Den danske rabat

Færre penge til EU bør også føre til mindre EU. Ellers hænger det jo overhovedet ikke sammen.

Lad mig starte med en tilståelse: Jeg har det lidt modsætningsfyldt med kravet om en dansk rabat på EU-kontingentet.

På den ene side er jeg helt enig i, at det ville være fint, hvis Danmark sendte færre penge af sted til EU. De penge vil helt sikkert kunne bruges bedre både herhjemme og ude i den store verden.

På den anden side bryder jeg mig ikke rigtig om, at Danmark - som et af de rigeste lande i EU - går i spidsen med trusler om veto, hvis ikke lige præcis vi slipper billigere i kontingent.

Spørgsmålet om den danske rabat bliver brandaktuelt, når EU-landene mødes til et ekstraordinært topmøde i Bruxelles den 22-23. november. Her er det nemlig meningen, at man skal nå til enighed om EU-budgettet for perioden 2014-2020, herunder hvor meget de enkelte lande skal bidrage med.

På forhånd er modsætningerne trukket hårdt op. En række lande blandt de såkaldte nettobidragsydere (det vil sige dem, som bidrager mere til EU end de modtager retur) har modsat sig, at budgettet stiger. Det er der ellers lagt op til fra EU-parlamentet og fra EU-kommissionen.

Konkret har den engelske premierminister, David Cameron, foreslået, at EU-budgettet højst måtte stige i takt med inflationen. Men denne holdning er oven i købet blevet skærpet i sidste uge. Det skete, da et flertal i det britiske Underhus bestående af oppositionspartiet Labour og 53 overløbere fra Camerons konservative regeringsparti vedtog, at EU-budgettet skal fastfryses i reelle tal, det vil sige reelt falde i takt med inflationen.

Overfor dette krav om fastfrysning eller beskæring står en række lande blandt de såkaldte nettomodtagere (det vil sige lande, som modtager flere penge retur fra EU end de selv bidrager med). De kræver, at EU-budgettet stiger og henviser til, at krisen har øget behovet for bl.a. investeringer i arbejdspladser.

I forhold til disse to positioner er det ikke svært at tage stilling. For hvis der var den politiske vilje, så var det faktisk både muligt at beskære EU-budgettet og samtidig gennemføre en række fælles investeringsprojekter på EU-plan (f.eks. indenfor infrastruktur) samt at bruge flere midler på at hjælpe de lande, som er hårdest ramt af krisen.

Men det kræver i bogstaveligste forstand, at der bliver slagtet nogle EU-sponsorerede hellige køer. F.eks. i form af en dramatisk nedskæring af landbrugsstøtten. F.eks. en begrænsning af strukturfondsmidlerne til kun at blive givet til de fattigste lande i EU. Og f.eks. en generel oprydning i de absurde EU-støtteordninger til alt lige fra tobaksdyrkning til transport af levende dyr.

Men en sådan reform vil møde massiv modstand, også fra en række af de rigere lande og regioner. Gennem de sidste mange år er der blevet opbygget en kultur, hvor EU-penge ikke bare bruges til at forgylde diverse velhavere (fra multinationale selskaber til kongelige), men hvor gennemførelsen af samfundsvigtige opgaver er blevet gjort afhængig af EU-tilskud, f.eks. indenfor forskning.

Det er i den sammenhæng, at man skal se en række rige landes trusler om at nedlægge veto, hvis ikke de slipper billigere. Det gælder Sverige. Og det gælder Danmark, hvor statsminister Helle Thorning for nylig sagde til folketingets Europaudvalg: ”Vi skal have vores rabat, og hvis vi ikke får vores rabat, så må vi nedlægge veto. Det er meget, meget enkelt”.

Og hvad står så tilbage, hvis det går som præsten prædiker? Et EU, som fortsat formøbler milliarder af euro på absurde projekter, skævvridende støtteordninger og almindelig plat og svindel. Men også et EU, som er endnu mere opdelt og ulige.

Så selvfølgelig støtter jeg, at Danmark betaler mindre til EU. Præcis ligesom jeg støtter, at andre lande betaler mindre til EU. Men den logiske konsekvens af det, må selvfølgelig være et mindre EU. Ellers hænger det jo overhovedet ikke sammen.