametre for politik
Den nye regering vil betyde en ny politik – men nok så vigtigt er også, at den kommer til at betyde, at der kommer nogle nye parametre for politik. Her er det hamrende vigtigt, at den økonomiske lighed mellem mennesker netop bliver sat som det parameter, regeringen vil måle sig på. Hermed ændres også præmissen for, hvad den gode økonomiske ledelse af landet består i. Er det at sikre de rige flere penge eller at arbejde for lighed i samfundet? Mit bud er, at vi langt om længe kan få erstattet det første med det sidste.
Med et frækt universitetsord formuleres altså hermed en lighedsdiskurs, som politikken føres inden for, og som den konkrete politik skal tjene til virkeliggørelsen af.
Til sammenligning indførte Anders Fogh med venner et princip om, at pengene skulle følge borgeren ud fra ønsket om at realisere en liberalistisk frihedsdiskurs (med menneskeord: At slanke den offentlige sektor, sænke skatterne og dermed sikre ”frihed for den enkelte” i deres ideologiske opfattelse af termen).
Vores udfordring og opgave er nu som venstrefløj at styrke lighedsdiskursen som modstykke til de borgerliges frihedsideal, hvis vi vil varig og reel forandring af dette samfund. Ligesom Anders Fogh har ændret den måde, vi tænker på, skal vi gøre lidt det samme med modsat fortegn.
Vi skal insistere på, at frihed er noget, man har, når man indgår i et stærkt og forpligtende fællesskab, der kan rumme forskellighed. At der kommer et vist økonomisk råderum forud for friheden. Vi skal forklare, hvordan alle vinder på lighed og insistere på, at vi ikke vil konkurrere på lave lønninger i Danmark, men at vi i stedet vil en anden vej, hvor lavere levestandard for almindelige mennesker ikke behøver at være prisen for at sikre konkurrenceevnen.
Vi må ikke opfatte individet som en isoleret aktør, staten ikke bedriver andet end at begrænse i sine udfoldelsesmuligheder. Det er derimod afgørende, at vi formår at tage udgangspunkt i et individ, der er indlejret i sociale relationer og anerkender, at ingen er sig selv nok (so to say). Og at individets frihed er betinget af sociale relationer.
Det konkrete mål om fattigdomsbekæmpelse kan altså blive noget af det vigtigste, der står i dette regeringsgrundlag, fordi den lighedsopfattelse, målet er udtryk for, bliver det tankegods, vi skal kæmpe for bliver gældende for den måde, vi tænker på i det hele taget i dette land. Nu starter arbejdet for at sikre lige muligheder for alvor, men den kan langt fra vindes på Christiansborg alene!
- Christian Østergaard's blog
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Annonce
Annonce
Top debatter
Christian Østergaard
Jeg er 23 år gammel, medlem af SFU's landsledelse og folketingskandidat for SF. Til daglig studerer jeg sociologi og bor på Nørrebro.
Politik er en kamp om fordeling af magten i samfundet. Som demokratisk socialist er min grundlæggende vision at brede magten ud til flere, og det må være udgangspunktet for alt vores arbejde.
Den primære udfordring for venstrefløjen i dag er at formulere en relevans af vores samfundsforandrende projekt for folk, som de er flest. Det betyder, at vi skal være knivskarpe på at konkretisere vores visioner og være pragmatiske i vores tilgang til politik.
Annonce
Kommentarer
Hej Christian
Interessant indlæg. Jeg må dog indrømme, at jeg til tider har ganske overordentligt svært ved at se, hvilke kameler Radikale har måttet sluge i de tilsyneladende mange kompromiser, der er indgået i forb. med regeringsgrundlaget. Den korte periode efterfølgende har indtil videre heller ikke afsløret noget, men det kan jo være det kommer...???
Grunden til min kommentar er dog en hel anden, nemlig din sidste bemærkning: "Nu starter arbejdet for at sikre lige muligheder for alvor, men den kan langt fra vindes på Christiansborg alene!" Jeg er 100 pct. enig! Dog kunne jeg godt tænke mig en vurdering af, hvordan SF/(U) tænker dette i praksis. Hvem eller hvad tænker man startet udenfor Christiansborg? Hvordan vil SF/(U) gå aktivt ind i dette, når man samtidig sidder i regering? Hvordan vurderes det taktisk, når man samtidig skal være loyal i forhold til SR? Osv...
Ved godt du selvfølgelig kun kan svare på egne vegne og at partitoppen i SF mere magtfuldt end tidligere kan lægge deres egen kurs, men alligevel må du/SFU have gjort jer nogle tanker omkring dette (når du nu selv nævner det!)?
mvh, Rasmus
Hmmm, det starter jo "godt"
http://politiken.dk/politik/ECE1421...
