Den økonomiske sandhed skal udfordres

Bragt i Information 25. april 2012, skrevet i samarbejde med Jens Jonatan Steen, analysechef i tænketanken Cevea

Vi lærer helt fra små, talemåden; man ikke skal sætte ulven til vogte får. De glubske ulve har en stærk egen-interesse i at vogte fårene, som givetvis vil få dem til at sætte appetitten over bevogtningen af de stakkels får.

Den samme lektion har vi dog aldrig lært, når det gælder samfundsøkonomien. Her sætter vi gerne ulve – i det her tilfælde økonomer – til at vogte økonomien på baggrund af deres ideologiske skoler, deres teoretiske modeller, og påståede forestillinger om objektivitet. Dermed ikke sagt, at alle økonomer tjener egen-interesser eller ideologi, men blot at vi også har behov for en stærk kritisk økonomisk tænkning.

Når Danmarks Statistik som eksempel fremlægger nye tal der viser, at antallet af tvangsauktioner i starten af 2012 er steget med hele 17 procent, så vælger en avis som Politiken alene at spørge tre ’neutrale’ økonomiske eksperter. Det er Jyske Bank, BRF Kredit og Nykredit, der får lov til at udtale sig om tvangsauktionerne, selvom de givetvis selv har haft stor andel i netop disse tvangsauktioner og givetvis en interesse i at fortælle en særlig version af historien. Hvor er de uafhængige universitetsøkonomer, hvor er retshjælpen og hvor er alle de andre stemmer, der vil kunne gå bagom årsagerne og beskrive tvangsauktioner, som mere end bare et økonomisk faktum, skabt af en naturlig udvikling? De er alle glemt bag økonomers ’neutrale’ fortællinger om opture og nedture på boligmarkedet.

På den politiske bane har et eksempel på herskende ’økonomisme’, været den danske accept af Europagten. Vores statsminister gav således følgende begrundelse for tilslutningen til finanspagten: ”Når nu alle de andre europæiske lande binder sig til en ny økonomisk disciplin, så tror jeg, at Danmark vil blive for udsat, hvis vi ikke gør det samme. Jeg er helt overbevist om, at hvis vi vil have tryghed om dansk økonomi, så skal vi binde os til den nye disciplin.” Det handler altså om at ’vi skal gøre det samme som de andre’. Det er ikke de politiske argumenterne for pagtens eventuelt positive elementer eller et afsæt i egne politiske prioriteter, der er de udslagsgivende for det danske tilslutning - det er alene den økonomiske nødvendighed der bestemmer.

Både medier og politikere accepterer altså at virkeligheden består af objektive økonomiske sandheder og økonomiske nødvendigheder, - som er uafhængige af politiske beslutninger. Vi har glemt at verden er som den er, fordi nogen hat skabt den. Men finanskrisen, tvangsauktioner og nedskæringspolitikken i Europa er netop ikke kommet af sig selv. Den nuværende situation er skabt på grundlaget af en ideologisk forestilling om markedets lyksaligheder og en konkret afregulering af den finansielle sektor.

Den nuværende ’økonomisme’ bygger bl.a. på 90’ernes gennemgribende afideologisering. En tendens der kom til udtryk ved at begge fløje begyndte at tale om at vi var ”hinsides højre og venstre”. De store interessemodsætninger var endegyldigt forsvundet. Det var den såkaldte ”tredjevejs politik”, der gjorde politik til administration og økonomi til naturvidenskab. En retning tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2001 beskrev som: ”(Red. Folketingsvalget 2001) et opgør med den gammeldags opdeling af politik i højre og venstre (...) Det var et opgør med opdelingen i: Der er dem, og der er os. Det var et opgør med klassekampen.”

Når interessemodsætningerne forsvandt kunne de påståede ’neutrale’ økonomer langsomt tage over. Det var økonomiske institutioner som Det Økonomiske Råd, OECD og World Economic Forum, der vandt større magt. De regerer således i dag suverænt ud fra deres påståede objektive løsninger og teoretiske modeller.

Vi hverken kan eller skal undvære dygtige samfundsøkonomer, men vi er nødt til at stille langt større krav til dem og udfordre præmisserne for deres resultater. Vi har brug for at styrke den kritiske tradition på økonomistudierne, sikre en ny sammensætning af Vismændene og forlange en langt mere kritiske position af journalisterne og politikere.

Som alt anden videnskab, kan økonomi kun i bedste fald behandles som tilstræbt objektivitet og udgangspunktet for enhver, bør derfor være den selvkritiske refleksion, som en af forrige århundredes største økonomer John Meynard Keynes’ lagde for dagen: ”Praktiske mænd, der tror at de er fritaget for intellektuel indflydelse, er som regel slave af en eller anden afdød økonom”.

De nuværende dominerende økonomiske analyser tjener ikke det brede samfund som stadig indeholder stærke interessemodsætninger. Derfor har vi brug for et opgør med den kvælende økonomisme og en frigørelse fra den fortsatte afpolitisering. En ulv må aldrig vogte får