De spiller fed rock

Da jeg var 13, kom min ven Philip op til mig med et kassettebånd med Nirvanas plade Nevermind. Jeg fik lov at låne det med hjem og spille det over.

Nirvana var et af to bands, der betød meget for mig. Det andet var Guns N’ Roses. Min ven Tommy og jeg købte det nye Bravo hver onsdag og klippede alle billeder af Guns N’ Roses ud og delte dem mellem os.

Immigrants and faggots

Vi sov sammen og svingede med håret og spillede guitar på en ketcher, ligesom de her piger.

Jeg forstod ikke så meget af, hvad de sang, men mange år senere blev jeg skuffet, da jeg læste teksten til en af mine yndlingssange fra dengang. ”One In A Million” fra G N’ R Lies:

»Immigrants and faggots

They make no sense to me

They come to our country

And think they’ll do as they please

Like start some mini Iran

Or spread some fucking disease«

Sperm and eggs

Omkring et års tid efter at Philip havde stukket Nevermind i hånden på mig, kom han med endnu et bånd med Nirvana. Det var gult.

Nirvana kom fra undergrunden, men havde haft kæmpestor kommerciel succes med Nevermind. Men de havde ikke tænkt sig at sælge ud. Og det viste de bl.a. ved at følge succesen op med Incesticide (det gule bånd), som slet ikke var så glat produceret og bestod af halvfærdige numre uden hitpotentiale.

Dengang forstod jeg ikke så meget engelsk. Eller også var jeg ligeglad. Men senere er jeg igen og igen vendt tilbage til den tekst, som forsangeren, Kurt Cobain, skrev indeni coveret af Incesticide:

»At this point I have a request for all our fans. If any of you in any way hate homosexuals, people of different color, or women, please do this one favor for us - leave us the fuck alone! Don’t come to our shows and don’t buy our records.

Last year, a girl was raped by two wastes of sperm and eggs while they sang the lyrics to our song "Polly." I have a hard time carrying on knowing there are plankton like that in our audience. Sorry to be so anally P.C. but that’s the way I feel.«

Kom som du er

Mens Nirvana stod for noget og rørte noget i folk, ikke mindst i outsiderne, blev Guns N’ Roses aldrig rigtigt mere end en flok bonderøve, der lavede ”fed rock.”

Nirvana var ikke noget protestband med et politisk program eller en klart defineret kritik af et-eller-andet. Men de gad godt have en holdning til de ting, der omgav dem. Og de havde deres egen holdning og gav udtryk for den. Og det var som regel en god holdning.

De beskrev de følelser, mange af os havde som unge og forvirrede i en kold og fremmedgjort verden, mens vi prøvede at holde fast i noget, der var ægte og smukt.

Og når de ikke gad sælge ud, men ville forblive tro mod sig selv, så handlede det ikke kun om at få lov at spille rå og upoleret grunge rock, gå i laset tøj og have filtret hår. Det handlede også om at forsvare outsiderne.

Kurt Cobain havde selv været outsider, og det havde han ikke tænkt sig at glemme, bare fordi han lige pludselig stod på scenen foran tusindvis af mennesker, der syntes, han var sej.

Men hvorfor skriver jeg det her næsten 20 år senere?

Måske fordi overgreb på kvinder, bøssehad og marginalisering af ikke-hvide mennesker stadig er en fast del af rockmusik. Og fordi der stadig ikke findes ret mange bands, der tør sige fra overfor de ting.

Fordi jeg bliver ved med at glæde mig over, at Nirvana havde modet til at udtrykke en holdning, der kunne have kostet dem dyrt i en racistisk, homofobisk og kvindefjendsk rockverden, på deres karrieres mest følsomme tidspunkt lige efter deres gennembrud.

Og fordi hvis Nirvana kunne, så kan du også!

Spørgsmål til dig

I dag hører jeg faktisk aldrig musik med guitar. Jeg synes, guitar er en af de mest irriterende lyde overhovedet. Og jeg er heller ikke verdens bedste til at følge med i, hvad der sker i musikindustrien.

Derfor slutter dette indlæg med et spørgsmål:

Kender du nogen bands, der indenfor de seneste år har udmærket sig enten ved en særligt diskriminerende holdning eller ved at forsvare minoriteter?

Jeg vil især gerne høre om bands, der forsvarer minoriteter, som de ikke selv tilhører, som Nirvana gjorde.