Jeg ved at det du skriver i bedst mening, men du har en meget simpelt opffattelse af socialstaten opgave som lighed skabende. Det er naivt, direkte ignorant og slutteligt trist, fordi det viser at du overhoved ikke ønsker eller fatter hvad du arbejder for - endt for en anden "blød" variation af kapitalismen.
Der er ikke noget der hedder "reretningsgivende lighed", fordi lighed er ikke målet, men mildel i en mildertidig taktik til at opnå - profit. Alle sociale rettigheder i socialstaten er bundet op omkring man er lønmodtager eller villigt til at være lønmodtager. Det vil sige - at lade sig undytte groft og grundigt helle sit liv. Hurra for det! Hvilken en rettighed!? Jeg kan ikke se hvad det er socialistisk i den idee! Arbejde er som mig benkendt er udbytting og ikke noget lighedskabende ved at arbejder for lønnen og cheferne profitten. Hos dem i det offentligie ansatte er chefen staten og chefens profit hedder skatten, og som politikere kan invistere i alt fra krige, trafik, kongelige, boligbyggerig, til at gøre deres borger endnu mere effektive og fleksible forbruger - ved at minimere risikogrupperne som kriminelle, syge, arbejdsløse, stofbrug ... osv. Menneseker som ikke arbejder bliver helt "naturligt" mistænkeligt gjordt og behandlet som afskum, netop fordi det er en af de to motivation som man kan bruge for at få folk i arbejder. Et er frygt for at miste trykkhed og frihed og den anden er at vinde mere trykkhed og frihed end andre - karriere. Socialstatens opgave at lave statslige socialforsikringer, at regne risikoer og gevidst ud, og at bruge socialteknologi og socialpædagogik til at minimere risikogrupper og maximere profiten.
kort flyver om samme emne på engelsk: The Welfare State isn’t now, and never was, a “genuine gain for the working class”. http://libcom.org/library/welfare-s...
Hej med jer
Først omkring de Radikale er det jo rigtigt, at de har siddet i en position, hvor de har forhandlet store, væsentlige forlig igennem med de borgerlige og som der stadig er flertal for. I stedet for så at have et flertal i mod sig på de områder, kan jeg sgu godt se det fornuftige i at få de radikale med og så i øvrigt få de forlig ud af verden, så man kan starte på en frisk. Og ja, så vil de radikales regeringsdeltagelse på den korte bane betyde, at man ikke kan gennemføre så progressive tiltag, som hvis der havde været S-SF-Ø-flertal - men det er jo vælgernes afgørelse.
@ Stephan: Jeg er ret klar over, hvad jeg kæmper for. At vi så har forskellige grader i vores religiøsitet, når vi læser Marx’ om menneskets artsvæsen og fremmedgørelsens karakter, vil jeg gerne medgive. For mig er socialstaten ikke målet i sig selv. Det er et middel til at nå noget andet og bedre. Målet er et samfund, hvor mennesker har magt over deres eget liv og muligheden for at leve som de gerne vil uafhængig af klassetilhørsforhold. Men dette er velfærdsstaten altså også meget god til at imødekomme langt hen ad vejen. Jeg mener i øvrigt ikke, lighed er et middel til profitskabelse, men en politisk målsætning, der går i retning af at skabe et samfund, man kæmper for.
@ Rasmus: Godt og meget relevant spørgsmål - hvordan skal vi så arbejde uden for Christiansborg? Det bliver selvfølgelig meget for egen regning, men jeg har også nogle bud. Som socialister har vi for mig at se en stor interesse i, at bevægelserne fastholder et politisk og kritisk perspektiv. Om det så betyder store demoer hvert år fra elev- og studenterbevægelsen, et aktivistisk LO eller noget tredje ved jeg ikke, men vi har dels brug for en stærk folkelig aktør, der kan trække regeringen til venstre, når de radikale sidder og hiver i den anden retning - og dels er det bare mega sprødt i sig selv, at folk engagerer sig i bevægelser og tager aktiv stilling til deres situation og søger at ændre den.
Vi har desuden interesse i helt konkret, at så mange mennesker som muligt fra et venstreorienteret synspunkt ytrer sig i og påvirker den offentlige debat. Vi har en udfordring i, at der findes næsten udelukkende borgerlige medier med næsten udelukkende borgerlige debattører - de skal have kamp til stregen.
