2. marts 2011 - 18:55

Ciao, Ciao Chavez

Kære Hugo

Første gang jeg så dig, var til et venstrefløjsmøde i Managua i 2000. Jeg vidste ikke hvem du var, men du modtog stående applaus fra de andre repræsentanter for den latinamerikanske venstrefløj.

Det gik kort efter op for mig, at du var nyvalgt præsident i Venezuela og jeg fik sat et interview med en af dine delegationsmakkere. Det var ham, der fortalte den imponerende historie om din vej til magten.

Hvordan du og en gruppe unge officerer havde gjort oprør, efter at præsidenten havde givet militæret ordre til at nedkæmpe en folkelig opstand med våbenmagt. Hvordan du kun kort tid efter din løsladelse vandt præsidentvalget, og dermed gjorde op med årtiers mafiøst topartisystem.

Siden har jeg fulgt udviklingen i dit land tæt. Jeg har beundret de store sociale fremskridt, som blev gennemført. Udryddelsen af analfabetismen, halveringen af fattigdommen, sikring af universel adgang til sundhed og uddannelse.

Jeg var nedslået over det amerikansk-inspirerede kup mod dig i 2004, og helt oppe og ringe over at se hvordan det lykkedes en mobiliseret befolkning at afværge kuppet og bringe dig tilbage til magten.

Jeg er ofte gået i rette med falske anklager om, at du ikke var demokratisk valgt, at du undertrykte ytringsfriheden og andre falske påstande, der gennem årene er blevet viderebragt i danske aviser.

I 2006 besøgte jeg selv Venezuela – oplevede den tro på fremtiden og det håb som forandringerne havde sået i det fattige befolkningsflertal ikke mindst i slumområderne. Så de spændende eksperimenter med arbejderstyrede virksomheder og kooperativer, som også globalt var med til at reaktualisere debatten om alternativer til kapitalisme.

Men tvivlen på udviklingen i den såkaldt bolivarianske revolution har naget mere og mere i de seneste år. Allerede ved mit besøg for nogle år tilbage var der nogle ting, der bekymrede. Den overdrevne persondyrkelse – enorme billboards med påskrifter som ”et land en leder”.

Den tiltagende aggressive med mig eller mod mig - retorik overfor de dele af venstrefløjen, som udtrykte den mindste divergens med din linje. Som da kommunistpartiet stilfærdigt valgte at stille selvstændigt op til regionsvalg, og blev hængt ud som kontrarevolutionære for åben skærm.

Og så har der jo været din alliancepolitik. Det har været både tåkrummende og uforståeligt, at du igen og igen skulle optræde sammen med despoter som Ahmadinedjad, Lukashenko og Gadaffi. Og du holdt dig ikke til neutrale interessebestemte diplomatiske relationer. Du uddelte kindkys og højstemte erklæringer om broderskab og fælles sag.

I går læste jeg så din twit med følgende ordlyd:

“Gaddafi is facing a civil war. Long live Libya. Long live the independence of Libya.”

Fulgt op af denne erklæring:

"I can not say that I endorse or encourage all the decisions taken by a friend of mine anywhere in the world .. but we support the Government of Libya."

Og her er det så, at vi passerer mit point of no return. Hvordan kan det gå til, at den præsident Chavez der kom til magten, netop som resultat af et oprør mod at bruge våben mod egne befolkning – nu bakker op om en præsident der har hyret morderbander af lejesoldater til at meje modstandere ned, og ladet skarpskytter myrde demonstranter med præcise skud i hjerte eller hoved.

Hvordan kan du kalde den ansvarlige for din ven, og forsvare hans forbryderiske regering?

Spørgsmålene er retoriske, for jeg tror ikke på, at der eksisterer en forklaring som jeg vil acceptere.

Derfor: Adios Compañero

PS. Jeg holder selvfølgelig ikke den venezuelanske befolkning ansvarlig for dine fejltagelser – og jeg håber inderligt, at den vil være i stand til at fastholde og udvide de mange sociale fremskridt i Venezuela.

Kommentarer

Mens vi venter på IS...

Kære Pelle! I korthed: jeg er meget enig med ordene i dit alvorlige indlæg, og jeg undrer mig hver gang den slags sker, at en leder der er kommet til magten på demokratisk vis i løbet af sin tid som leder bliver stadigt mere i modstrid med de ideer, der tilsyneladende lå til grund oprindeligt. Det er skræmmende ikke mindst i lyset af muligheden for, at det kan ske igen et andet sted. At magt korrumperer, ved vi godt, men hvordan kan man forebygge, at det osse skal være en lovmæssighed?

@Anders jeg ved ikke hvad du antyder med din ”mens vi venter på IS?” IS har aldring været ukritiske støtter af Chavez, I den sidste artikel om Venezeula november 2010 skriver vi bl.a.

“Hvis Chavéz var en direkte del af den revolutionære bevægelse i befolkningen, så havde han gjort op med kupmagerne i 2002, men det gjorde han ikke. Folket bør gøre op med Chavéz og organisere sig, føre revolutionen videre, uafhængigt af staten, for kun med modstand fra neden, kan revolutionen vindes.”

Link til artiklen i Socialistisk Arbejderavis.

http://www.socialister.dk/avis/visa...

Artiklen er for øvrigt en anmeldelse af en bog af Andreas Bülow fra Socialistisk Standpunkt. Hvis nogen har haft et ukritisk forhold til Chavez er det Socialistisk Standpunkt.

Derudover et link til en kommentar som en fra Socialist Workers Party i England har skrevet om Chavez’s aktuelle udtagelser.

http://www.guardian.co.uk/commentis...

@Jakob Krogh:

"Hvis nogen har haft et ukritisk forhold til Chavez er det Socialistisk Standpunkt."

Kan du ikke bevise det? Den bog I har anmeldt er, som flere andre anmeldere har anerkendt, en særdeles kritisk behandling af Chávez som enkeltperson og processen som helhed. Udenrigspolitikken, som Pelle skildrer i denne blog, er også kritiseret omhyggeligt, blandt andet i forbindelse med Iran, hvilket Socialistisk Standpunkt var imod fra starten, bl.a. kunne man give links helt tilbage fra 2006: http://www.marxist.com/venezuela-ir...

Så sendt som sidste år, organiserede Hands Off Venezuela (som Socialistisk Standpunkt er en del af) et offentligt møde med kritik af Venezuelas udenrigspolitik. Du kan læse en fyldig rapport her: http://www.marxist.dk/Home.php?Page...

Omkring de nyeste udmeldinger fra Chávez om Libyen, så har IMTs sektion i Venezuela skrevet denne udmelding (engelsk oversættelse), som allerede er blevet anbefalet af bl.a. Eva Golinger og har fået en del opmærksomhed i Venezuela: http://www.marxist.com/truth-about-...

Så lad os nu lige kritisere hinanden med ståsted i fakta, i stedet for myter.

@Pelle:

Chavez udmeldinger vil gøre ham stor skade, både inde og udenfor Venezuela og er alt andet end lige en skandale, et svigt overfor den socialistiske sag, som vi allesammen kæmper.

I Venezuela bor der hundredetusinder af arabiske emmigranter, som stiller de samme spørgsmål som dig. De har i overvældende grad stemt på Chávez igennem de seneste tolv år, men de føler sig forrådt af hans seneste udmeldinger. Mange af dem har organiseret sig, for at lave intern opposition til Chavez nuværende linje. Et eksempel er Adel El Zabayar, medlem af parlamentet for PSUV (socialistpartiet), som forklarer spm. om Libyen klokkeklart i dette interview: http://www.aporrea.org/tiburon/n175...

Der har også været besættelse af den egyptiske ambassade i Caracas og erklæringer fra arabiske socialister i Venezuela, som kræver øjeblikkelig stop for forbindelserne til Gaddafi-regimet.

Det er også bemærkelsesværdigt, at TeleSurs reporterhold i Libyen blev arresteret og tæsket af regeringstro-styrker, på trods af at de sad i en venezuelansk diplomatbil. Det har tilsyneladende fået dem til at splitte midt over, på spørgsmål om støtte til Gaddafi eller ej.

Venner ***
I behøver tilhverttilfald ikke at vente på en samling links om Hugo Chávez og den ’bolivariske revolution’ i Venezuela, for de ligger altså hér på Modkraft.dk/Tidsskriftcentret.
Det er links til mest større artikler med baggrund, analyser og venstrefløjs-diskussion af udviklingen i Venezuela.
Og så er der et appendix om Bolivar og bolivarismen.

Mens vi venter på Standpunkt...

Hej Pelle.

Jeg er et langt stykke enig med dig i din kritik af Hugo Chavez’ udenrigspolitik, herunder de politiske alliancer med lande som Iran og Libyen. Først og fremmest mener jeg, at Venezuela har ret til at indgå samarbejdsaftaler med de lande, de ønsker. Men samtidig mener jeg, at alliancerne med Iran og Libyen er enormt skadelige for Venezuelas omdømme internationalt. Venezuela er konstant genstand for ondsindede rygter fra de imperialistiske lande. Det seneste eksempel er Storbritanniens udenrigsminster som i sidste uge påstod, at Gadaffi var flygtet til Venezuela. Sådanne rygter har i sinde at sætte Chavez’ i bås med Ahmadinijad og Gadaffi. Men påstanden om at Chavez er ved at udvikle sig til en autoritær leder har intet hold i virkeligheden. Der er til forskel fra diktaturstater som Iran og Libyen, frie valg, fuld ytringsfrihed og pressefrihed i Venezuela. Jeg tror ikke jeg kan komme i tanke om andre lande i verden, hvor præsidenten i ledende medier fremstilles som Hitler? http://venezuelanalysis.com/analysi...

Med hensyn til Venezuelas forhold til Libyen, er der desværre mange i Venezuela og Latinamerika, der fejlagtigt tror at Gadaffi er "anti-imperialist" og "revolutionær". Men der er langt fra enighed i Chavez’ eget parti PSUV om holdingen til oprøret i Libyen Adel el Zabayar, som er medlem af parlamentet for PSUV har udtalt, at Gadaffi "ikke længere kan betegnes som en ledende anti-imperialist, når han systematisk massakrerer sit eget folk". Derudover har Lucha de Clases (som er IMT’s venezuelanske sektion) bragt en udtalelse til støtte for den libyske revolution og imod Gadaffi-regimet.

http://www.marxist.com/truth-about-...

Sandheden om Gadaffi-regimet er at styret siden 2003 har været i lommen på amerikanerne, britterne og de multinationale selskaber. Sidste år bragte finansmagasinet The Economist en hyldest-artikel, hvor man bl.a. roste regimets evne til at skabe profit til de multinationale selskaber. Libyen blev i Economist sammenlignet med Dubai og den neoliberale udvikling i landet. Læs artiklen om Libyen her:

http://www.marxist.dk/Home.php?Page...

Det er vigtigt, at vi på venstrefløjen i Danmark giver støtte til de arabiske revolutioner. Den arabiske revolution kan få stor betydning for udviklingen i Venezuela og resten af Latinamerika. En succesfuld revolution i et af de arabiske lande vil omgående have indvirkning på den revolutionære udvikling i Latinamerika og ville kunne accelerere processen yderligere. Den bedste måde vi kan støtte og forsvare revolutionen i Venezuela er gennem støtte til de revolutionære bevægelser i Egypten, Tunesien, Libyen, Yemen osv.

@Jakob Krogh: Påstanden om at Socialistisk Standpunkt skulle forholde sig ukritisk til Hugo Chavez er ganske enkelt ikke rigtig. Hvis du har læst Andreas Bülow’s bog, ville du også vide dette.

