Annonce

2. marts 2011 - 18:55

Ciao, Ciao Chavez

Kære Hugo

Første gang jeg så dig, var til et venstrefløjsmøde i Managua i 2000. Jeg vidste ikke hvem du var, men du modtog stående applaus fra de andre repræsentanter for den latinamerikanske venstrefløj.

Det gik kort efter op for mig, at du var nyvalgt præsident i Venezuela og jeg fik sat et interview med en af dine delegationsmakkere. Det var ham, der fortalte den imponerende historie om din vej til magten.

Hvordan du og en gruppe unge officerer havde gjort oprør, efter at præsidenten havde givet militæret ordre til at nedkæmpe en folkelig opstand med våbenmagt. Hvordan du kun kort tid efter din løsladelse vandt præsidentvalget, og dermed gjorde op med årtiers mafiøst topartisystem.

Siden har jeg fulgt udviklingen i dit land tæt. Jeg har beundret de store sociale fremskridt, som blev gennemført. Udryddelsen af analfabetismen, halveringen af fattigdommen, sikring af universel adgang til sundhed og uddannelse.

Jeg var nedslået over det amerikansk-inspirerede kup mod dig i 2004, og helt oppe og ringe over at se hvordan det lykkedes en mobiliseret befolkning at afværge kuppet og bringe dig tilbage til magten.

Jeg er ofte gået i rette med falske anklager om, at du ikke var demokratisk valgt, at du undertrykte ytringsfriheden og andre falske påstande, der gennem årene er blevet viderebragt i danske aviser.

I 2006 besøgte jeg selv Venezuela – oplevede den tro på fremtiden og det håb som forandringerne havde sået i det fattige befolkningsflertal ikke mindst i slumområderne. Så de spændende eksperimenter med arbejderstyrede virksomheder og kooperativer, som også globalt var med til at reaktualisere debatten om alternativer til kapitalisme.

Men tvivlen på udviklingen i den såkaldt bolivarianske revolution har naget mere og mere i de seneste år. Allerede ved mit besøg for nogle år tilbage var der nogle ting, der bekymrede. Den overdrevne persondyrkelse – enorme billboards med påskrifter som ”et land en leder”.

Den tiltagende aggressive med mig eller mod mig - retorik overfor de dele af venstrefløjen, som udtrykte den mindste divergens med din linje. Som da kommunistpartiet stilfærdigt valgte at stille selvstændigt op til regionsvalg, og blev hængt ud som kontrarevolutionære for åben skærm.

Og så har der jo været din alliancepolitik. Det har været både tåkrummende og uforståeligt, at du igen og igen skulle optræde sammen med despoter som Ahmadinedjad, Lukashenko og Gadaffi. Og du holdt dig ikke til neutrale interessebestemte diplomatiske relationer. Du uddelte kindkys og højstemte erklæringer om broderskab og fælles sag.

I går læste jeg så din twit med følgende ordlyd:

“Gaddafi is facing a civil war. Long live Libya. Long live the independence of Libya.”

Fulgt op af denne erklæring:

"I can not say that I endorse or encourage all the decisions taken by a friend of mine anywhere in the world .. but we support the Government of Libya."

Og her er det så, at vi passerer mit point of no return. Hvordan kan det gå til, at den præsident Chavez der kom til magten, netop som resultat af et oprør mod at bruge våben mod egne befolkning – nu bakker op om en præsident der har hyret morderbander af lejesoldater til at meje modstandere ned, og ladet skarpskytter myrde demonstranter med præcise skud i hjerte eller hoved.

Hvordan kan du kalde den ansvarlige for din ven, og forsvare hans forbryderiske regering?

Spørgsmålene er retoriske, for jeg tror ikke på, at der eksisterer en forklaring som jeg vil acceptere.

Derfor: Adios Compañero

PS. Jeg holder selvfølgelig ikke den venezuelanske befolkning ansvarlig for dine fejltagelser – og jeg håber inderligt, at den vil være i stand til at fastholde og udvide de mange sociale fremskridt i Venezuela.

Annonce