26. juli 2012 - 3:39

Den der revolution

Forløbet efter Per Clausens udmelding om, at en revolution kan blive virkelighed i Danmark inden 20 år, har måske nok været et interessant studie i agurketids-spin. Desværre er vi ikke blevet ret meget klogere på, hvad vi (Enhedslisten/venstrefløjen) mener med revolution.

Og det er faktisk en vigtig diskussion. Som Per Clausen sagde til Berlingske Tidende 15. juli: ”Vi kan se, hvad der sker i Sydeuropa lige nu. Tingene kan også bryde sammen i Danmark, så vi får et økonomisk kollaps, mens det går op for befolkningen, at politikerne mangler legitimitet.”

Så Per Clausens udmelding skal hilses velkommen. Der er behov for en debat om, hvad vi mener med ”revolution”. Så lad os starte med hvorfor vi har brug for den?

Hvorfor revolution?

Der er i hvert fald to meget store og meget konkrete problemer, hvor en socialistisk arbejder-revolution formentlig er det eneste progressive, real-politiske svar.

1) Den globale økonomiske krise: Der er intet, der tyder på, at den stopper inden for en kortere årrække. Og jo længere tid den får lov at fortsætte, jo flere millioner af mennesker vil komme til at lide på alle mulige måder. Grækenland er bare et forvarsel om fremtiden for langt større dele af Europa de kommende få år.

2) Klimakrisen: Enhver, der har beskæftiget sig bare overfladisk med den, er klar over, at hvis ikke der inden for meget kort tid (2, 5, 10 år) startes en meget kraftig reduktion af CO2-udledningen (primært via omstilling til vedvarende energi), så vil hundreder af millioner af mennesker komme til at lide i de næste mange årtier.

Der er absolut intet, der tyder på, at det i praksis kommer til at ske i noget relevant omfang, så længe kapitalismen får lov at fortsætte. Tværtimod: Jagten på olie, kul og gas bliver bare mere brutal for mennesker og miljø.

I begge tilfælde er der tale om systemkriser. De kan kun fjernes ved at fjerne det system, der har skabt dem. Kapitalen og dens bannerførere kommer ikke ”til fornuft”.

I begge tilfælde er der en tids-faktor involveret. Den økonomiske krise har nu varet 5 år. Hvordan vil Europa se ud efter 5 år mere med krise? 10 år? 20 år?

En socialistisk arbejder-revolution er ikke bare ”en vision”. Den er et meget alvorligt, konkret og real-politisk svar på en meget dyb systemkrise.

Men: At revolutionen er nødvendig, hvis vi skal ”kunne bevare natur og miljø, samt ordentlige livsbetingelser for almindelige mennesker” er ikke det samme som, at den kommer til at ske. Så hvad skal der til?

Hvordan starter en revolution?

De nyeste revolutioner, vi kender, er Tunesien og Egypten i 2010-11. I begge lande blev diktatorerne væltet efter få ugers oprør. Det var lidt ligesom en trykkoger, hvor lang tids stigende tryk blev udløst af den økonomiske verdenskrise og stigende fødevarepriser.

Men der er forskel på Nordafrika og fx Danmark. I Tunesien blev protester holdt nede af én politibetjent for hver 40 indbyggere. I Danmark er der ”kun” én for hver 400.

Desuden er der i Danmark er langt flere ”sikkerhedsventiler”: Parlamentariske valg, frie fagforeninger osv. Krisen er endnu langt fra så dyb som i Tunesien og Egypten. Der er stadig, for flertallet, en langt højere grad af social tryghed.

Men jo værre krisen bliver, jo mere vil sikkerhedsventilerne komme under pres. Den sociale tryghed er i en årrække langsomt blevet udhulet. Uligheden er øget.

Den nulevende befolkning er den første i generationer, som ikke tør forvente en bedre fremtid for deres børn, end de selv har haft.

Manglende demokratisk legitimitet

Krisepolitikken dikteres af kapitalens behov – og det undergraver systemets legitimitet.

Krisen sætter det demokratiske system under pres – som vi har set i Grækenland og Italien, hvor valgte premierministre inden for det sidste års tid er blevet erstattet af bankdirektører.