Læs evt http://modkraft.dk/nyheder/article/...

Hej Pelle.

Jeg er langt hen af vejen enig med din kritik af Venezuelas udenrigspolitik. Alliancerne med Iran og Libyen skader Venezuelas omdømme internationalt. Derudover bruges Venezuelas alliance med Iran og Libyen af de imperialistiske magter til at sætte Chavez i bås med Gadaffi og Ahmadinidjad. Eksempelvis påstod Storbrittaniens udenrigsminister William Hague i sidste uge, at Gadaffi var flygtet til Venezuela. Et rygte som var pure opspind og som havde til formål at sværte Venezuela til.

Desværre er mange venstreorienterede i Venezuela og Latinamerika af den fejlagtige opfattelse, at Gadaffi er anti-imperialist og revolutionær. Generelt hersker der i Latinamerika stor forvirring om hvordan man skal forholde sig til oprøret i Libyen. I Chavez eget parti, PSUV, er der langt fra enighed blandt medlemmerne. Parlamentsmedlem fra PSUV, Adel el Zabayar, som er af arabisk oprindelse, har udtalt, at Gadaffi ikke længere kan betragtes som en ledende anti-imperialist, når han massakrerer sit eget folk. Luca de Clases (IMT’s venezuelanske sektion) som er en del af PSUV, er kommet ud med en erklæring til støtte for den libyske revolution og imod Gadaffi-regimet.

http://www.marxist.com/truth-about-...

Sandheden om Gadaffi-regimet er, at styret siden 2003 har været i lommerne på amerikanerne, britterne og de multinationale selskaber. Sidste år bragte finansmagasinet The Economist en hyldest-artikel, hvor Gadaffi-regimet blev rost til skyerne for at skabe profit til de multinationale selskabet. Libyen blev sammenlignet med Dubai og den neoliberale udvikling i landet.

http://www.marxist.dk/Home.php

Hvad vigtigst af alt er, at den revolutionære udvikling kan få stor indvirkning på situationen i Venezuela og Latinamerika. En successfuld revolution i et af de arabiske lande, ville kunne accelerere den revolutionære process i Venezuela og det øvrige Latinamerika yderligere. Derfor er det vigtigt, at vi på venstrefløjen i Danmark støtter de revolutionære bevægelser i Tunesien, Egypten, Libyen, Iran, Yemen mfl.

Dejligt at se en fra Enhedslisten komme ud og sige endegyldigt fra overfor Chavez. Viva la revolucion.

Kære Pelle (Eller et farvel til utopisk socialisme...)

Tak til Hugo for at gå imod den libyske kontrarevolution.

Pelle "håber inderligt, at den (befolkningen) vil være i stand til at fastholde og udvide de mange sociale fremskridt i Venezuela."

Det gør jeg også. Det kræver rimeligvis, at vore kammerater i Venzuelas Kommunistiske Parti kommer til at spille en større rolle.

Jeg håber ligeledes inderligt, at den libyske befolkning vil være i stand til at fastholde og udbygge de sociale fremskridt, som til og med sidste år bl.a. sikrede Libyen en plads som det afrikanske land med den højeste forventede levealder. ( Men hér har kontrarevolutionen sikkert allerede formået "at gøre en forskel" - i den forkerte retning.)

Men sandheden er jo, at de sociale fremskridt, hvos kontrarevolutionen lykkes, vil blive sat årtier tilbage, ganske som det skete for 20 år siden i Østeuropa efter den Europæiske Kontrarevolution.

Sandheden er ligeledes, at morderbander af amerikanske og andre vestlige lejesoldater (den korrekte betegnelse, for i Vesten er soldater jo efterhånden hverken uskyldige tvangsudskrevne eller bare værnepligtige) venter på at gå i land, når USA vil sikre sig endnu mere olie for at kunne fastholde hegemoniet.

Sandheden er også, at når venstrefløjen led nederlag i den kolde krig, skyldes det, at USA og venner med en succesrig og kynisk alliancepolitik formåede at udmanøvrere os. Alt tyder imidlertid på, at den stærke socialistiske kvartet i Asien samt Cuba - foruden mange kommunistiske partier samt anti-imperialistiske regeringer i alle verdensdele har lært af fortidens fejltagelser og ikke lader sig udmanøvrere én gang til.

Så farvel til utopisk socialisme - kæmp konsekvent imod imperialismen - kæmp for staternes ufhængighed af EU og NATO - og kæmp imod Vestens evindelige misbrug af FN-systemet til at starte nye krige...

Spændende at opleve hvordan man kan ignorere kæmpe dilemmaer og forholde sig til dem, som om der kun findes et logisk vælg.

@ Pelle: Jeg er nysgerrig efter hvordan du forholder dig til de valg Chavez har måtte tage undervejs i sin persondyrkelse og særegne udenrigspolitik.

- Skal venstrefløjen undlade persondyrkelse, selv hvis der i befolkningen er en tradition for persondyrkelse, og selv hvis det betyder at facisterne får magten?

- Skal udenrigspolitik tilpasses moralske overvejelser, eller handler det om at sikre sit bagland de bedst mulige, så uddannelsesmiveua, levestandt og velfærd sikres bedst mulige?

Hvis Chavez falder, vil den nye regering så føre en mere human udenrigspolitik? Min oplevelse af det politiske landskab i Venezuela er, at det næppe er tilfældet. Alternativet til Chavez skøre (og komplet ligegyldige) støtte til Gaddafi, er at USA får endnu et land til at støtte krigene i Irak, Afghanistan og hvad der nu venter i fremtiden. Er det et bedre valg?

Nu ser det faktisk ud til, at Gaddafi ikke helt kan afskrives som leder i Libyen. risikerer vi ikke at Pelle og andres afstandtagen til Gaddafi bliver benzin på diskussionen om at invadere landet for at frelse civil befolkningen?

Jeg glæder mig til at høre et par bud. Den moralske hest er bare lidt kedelig at læse om.

@jnhg - hvad er den socialistiske kvartet i Asien for en størrelse?

Dernæst er det velkendt, at arabiske despoter i årevis har brugt oliepengene på at sikre en enorm rigdom til sig selv, men også til deres statsborgere - fx. saudier, kuwaitere, folk i diverse emirater og Libyen. Til gengæld har de så holdt millioner af gæstearbejdere fra Asien og de fattige arabiske lande i slavelignende forhold. Næppe hvad jeg vil kalde sociale regimer! Og dertil skal lægges det politiske despoti.

At Gaddaffi engang har brugt antiimperialistiske og socialistiske slogans adskiller sig ikke fra, at Ralf Pittelkow i sine VS dage gjorde det samme. I dag er der intet tilbage!

Pelle, fin blog. Jeg har aldrig været "med" Chavez - blot fulgt ham fra sidelinien med respekt for en stor del af arbejdet og hovedrysten over andet og især gaudillo persondyrkelsen og de nævnte alliancer. Derfor har jeg heller ikke selv behov for at sige ciao.

Men skal vi prøve at forstå det (og ikke dermed acceptere det), så skal man nok anerkende betydningen af, hvad det gør for et land (i årtier Cuba og nu Venezuela) at stå isoleret og leve under frygten for en amerikansk invasion / kup. Så ender man nok med at omfavne tilsvarende lande og hævde deres suverænitet uden at skele til politikken, hvilket forårsager de modstridende og ukønne alliancer.

Claus, du overrasker mig sgu...

Og tillad mig iøvrigt et muligvis upopulært standpunkt. Hvis Gaddaffi sætter en regulær folkeslagtning i gang, så håber jeg sgu på en fremmed invasion i FN-regi, der kan stoppe ham og vælte ham. Jeg håber aldrig, at det kommer dertil og kravet må herefter være at give magten tilbage til libyerne. Men jeg vil dælme ikke blot være imod en sådan invasion, selvom NATO og andre skulle gå med, hvis alternativet er et nyt Rwanda.

Sorry lads, mennesker matters...

@Jakob: Den socialistiske kvartet i Asien er naturligvis Kina, Vietnam, Laos og Nordkorea.

Jeg konstaterer bare, at levealderen med en vellykket kontrarevolution vil falde og de sociale rettigheder for det libyske folk blive udhulet, uanset hvor lidt "despotisk", du synes en "frihedsminister Søren Pind-klon" vil være, for det er jo alternativet...

For slet ikke at tale om endnu et nyt "Pind-regimes" ukritiske forhold til imperialimen.

Der er ikke brug for et nyt Honduras!

Jeg synes, at vi må holde tungen lige i munden.

For det første: Hvad er karakteren af Gadaffis regime? Svar: Det er et råddent, pro-imperialistisk regime. Tony Blair har ifølge Gadaffis søn Saif al-Islam været "familiens personlige ven" og blev i juni i fjor udnævnt til rådgiver for Gadaffi og leder af en statslig fond. De borgerlige økonomiske magasiner har igen og igen rost Libyen for regimets evne til at skabe profit til de multinationale selskaber. På side 525 i bemærkningerne om USA’s Kongres’ budget (http://www.usaid.gov/policy/budget/...) kan man læse, hvordan at USA har understøttet regimet økonomisk i "kampen mod terrorisme".

For det andet: Hvorfor har imperialisterne vendt sig imod Gadaffi? Svar: De stoler ikke længere på, at regimet kan overleve - derfor er han blevet værdiløs for dem. Samtidig er de tvunget på hjemmefronten til at tage afstand til regimet. De søger med lys og lygte efter et nogenlunde stabilt alternativ, de kan støtte som en ny regering i Libyen, og som kan udføre deres diktater. Samtidig forsøger de at gøre et nyt regime så svagt som muligt (flyveforbud osv.), så det er helt afhængigt af USA, Frankrig og andre imperialistiske magter. For det tredje: Hvad er meningen med Chávez og andre latinamerikanske lederes udtalelser? Svar: Den venezuelanske revolutions udenrigspolitik er formentlig den del af revolutionen, der er under mindst pres fra de venezuelanske masser og under mest pres fra det gamle statsapparat fra den 4. republik, det rådne reformistiske bureaukrati i toppen af PSUV, de professionelle diplomater og så videre. Chávez selv er ikke immun over for dette pres. Forsøget på at føre "realpolitik" er farlig for Venezuelas revolution - både på hjemmefronten og i udenrigspolitikken. Der er brug for en radikalisering af den venezuelanske revolution - også i udenrigspolitikken. Revolutionen har al ret til at indgå handelsaftaler og lignende med Fanden selv og hans oldemor, men revolutionen må aldrig give politisk autoritet til de rådne regimer i Iran, Libyen og andre.

For det fjerde: Hvorfor hyler de borgerlige medier op om Chávez’ udtalelser? Svar: De bruger det som et røgslør for at skjule, hvem det libyske regimes virkelige allierede har været i de senere år: det har været England, Frankrig, USA og andre imperialistiske magter. Alle fejltrin fra den venezuelanske præsident er en gave til dem. De borgerlige har ingen moralsk ret til at hyle op om "støtte til Gadaffi", når de selv har støttet regimet, og de selv fortsat støtter de reaktionære regimer i Saudi Arabien, Jordan, Algeriet og andre steder.

For det femte: Hvad bør være revolutionær politik i forhold til Libyen? Svar: Fuld støtte til Libyens folk og deres kamp imod regimet. Konsekvent afvisning af imperialistisk indblanding. Alle forsøg på militær aktion imod Libyen må stoppes af arbejderbevægelsen gennem strejker og blokader. Alle profitter hos virksomhederne herhjemme, der er blevet tjent på handel med Gadaffis regime, må konfiskeres.

