De dovne lærere???

Godt man ikke er lærer i dag!

Mere og mere tyder på, at den optrappende lærerkonflikt er en konflikt ud over det sædvanlige.

Det trækker op til en reel armbøjning mellem regeringen og den danske model. ”First we take Manhattan then we take Berlin-strategien” har været brugt før, men det kommer nok bag på de fleste, at der tilsyneladende har været et længerevarigt forarbejde i form af udveksling af strategier mellem regeringen og KL. Havde det været under Lars Løkke, havde revolutionen stået lige for, men nu ser det ud til at de borgerliges drøm at om at få de offentligt ansattes magt brudt en gang for alle, skal gennemføres af dem, venstrefløjen havde sat deres forhåbninger til: En socialdemokratisk ledet centrum-venstre regering. Tag den!!!!

De borgerlige tog første ryk med gennemførslen af kommunalreformen, der reelt først og fremmest betød nye styringsmidler i forhold til de kommunale udgifter. Kommunerne, som skal være den part, der sikrer borgerne i forhold til grundlæggende områder som fx folkeskole, miljø og sociale ydelser, er gennem KL og forhandlingssystemt i den grad blevet fedtet ind i en dobbeltrolle, der reelt stiller den enkelte borger retsløs.

Folkeskolens lærere har både gode og dårlige sager.

De gode sager er først og fremmest, at langt den største del af forskningen, OSCE og PISA giver lærerne ret og politikerne uret. De dårlige sager er først og fremmest, at ingen fatter, hvordan læreres arbejdstid ser ud.

Alle er jo eksperter på skolen. For enten har vi selv gået der, eller også har vi børn der, eller også kender vi nogen, der har. Jeg har som lærer oplevet at politikere – også fra mit eget parti – har forklaret mig, at de havde så-og-så mange års erfaring med børn i fokeskolen, så jeg skulle f.. ikke komme med min lange anciennitet og min master og fortælle, hvad der var godt for skolen.

Alle lærere kender det: Forældrene, eleverne, politikerne, medierne ved lisså meget om skolen, som de, der bruger deres liv på at arbejde der. Tilsyneladende.

Og nu skal det tilsyneladende også være slut.

Lærerene skal tvinges ind i ”en normal arbejdstid”. Samtidigt skal de leve op til det konstante scoreboard, som den tidligere regering fik indført i samarbejde med Socialdemokraternes nuværende minister for Folkeskolen i form af de nationale test. De sammenlignende studier, der hvert år offentliggøres om elvernes resultater er med til at sætte et i forvejen hårdtprøvet folkeskole i en usympatisk gabestok.

Lærene skal derudover leve op til KLs ønsker om rummelighed og inkludering, som kunne være en smuk overskrift for, hvordan vi lærer vores børn om forskellighed, men som i suset af den svingende sparekniv reduceres til at presse elever og lærere til det yderste.

De særlige skoler med specialtilbud til børn med særlige behov har opgivet at råbe beslutningstagerne op. De ser med skræk på, mens årtiers erfaringsopsamling, forksnking og praksisudvikling spredes for alle vinde. Lærere med specialer i mindre diagnoser eller særligt hårdt udfordrede børn har gennem de sidste år oplevet, hvordan tilskuddene til deres arbejde daler i takt med at børnere og deres forældre er stadigt hårdere ramt af de frustrationer og nederlag et urimeligt forlænget ophold i den fælles inkluderende skole har beriget dem med.

Både børn, forældre, klassekammerater og lærere har ofte været igennem et opslidende forløb inden fx et barn med autisme får lov at komme på en skole, hvor de har kompetencerne til at give barnet de rigtige rammer.

Med en heldagsskole og en lærerstand, der er knækket og tvunget ind i en arbejdstidsmodel, der skærer ned på planlægning, møder med forældre og kolleger, med en elevgruppe, der skal løfte alle typer af udfordringer og en stadig mere forventningsfuld forældregruppe, bliver det ikke svært at gætte fremtidsudsigterne for folkeskolen. Det bliver ikke kun socialdemokratiske ministre, der vil ønske en anden skole, for deres børn. Tilbage bliver de røde og de døde, som vi sagde i gamle dage.

Flere af de forbund, der organiserer offentligt ansatte, har set, hvilken vej det blæser. Så nu er det tid til solidaritet!

”Først tog de lærernes arbejdstid, men jeg er jo ikke lærer, så jeg protesterede ikke....”

fortsæt selv – frit efter Niemüller.

Pernille Frahm

forhenværende folketingsmedlem og lærer og en hel masse andet....