I Danmark havde vi for kun 10 måneder siden et valg, hvor flertallet stemte for et håb om en anden politik. I stedet fik vi mere af det samme. Tiltroen til politikerne – specielt i S og SF, de traditionelle arbejderpartier – er faldet drastisk i disse 10 måneder.

I første omgang har denne faldende tillid mest givet sig udtryk i massiv vælgerflugt fra S og SF. Den store fremgang for EL udtrykker måske nok delvist et håb om, at EL kan indfri håbet om forandring parlamentarisk. Men den udtrykker også, at flere er villige til at kigge andre steder hen, end de plejer, for at få forandring.

Protester nytter

Det afgørende spørgsmål er, om den ophobede frustration og vrede bliver omsat i aktivitet?

Protesterne mod ”helligdagstyveriet” i maj og juni var en lille-bitte forsmag på, at folk ikke i al evighed vil finde sig i at skulle betale, mens de rige bliver rigere og rigere.

Lad os lige holde fast i disse protester et øjeblik.

Nej, der var hverken tale om demonstrationer eller strejker, endsige oprør. Men fra hundredvis af arbejdspladser ringede folk ind til deres lokale fagforening eller til deres forbund. Det betyder, at tusinder af arbejdere har diskuteret helligdagstyveriet – og besluttet at gøre ”et eller andet”.

Og hvad har man konkluderet, efter at presset nedefra tvang fagtoppen til ikke at lægge ryg til helligdagstyveriet? Nok ikke, at ingenting nytter – for det nyttede jo!

Organisering

Protesterne mod helligdagstyveriet var små og uorganiserede. Men de afslørede, at der er ved at blive bygget tryk op. Og endnu vigtigere: De afslørede, at magthaverne ikke er almægtige.

De politiske kommentatorer forstod det ikke – det var langt væk fra deres verden. Men neden under medie-virkeligheden har tusinder af arbejdere oplevet, at de selv kunne gøre en forskel. En forskel, som var større, end hvad de faglige og politiske ledere kunne præstere.

En sådan bevidsthed fører ikke af sig selv til flere og større protester. Hertil kræves politisk og faglig organisering.

Men det er ikke svært at forestille sig, at hvis den faglige og politiske venstrefløj kiggede mindre på det parlamentariske cirkus og mere på at organisere folk til selv at handle, så kunne utilfredsheden få et langt mere synligt udtryk – og dermed involvere langt flere.

Hvis fx fagforeningerne eller andre faglige netværk – eller Enhedslisten – tog initiativ til en protest ved folketingets åbning 2. oktober, er jeg overbevist om, at mange ville bakke op.

Fra protest til modstand

Det at opleve, at man ikke er alene med sin utilfredshed, gør det langt mere tiltrækkende at handle. Derfor er synlige protester en vigtig brik i at skabe en mere omfattende modstand.

Men systemet kan ”leve med” protester og alligevel køre videre. Skal der magt bag kravene, er strejker og demonstrationer langt stærkere end blot demonstrationer. Det er der to grunde til.

For det første, så rammer strejker – både i det offentlige og i det private – arbejdsgiverne, hvor de er mest sårbare. Når vi nægter at arbejde, viser vi, at det er os og ikke arbejdsgiverne, der får samfundet til at køre rundt.

For det andet, så indebærer strejker et element af selv-organisering. Strejker skal organiseres, så alle går med. Evt. skruebrækkere (strejkebrydere) skal stoppes. Nabo-arbejdspladser skal trækkes med i strejken, osv. osv.

Bliver strejkerne mere omfattende bliver kravene til selv-organisering større: Der skal vælges strejke-komiteer og koordineres på byplan eller brancheplan. Det daglige liv skal organiseres – fx børnepasning.

Nogle af disse elementer finder vi fx i havnestrejken 1982-83, påskestrejkerne i 1985, RiBus-strejken i 1995, velfærdsstrejkerne i 2006-7 og mange andre.

Fra strejker til revolution

Enhver større strejke stiller på et begrænset plan spørgsmålet: Hvem har magten i samfundet? I alle de nævnte strejker blev medier, politi og hele det politiske apparat mobiliseret til at stoppe dem.