Frank, medlem af Hands Off Venezuela

Tak for kommentarerne

Jakob har svaret udemærket på kommentaren fra jhng. Så jeg vil holde mig til Claus P

@ Claus - Her mine svar på dine relevante spørgsmål

“- Skal venstrefløjen undlade persondyrkelse, selv hvis der i befolkningen er en tradition for persondyrkelse, og selv hvis det betyder at facisterne får magten?”

Jeg tror ikke der er noget enkelt svar på dette. For der er tale om et tveægget sværd. Der er ingen tvivl om at karismatiske ledere, i mange tilfælde har spillet en central rolle i revolutioner eller større samfundsforandringer - eller for politiske partier i al almindelighed. Chavez er et godt eksempel på dette. Der var ingen seriøs folkelig eller revolutionær bevægelse før Chavez. Det var hans person alene (og en grundlæggende, men uartikuleret utilfredshed) der sikrede systemskiftet i Venezuela. Som jeg tidligere har skrevet var det i høj grad et hoved uden krop, og kroppen blev først og fremmest skabt som en reaktion mod kupforsøg, økonomisk sabotage fra overklassen etc. Så på den måde kan man sige, at det i en periode var et godt eksempel på at et magtskifte godt kan ske uden en stærk organiseret base, og at det faktisk også er muligt at opbygge denne organiserede base efterfølgende.

Men så er der den anden side af sværdet. Der er jo for det første det åbenlyse problem, at en samfundsforandring bundet op på én karismatisk person er let at stoppe for modstanderne - ved at kappe hovedet af slangen. For det andet der det desværre ud til at være nogle nærmest uafvendelige konsekvenser af persondyrkelse. 1) tendens til at nødvenddig kritik ikke bliver artikuleret og erstattes af en røvslikker-kultur, fordi den store leder jo ikke kan tage fejl. Det skaber en politisk "udynamik". 2) En stigende megalomani hos den store leder. Et tilsyneladende accelererende tab af virkelighedsfornemmelsen.

I Venezuela mener jeg at de to sidstnævnte tendenser har været tydelige i flere år.

- Skal udenrigspolitik tilpasses moralske overvejelser, eller handler det om at sikre sit bagland de bedst mulige, så uddannelsesmiveua, levestandt og velfærd sikres bedst mulige?“

Ja, moral skal efter min mening spille en vigtigt rolle i udenrigspolitikken. Det kræver jeg af mine borgerlige modstandere - og det kræver jeg også af regeringer som jeg har sympati for. Mere om moral og politik nedenfor.

Der vil dog nok ofte være tale om en balance. F.eks. har jeg hørt, at Venzuela forbindelser til Iran går helt tilbage til Shahens tid, og således ikke er noget Chavez har fundet på, men nærmere et resultat af netop en interessedreven politisk neutral alliancepolitik ifht OPEC, olieteknologi mm. Men som jeg skriver har Chavez jo ikke holdt sig til teknsikse diplomatiske/økonomiske relationer, men åbenlyst erklæret sin støtte til regimet i Iran. Et regime som fænsgler og torturerer alle, der ønsker en socialistisk udvikliing a la den venezuelanske. Det virker komplet absurd og må kræve en forbløffende vikrelighedsfornægtelse.

“Hvis Chavez falder, vil den nye regering så føre en mere human udenrigspolitik? Min oplevelse af det politiske landskab i Venezuela er, at det næppe er tilfældet. Alternativet til Chavez skøre (og komplet ligegyldige) støtte til Gaddafi, er at USA får endnu et land til at støtte krigene i Irak, Afghanistan og hvad der nu venter i fremtiden. Er det et bedre valg?”

Jeg ønsker selvsagt ikke at Chavez regering, erstattes af den USA-sponsorerede opposition. Men det får mig altså ikke til at se i gennem fingrene med de ødelæggende fejltagelser som bliver begået fra Chavez side - også på det indenrigspolitiske område. Mit håb er selvfølgelig, at det håb og den organisering, som Chavez-perioden har skabt, på et tidspunkt kan overfløddiggøre Chavez, og sikre at den progressive udvikling, får en genuin demokratisk forankring. Men det ser ganske rigtig svært ud pt.

Nu ser det faktisk ud til, at Gaddafi ikke helt kan afskrives som leder i Libyen. risikerer vi ikke at Pelle og andres afstandtagen til Gaddafi bliver benzin på diskussionen om at invadere landet for at frelse civil befolkningen?“

Det er sgu´en farlig tankegang. Skulle vi lade være med at kritisere de forbrydelser mod menneskeheden som Gadaffi begår, fordi vi frygter at spille kort i hånden på USA. Den tankegang mener jeg at venstrefløjen har virkelig dårlige erfaringer med. Det var netop denne tankegang der fik store dele af venstrefløjen til at lukke øjnene for den undertrykkelse som fandtes i den socialistiske blok - fordi de stod jo på den rigtige side. Det kom der efter min mening ikke noget godt ud af.

Mht. en mulig invasion (forankret i FN) er jeg delvist enig med Jakob. Det kan i yderste tilfælde blive den mindst ringe løsning. Men lige nu skal vesten holde fingeren langt væk. En intervention kan kun komme på tale som reaktion overfor et reelt folkemord - og den skal garantere Libyens efterfølgende suverænitet. Lige nu er det afgørende, at der ikke sker en indblanding, fordi den vil være kontraproduktiv. Til gengæld håber jeg, at den egyptiske bevægelse og fagbevægelse lige nu sender konvojer med frivillige og hjælp ind over grænsen til Bengazi. Det ville på paradoxal vis være udtryk for den panarabisme som Gadaffi engang stod for.

Jeg glæder mig til at høre et par bud. Den moralske hest er bare lidt kedelig at læse om.“

Jeg tror jeg er grundlæggende uenig i din distinktion mellem moral og politik. Jeg mener ikke der findes en moralløs eller etik-løs politisk grund.

Moral og etik er forudsætningen for politik. Det er f.eks. et moralsk synspunkt, når vi som socialister mener, at det er forkert at nogle mennesker tjener penge på andres arbejdskraft. Ligesom det er et moralsk synspunkt at demokrati er bedre end monarki.

Moralske og etiske synspunkter er det underlæggende brændstof i enhver politisk bevægelse.

Hej Pelle
Den her historie fra Modkraft.dk om straf til strejkende siger mere om begrænsningerne i den progressive bolivarianske nationalisme, end holdningerne til andre USA-outcasts som Gadaffi & Ahmadinedjad:
"Idømt syv års fængsel for strejke : Venstreorienteret fagforening anklager Venezuelas retssystem for at dømme arbejdere og fagforeningsfolk, men give straffrihed til voldelige arbejdsgivere."
Kh J*rgen

@ Pelle

Din uddybende kommentar nuancerer dit indlæg en smule. Ikke fordi jeg ikke er grundlæggende enig med dig, men fordi mit indtryk er, at du og de fleste andre, der har fulgt den venezuelanske revolution aldrig har "fulgt" Chavez og nu er tvunget til at sige "farvel", men hele tiden har haft det nuancerede forhold til Chavez, som du udpensler i dit svar til Claus; En anerkendelse af, at det i høj grad var personen Chavez, der fik stablet en revolutionær bevægelse på benene og samlet den uartikulerede utilfredshed, men den egentlige solidaritet og interesse placeret hos den "krop", du selv bruger som billede.

Men jeg mener alligevel dit indlæg trænger til nogle nuanceringer:

Du skriver, at Chavez ikke har har holdt sig til tekniske diplomatiske/økonomiske relationer:

Men udtryk for solidaritet kan sagtens være drevet af de samme kolde beregninger som andet diplomati; det kan være en billig pris at betale til gengæld for teknisk/økonomisk støtte - eller væsentlig politisk indflydelse. Chavez udtryk for solidaritet virker ikke til at være gratis, når man ser på relationen med fx Iran.

Jeg kender ikke meget til relationen med Libyen, men en del kan sikkert forklares med en form for solidaritets gæld for Libyens støtte til den latinamerikanske venstrefløj i 1970-80’erne - samt de væsentlige økonomiske relationer Libyen har opbygget med det meste af Latinamerika; Bemærk Nicaraguas støtte til Gadaffi, Brasiliens og Argentinas stærkt tvivlsomme position og Bolivias tøven. At dette uskønne diplomati så får et noget mere direkte udtryk i Venezuela og Cuba har nok en del at gøre med den isolations-faktor, som Jakob er inde på.

Disse nuanceringer er ingen accept; man burde holde sig for god til denne slags diplomati. Men intet tyder på, at der er tale om solidaritet for solidaritetens skyld - og det er trods alt en væsentlig nuancering.

Derudover: Ingen grund til at vende Chavez ryggen, når man aldrig har fulgt ham i tykt og tyndt, men hele tiden har haft et nuanceret billede af situationen.

Chavez er bare endnu en socialistisk leder som blev diktator. Ligesom socialdemokraterne Mubarak og Ben Ali, mener han at stå over sit eget land. Sådan har det altid været med socialistiske ledere, og sådan vil det altid blive.

@Jakob Krogh: "Hvis nogen har haft et ukritisk forhold til Chavez er det Socialistisk Standpunkt."

Kunne du ikke bevise det?

Den bog i anmelder, er fyldt med kritiske kapitler om Chavez og regeringen generelt set.

Venezuelas udenrigspolitik er også blevet kririseret jævnligt af Socialistisk Standpunkt, både i forbindelse med Iran, helt tilbage fra 2006 ( http://www.marxist.com/venezuela-ir... ) eller f.eks. så sent som sidste år, på et offentligt møde arrangeret af Hands Off Venezuela (som Socialistisk Standpunkt er en del af): http://www.marxist.dk/Home.php?Page...

Chavez seneste udmeldinger om Libyen er også blevet kritiseret af Soc.Standpunkts kammerater i Venezuela, jvf. Adam Rings link ovenfor. Den udtalelse blev iøvrigt genstand for rimelig stor diskussion i Venezuela, da den både blev anbefalet af Eva Golinger og Dilma Khatib (Al Jazeeras latinamerika-korrespondent).

Så Jakob, lad os nu lige tage udgangspunkt i det, som vi rent faktisk skriver og ikke opdigte en påstået position hos moddebattøren. Det klæder ikke debatten.

@ Andreas Du har ret i at Hands of Venzuela - og også din bog har indeholdt noget af den samme kritik som jeg rejser. Så der er kritikken ikke rimelig.

By the way: Jeg ved at I har et tæt forhold til ambassadøren her i DK. Burde I ikke netop nu skrive en kritisk hendvendelse aqng. Gadaffi-støtten. Kritik er vel et vigtigt element i international solidaritet - og det tætteste støtter kan vel også gøre det største indtryk?

Og vupti! Ingen har nogensinde støttet Chavez....

@ Anders : Ja, det minder lidt om dengang Muren faldt. Der havde alle rygklapperne også pludselig "glemt" deres støtte til diktatorerne ........

Jakob for fanden hva’ har du gang i???? "Hvis Gaddaffi sætter en regulær folkeslagtning i gang, så håber jeg sgu på en fremmed invasion i FN-regi, der kan stoppe ham og vælte ham. Jeg håber aldrig, at det kommer dertil og kravet må herefter være at give magten tilbage til libyerne. Men jeg vil dælme ikke blot være imod en sådan invasion, selvom NATO og andre skulle gå med, hvis alternativet er et nyt Rwanda" Du køber fuldt ud den imperialistiske myte & præmis. Skal jeg minde dig om at socialister modsætter sig imperialistisk intervention i Libyen - flyveforbudszoner, "målrettede" mord, statskup osv. Vi ønsker at de libyske masser selv afsætte Gaddafi. Hvilket deres vælt-diktator-kompetence fuldt ud formår at vise i disse dage. Skam dig :-/

Anders@ Store dele af venstrefløjen har støttet mange af de sociale reformer som Pelle beskriver og som Chavez har været med til at gennemføre og jeg står gerne ved den støtte.

