30. august 2012 - 17:01

Dansk Oprør i colombiansk domstol

Foreningen Oprør var indkaldt som vidne i retssagen mod den fængslede Joaquin Perez, svensk statsborger og redaktør af nyhedsbrevet ANNCOL.

Joaquin Perez blev sidste år anholdt i Venezuela og udleveret til Colombia. Mens han sad i flyet mellem Tyskland og Venezuela, aktiverede Interpol en international arrestordre – en politisk svinestreg, som Venezuela og Hugo Chavez ikke kan undskylde.

Joaquin Perez har nu siddet fængslet i 16 måneder, tiltalt for at være FARC’s repræsentant i Europa.

Ligeledes er det anklagerens påstand at ANCOLL er talerør for FARC. Det har danske PET dog afvist for flere år siden.

Retssagen er langt om længe startet og forsvarerens vigtigste opgave er at tilbagevise udokumenterede påstande om Joaquin Perez’s forbindelser til FARC.

I sidste uge blev det svenske Rigsdagsmedlem Jens Holm, afhørt om hans forbindelser til Joaquin Perez og ANNCOL.

Et af anklagemyndighedens ”beviser” er at Foreningen Oprør har været et nyttigt redskab for FARC og Joaquin Perez. Oprør skal have været skalkeskjul for en europæisk indsamling af penge til FARC, iscenesat af Joaquin Perez.

Jeg var derfor i Stockholm, på den colombianske ambassade, d. 29. august. Jeg blev afhørt via en Skype-forbindelse til retssalen i Bogota.

Jeg kunne blankt afvise alle forbindelser til ANNCOL og FARC. Jeg kendte ANNCOL i forvejen, men jeg kendte ikke Joaquin Perez, før han blev anholdt sidste år.

Som bekendt er Foreningen Oprør stiftet som en protest mod de udemokratiske terrorlove og med det formål at få fjernet de terrorlister, som har vanskeliggjort solidaritetsarbejde, dialog og fredsforhandlinger verden over.

Vi gav penge til PFLP og FARC, som en provokation, for at udfordre dansk anti-terror lovgivning og for at vise det groteske i terrorlisterne.

Vi er en 100 % dansk forening, som forsøger at få ændret dansk lovgivning.

Alligevel forsøgte anklageren med mange spørgsmål at påvise at Foreningen Oprør er stiftet af udefrakommende (læs Joaquin Perez) med det formål at støtte FARC. Hendes spørgsmål blev mere og mere desperate og jeg fik lov til at forklare Oprør’s holdning til terrorlister igen og igen.

Jeg fik også mulighed for at fortælle at vi i Danmark lige nu kæmper for at den kurdiske TV-kanal, ROJ TV ikke skal lukkes.

Vi vil ikke acceptere at terrorlisterne skal begrænse ytringsfriheden.

Jeg har lyst til at beskrive anklagerens mange groteske spørgsmål, så dem kan I læse her.

Da jeg kom ud fra ambassaden stod Joaquin Perez’s svenske støttegruppe og ventede.

De havde allerede talt med den colombianske forsvarer, som var meget tilfreds med mit vidneudsagn – anklageren havde med sine spørgsmål, og mine svar, selv dokumenteret at Joaquin Perez ikke er FARC’s repræsentant i Europa

Undervejs i den 3 timer lange afhøring, så jeg med jævne mellemrum Joaquin Perez sidde stille bag sin forsvarer – kigge ind i Skype-kameraet - langt fra Stockholm, familie og venner.

Så følte jeg mig pludselig meget tryg i Stockholm og tænkte at mange flere skal gøre meget mere for at få ham hjem til Sverige.

Med Jens Holm’s ord;

Denne rettergang handler også om en far til en tolv-årig pige, en kæreste og en svensk statsborger, der er blevet kidnappet og ført til det land, han er flygtet fra.

Det er på tide at Joaquin Perez Becerra vender hjem til Sverige!

Kommentarer

En regulær kidnapning. Det er nok for meget at håbe på en fair rettergang for en systemkritisk journalist i Colombia, men man må alligevel håbe, at Perez vinder sin frihed.