De sidste 100 års revolutions-historie peger på, at massestrejker er dér, hvor kimene til revolution kan spire og vokse. De skaber troen på, at arbejderklassen har kollektiv magt. De skaber den basis-organisering, som er forudsætningen for at gennemføre en revolution. Og ikke mindst: De forandrer de mennesker, der er aktive deltagere i dem.

Men massestrejker er ikke i sig selv en revolution. En revolution indebærer et magtopgør – og det kræver politiske svar: Skal vi stole på de faglige ledere eller velmenende politikere – eller skal vi stole på vores egen organisering? Er vi stærke nok til at udfordre magten – eller skal vi samle større opbakning? Er vi kun fredelige – eller er det sikrest at bevæbne sig? Osv.

Sådanne politiske spørgsmål kommer til udtryk inden for massestrejke-bevægelsen – og i de bevægelser blandt studerende, pensionister osv., som tilslutter sig bevægelsen, fordi de ser den som deres mulighed for at få løst deres egne problemer.

Hvis massestrejkerne udvikler sig til en samlet modmagt mod den herskende orden, taler vi om en dobbeltmagts-situation. På den ene side har vi den gamle magt med resterne af de gamle magtstrukturer. På den anden side har vi arbejderklassen organiseret lokalt og nationalt i arbejderråd.

Disse arbejderråd er repræsentative organer, men ikke bare det. Undervejs som bevægelsen vokser, vil de allerede inden revolutionen begynde at løse dagligdags, praktiske opgaver i deres lokalområde eller by: Madforsyning, transport, pleje af børn og gamle, sikkerhed osv.

Men netop fordi de også er praktiske organer, er de samtidig langt mere demokratiske end et borgerligt parlament. De står ikke over og er ikke adskilte fra det daglige liv, men en integreret del af det.

Revolution eller kontra-revolution

Det er inden for arbejderrådene, at revolutionære socialister skal vinde flertallet i arbejderklassen for revolution.

Selv om arbejderrådene er udtryk for arbejderklassens selv-organisering, så vil de ikke i starten have flertal af revolutionære. Revolutionære skal slås praktisk og ideologisk for at vinde flertal for, at kompromis med den herskende orden kun vil føre til, at den gamle orden vil vende – hævntøstig – tilbage.

I hele denne proces vil den herskende klasse naturligvis ikke forholde sig passiv. Den vil hele tiden forsøge at gå til modangreb (eller forsøge at indgå kompromisser), så bevægelsen svækkes. Ofte vil revolutionæres svar på disse modangreb være afgørende for, om vores opbakning styrkes eller svækkes.

Hvis vi over- eller undervurderer bevægelsens eller modstanderens styrke kan det føre til katastrofale nederlag. Det er måske den væsentligste grund til, at et revolutionært parti med erfaring i praktisk klassekamp ikke kan opbygges i selve den revolutionære proces, men skal startes lang tid i forvejen.

Opstanden

Når og hvis vi når så langt, at massebevægelsen er stærk nok, og vi har et flertal i arbejderrådene for et magtopgør, står der selvfølgelig tilbage at organisere det egentlige magtopgør.

Hvis vi er heldige – og især hvis der er international opbakning – kan selve opstanden blive relativt udramatisk.

En stærk og selv-bevidst bevægelse vil undergrave moralen i politiet og hæren. Nogle soldater og politifolk vil undervejs blive vundet over til revolutionen. Den gamle magt vil være svækket af dets forudgående nederlag. Store dele af småborgerskabet kan ikke se en fremtid i den gamle orden osv.

Kort sagt: Vi kan håbe på, at massebevægelsen har været så omfattende, at den i vidt omfang har fjernet tæppet under den gamle orden.

Men det betyder ikke, at der ikke vil være et magtopgør, som opløser politi, militær og det bureaukratiske apparat. Og der er ingen garanti for, at der ikke bliver modstand. Jo mere forberedte vi er på, at der kan blive modstand, jo mindre er risikoen for, at det bliver blodigt.

Socialismen

Målet for opstanden er at sikre, at arbejderrådene har magten i samfundet. Målet er ikke det (eller de) revolutionære parti(er)s magt, men arbejderrådenes magt. Det er arbejderrådene, der er fundamentet for socialismen.

