Da der blev smølfevalg i smølfeland

Efter forrige uges kommentar om betalingsringens kranke skæbne og regeringens miljøprofil før og efter valget, og i det hele tage de sidste par ugers kommentarer fra min side, om luftkasteller i skattepolitikken og mediers og politikeres vrøvl om ferier og arbejdstid, så tænkte jeg at det måske var rimeligt med et indlæg om noget ganske andet end dansk politik og den siddende BAF-regering. Nemlig en tegneserieanmeldelse.

Tegneserien er en det 20. århundredes væsentligste kunstneriske nyskabelser. Som medie overskred den skellet mellem billedkunst og litteratur og smeltede de to ting sammen til noget helt nyt. Men eftersom tegneserien i første omgang overvejende rettede sig mod børn (og barnlige sjæle), var det også en kunstart, som blev udsat for indædt hetz.

Det gjaldt i USA og det gjaldt i Danmark. I 1950’ernes Danmark blev tegneserien indædt bekriget af en uhellig koalition af kulturradikale, kommunister og konservative, der i vid udstrækning hentede deres ammunition fra den kolde krigs ultrakonservative højre i USA.

I USA blev tegneserien angrebet for at være uamerikansk, som et led i den kolde krigs kulturelle ensretning af det amerikanske samfund, mens den i Danmark blev angrebet for at udtryk for en amerikanisering. Dansk (venstre-orienteret) anti-amerikanisme og amerikansk (konservativ) anti-kommunisme kunne således øse af de samme forklaringsmodeller og de samme fortælleskabeloner.

Man skulle bruge en forklaring på fænomener som ungdomskriminalitet og de unges begyndende opgør med patriarkatet – og her faldt forklaringen på tegneseriemediet. Tegneserier var underlødigt og kommercielt pop og læsning af tegneserier gjorde simpelthen de unge voldelige, asociale, respektløse og kriminelle. I USA førte det til etableringen af the comics code authority, der skulle sikre at tegneserien holdt sig indenfor fællesskabets småborgerlige normsæt, og i Danmark måtte seriehæfter som Skipper Skræk og Kong Kylie dreje nøglen om som følge af hetzen.

1970’erne betød imidlertid gennembruddet for et nyt syn på børn og unge, båret af større respekt for børnekulturen, og det blev også tegneseriens gennembrudsårti i Danmark. Med 20 års forsinkelse kom eksempelvis de store franske og belgiske serieskaberes værker omsider på dansk og de fandt ikke mindst omsider vej til børnebibliotekernes hylder.

For dem der ligesom undertegnede er vokset op i 1970’erne og 1980’erne er tegneserier en væsentlig del af barndommens kulturelle dannelsesprojekt. Siden er det som bekendt gået tegneserien som det gik jazzen, og før det kunstformer som opera, Dickens romaner og Shakespeares teaterstykker (den tunge rockmusik er tilsyneladende på vej i samme retning). Og generationerne vokset op i 1990’erne og 00’erne har slet ikke samme forhold til mediet, hvad jeg selvsagt synes er synd og skam.

Smølferne

En af de belgiske serieskabere, som omsider nåede det danske marked i sidste halvdel af 1970’erne var Pierre Culliford, bedre kendt under kunsternavnet Peyo. Peyo skabte serier som Benny Bomstærk, Henrik og Hagbart og ikke mindst Smølferne.

For dem der ikke kender smølferne – eller kun kender dem via 1980’ernes rædsomme amerikanske tegnefilmsudgaver, der i øjeblikket hærger sendefladen, og sidste års ligeså rædsomme spillefilmsudgave – så er de en slags små blå nisser. Smølferne er ca. på højde med tre æbler stablet oven på hinanden, de bor i huse, som ligner paddehatte i smølfelandsbyen et sted i det glemte land. Der 100 af dem, de er blå og går med hvide huer og bukser, undtagen Gammelsmølf, som er den ældste og derfor har et stort hvidt skæg og går med en rød hue og røde bukser. Han laver også trylledrikke og er den klogeste af smølferne.