Jeg ville også idag støtte Chavez imod en USA/NATO angreb, men denne støtte er netop ikke ukritisk.

Andreas Bülow@ når jeg skrive "hvis nogen har haft et ukritisk forhold til Chavez er det Socialistisk Standpunkt" Betyder hvis netop HVIS. Havde fulgt ordentligt med i jeres udmeldinger havde jeg ikke stillet spørgsmålet.

Hej Pelle

Tak for uddybningen. Selvom jeg er for uoplyst til at tage stilling til, hvad der sker i Venzuela, så tror jeg ikke at vi ligger så langt fra hinanden.

Jeg synes ganske vist, at retorisk støtte til Iran eller Gaddafi er den mindste grund til at afvise Chavez som alliancepartner. Der kan findes andre og bedre grunde, men igen - jeg er ikke sikker på at jeg vil afvise ham som den bedste hest at støtte.

Min reaktion var møntet på, at verden ikke er sort/hvid (som du også selv skriver i dit svar). Man bliver nødt til at forholde sig til alternativet, hvis man ønsker at forandre det bestående.

Forandring for forandringens skyld er en desperat handling, og frygter lidt at de revolutioner vi har set de sidste uger/måneder er desperate. Jeg frygter at resultater bliver værre for befolkningen, da jeg ikke har set tegn på forankrede folkelige bevægelser som kan gå ind og blive en del af magten. Måske islamistiske og/eller pro-amerikanske fascister blive resultatet.

og vupti...

Måske har Chevaz støtte til Gaddafi en diplomatisk genistreg. Ved at stille sig side om side med Gaddafi fik Chavez etableret et tillidsforhold som gør ham (Chavez) i stand til at forhandle en våbenhvile på plads, og undgå et folkemord.

http://jp.dk/udland/article2357841.ece

Måske... Hvem ved?

@Jan, helt enig. Jeg håber bare, at masserne kommer før massemordene - ellers bliver det lidt svært :-/

Jeg mener dette er en vigtig debat og nogle alvorlige anklager som må diskuteres ordentligt igennem. Derfor er mit indlæg også blevet lidt langt netop for at kunne komme med et ordentligt svar på alle tingene og ikke blot fremkomme med påstande og paroler:

Hykleri det finder man sku alle steder.

Lad mig starte med at sige at jeg er talsmand for Hands Off Venezuela og at jeg jævnligt skriver for avisen Socialistisk Standpunkt. Imodsætning til mange herinde så har jeg intet imod at sige jeg støtter Chávez. Jeg har altid støttet Chávez og det vil jeg fortsat gøre! Men det betyder ikke at jeg støtter ham ukritisk. Rigtige venner er dem der kan fortælle en hvornår man laver fejl. Spytslikkere har ingen sku brug for.

Det er en falsk opstilling nogen forsøger at lave at enten er man enig med Chávez i alt eller også så støtter man ham ikke. Det er ikke det Andreas Bülow f.eks. siger. Han pointere blot at vi støtter kritisk.

Derudover burde der ikke være nogle der, som Anders, skulle "vente på standpunkt". Hvis man vil vide hvad vi mener så ligger det jo lige for at besøge vores hjemmeside: www.marxist.dk. Det er helt gratis og ligetil at finde ud af. Men hvis nogle virkelig mener de ikke kan finde vores holdning til det der sker i Libyen så kan jeg da godt linke til det her: http://www.marxist.dk/Home.php?Page... ” Støt den libyske revolution: nej til imperialistisk intervention”.

I forhold til Hands Off Venezuela burde det også være ret nemt, igen, bare besøg vores hjemmeside: www.handsoffvenezuela.dk. Her kan man se flere udmeldinger til støtte for revolutionerne i Mellemøsten og Nordafrika og bl.a. denne erklæring http://www.marxist.dk/hov/vis.php?i... der siger følgende: "vi opfordrer de venstreorienterede regeringer i Latinamerika til at vise ubetinget støtte til revolutionen og modgå den internationale kampagne fra imperialisterne, der "venligt" vil tvinge "lov og orden" tilbage". Erklæringen er konkret skrevet om Tunesien, men det der står gælder sådan set også for resten af oprørerne. Derudover har vi meldt os som anbefaler af denne demonstration d. 11. marts, http://www.facebook.com/#!/event.ph... til støtte for opstanden i Libyen.

Jeg kan i øvrigt afsløre at Hands Off Venezuela er i gang med at forberede en erklæring med en kritik af Chávez’ linje og en opfordring til et radikalt skift i Venezuelas udenrigspolitik, som også vil blive afleveret til ambassaden i Danmark.

Nå, men videre til diskussionen:

"Point of no return"?

At mene at Chávez har nået et "point of no return", hvor man ikke længere kan støtte ham, er latterligt. Det gir kun menig at sige noget sådan hvis Chávez’ udmelding var noget nyt eller specielt. Den sørgelig sandhed er dog at det er det ikke. Denne udtalelse kommer på ingen måde som en overraskelse for folk der har fulgt med i venezuelansk politik. Lignende udmeldinger kom han med under revolutionen i Iran sidste år og Pelle mangler derfor at forklare hvorfor lige netop dette forandre situationen så voldsomt og hvorfor at det betyder man ikke længere skal bakke, kritisk, op om Hugo Chávez, også i interne venezuelanske forhold.

Chávez udtalelse er sådan set en meget logisk erklæring der følger i god tråd med Venezuelas udenrigspolitik. Problemet er netop at den venezuelanske regering, deriblandt Chávez, ikke føre en revolutionær udenrigspolitik, og aldrig har påstået at gøre det. Dog med undtagelse af Latinamerika, hvor Chávez regeringen fører en særdeles progressiv og revolutionær udenrigspolitik. Men generelt er målet med Venezuelas udenrigspolitik at opnå en multipolær verden, altså uden supermagter der kan diktere resten af verdens politik, og herigennem at styrke Venezuelas, og Latinamerikas, selvstændighed og dets økonomi igennem handel og tekniske samarbejder. Dette er der sådan set ikke noget specielt eller ualmindeligt fordækt i. Tværtimod er dette en ganske almindelig udenrigspolitik som bliver ført af resten af verdens lande også, i de imperialistiske landes tilfælde er multipolær blot udskiftet med unipolær, altså drømmen om at blive supermagt, men målene er de samme.

Revolutionær udenrigspolitik

Og heri ligger sådan set problemet. En revolutionær nation bør ikke føre politik ”as usual”. Tværtimod skal en revolution gøre op med alle traditioner skabt af det borgerlige samfund og skabe en helt ny stat med en helt ny måde at føre politik på. Det var hvad der i sin tid skete i Sovjetunionen, inden Stalin tog over. Den sovjetiske udenrigspolitik var totalt revolutionerende og indeholdt to, for diplomater, fuldstændigt chokerende elementer: Åbent diplomati og verdensrevolutionen.

Åbent diplomat betød at der ikke blev indgået hemmelige aftaler, men at alle diplomatiske forhandlinger var åbne og kunne studeres af arbejderklassen som så kunne sige sin mening om det. Ligeledes blev alle hemmelige aftaler som Tzar styret havde indgået i, eller blot været bevidst om, afsløret. Mest kendt er afsløringen af den britiske politik for Palæstina hvor de havde lovet Zionisterne en jødisk stat samtidig med at de havde lovet det samme til palæstinenserne.

Verdensrevolutionen som udenrigspolitik betød at Sovjetunionen forpligtede sig til at kæmpe for omstyrtelsen af alle andre stater i hele verden og indførslen af en socialistisk verdensføderation. Ret radikalt må man sige. Dette betød at selvom man samtidig forbeholdt sig retten til at handle og lave aftaler med hvem som helt, at man kritiserede alle undertrykkende systemer og aktivt blandede sig i andre staters interne anliggende og støttede, både politisk, økonomisk og militært, den progressive opposition til disse systemer, fuldstændigt åbent. Denne politik kan bl.a. ses i krigen med Polen, økonomisk støtte og udlevering af våben til det tyske kommunist parti og bevæbningen af Ataturks hær der væltede det Ottomaniske regime og skabte det moderne Tyrkiet.

Dette er den politik en revolutionær regering bør fører og det er den politik som Venezuela burde føre, ingen tvivl om det. Jeg vil vende tilbage til hvad dette konkret betyder for Venezuela senere, men først vil jeg lige svare på noget af kritiken fra Pelle og andre debattører.

Skyldsforladelse.

At folk på venstrefløjen i Danmark skulle havde et behov for at gøre op med deres støtte til Chávez er noget mærkelig noget. Simpelthen fordi at størstedelen af den organiserede venstrefløj i Danmark aldrig nogensinde har støttet ham eller givet nogen nævneværdig støtte til revolution i Venezula i første omgang. Dette selvom de har haft 12 år til at gøre det i. Sandheden er jo at Pelle Dragsted var en af de eneste der klart udtrykte en støtte til revolutionen. Der er da også flere debattører der selv har sagt, at de aldrig har støttet Chávez og den slags ærlighed er da rart, selvom stoltheden i en sådan erklæring er uforståelig og skammelig for folk der kalder sig venstreorrienterede.

Hvis man ser på venstrefløjens holdning til revolutionen i Venezuela kan den kort skitseres således:

Kommunistisk Parti, KPiD, DKP og Komunist Platform har aktivt støttet revolution og Chávez og gjort et stort stykke solidaritetsarbejde. Er ikke altid så markant i kritikken af de fejl der er, men det er dog skiftende, også imellem dem.

Internationale Socialister: Støtter revolutionen, men ikke Chávez.

APK – ArbejderPartiet Kommunisterne: Kraftige modstandere af Chávez, delvis støtte til revolutionen.

SAP: Har haft en meget skiftende holdning. Kritiserede i starten kraftigt Chávez og allierede sig med en fagforeningsformand ved navn Orlando Chirino der kaldte Chávez for ”den største arbejdsgiver i landet” og dermed hovedfjenden. Han er i dag gået over til opposition og har allieret sig med bogerskabet i Venezuela og med en tysk fond opkaldt efter den mand der var ansvarlig på morderne på Rosa Luxembourg og Karl Liebknecht. I dag har de ændret holdning og støtter kritisk. Personligt synes jeg faktisk deres artikler om Venezuela er rimelig gode og ikke ligger så langt fra dem der udgives i Socialistisk Standpunkt.

Socialistisk Standpunkt: Kritisk støtte og meget aktiv opbakning.

SF/SFU: Dele af venstrefløjen støtter revolutionen, men noget skiftende holdninger. Resten af partiet siger ikke så meget.

Enhedslisten: Har generelt slet ikke forholdt sig til spørgsmålet. Folketingsgruppen har kun kommet med få, korte og uklare udmeldinger og har afvist en udstrakt hånd fra PSUV (det parti som Chávez er formand for) om samarbejde. Ligeledes har de gentagne gange nægtet at engagere sig i solidaritetsarbejde med Venezuela. Enkeltpersoner som f.eks. Christina Lundgår og Pelle Dragsted har dog været undtagelser og har bakket aktivt op om revolutionen.