Socialisme er ikke en forud udtænkt model. Socialisme bygger på troen på, at arbejderklassen – efter at have frigjort sig fra den gamle magts bånd – kan organisere samfundet langt bedre og mere rationelt for såvel mennesker som natur. Uden dette er socialismen intet. Socialisme = arbejdermagt.

Revolutionært parti

Revolutionen er ikke en begivenhed. Den er en proces. En proces med skærpede kampe, med sejre og nederlag, som helt sikkert vil vare måneder og måske flere år.

Ingen kan naturligvis sige på forhånd, præcist hvordan denne udviklingsproces vil forløbe. Men de vigtigste elementer i det ovenstående vil være gode pejlemærker at navigere efter: Massestrejke, arbejderråd, dobbeltmagt, revolutionært parti/partier, opstand.

Det er elementer, der har været til stede i mere eller mindre udviklet form i alle de sidste 100 års revolutionsforsøg – Rusland 1917, Tyskland 1918-23, Spanien 1936, Ungarn 1956, Chile 1972-73, Portugal 1974-75, Iran 1979 osv.

Én vigtig lære står tilbage: Problemet i de fleste af disse opstandes nederlag har ikke været arbejderklassens manglende organisering, men den revolutionære venstrefløjs svaghed og forvirring.

Uden et revolutionært socialistisk arbejderparti til at skabe politisk fokus for oprørs-bevægelsen, vil bevægelsen lide nederlag – og som fx Chile viser, kan det blive ekstremt blodigt.

At starte opbygningen af et sådant parti må derfor nødvendigvis være en integreret del af revolutionære socialisters dagskamp mod krise-politikken.

Ikke kun som et parlamentarisk alternativ, men som en politisk kamporganisation af aktivister, der kollektivt og selvkritisk udvikler sig i kampen for at opbygge en bevægelse, der kan slå krisepolitikken tilbage.

(Dette indlæg er en forkortet og lettere redigeret udgave af en artikel til Socialistisk Arbejderavis's web-udgave.)

Kommentarer

Jeg har lige et spørgsmål:

Hvem er arbejderrådene repræsentanter for? Jeg sigter selvfølgelig til en vurdering af i hvilket omfang der er tale om et demokratisk valg blandt alle borgere eller om det kun er blandt dem, der er med i strejken.

vh

mk

Hej Margit,

Arbejderrådene er klasseorganiseringer og derfor ikke valgt af "alle borgere". Organisationsformen har varieret noget i de forskellige revolutioner, men nogle af fællestrækkene er:

- de er startet som strejkekomiteer (eller arbejdspladskomiteer) på enkeltvirksomheder. Efterhånden som kampene er blevet generaliseret er der opstået et behov for koordinering og politisk generalisering, som organisatorisk er blevet løst gennem arbejderråd på byplan - og senere på landsplan.

- de er på den ene side repræsentative (fx i Skt. Petersborg i 1905: 1 delegeret pr. 500 arbejdere, da der var mange mega-store arbejdspladser). Repræsentanter kan øjeblikkeligt tilbagekaldes og erstattes af andre.

- på den anden side er de også praktiske aktører i løsningen af de konkrete problemer, der opstår i en by, hvor centralmagten er svækket.

- i det omfang de faktisk bliver i stand til at samle og repræsentere hele arbejderklassen (eller i hvert fald det store flertal) bliver de en politisk modmagt til den herskende orden.

Selv om det kan lyde meget formelt med fx "1 repr. pr. 500 arbejdere", så har arbejderrådene i praksis vist sig at være meget fleksible. Et eksempel (som jeg ikke lige nu kan huske hvor stammer fra): Eftersom der ikke eksisterer fx skopudser-firmaer med 500 ansatte, så kan skopudsere slå sig sammen og få valgt repræsentanter.

Det interessante ved disse "selvorganiseringer" er, at de ikke bygger på en "model", men er opstået i så at sige alle situationer, hvor protest-bevægelser i arbejderklassen har nået et vist generelt niveau, hvor et opgør med den herskende orden begynder at kunne ses i horisonten. Så derfor er god grund til at antage, at de også vil gøre det fremover ;-)

Jeg vil prøve at få læst lidt op på nogle af de nævnte revolutioner - så kommer der måske et mere udbygget indlæg senere. Andre er også velkomne til at byde ind.