Smølfelandsbyen er sådan et slags stats- og pengeløst samfund, og smølferne laver egentlig bare det de selv har lyst til dagen lang, og da de generelt er meget hjælpsomme, så fungerer det fint. Dovensmølfen dovner, Ædesmølfen æder, Dydigsmølfen opdrager på alle andre, alt-mulig-smølfen opfinder og bygger løs, Skæmtesmølfen laver practical jokes og forærer hele tiden eksploderende pakker til andre smølfer, Musiksmølfen spiller trompet dagen lang - selv om det lyder ganske rædsomt, Gnavensmølfen er gnaven dagen lang og sådan fortsætter det. Eneste undtagelse er, når de alle knokler på evighedsprojektet broen over Smølfefloden.

Ærkefjenden er troldmanden Gargamel, som jævnligt prøver at fange smølferne, fordi han skal bruge en smølf til en trylleopskrift for at skabe guld. Eftersom Gammelsmølf med sit store skæg (og røde tøj) minder om Marx og Gargamel tydeligvis er en grådig kapitalist, så har tegneserien været genstand for angreb fra konservativt hold i USA.

Tegneserien om smølferne var ofte sådan lidt småfilosofisk og berørte temaer som ødelæggelse af naturen (Smølferne og Kraxelikroxen), borgerkrigens logik (Smølfe for og bag), kønsroller (Smølfine) eller historier der følger andre velkendte skabeloner, som zombier (De sorte smølfer) og drømmen om at bevæge sig hinsides stjernerne (Astrosmølfen). Som så mange andre klassiske serier gik der til sidst industri i foretagendet, og historierne lavet efter 1980 er absolut ikke værd at tale om.

Smølf den store

I 1965 udkom mesterværket indenfor serien i Belgien Le Schtroumpfissime, eller som den kom til at hedde i Jens Peder Aggers fremragende fordanskning i den endelige danske udgave fra forlaget Carlsen i 1977 Smølf den Store. En serie, der hører til de absolutte mesterværker indenfor tegneseriekunsten.

Historien er kort, at Gammelsmølf mangler vortemælk til en trylledrik og derfor rejser bort fra smølfelandsbyen i flere dage. Herefter kommer alle smølferne voldsomt op og skændes om, hvem der egentlig skal bestemme. En fiffig smølf får en ide og foreslår en afstemning, men selv om smølferne ser ens ud, så er de ikke ligefrem flokdyr og derfor stemmer alle på sig selv. Undtagen Gnavensmølf, der med egne ord ikke kan fordrage stemmer.

En af smølferne vil imidlertid i særdeleshed gerne vælges, og opdager, at man bare skal love de andre smølfer noget, så vil de gerne stemme på en. Så Smølf går ihærdigt i gang med valgløfterne.

Ædesmølfen får stillet i udsigt, at smølferne vil få kager, dobbelte portioner saparilla (smølfernes livret) og pandekager tre gange om uge, hvis han bliver valgt. Dovensmølfen får at vide, at ingen skal lave mere end han har lyst til, hvis Smølf bliver valgt. Skæmtesmølfen får at vide, at han vil blive minister for spøg og skæmt. Musiksmølfen, som altid spiller falsk på sin trompet, får et løfte om at blive chef for smølfoni-orkestret.

Og sådan bliver Smølf ellers ved. Eneste undtagelse er Gnavensmølf, landsbyens udgave af en kværulantisk anarkist smølf, der selvfølgelig gennemskuer hele spillet og erklærer, at han ikke kan fordrage smølfer, som vil have en til at stemme på sig.

Smølfebyen bliver smurt ind valgplakater for Smølf, og valgkampen sættes ind med optog og valgmøder. Eneste fortsatte modkandidat viser sig selvfølgelig at være den evigt bedrevidende Dydigsmølf. Smølf holder en flammende tale på valgmødet og lover i øvrigt at være ”alle sammens smølf” og ikke helme, ”før der igen hersker smølf i dette land”.

Smølf bliver valgt med 96 stemmer, 2 imod og en blank. Men da alle de mange rare valgløfter så skal indfries, går det ikke helt, som Smølf har lovet beboerne i smølfebyen. I stedet begynder han at klæde sig i guldtøj og insisterer på, at de andre smølfer nu skal kalde ham Smølf den store.

I første omgang gør det selvfølgelig smølferne fuldstændig flade af grin, og afslører derved magtens skrøbelighed. Hvis ingen tager magthaveren alvorligt og i øvrigt gør som vedkommende siger – uanset om det så er en kejser, en konge, en generalsekretær eller for den sags skyld en statsminister – så har vedkommende ingen magt.