Fagbevægelsen: Har ingen kontakt med fagforeningerne i Venezuela og kun et par få forbund og foreninger, som f.eks. BJMF, har været aktive i solidaritetsarbejdet.

Derudover er der selvfølgelig en masse solidaritetsforeninger hvoraf de flerste har bakket aktivt op om revolutionen og Chávez.

Som man altså kan se ud fra denne, groftskitserede, oversigt er støtten” som man nu må gøre op med og sige undskyld for” altså forsvindende lille. Man kan altså trøste folk med at de ikke har brug for meget ”syndsforladelse”. Eller har de tværtimod?

Hvem er de revolutionære?

En revolutionærs største forplitigelse må være at støtte revolutioner. Ligeledes må en socialistists største pligt være at fremme udbredelsen af socialisme og en venstreorrienteret må kæmpe for en venstredrejning af verden. Altså burde det være tydeligt at ens pligt som revolutionær socialist ikke kun er at støtte revolutionerne i Libyen, Egypten, Tunesien osv., men også at støtte dem i Latinamerika og i særdeleshed i Venezuela da det er her revolutionen er nået længst og at dette er det revolutionære fokuspunkt for resten af regionen.

Chávez regeringen har i sin regeringstid, sammen med de revolutionære masser, sikret gratis sundhedshjælp til alle, mere end halveret fattigdommen, halveret arbejdsløsheden, udryddet analfabetisme, gjort universiteter tilgængelige for de fattige, skabt eksperimenter med arbejderkontrol, sikret indianernes rettigheder, skabt det mest demokratiske land i verden med verdens mest demokratiske forfatning og været essentiel i lignende udviklinger i resten af Latinamerika. Desuden har den sat gang i en proces imod indførslen af et socialistisk demokrati og en demokratisk planøkonomi med arbejderdemokrati, –styring og -kontrol.

Chávez har siden 2005 været en stærk fortaler for socialisme. Han har pointeret at det var kapitalismen der skabte klimaproblemerne, at kapitalismen var skyld i fattigdom, sult, arbejdsløshed og krig. Og at menneskeheden stod over for valget mellem socialisme og barbari.

Alt sammen ting man kun kan bakke op om. At revolutionen ikke er fuldført og at Venezuela stadig er et kapitalistisk land og f.eks. føre en ”borgerlig” udenrigspolitik, borset fra i Latinamerika, er så ting man må kritisere. Men lad os dog lige se på hvordan den står til i den venstrefløj der kritisere ham, ofte uden først at havde støttet revolutionen. Kan man finde et ”point of no return” for dem også?

Sandheden er jo at f.eks. Enhedslisten stort set har glemt alt om perspektivet om socialisme. Mens Chávez konstant nævner socialisme i sine taler og offentligt anbefaler læsning af bl.a. Lenins ”Staten og revolutionen”, det kommunistiske partis manifest og den walisiske marxist Alan Woods bog ”Reformism or Revolution” der netop kommer med en marxistisk kritik af revolutionen i Venezuela og peger på hvad der må ske for at den kan besejrer kapitalismen en gang for alle, så skal man lede længe efter referencer til Marx og Lenin eller bare socialisme, hos Enhedslisten i deres offentlige erklæringer. Enhedslisten kommer aldrig med et socialistisk perspektiv fra folketingets talerstol og tale om Marx er reduceret til enkelte artikler som denne: http://modkraft.dk/sektion/kontrado... ”Ham der Marx…”, hvor Johanne Schmidt-Nielsen faktisk ikke argumentere for marxisme, men putter den borgerlige økonom Keynes ord i munden på Marx og argumetere for hans teorier (se her for et modsvar: http://modkraft.dk/sektion/kontrado... ” Kapitalismen bærer skylden for finanskrisen”). Og mens at Chávez nationalisere kapitalistiske virksomheder og sætter dem under arbejderkontrol, så vil Enhedslisten kun ”brandbeskatte” bankerne og de rige der tjener OVER 3,2 millioner. Og med at brandbeskatte bankerne, mener de en 50% skat, altså hvad ALLE virksomheder, ikke kun bankerne, betalte i skat i 1987… Ikke videre radikale forslag… Og mens Chávez anklagede kapitalismen for at bære skylden for klimaproblemer, så har enhedslisten udgivet et nummer af ”Alternativ” om klimaproblemer hvor de bringer artikler med direktøren for Grundfos… Så hvem er det lige der er de revolutionære her?!

Altså repræsentere Chávez, med alle sine fejl til trods, en langt mere revolutionær og socialistisk linje end Enhedslistens folketingsgruppe og ledelse gør.

Hykleri det finder man sku alle steder.

”Men Chávez samarbejder jo med diktatorer der er lakajer for imperialismen!” vil nogen sikkert indvende og sige at så kan alt det andet være nok så godt, men heri ligger forskellen. Men gør den virkelig det? Har Enhedslisten en ren samvittighed her? Nej, desværre ikke.

I 2007 modtog Enhedslisten en pris fra den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas for sit solidaritetsarbejde med Palæstina. Prisen blev beæret modtaget af Rune Lund: http://politiken.dk/udland/ECE31953...

Problemet var blot at samme dag som at Rune Lund modtog prisen, forsøgte Mahmoud Abbas at gennemføre et militærkup imod den demokratisk valgte Hamas regering og allerede inden havde Abbas flere gange forsøgt at vælte regeringen. Dette blev ikke kommenteret af Enhedslisten.

Mahmoud Abbas er i dag en af de diktatorer som befolkningerne gør oprør imod. Han har forbudt demonstrationer, forfølger journalister, er korrupt, en lakaj for imperialismen og har, ligesom Gadaffi, sendt sine sikkerhedsstyrke ind og angribe demonstranter. Både demonstrationer mod ham selv, mod Israel eller blot til støtte for oprørne i Tunesien og Egypten. Altså har Enhedslisten mildst sagt også lig i lasten. Ja, hykleri finder man alle steder og måske Pelle Dragsted skulle starte med at kritisere dette før han tager total afstand fra Chávez.

Apropos persondyrkelse så er det jo i øvrigt værd at nævne at overgangen fra ”Rød-Grønne Linjer” til ”Rød+Grøn” har betydet at Enhedslistens blad nu altid bærer store billeder af deres topkandidater på forsiden…

Forvirring i Venezuela

For at vende tilbage til Latinamerikas udenrigspolitik, så må et af de vigtigste spørgsmål være: Hvorfor støtter de Gadaffi? Svaret er nok ikke så simpelt.

Jeg har allerede været inde på en skitsering af de generelle linjer i Venezuelas udenrigspolitik med ideen om en multipolær verden. Men hvorfor lige konkret lande som Libyen og Iran?

For det første er der selvfølgelig pointerne om handelssamarbejde, teknisk hjælp og teknologisk udveksling. Alt sammen ting som Venezuela er i sin gode ret til at samarbejde med hjem som helst om. Derudover er der desuden ønsket om et militær og diplomatisk samarbejde i et forsøg på at styrke Venezuelas mulighed for at kunne modstå et eventuelt amerikansk, hollandsk eller colombiansk angreb.

Men dette forklare kun til dels den deciderede politiske støtte. En del af de rosende ord er selvfølgelig en del af det ovennævnte diplomati. Man glemmer ofte at Chávez også har omfavnet Colombias præsident og kaldt ham en broder, som en del af fredsforhandlinger i Colombia, og at han har kaldt Spaniens konge Juan Carlos, for sin gode ven. Dette er dog klart for alle at det kun er af diplomatiske årsager. Men i f.eks. Libyens tilfælde er det dog mere end diplomati, hvilket man bl.a. kan se på at Chávez’ holdning også findes i store dele af den venezuelanske befolkning og venstrefløj. Her skal i øvrigt nævnes at også lande som Cuba, Bolivia, Nicaragua, Argentina og Brasilien har en lignede holdning til Libyen.

Pointen er at mange i Venezuela og resten af Latinamerika, og for den skyld i resten af d. 3. verden, faktisk mener det ærligt når de kalder Gadaffi for anti-imperialist og socialist. Dette tror jeg også gælder i Chávez tilfælde. F.eks. forærede han for nogle år siden Ahmadjinejad, Trotskijs bog ”Revolutionen forrådt”. Åbenlyst fordi han mente at den ville komme ham til nytte som en fælles revolutionær.

At denne holdning er udbredt i d. 3. verden ser man i mange tilfælde. Som nævnt er den udbredt i Latinamerika, men ses f.eks. også når maoisterne i Nepal nægter at tro på at Pol Pot skulle havde været en massemorder og i stedet ser ham som en helt og når palæstinenserne oprigtigt elsker Saddam Hussein. Overalt i Afrika, Asien, Mellemøsten og Latinamerika findes der store illusioner til regimer der udstiller sig selv som progressive. Mange tror at Nordkorea er et paradis, at Hviderusland er et ægte socialistisk demokrai, at Iran er et lykkeland osv.

Pointen er at disse folk ofte ikke ved bedre. Det eneste de nogensinde hører om disse regimer kommer fra højreorienterede regeringer og medier. Og når man i årtier har vænnet sig til at disse medier kalder alle socialister for diktatorer, frihedskæmpere for terrorister og martyrer for massemorderer, så begynder man at tro at alle som af disse medier bliver kaldt for terrorister, diktatorer og massemordere, nødvendigvis må være lige det modsatte. Som Fidel Castro har sagt: Når USA bliver ved med at snakke om opstandene i Libyen, så MÅ der være noget mistænkeligt. Eller som da Chávez på et besøg i Hviderusland i en tale erklærede: ”I Latinamerika kalder de mig for den sidste diktator, i Europa kalder de Hviderusland for det sidste diktatur.”

Når verden er fyldt med fjender, så har man en tendens til at lede efter venner også der hvor de ikke findes.

2. del af mit indlæg, der var for langt til at komme med på 1 gang.

Gadaffi: Fra helt til skurk

At Gadaffi med så stort held kan give et billed af sig selv som anti-imperialist er det fordi at han faktisk var det en gang. I 1969 stod Gadaffi i spidsen for et venstreorienteret officerkup der gennemførte en revolution med massiv folkelig opbakning. Han afskaffede kongestyrets diktatur, smed imperialisterne ud af landet, moderniserede Libyen og skabte en velfærdsstat der gjorder Libyens befolkning til den næst mest velhavde i hele Afrika. Samtidig var hans styre en stor forkæmper for pan-arabisme og støttede aktivt befrielseskampe, venstreorienteret kampe og ,især, kampene for frihed i kolonistaterne. Han støttede således med store økonomiske og militære midler anti-imperialistisk kamp i Afrika, Mellemøsten og Latinamerika. Det er noget mange stadig husker i dag og mange tror at intet er forandret, at Gadaffi stadig er den populære helt han var engang.

I 1977 udvidedets revolutionen og bl.a. blev landets officielle navn ”Great Socialist People’s Libyan Arab Jamahiriya”. Samtidig blev der lavet en række alvorlige angreb på kapitalismen og startet en proces med mange socialistiske islet, bl.a. blev der faktisk påbegyndt en overførsel af magt fra staten til direkte demokratisk kontrol og styring fra/af arbejderne, bønderne og beduinerne i de såkaldte ” Basic People’s Congresses”. Libyen blev dog aldrig et fuldendt socialistisk land og fik ikke engang planøkonomi.

Det er disse ting der ofte henvises til når folk på venstrefløjen, f.eks. i Venezuela, forklarer deres støtte til Gadaffi i dag og det er en vigtig fortid at huske på hvis man vil forstå deres reaktioner over for den nuværende opstand. Det er jo en historie der ofte bliver glemt når medierne fortæller om hvordan Gadaffi har ”kunnet holde befolkningen i et jerngreb i 42 år”. Sandheden er at i de første 20 af dem var han ekstremt populær i befolkningen.