Kh. Jørn

Hvordan vil du så overbevise alle os, der ikke har arbejde på fabrik eller i kommunen, om at dette skulle være en fordel? Vi bliver berøvet vores demokratiske indflydelse når den går fra kommune/folketing til nogle råd, vi ikke kan være med i? 

Jeg tvivler på at denne struktur faktisk vil virke mere demokratisk nu i Danmark, for der er virkeligt mange selvstændige (småborgere) og ansatte hos dem, der identificerer sig mere med mester/ejeren end med faglærte/ufaglærte på de store arbejdspladser. Dertil kommer, at kun ca. halvdelen af befolkningen har nogen tilknytning til arbejdsmarkedet overhovedet, resten er enten for unge, under uddannelse, pensioneret, syge, dårlige eller ikke rigtig raske. De kan ikke strejke og ramme kapitalen. Hvorfor tror du de vil sympatisere med arbejderråd? 

Misforstå mig ret. Jeg er helt med på at produktionsmidlerne skal demokratiseres, osv., jeg har bare fået mere og mere svært ved at se noget realistisk i denne arbejderklasse-strategi. Jeg er vel lige så gammel som dig, og synes godt nok det er gået tilbage - trods både optur og nedtur i økonomien. 

Hej Margit,

nu skal man nok lige skelne mellem, om det er i revolutions-situationen/lige efter eller først nogen tid efter, hvor tingene har stabiliseret sig. Men allerede i den russiske revolution havde man jo  også bonderåd - heraf var en del jo også småborgere.

Men ellers mener jeg at alle skal være repræsenteret via rådssystemet. For det er jo ikke tanken, at alle fra før med ledende/overflødige funktioner/beskæftigelse skal skydes ved daggry. De skal naturligvis have et arbejde, som deres evner bedst egner sig til - og gennem denne beskæftigelse vil de kunne blive repræsenterede gennem rådssystemet.

Jørn nævner tallet 500, men der kunne laves andre "stemmevægte-ordninger", som ville sikre en så demokratisk retfærdig en repræsentation som muligt.

Jeg ville i princippet ikke være så bange for et parlamentarisk demokrati, som Lenin (efter min mening med rette) var lige efter, da det var en lille arbejderklasse i et kæmpe bondeland. Men den store svaghed ved det, er den manglende tilbagekaldelsesret, som gør rådsdemokratiet så unikt dynamisk. Og derfor er det helt afgørende, at demokratiet løbende realiseres derigennem.

En svaghed kan være den ringere mindretalsbeskyttelse, jf. valg i enkeltmandskredse, som vi kender fra UK. Men som DGs valgsystem giver. Uden at have tænkt det ordentligt igennem kunne man måske have en slags "parti-valg" som et andet-kammer. Men dog med langt hyppigere valg end nu med fire år. Og så meget hyppigere folkeafstemninger - både om landsspørgsmål, men også regionalt/kommunalt/byvist.

Og så lige det med arbejderklasse - jamen, det bliver jo alle der laver noget. Men rigtigt meget overflødigt kan afskaffes. Mener ikke der skal gå længe inden en fire timers arbejdsdag er lige om hjørnet - bare for at sikre dagen og vejen.

Jørn,

Nu har du åbenlyst flere års erfaring på bagen end jeg har men et eller andet sted mellem linierne lyder din forestilling om hvordan arbejdsmarkedet er skruet sammen, som de ting min morfar fortæller om 40'erne og 50'erne, eller min far om 70'erne og til dels 80'erne. Med store industriarbejdspladser med 90% arbejdere i blå kedeldragter (og underforstået et sund revolutionært potentiale) og en lille gruppe funktionærer som "fyld". Men sådan ser verden jo slet ikke ud længere - de skibsværfter, traktorfabrikker og den slags er jo forlængst væk. De steder jeg har været ansat har fordelingen været næsten modsat - 90% funktionærer til 10% arbejdere. Og når jeg fortæller jeg er medlem af EL bliver jeg oftest mødt af mere eller mindre åbenlys forbløffelse.