Jeg skal ikke gøre mig klog på FARCs handlinger og værdigrundlag - men PFLP er l på baggrund af sine handlinger gennem tiderne i den grad en terror-organisation, der gennem overlagt drab på civile har forfulgt sine politiske mål. Hvis man googler deres "bedrifter" er det tydeligvis ikke blot en terroristisk, men også et grundlæggende facistisk værdigrundlag organisationen bygger på. Det burde man aldrig støtte - heller ikke for at protestere, provokere eller hvad man nu måtte have af ædle formål.

PFLP lavede ganske rigtigt en række flykapringer tilbage i 1970'erne, som var med til at udbrede kendskabet til palæstinensernes elendige situation under israelsk besættelse, som før var næsten ukendt, hovedsagelig uden at det kostede menneskeliv. Den type internationale aktioner er PFLP for længst gået bort fra. Det er rigtigt, at der har været civile tab, men hvis man sammenligner med de civile tab, som besætttelsesmagten Israel har på samvittigheden, så er det vist ikke mange.

Det vil nok også være svært, at finde befrielsesbevægelser, der er "rene", om det er ANC i Sydafrika eller andre, for slet ikke at tale om zionistiske terror orgnisationer Irgun og Lehi (Stern Gang), der stod bag massakrer på palæstinensiske landsbyer, bombning af den engelske ambassade i Rom, drab på jødiske forretningsfolk, der ikke ville betale til terroristerne og likvideringen af Folke Bernadotte, der var FNs hovedmægler i Palæstina og stod i vejen for et Storisrael. Se bla. Donald Neff: Hamas: A Pale Image of the Jewish Irgun And Lehi Gangs. Flere af de ledende folk i disse grupper fik betydende poster i den israelske stat bla. som premierministre.

At PFLP skulle have et fascistisk grundlag må man vist ty til de mange velorganiserede zionistiske hadesider på nettet, for at læse. PFLP er en ikke-religiøs marxistisk organisation, hvis mål fra starten har været skabelsen af en sekulær (ikke religiøs) demokratisk stat for både palæstinensere og jøder.

I dag, hvor det jo ser ud til at to-stats løsningen ikke har mange chancer for at blive en realitet, pga. den fortsatte kolonisering af palæstinensisk land, er tiden måske kommet for en-stats løsningen.

Læs mere om Palæstina konflikten i Tidsskriftcentrets emnelister.




Den ene uretfærdighed retfærdiggør ikke den anden uretfærdighed.... PFLP var sikkert mest marxistisk udfra den betragtning at det gav adgang til Sovjet-finansieringen, sidenhen er der (forhåbentlig) foregået en mental modernisering i PFLPs tankegods. Under deres historiske aktioner gik man målbevist efter at dræbe flest mulige civile og helst jøder, i supemarkieder, i synagoger og i fly.... og det kvalificerer vel meget godt til både betegnelsen "terrororganisation" og "Facistisk".

At det marxistiske udgangspunkt for PFL skulle være en ren bekvemmelighed er rent gætteri. Og hvorfor skulle de fastholde marxismen her i 2012, hvis det hele handlede om støtte fra Sovjet?

Jeg er ikke ekspert, men så vidt jeg ved har PFLP aldrig gået målrettet efter civile. Dog kan deres definition af bosættelserne som militære, ikke-civile, mål ses som kontroversiel. Ræsonnementet er vist, at bosættelserne har en militær, invasiv funktion og at selve bosætterne er bevæbnet til tænderne. Det stemmer ikke med Genévekonventionen, men den bekymrer Israel sig nu heller ikke meget om.

Men nu handler blogindlægget jo om en ANNCOL-journalist, der beskyldes for at være FARC. Det er jo en helt anden snak.