Alt dette er dog i dag forandret. I 90’erne begyndtes der en afmontering af velfærdsstaten i Libyen og en åbning af landet over for kapitalisme og imperialistisk indflydelse, hvilket bl.a. har skabt en kæmpe arbejdsløshed. I de sidste 10 år har Gadaffi været bedste venner med Berlusconi og Tony Blair, der i dag er rådgiver for regimet. Han har været en tæt allieret til Italien, Storbritanien, USA, Tyskland, Spanien og Frankrig. Det er bl.a. dem der har forsynet hans hær med våben og træning. Altså er han ikke anti-imperialistisk. Denne alliance var imperialisterne interesseret i for at få fat på Libiens olien og når de nu snakker om invasion er det ikke, som Chávez tror, for at få fat i Libyens olien, men for at BEHOLDE kontrollen over den.

For en nærmere beskrivelse af klassekarakteren af Gadaffi regimet vil jeg anbefale disse artikler: http://www.marxist.com/no-to-imperi... ” No to imperialist intervention in Libya”, http://www.marxist.dk/Home.php?Page... ” Støt den libyske revolution: nej til imperialistisk intervention” og især denne artikel der er skrevet af vores spanske søsteravis ”Lucha de Clases” (klassekampen): http://www.marxist.com/truth-about-... ” The truth about the present revolutionary uprising in Libya” som netop forklare at Venezuela bør støtte revolutionen og ikke Gadaffi.

Er Chávez en diktator?

Flere debattører har påstået at Chávez skulle havde udviklet sig til en diktator og havde forrådt revolutionen på samme måde som Gadaffi har gjort i Libyen. Dette er simpelthen det pure opspind.

I de 12 år hvor Chávez har siddet på magten er Venezuela blevet mere og mere demokratisk. Der er blevet indført arbejderdemokrati på mange fabrikker, basisdemokratiske lokalråd, bondekollektiver, fagforeningsråd, mulighed for gennem underskriftindsamlinger at udskrive folkeafstemninger om præsidenten eller andre folkevalgte skal træde tilbage halvejs i deres valgperiode, folkeafstemninger er blevet almindelige og oprettelsen af PSUV har skabt det første store parti der rent faktisk har medlemsdemokrati. Noget som ikke engang de andre venstrefløjspartier havde før.

Der findes INGEN CENSUR, ingen anholdelser af politiske grunde, ingen demonstrationsforbud, ingen statsstyrede fagforeninger, ingen forbud mod oppositionspartier, ingen lukninger af medier, ingen tortur, intet hemmeligt politi, ingen privat kæmpeformue til Chávez osv. Se f.eks. denne nye undersøgelse: http://venezuelanalysis.com/news/6026

Jørgen Lund nævner sagen med fængslingen af fagforeningsaktivisten Rubén Gonzáles (http://modkraft.dk/nyheder/article/...) som om det var et eksempel på ”begrænsningerne i den progressive bolivarianske nationalisme”. Men som der nævnes i artiklen så er den pro-chaviztiske fagforening også engageret i at kræve hans frihed. Pointen er, som også nævnes i artiklen, at store dele af statsaparatet endnu er kontrolleret af oppositionen og bureaukrater fra d. 4. republik (altså det borgerlige diktatur inden Chávez kom til). Store dele af dommerstanden er eksempler på dette. Disse dommere frikender jo f.eks. ofte oppositionsfolk fra anklager om korruption og magtmisbrug. Altså er det ikke Chávez regeringen der har skylden i dette, tværtimod er det direkte omvendt.

Altså er der intet grundlag for at påstå at Chávez er en diktator eller en forræder. Sådanne anklager går kun i de borgerlige og imperialisternes ærinde og er fulde af løgn.

Et socialistisk perspektiv

Men hvad burde Chávez regeringen og resten af de Latinamerikanske venstrefløjsregeringer så gøre? Som tidligere beskrevet mener jeg de burde føre en revolutionær udenrigspolitik i stil med den Sovjetunionen førte og som blev fremført af Lenin og Trotskij. I den konkrete situation betyder dette at de burde afbryde alle diplomatiske relationer med de undertrykkende regimer i Mellemøsten og Nordafrika med det samme, klart sige at de må gå af og tale for etableringen af revolutionære folke og arbejderregeringer. Generelt set bør man desuden stoppe al politisk støtte til regimer som dem i Hviderusland og Nordkorea. Derudover bør man kraftigt bekæmpe al imperialistisk indblanding i de folkelige oprør og sætte hårdt imod hårdt og simpelthen true USA og EU om at hvis de indvadere så bliver alle deres virksomheder i Latinamerika nationaliseret øjeblikkeligt. Dernæst bør man aktivt støtte den libyske befolknings evne til selv at vælte Gadaffi, og det samme med resten af oprørne. Dette ville f.eks. kunne betyde økonomisk og militær støtte som udlevering af avancerede våben til oprørerne i Libyen.

Nej til invasion og imperialistisk indblanding!

Men en revolutionært politik er ikke kun en mangel i Chávez udenrigspolitik, det er tydeligvis også en mangelvarer på den danske venstrefløj. Det ses måske tydeligst i støtten til en imperialistisk invasion af Libyen. F.eks. når Jakob Lindblom fra Enhedslisten skriver: ” vis Gaddaffi sætter en regulær folkeslagtning i gang, så håber jeg sgu på en fremmed invasion i FN-regi, der kan stoppe ham og vælte ham. Jeg håber aldrig, at det kommer dertil og kravet må herefter være at give magten tilbage til libyerne. Men jeg vil dælme ikke blot være imod en sådan invasion, selvom NATO og andre skulle gå med, hvis alternativet er et nyt Rwanda.” .

Problemet er jo bare at en sådan invasion bare ville gøre det hele værre. Jeg kunne godt tænke mig at høre et eneste eksempel på hvor det ikke har været tilfældet når USA har indvaderet andre lande de sidste 60 år? Jakob glemme desuden at imperialistiske kræfter jo faktisk var ansvarlig for massakrene i Rwanda og Burundi, ligesom de i dag er for massakrene i Congo. På samme måde var det Tyskland, Stor britanien, USA osv. der skubbede til de nationale spændinger i Jugoslavien og godt nok var jeg ikke særlig gammel, men jeg kan fandeme godt huske billederne i TV af NATO fly der bombede civile flygtningekonvojer!

Hvis man mener at det ville være godt hvis NATO væltede Gadaffi så forklar mig lige hvor forskellen er på det og krigene i Irak og Afghanistan? Her blev der også væltet massemorderiske diktatorer, men det har hverken bragt fred, demokrati eller frihed til de to lande. Tværtimod har krigen i Irak kosted over 2 millioner mennesker livet! Imperialisterne gør aldrig noget for folkets kønne øjnes skyld. De gør alt for profit og kun profit. Deres planer om at indvadere Libyen er ikke for at stoppe massakrene, men for at stoppe revolutionen. De frygter at en revolutionær regering vil huske de mange år hvor imperialisterne støttede Gadaffi og at en revolution vil afskære dem fra at få adgang til billig olie fra Libyen.

Derudover er de generelt bange for revolutioner. Og med god grund. Allerede nu er der frygt i Rusland, Kina, Pakistan og Indien for at revolutionerne vil sprede sig helt til deres lande og mange kommentatorer har også nævnt at intet forhindre det i at med tiden kunne sprede sig til Sydeuropa, især til den store arabiske befolkning der.

Enhver der ærligt vil støtte revolution i Libyen bør tage denne udtalelse til sig fra Hafiz Ghoga, der er talsmand for Libyens Nationalråd (oprørerne): ”Vi er fuldstændig imod udenlandsk intervention. Resten af Libyen vil blive befriet af folket … Gadaffis sikkerhedsstyrker vil blive nedkæmpet af Libyens folk.”

Fremad mod verdensrevolutionen! Støt revolutionen i Libyen! Forsvar revolutionen i Venezuela!

PS: Militærkuppet imod Chávez var i 2002, ikke 2004.

Gaddafi skal knuses militært, det er det eneste han er værd. At acceptere Gaddafis påskud om fred og neglicere det folkemord han udfører er utilgiveligt og amoralsk for en ’venstreorienteret’ og i øvrigt dobbeltmorale af værste skuffe. Det er ikke Chavez’ opgave at redde en presset diktator, han kan vende ryggen ligesom alle andre. Det vil i virkeligheden være et bedre kampmiddel end at gå på kompromis med en kynisk morders appel om våbenhvile. Gaddafi kan ikke overleve alene i længere tid, men med Hugos støtte overlever han i hvert fald lidt længere, da enhver støtteerklæring Gaddafi modtager må ses som et rygstød og selvtillidsboost, der gør at han kan fortsætte sin brutale undertrykkelse og hyre endnu flere lejesoldater til at undertrykke det libyske folk. Og deraf er Chavez indirekte ansvarlig for tab af endnu flere menneskeliv.

jeg tror Claus Pedersen er på rette linie. Det er vel bedre hvis man kunne finde en fredelig løsning ved at mægle end at sende militæret in.

Her er hvad Venezuelas UN Ambassador sagde om sagen:

"Those who promote the use of military force against Libya, do not seek to defend human rights, but to establish a protectorate to violate them in one of the most important sources of oil and energy in the Middle East."

Her er en artikel om emnet http://venezuelanalysis.com/news/6036

Markus skal jeg forstå det sådan at du går ind for Nato og USA? Og at du i det hele taget støtter militære invasioner der indsætter lydregimer? USA og NATO er "lidt gode" nogle gange eller hvad?

Sidste gang jeg hørte noget så politisk usammenhængende var da Allan Ahmad der pt sider i Københavns borgerrepræsentation for Enhedslisten støttede invasionen af Irak.

Selvfølgelig skal NATO og USA ikke ind i Libyen, men oprørene skal naturligvis afvise Chavez og Gadaffis kontrarevolutionære ’fredsforslag’! Det såkaldte fredsforslag fra Chavez handler blot om at en populistisk oberst fra Latinamerika forsøger at redde en lige så populistisk oberst i Nordafrika fra at blive løbet over ende af et oprør. Gadaffis støtter skal nedkæmpes og Gadaffi skal væltes.

Kære... navnløse

Hvis dine kontrarevolutionære venner endegyldigt afviser Chavez’ fredsforslag, lægger de sig pænt i sporet af vestlig imperialistisk tankegang a’ la Bush: "Enten er du med os eller med terroristerne" - eller måske snarere Hitler: "Vi vil den totale krig..."

Det hele handler om, at lykkes den igangværende - imperialistisk støttede - libyske kontrarevolution, vil titusinder dø i de kommende år som følge af de sociale forringelser, som kontrarevolutioner medfører - ganske som det er set i Østeuropa gennem de seneste godt 20 år, hvor millioner er døde som ofre for den Europæiske Kontrarevolutions tyrani.

Jan Hoby, Rene og andre: Er jers principper om anti-imperialisme virkelig vigtigere end at forhindre et folkemord. Det er da hamrende arrogant overfor de libyske masser hvis i vil hellere vil overlade dem til gadaffis brutalitet end at acceptere end vestlig/FN intervention. Menneskeliv er sgu vigtigere end principper. Hvis imperialisme kan knuse diktatorer så hylder jeg imperialismens ankomst. Fuck principperne og se på hvad konsekvensrene bliver for mennesker. Nogle gange er USA og vesten sgu bedre end alternativet. I vil gerne støtte revolutionære bevægelser men jers borgerlige modstandere må ikke gøre det samme???