I sig selv betyder det ikke at klassekampen er overstået, men struktur og social dynamik er ændret afgørende. Store dele af de privatansatte i industrien er efter næsten enhver målestok privilligerede og har hverken revolutionær glød, nogen åbenlys interesse i fundamentale ændringer i samfundet, og jeg kan absolut ikke se at de har nogen særlig ret til at have en særlig demokratisk autoritet(underforstået til at styre samfundet gennem arbejderråd), i højere grad end bønder, små selvstændige, pensionister, studerende eller andet.

Jeg tror der ligger mange sunde ideer i rådsdemokrati, men også nogle uhyggelige risici for magtmisbrug og undertrykkelse af både minoriteter og majoriteter. Unden en eller anden proportional-fordeling af demokratisk indflydelse er det ikke stort bedre end netop et "first-past-the-post" system. Men et spændende emne til demokratidebatten i EL!

@Jørn. Spørgsmålet er - i forlængelse af Thomas' indlæg - om ikke Gotfred Appels snylterstatsteori er gået i opfyldelse. Sagt med andre ord: Den danske arbejderklasse er så korrumperet i sin udnyttelse af den 3. verden, at den ikke kan se nogen anledning til forandring af den gældende orden.

 

Kære Jørn Andersen

Jeg må indrømme, at jeg ikke er så imponeret af din beskrivelse af en revolution. For det første har jeg læst mange lignende, hvor der er tale om forudsigelser, og de tager som din ofte udgangspunkt i en fremtidig tænkt situation: ”Hvis” denne situation opstår, så skal vi gøre det eller det. Eller også går man så vidt, at man direkte beskrivelser, hvordan de store samfundsforandringer kommer til at forløbe. For eksempel kan kapitalismen jo godt løse klimakrisen, hvis den vil. Den slags kommer ofte i gang, når der sker et eller andet, som chokerer verden, som dengang man pludselig så ozonlaget forsvinde eller, at der var skovdød i gang på grund af luftforurening. Så det kan være, at du tager fejl på dette punkt. Og så har man en enorm tillid til, at fagbevægelsen vil spille den afgørende rolle, men man har ikke nogen ide om, hvordan man forandre den lidt dovne fagbevægelse, vi har nu. Man bygger sine forudsigelser på historiske situationer, som ikke ligner den, vi har i Danmark i dag. Stort set alle revolutioner siden den franske i 1789, er opstået, når sult truer store dele af befolkningen, når en masse unge mænd vender hjem fra en tabt storkrig (Her mener jeg også Mussolinis og Hitlers magtovertagelser), når et undertrykkende regime har siddet for længe, eller hvis et sådant er ved at tage magten.

Og så ender det ofte med, at folk sidder og dunker hinanden oven i hovedet med hvert sit klassekamps-horoskop, og hvis der endelig er nogen, som vinder de ofte meget lange diskussioner, så er der en fare for at blive blind, fordi man så skråsikkert stoler på, at tingene vil gå, som man har forudsagt. Jeg savner en diskussion om, hvad vi går i gang med i morgen, om et år og så videre.

Jeg forstår ikke hvorfor venstrefløjen insisterer på at placere sig i forskellige, mere eller mindre utopiske, teoretiske fremstillinger af verden x antal år ud i fremtiden. Hvad er der galt med "lige nu"? Det er lige nu, vores samfund er er ved at vride sig helt ud af proportioner med et venstreorienteret verdenssyn.

Personligt finder jeg det ihvertfald sværere og sværere, at identificere mig med venstrefløjen. På trods af jeg rigtigt gerne vil. Det jeg vil identificere mig med er så imidlertid ikke fantasier om arbejderråd eller andet skrammel, socialismen har fået samlet sammen i løbet af historien. Nej, det er ønsket om at ændre verden til et bedre og mere lige sted.

Disclaimer: jeg er ikke så venstreorienteret, at jeg ønsker total lighed. I min drømmeverden kan man stadigvæk godt blive stinkende rig, hvis man er rigtigt dygtig til et eller andet. Man kan bare ikke blive rigtigt fattig og man kan altid leve et godt liv.