PFLP har sprunget selvmordsbomber på markeder i Tel-Aviv, i supermarkeder, i en synagoge i Paris og henrettet fly- og skibspassagerer alene fordi de var israelere eller jøder.... men hvis man betragetr alle jøder eller israelere som onde bosættere kan man selvfølgelig altid stykke en mystisk argumentation sammen. Pointen er vigtigheen af at huske et gran af selvkritik og pragmatisme inden det hele går op i automat-modreaktion mod myndighedernes betragtninger. .... Lad os håbe PFLP er sande socialister, der ikke i virkeligheden har en facistoid agenda i baglommen hvor undertrykkelsen af jøder, kristne og ateister ville være det egentlige mål (jeg tillader mig at tvivle alene ved at kigge ud over det arabiske landskab med flere såkaldte "socialistiske" Bath-regimer.

Jeg taler ikke om, "at den ene uretfærdighed retfærdiggør den anden". Jeg konstaterer blot, at de fleste modstands- og befrielsesbevægelser laver ubehagelige ting i kampens hede, og også drab, der ikke kan forsvares. Og den palæstinensiske modstandskamp er oppe mod en særdeles brutal besættelsesmagt.

Jeg har temmelig svært ved at se en holdbar dokumentation for din påstand om at PFLP går "målbevist efter at dræbe flest mulige civile og helst jøder". Så ville der vist have været langt flere dræbte. Se f.eks. en liste i Wikipedias opslag om PFLP. Nu skal Wikipedia om Palæstina konflikten altid læses med kritiske øje, fordi Wikipedia også er blevet en kampplads mellem zionistiske og propalæstinensiske kræfter. En anden Wikipedia-artikel, der fejlagtigt har urlen http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_Popular_Front_for_the_Liberation_of_Palestine_suicide_attacks, opregner ca 168 selvmordsaktioner af alle palæstinensiske militante grupper fra 1989-2008, er det kun ca 10 af dem, som er foretaget af PFLP, og listen indeholder både angreb på civile og militære mål, men fortæller ikke klart hvilke, der er det ene eller det andet. Artiklen citerer en undersøgelse, der viser, at PFLP tog ansvaret for 5,2 % af de undersøgte tilfælde.

Hvis PFLP var så blodtørstige og antisemistiske, som MA påstår, forstår jeg ikke at der ofte i det internationale solidaritetsarbejde for Palæstina har været et godt samarbejde mellem PFLP-folk og aktivister med jødisk afstamning. Det var f.eks. tilfældet med den amerikanske Palæstinabevægelse i 80'erne. Her bestod de ledende aktivister af ca. halvt af hver.

I sidste ende er det det zionistiske projekt, det er galt med. At svaret på NAZI-Tysklands forsøg på at skabe en etnisk ren stat, var at arbejde for en etnisk ren jødisk stat. Læs f.eks Den rene stats forbandelse af Göran Rosenberg, og Israel er på vej mod apartheidregime af Herbert Pundik, der har udviklet sig i en retning, jeg ikke havde troet mulig, da jeg tilbage i 70'erne først støtte på den benhårde zionist, men det er jo dejligt at se, at nogen udvikler sig.

Og så må jeg give HC ret og beklage, at jeg har medvirket til at afspore debatten fra John Ekebjærgs spændende artikel, men jeg synes ikke, at Mikkel Andersen burde stå uimodsagt.

Tak for de links. Det ser ud til at min viden om PFLP's taktik var uddateret med ca. 12 år.

Selvmordsbomber (hvilke som helst væbnede angreb egentlig) imod civile mål, som markeder i Tel-Aviv, må betegnes som terrorisme og er ikke noget jeg sympatiserer med. 

Jeg er i øvrigt enig i, at man ikke finder en "ren" befrielsesbevægelse. Af krig følger forbrydelse.

..og i øvrigt selvfølgelig skal Joaquin hjem i sikkerhed i Sverige hvis han ikke er sikret en retfærdig rettergang i Columbia. Jeg var kort i Bogota i 1999 og mødte sådan set veluddannede, reflekterende, socialt bevidste  columbianere med demokratiske idealer, de var bare totalt apatiske i forhold til mulighederne for at ændre deres samfund i en mere socialt retfærdig retning. Jeg har ikke opskriften på en forandring til det bedre, men væbnet kamp og bortførelser fører sjældent til noget godt