Hej Pelle

Sådan er politik og magtspil, Chavez hjælper bare en makker i nød. Næh du, køb hellere en guitar og lad lortet ligge.

Mvh. Mads

En interressant artikel, i forlængelse af den diskussion der har været med denne blog: http://www.marxist.dk/Home.php?Page...

Indeholder en del detaljer om modstridende reaktioner i Venezuela, bl.a. den kendsgerning at journalistholdet fra TeleSur (Chavez svar på CNN, i den spansktalende verden), er fuldstændigt splittede i spørgsmålet om hvad man skal rapportere og hvem man skal støtte i Libyen.

Hvad siger Pelle Dragsted og andre til denne kritik af dele af venstrefløjens støtte til fremmed intervention i Libyen. Det ville være tiltrængt med et svar.

http://www.arbejderen.dk/artikel/20...

Dette indlæg blev oprindeligt skrevet den 3. marts, men pga. tekniske fejl på modkrafts hjemmeside kom det ikke på før nu. Derfor forholder det sig heller ikke til den nyeste udvikling, men jeg har skrevet flere indlæg imod en flyforbudszone på nogle af de andre blogs. Den udtalelse jeg nævner Hands Off Venezuela ville lave kan findes her: http://www.marxist.dk/hov/vis.php?i...

Jeg mener dette er en vigtig debat og nogle alvorlige anklager som må diskuteres ordentligt igennem. Derfor er mit indlæg også blevet lidt langt netop for at kunne komme med et ordentligt svar på alle tingene og ikke blot fremkomme med påstande og paroler:

Hykleri det finder man sku alle steder.

Lad mig starte med at sige at jeg er talsmand for Hands Off Venezuela og at jeg jævnligt skriver for avisen Socialistisk Standpunkt. Imodsætning til mange herinde så har jeg intet imod at sige jeg støtter Chávez. Jeg har altid støttet Chávez og det vil jeg fortsat gøre! Men det betyder ikke at jeg støtter ham ukritisk. Rigtige venner er dem der kan fortælle en hvornår man laver fejl. Spytslikkere har ingen sku brug for.

Det er en falsk opstilling nogen forsøger at lave at enten er man enig med Chávez i alt eller også så støtter man ham ikke. Det er ikke det Andreas Bülow f.eks. siger. Han pointere blot at vi støtter kritisk.

Derudover burde der ikke være nogle der, som Anders, skulle "vente på standpunkt". Hvis man vil vide hvad vi mener så ligger det jo lige for at besøge vores hjemmeside: www.marxist.dk. Det er helt gratis og ligetil at finde ud af. Men hvis nogle virkelig mener de ikke kan finde vores holdning til det der sker i Libyen så kan jeg da godt linke til det her: http://www.marxist.dk/Home.php?Page... ” Støt den libyske revolution: nej til imperialistisk intervention”.

I forhold til Hands Off Venezuela burde det også være ret nemt, igen, bare besøg vores hjemmeside: www.handsoffvenezuela.dk. Her kan man se flere udmeldinger til støtte for revolutionerne i Mellemøsten og Nordafrika og bl.a. denne erklæring http://www.marxist.dk/hov/vis.php?i... der siger følgende: "vi opfordrer de venstreorienterede regeringer i Latinamerika til at vise ubetinget støtte til revolutionen og modgå den internationale kampagne fra imperialisterne, der "venligt" vil tvinge "lov og orden" tilbage". Erklæringen er konkret skrevet om Tunesien, men det der står gælder sådan set også for resten af oprørerne. Derudover har vi meldt os som anbefaler af denne demonstration d. 11. marts, http://www.facebook.com/#!/event.ph... til støtte for opstanden i Libyen.

Jeg kan i øvrigt afsløre at Hands Off Venezuela er i gang med at forberede en erklæring med en kritik af Chávez’ linje og en opfordring til et radikalt skift i Venezuelas udenrigspolitik, som også vil blive afleveret til ambassaden i Danmark.

Nå, men videre til diskussionen:

"Point of no return"?

At mene at Chávez har nået et "point of no return", hvor man ikke længere kan støtte ham, er latterligt. Det gir kun menig at sige noget sådan hvis Chávez’ udmelding var noget nyt eller specielt. Den sørgelig sandhed er dog at det er det ikke. Denne udtalelse kommer på ingen måde som en overraskelse for folk der har fulgt med i venezuelansk politik. Lignende udmeldinger kom han med under revolutionen i Iran sidste år og Pelle mangler derfor at forklare hvorfor lige netop dette forandre situationen så voldsomt og hvorfor at det betyder man ikke længere skal bakke, kritisk, op om Hugo Chávez, også i interne venezuelanske forhold.

Chávez udtalelse er sådan set en meget logisk erklæring der følger i god tråd med Venezuelas udenrigspolitik. Problemet er netop at den venezuelanske regering, deriblandt Chávez, ikke føre en revolutionær udenrigspolitik, og aldrig har påstået at gøre det. Dog med undtagelse af Latinamerika, hvor Chávez regeringen fører en særdeles progressiv og revolutionær udenrigspolitik. Men generelt er målet med Venezuelas udenrigspolitik at opnå en multipolær verden, altså uden supermagter der kan diktere resten af verdens politik, og herigennem at styrke Venezuelas, og Latinamerikas, selvstændighed og dets økonomi igennem handel og tekniske samarbejder. Dette er der sådan set ikke noget specielt eller ualmindeligt fordækt i. Tværtimod er dette en ganske almindelig udenrigspolitik som bliver ført af resten af verdens lande også, i de imperialistiske landes tilfælde er multipolær blot udskiftet med unipolær, altså drømmen om at blive supermagt, men målene er de samme.

Revolutionær udenrigspolitik

Og heri ligger sådan set problemet. En revolutionær nation bør ikke føre politik ”as usual”. Tværtimod skal en revolution gøre op med alle traditioner skabt af det borgerlige samfund og skabe en helt ny stat med en helt ny måde at føre politik på. Det var hvad der i sin tid skete i Sovjetunionen, inden Stalin tog over. Den sovjetiske udenrigspolitik var totalt revolutionerende og indeholdt to, for diplomater, fuldstændigt chokerende elementer: Åbent diplomati og verdensrevolutionen.

Åbent diplomat betød at der ikke blev indgået hemmelige aftaler, men at alle diplomatiske forhandlinger var åbne og kunne studeres af arbejderklassen som så kunne sige sin mening om det. Ligeledes blev alle hemmelige aftaler som Tzar styret havde indgået i, eller blot været bevidst om, afsløret. Mest kendt er afsløringen af den britiske politik for Palæstina hvor de havde lovet Zionisterne en jødisk stat samtidig med at de havde lovet det samme til palæstinenserne.

Verdensrevolutionen som udenrigspolitik betød at Sovjetunionen forpligtede sig til at kæmpe for omstyrtelsen af alle andre stater i hele verden og indførslen af en socialistisk verdensføderation. Ret radikalt må man sige. Dette betød at selvom man samtidig forbeholdt sig retten til at handle og lave aftaler med hvem som helt, at man kritiserede alle undertrykkende systemer og aktivt blandede sig i andre staters interne anliggende og støttede, både politisk, økonomisk og militært, den progressive opposition til disse systemer, fuldstændigt åbent. Denne politik kan bl.a. ses i krigen med Polen, økonomisk støtte og udlevering af våben til det tyske kommunist parti og bevæbningen af Ataturks hær der væltede det Ottomaniske regime og skabte det moderne Tyrkiet.

Dette er den politik en revolutionær regering bør fører og det er den politik som Venezuela burde føre, ingen tvivl om det. Jeg vil vende tilbage til hvad dette konkret betyder for Venezuela senere, men først vil jeg lige svare på noget af kritiken fra Pelle og andre debattører.

Skyldsforladelse.

At folk på venstrefløjen i Danmark skulle havde et behov for at gøre op med deres støtte til Chávez er noget mærkelig noget. Simpelthen fordi at størstedelen af den organiserede venstrefløj i Danmark aldrig nogensinde har støttet ham eller givet nogen nævneværdig støtte til revolution i Venezula, i første omgang. Dette selvom de har haft 12 år til at gøre det i. Sandheden er jo at Pelle Dragsted var en af de eneste der klart udtrykte en støtte til revolutionen. Der er da også flere debattører der selv har sagt, at de aldrig har støttet Chávez og den slags ærlighed er da rart, selvom stoltheden i en sådan erklæring er uforståelig og skammelig for folk der kalder sig venstreorrienterede.

Hvis man ser på venstrefløjens holdning til revolutionen i Venezuela kan den kort skitseres således:

Kommunistisk Parti, KPiD, DKP og Komunist Platform har aktivt støttet revolution og Chávez og gjort et stort stykke solidaritetsarbejde. Internationale Socialister: Støtter revolutionen, men ikke Chávez.

APK – ArbejderPartiet Kommunisterne: Kraftige modstandere af Chávez, delvis støtte til revolutionen.

SAP: Har haft en meget skiftende holdning. Kritiserede i starten kraftigt Chávez og allierede sig med en fagforeningsformand ved navn Orlando Chirino der kaldte Chávez for ”den største arbejdsgiver i landet” og dermed hovedfjenden. Han er i dag gået over til opposition og har allieret sig med bogerskabet i Venezuela og med en tysk fond opkaldt efter den mand der var ansvarlig for morderne på Rosa Luxembourg og Karl Liebknecht. I dag har de ændret holdning og støtter kritisk. Personligt synes jeg faktisk deres artikler om Venezuela er rimelig gode og ikke ligger så langt fra dem der udgives i Socialistisk Standpunkt.

Socialistisk Standpunkt: Kritisk støtte og meget aktiv opbakning.

SF/SFU: Dele af venstrefløjen støtter revolutionen, men noget skiftende holdninger. Resten af partiet siger ikke så meget.

Enhedslisten: Har generelt slet ikke forholdt sig til spørgsmålet. Folketingsgruppen har kun kommet med få, korte og uklare udmeldinger og har afvist en udstrakt hånd fra PSUV (det parti som Chávez er formand for) om samarbejde. Ligeledes har de gentagne gange nægtet at engagere sig i solidaritetsarbejde med Venezuela. Enkeltpersoner som f.eks. Christine Lundgaar og Pelle Dragsted har dog været undtagelser og har bakket aktivt op om revolutionen.

Fagbevægelsen: Har ingen kontakt med fagforeningerne i Venezuela og kun et par få forbund og foreninger, som f.eks. BJMF, har været aktive i solidaritetsarbejdet.

Derudover er der selvfølgelig en masse solidaritetsforeninger hvoraf de flerste har bakket aktivt op om revolutionen og Chávez.

Som man altså kan se ud fra denne, groftskitserede, oversigt er støtten” som man nu må gøre op med og sige undskyld for” altså forsvindende lille. Man kan altså trøste folk med at de ikke har brug for meget ”syndsforladelse”. Eller har de tværtimod?

Hvem er de revolutionære?

En revolutionærs største forplitigelse må være at støtte revolutioner. Ligeledes må en socialistists største pligt være at fremme udbredelsen af socialisme og en venstreorrienteret må kæmpe for en venstredrejning af verden. Altså burde det være tydeligt at ens pligt som revolutionær socialist ikke kun er at støtte revolutionerne i Libyen, Egypten, Tunesien osv., men også at støtte dem i Latinamerika og i særdeleshed i Venezuela da det er her revolutionen er nået længst og at dette er det revolutionære fokuspunkt for resten af regionen.