Det er derfor det frustrerer mig, at se hvordan venstrefløjen forvalter den magt, den endeligt/igen har fået tilkæmpet sig. Istedet for at gøre noget, istedet for at ændre verden, stiller man sig tilfreds med at gylpe det samme ævl op igen og igen, kun med det resultat, at man distancerer sig fra magt og indflydelse endnu en gang.

Konkret kan vi jo kigge på indeværende snak om arbejderråd. Magen til naivt vrøvl skal man da lede længe efter? Bevares, tanken er da fin nok på papiret. Problemet er bare, at den arbejder, teorien hænges op på, ikke eksisterer længere. Arbejdsgiverne/Kapitalen har for længst haft succes med at udrydde ethvert spor efter den der mytiske arbejder, venstrefløjen har åh så tralvt med at kæmpe for.

Kigger vi f.eks. på det klassiske eksempel med håndværkere, virker tanken om arbejderråd direkte absurd. Virkeligheden er jo den, at de arbejdere, der er beskæftiget i håndværksfagene, består af et A og et B hold, der hver især ikke hænger sammen med tanken om arbejderråd. A holdet består af faglærte danske arbejdere, der dybest set kun vil have incitament til at benytte den politiske magt til at beskytte lønninger, der efterhånden har bevæget sig op på helt ekstreme niveauer. B holdet består så af ufaglærte migrantarbejdere, hvis interesser dybest set ligger uden for landets grænser.

Kigger man på min tidligere branche, ser tingene ikke mere sammenhængende ud. Her har arbejdsgivere/kapital haft endnu større held med at udvande faglighed og tilhørsforhold. Forholdene hos de største arbejdsgivere (supermarkederne) er billedet, at "midlertidig" er kodeordet. Man udvidder åbningstiderne med henvisning til "der er masser af studerende, der er glade for at kunne tjene lidt ekstra ved at arbejde om søndagen" og man ansætter mellemledere, og udnytter dem groft, ved at bilde dem ind, det er en god måde at komme videre i sin karriere på. Med andre ord kommer man hurtigt i en situation, hvor branchens arbejderrådskandidater slet ikke er engagerede eller interesserede i de arbejdsfunktioner, de ellers bliver sat i rådet for at skulle repræsentere.

Derfor det tilbagevendende åbne spørgsmål: Hvorfor udnytter venstrefløjen ikke sin magt til at gøre noget konkret for at skabe en bedre verden?

Hvorfor benytter man ikke sin magt til at påvirke den offentlige diskurs? Mon ikke det langt mere effektivt ville kunne påvirke befolkningen, til forandring, hvis venstrefløjen gjorde dem opmærksomme på de forhold de lavtlønnede bliver budt i dag, istedet for at kævle rundt i den samme revolutionsromantiske mudderkage? Tror I f.eks. ikke det ville gavne mere, at gøre den gennemsnitlige dansker opmærksom på de menneskelige konsekvenser af at fjerne lukkeloven, end det gør, at snakke om "demokratisering af produktionsmidlerne", "arbejderråd" og hvad ved jeg? 

Kære tidligere butiksansatte

Du rammer ned i noget vigtigt, for marxismen er på en mærkelig måde også lidt elitær, da man mener, at en bestemt klasse skal gå forrest i den store forandring, og at det er nogle få beskåret at planlægge og lede dette. Derfor omtales enkeltsagsbevægelser, der jo netop prøver at handle i nutiden, også med en smule foragt, da de jo ikke har en overordnet 'analyse'. At mange af deltagerne rent faktisk har en ide om et helt anderledes samfund, og at de af forskellige grunde engagerer sig i denne bestemte sag, ignorerer man.

PS: Jeg ved ikke, hvor du har arbejdet, men jeg var i Netto mange måneder, og din beskrivelse af forholdene er meget korrekt. Plus at der var en masse ensformigt arbejde, der skulle gå vanvittig hurtigt, men larmen i sådan en butik er det værste. Jeg tror ikke, at jeg er blevet mere kvalificeret til at forandre verden af den grund, men jeg er blevet så meget mere stædig.