Den trompetspillende musiksmølf vil dog stadig gerne være chef for smølfoniorkestret, men i stedet gør Smølf den store ham nu til ”Officiel udråber af første grad for Smølf den store”, hvilket indebærer at gå rundt og slå på tromme og læse Smølf den stores dekreter højt.

Det bliver selvsagt for meget. Stærksmølfen hiver fat i Smølf den store, for nu skal selvherskeren altså ”smølfes på plads”. Men selv de bedste kan jo være til falds for smiger og falske privilegier, så Smølf den store udnævner Stærksmølf til ”Kaptajn for styrken til beskyttelse af lov og smølf”, og kaptajnen tvangsindrullerer herefter et par sagesløse smølfer som det nye politikorps til beskyttelse af den nye orden og hermed etableres et effektivt voldsmonopol i smølfebyen og magten går fra lattervækkende fiktion til voldsbåren realitet.

Herefter går Smølf den store så i gang med at virkeliggøre sit egentlige politiske program: Ham selv. Alle valgløfterne om flere fridage og pandekager tre dage om ugen osv. bliver i hvert fald ikke til noget, men hele smølfelandsbyen tvinges i stedet til at arbejde med at bygge et nyt kæmpe palads til den guldklædte leder.

Nu er det jo smølfer og tegneserien er i øvrigt oprindeligt fra 1965, så der er ikke noget med meningsmålinger, men den vælgermæssige opbakning bag Smølf den store fordufter i hvert fald, og da paladset indvies med en stor tale, er det kun Dydigsmølf, som pligtskyldigt står og klapper på pladsen foran, mens resten af smølferne går hjem i sikker forvisning om, at ”han må være gået helt fra smølfen”.

Udviklingen går så fra utilfredshed til åben protest, da Smølf den store smider Skæmtesmølf i fængsel. Han havde formastet sig til at forære den politiske leder en af sine eksploderende gaver. Smølferne går i protestdemonstration og råber anti-smølfske slagord, men garden slår protesterne ned.

I stedet dannes en modstandsbevægelse, der befrier Skæmtesmølfen fra fængslet, og herefter søger ud i skoven. Smølfelandsbyen bliver oversmurt med politiske slagord mod ”smølfcismen” og flere og flere smølfer stikker af til oprørerne ude i skoven.

Smølf den store prøver at indfange oprørerne ude i skoven, men det eneste resultat er, at endnu flere stikker af og slutter sig til oprørsbevægelsen. I stedet tvinges alle de tilbageværende smølfer til at bygge en stor mur omkring smølfelandsbyen. Om end det selvsagt er uklart om den egentlig skal holde oprørsmølferne ude – eller de andre smølfer inde.

Og så går det ellers helt op i revolution og ballade. Oprørerne stormer smølfelandsbyen, der er kampe i gaderne med både køller og tomater. Smølf den stores palads bliver sprunget i luften med Nitroglycesmølf. Men nu er det jo en tegneserie for små børn, så da det hele er ladet op til det sidste opgør mellem oprørere og gardister kommer Gammelsmølf hjem midt i det hele, og spørger, hvad i alverden det egentlig er de foretager sig, og som han siger ”skammer I jer ikke? I har smølfet jer som om I var mennesker”.

Smølf den store må noget betuttet gå i gang med at rydde op i al det rod han har skabt, guldtøjet bliver brugt som fugleskræmsel og der slutter historien.

Politikkens løfter og realiteter

Smølf den store er en fortælling for børn og barnlige sjæle, men det er også en fabel om magtens mekanismer og det politiske som henholdsvis løfte og som realitet, som andre end børn kan have godt af at få frisket op. Måske især de tegneserieløse generationer fra 90’erne og 00’erne.

Tegneserien er beklageligvis udsolgt fra forlaget, men imens vi venter på et genoptryk, så kan den heldigvis stadig lånes fra samfundets vigtigste kulturinstitution: Folkebiblioteket, modstandsmanden Thomas Døssings blivende arv til hele befolkningen, som forhåbentlig står en stund endnu trods de konstante nedskæringer fra kulturfjendske og spareivrige politikere fra både højre og centrum-venstre, der tydeligvis har ét væsentligt træk til fælles med fiktionens Smølf den store: De lover mange ting før valget, men de gør tydeligvis noget ganske andet bagefter.

Smølf den store.

Tegnet af Peyo, tekst af Yvan Delporte og Peyo.

Oversat til dansk af Jens Peder  Agger

Udgivet af Carlsen (2. udgave 2007)