Men mere overordnet tror jeg, at kampen for forandring skal tages op lokalt på arbejdspladsen, i elevrådet, på sin egen vej eller i fodboldklubben. Der er så mange forbedringer, der ikke kan laves fra Christiansborg, men som dybest set handler om engagement og troen på at kunne ændre noget til det bedre. Så helt abstrakt skal vi tage spaden i egen hånd og ændre verden step by step lokalt - her kommer samspillet så med Christiansborg, idet vi skal turde at lade folk få mere magt over deres eget liv ved at afskaffe dokumentationskrav, rigid styring og mistillid. Men det er igen noget mere abstrakt end de to forrige bud
jeg er ikke marxistisk - fordi marx har ikke nogen statskritik - jeg syndes fremmedgørelses analysen er det en af de få ting som er være et læs, fordi det hanlder om autoritet - men du Ø har ikke nogen alternativer til socialstatslige sump som gang på gang integrerer sociale konflikter og skaber der i gennem ny profitable markeder - miljø bevægelsen og ungdsomsoprøet er eks. Borgerlønen er heller ikke noget alternativ - den er ikke engang antikapiitalsitisk og hvad er der ellers Ø har af konkrete bud på en "socialstisk uopie" nul og nix. Hvilke konkrete eks. på demokratersering af arbejdpladser er Ø med til at støtte og organisere dem op i kommunerne?!
Stephan
Marx har igennem hele sit forfatterskab en dybdegående og analytisk stærk kritik af både staten og det borgerlige "demokrati".
ja - du må gerne kom med et eks. men hvor skule det være at marx har en overordnet kritk som rammer statsimsen og ikke kun den borgelige-stat, som feks.: Bakunin og de andre anarksiter havde.
Hvad marx mangler er en analyse af individet og en kritik af individ-autoritet. Marx materialisme udelukker "ideen" som materiel virkelhed, og derfor individets som faktum og systematisk underkender individuel drivkraft. Marxes materialisme ignorer det idee som produktion faktor ved at stille hegel på hoved, og således er fadder til en dogmatisk økonomisk teori som kun an anerkender kun slig og slæb som rigtig "arbejdet". Noget som bliver kun være med Enges, og for alvord bliver en religiøse størrelse hos Lennin og co.
Der er lang historie af marxister som flirter med nationalistiske ideer, og reduktionistiske ideer som gøre klassekampen til alt afgørende ideer, og problemer som køn, miljø, kultur, etnicitet bliver altid set ud fra økonomisk analyser og som ikke fatter at det hander om ideer og derfor ideologi kritik som marxismen ikke kan forrstå uden at opgive nolge af hoved-dogmerne, ..som heldivs mange har gjordt igennem tiden.
Den manglende statskritik har rødder i marxes forkvaklede kritik af hege og udnmynter sig feks. ved at den kun kan se en side af den politiske økonomi - økonomien. Det politiske som er statens som selvstændig bliver abstrakt adskilt fra det økonomiske ligesom alle andre borger-teoretiker gøre - feks. ved at lave basis og overbyggnings teorien, proletariates diktatur, og et leflen for jabcobinske ideer og socialdemokratiet, fordi når arbejderen nok tager magtn i staten kommer der en revolutionær bevægelse.
I øvrigt er det mere relevant at snakke om samfundet i dag end at lave ideologiske fortolkinger af samfundet via marxistiske briller - fordi det er dette som jeg ikke ønsker.
Stephan
Jeg synes ikke det er det rigtige sted at diskutere Marx’ kritik af staten. Din fremlægning minder dog utrolig meget om den gængse forståelse af den mest dogmatiske sovjetmarxisme, og har ikke meget med Marx selv at gøre.
Her er lidt læsestof at tænke over:
http://marxists.org/archive/marx/wo... http://marxists.org/archive/marx/wo... http://marxists.org/archive/marx/wo... http://marxists.org/archive/marx/wo...
Stephan
Jeg synes ikke det er det rigtige sted at diskutere Marx’ kritik af staten. Din fremlægning af denne kritik minder dog mest om den gængse fortolkning af den mest simple sovjetmarxisme, og har ikke meget med Marx selv at gøre.
Her er lidt læsestof at tænke over:
http://marxists.org/archive/marx/wo... http://marxists.org/archive/marx/wo... http://marxists.org/archive/marx/wo... http://marxists.org/archive/marx/wo...
Stephan
Jeg synes ikke det er det rigtige sted at diskutere Marx’ kritik af staten. Din fremlægning af denne kritik minder dog mest om den gængse fortolkning af den mest simple sovjetmarxisme, og har ikke meget med Marx selv at gøre.
Her er lidt læsestof at tænke over:
http://marxists.org/archive/marx/works/1843/critique-hpr/index.htm
http://marxists.org/archive/marx/works/1844/jewish-question/index.htm
http://marxists.org/archive/marx/works/1852/18th-brumaire/index.htm
http://marxists.org/archive/marx/works/1871/civil-war-france/index.htm