Chávez regeringen har i sin regeringstid, sammen med de revolutionære masser, sikret gratis sundhedshjælp til alle, mere end halveret fattigdommen, halveret arbejdsløsheden, udryddet analfabetisme, gjort universiteter tilgængelige for de fattige, skabt eksperimenter med arbejderkontrol, sikret indianernes rettigheder, skabt det mest demokratiske land i verden med verdens mest demokratiske forfatning og været essentiel i lignende udviklinger i resten af Latinamerika. Desuden har den sat gang i en proces imod indførslen af et socialistisk demokrati og en demokratisk planøkonomi med arbejderdemokrati, –styring og -kontrol.

Chávez har siden 2005 været en stærk fortaler for socialisme. Han har pointeret at det var kapitalismen der skabte klimaproblemerne, at kapitalismen var skyld i fattigdom, sult, arbejdsløshed og krig. Og at menneskeheden stod over for valget mellem socialisme og barbari.

Alt sammen ting man kun kan bakke op om. At revolutionen ikke er fuldført og at Venezuela stadig er et kapitalistisk land og f.eks. føre en ”borgerlig” udenrigspolitik, borset fra i Latinamerika, er så ting man må kritisere. Men lad os dog lige se på hvordan den står til i den venstrefløj der kritisere ham, ofte uden først at havde støttet revolutionen. Kan man finde et ”point of no return” for dem også?

Sandheden er jo at f.eks. Enhedslisten stort set har glemt alt om perspektivet om socialisme. Mens Chávez konstant nævner socialisme i sine taler og offentligt anbefaler læsning af bl.a. Lenins ”Staten og revolutionen”, det kommunistiske partis manifest og den walisiske marxist Alan Woods bog ”Reformism or Revolution” der netop kommer med en marxistisk kritik af revolutionen i Venezuela og peger på hvad der må ske for at den kan besejrer kapitalismen en gang for alle, så skal man lede længe efter referencer til Marx og Lenin eller bare socialisme, hos Enhedslisten i deres offentlige erklæringer. Enhedslisten kommer aldrig med et socialistisk perspektiv fra folketingets talerstol og tale om Marx er reduceret til enkelte artikler som denne: http://modkraft.dk/sektion/kontrado... ”Ham der Marx…”, hvor Johanne Schmidt-Nielsen faktisk ikke argumentere for marxisme, men putter den borgerlige økonom Keynes ord i munden på Marx og argumetere for hans, Keynes, teorier (se her for et modsvar: http://modkraft.dk/sektion/kontrado... ” Kapitalismen bærer skylden for finanskrisen”). Og mens at Chávez nationalisere kapitalistiske virksomheder og sætter dem under arbejderkontrol, så vil Enhedslisten kun ”brandbeskatte” bankerne og de rige der tjener OVER 3,2 millioner. Og med at brandbeskatte bankerne, mener de en 50% skat, altså hvad ALLE virksomheder, ikke kun bankerne, betalte i skat i 1987… Ikke videre radikale forslag… Og mens Chávez anklagede kapitalismen for at bære skylden for klimaproblemer, så har enhedslisten udgivet et nummer af ”Alternativ” om klimaproblemer hvor de bringer artikler med direktøren for Grundfos… Så hvem er det lige der er de revolutionære her?!

Altså repræsentere Chávez, med alle sine fejl til trods, en langt mere revolutionær og socialistisk linje end Enhedslistens folketingsgruppe og ledelse gør.

Hykleri det finder man sku alle steder.

”Men Chávez samarbejder jo med diktatorer der er lakajer for imperialismen!” vil nogen sikkert indvende og sige at så kan alt det andet være nok så godt, men heri ligger forskellen. Men gør den virkelig det? Har Enhedslisten en ren samvittighed her? Nej, desværre ikke.

I 2007 modtog Enhedslisten en pris fra den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas for sit solidaritetsarbejde med Palæstina. Prisen blev beæret modtaget af Rune Lund: http://politiken.dk/udland/ECE31953...

Problemet var blot at samme dag som at Rune Lund modtog prisen, forsøgte Mahmoud Abbas at gennemføre et militærkup imod den demokratisk valgte Hamas regering og allerede inden havde Abbas flere gange forsøgt at vælte regeringen. Dette blev ikke kommenteret af Enhedslisten.

Mahmoud Abbas er i dag en af de diktatorer som befolkningerne gør oprør imod. Han har forbudt demonstrationer, forfølger journalister, er korrupt, en lakaj for imperialismen og har, ligesom Gadaffi, sendt sine sikkerhedsstyrke ind og angribe demonstranter. Både demonstrationer mod ham selv, mod Israel eller blot til støtte for oprørne i Tunesien og Egypten. Altså har Enhedslisten mildst sagt også lig i lasten. Ja, hykleri finder man alle steder og måske Pelle Dragsted skulle starte med at kritisere dette før han tager total afstand fra Chávez.

Apropos persondyrkelse så er det jo i øvrigt værd at nævne at overgangen fra ”Rød-Grønne Linjer” til ”Rød+Grøn” har betydet at Enhedslistens blad nu altid bærer store billeder af deres topkandidater på forsiden…

Forvirring i Venezuela

For at vende tilbage til Latinamerikas udenrigspolitik, så må et af de vigtigste spørgsmål være: Hvorfor støtter de Gadaffi? Svaret er nok ikke så simpelt.

Jeg har allerede været inde på en skitsering af de generelle linjer i Venezuelas udenrigspolitik med ideen om en multipolær verden. Men hvorfor lige konkret lande som Libyen og Iran?

For det første er der selvfølgelig pointerne om handelssamarbejde, teknisk hjælp og teknologisk udveksling. Alt sammen ting som Venezuela er i sin gode ret til at samarbejde med hjem som helst om. Derudover er der desuden ønsket om et militær og diplomatisk samarbejde i et forsøg på at styrke Venezuelas mulighed for at kunne modstå et eventuelt amerikansk, hollandsk eller colombiansk angreb.

Men dette forklare kun til dels den deciderede politiske støtte. En del af de rosende ord er selvfølgelig en del af det ovennævnte diplomati. Man glemmer ofte at Chávez også har omfavnet Colombias præsident og kaldt ham en broder, som en del af fredsforhandlinger i Colombia, og at han har kaldt Spaniens konge Juan Carlos, for sin gode ven. Dette er dog klart for alle at det kun er af diplomatiske årsager. Men i f.eks. Libyens tilfælde er det dog mere end diplomati, hvilket man bl.a. kan se på at Chávez’ holdning også findes i store dele af den venezuelanske befolkning og venstrefløj. Her skal i øvrigt nævnes at også lande som Cuba, Bolivia, Nicaragua, Argentina og Brasilien har en lignede holdning til Libyen.

Pointen er at mange i Venezuela og resten af Latinamerika, og for den skyld i resten af d. 3. verden, faktisk mener det ærligt når de kalder Gadaffi for anti-imperialist og socialist. Dette tror jeg også gælder i Chávez tilfælde. F.eks. forærede han for nogle år siden Ahmadjinejad, Trotskijs bog ”Revolutionen forrådt”. Åbenlyst fordi han mente at den ville komme ham til nytte som en fælles revolutionær.

At denne holdning er udbredt i d. 3. verden ser man i mange tilfælde. Som nævnt er den udbredt i Latinamerika, men ses f.eks. også når maoisterne i Nepal nægter at tro på at Pol Pot skulle havde været en massemorder og i stedet ser ham som en helt og når palæstinenserne oprigtigt elsker Saddam Hussein. Overalt i Afrika, Asien, Mellemøsten og Latinamerika findes der store illusioner til regimer der udstiller sig selv som progressive. Mange tror at Nordkorea er et paradis, at Hviderusland er et ægte socialistisk demokrai, at Iran er et lykkeland osv.

Pointen er at disse folk ofte ikke ved bedre. Det eneste de nogensinde hører om disse regimer kommer fra højreorienterede regeringer og medier. Og når man i årtier har vænnet sig til at disse medier kalder alle socialister for diktatorer, frihedskæmpere for terrorister og martyrer for massemorderer, så begynder man at tro at alle som af disse medier bliver kaldt for terrorister, diktatorer og massemordere, nødvendigvis må være lige det modsatte. Som Fidel Castro har sagt: Når USA bliver ved med at snakke om opstandene i Libyen, så MÅ der være noget mistænkeligt. Eller som da Chávez på et besøg i Hviderusland i en tale erklærede: ”I Latinamerika kalder de mig for den sidste diktator, i Europa kalder de Hviderusland for det sidste diktatur.”

Når verden er fyldt med fjender, så har man en tendens til at lede efter venner også der hvor de ikke findes.

Dette indlæg blev oprindeligt skrevet den 3. marts, men pga. tekniske fejl på modkrafts hjemmeside kom det ikke på før nu. Derfor forholder det sig heller ikke til den nyeste udvikling, men jeg har skrevet flere indlæg imod en flyforbudszone på nogle af de andre blogs. Den udtalelse jeg nævner Hands Off Venezuela ville lave kan findes her: http://www.marxist.dk/hov/vis.php?i...

Jeg mener dette er en vigtig debat og nogle alvorlige anklager som må diskuteres ordentligt igennem. Derfor er mit indlæg også blevet lidt langt netop for at kunne komme med et ordentligt svar på alle tingene og ikke blot fremkomme med påstande og paroler:

Hykleri det finder man sku alle steder.

Lad mig starte med at sige at jeg er talsmand for Hands Off Venezuela og at jeg jævnligt skriver for avisen Socialistisk Standpunkt. Imodsætning til mange herinde så har jeg intet imod at sige jeg støtter Chávez. Jeg har altid støttet Chávez og det vil jeg fortsat gøre! Men det betyder ikke at jeg støtter ham ukritisk. Rigtige venner er dem der kan fortælle en hvornår man laver fejl. Spytslikkere har ingen sku brug for.

Det er en falsk opstilling nogen forsøger at lave at enten er man enig med Chávez i alt eller også så støtter man ham ikke. Det er ikke det Andreas Bülow f.eks. siger. Han pointere blot at vi støtter kritisk.

Derudover burde der ikke være nogle der, som Anders, skulle "vente på standpunkt". Hvis man vil vide hvad vi mener så ligger det jo lige for at besøge vores hjemmeside: www.marxist.dk. Det er helt gratis og ligetil at finde ud af. Men hvis nogle virkelig mener de ikke kan finde vores holdning til det der sker i Libyen så kan jeg da godt linke til det her: http://www.marxist.dk/Home.php?Page... ” Støt den libyske revolution: nej til imperialistisk intervention”.

I forhold til Hands Off Venezuela burde det også være ret nemt, igen, bare besøg vores hjemmeside: www.handsoffvenezuela.dk. Her kan man se flere udmeldinger til støtte for revolutionerne i Mellemøsten og Nordafrika og bl.a. denne erklæring http://www.marxist.dk/hov/vis.php?i... der siger følgende: "vi opfordrer de venstreorienterede regeringer i Latinamerika til at vise ubetinget støtte til revolutionen og modgå den internationale kampagne fra imperialisterne, der "venligt" vil tvinge "lov og orden" tilbage". Erklæringen er konkret skrevet om Tunesien, men det der står gælder sådan set også for resten af oprørerne. Derudover har vi meldt os som anbefaler af denne demonstration d. 11. marts, http://www.facebook.com/#!/event.ph... til støtte for opstanden i Libyen.

Jeg kan i øvrigt afsløre at Hands Off Venezuela er i gang med at forberede en erklæring med en kritik af Chávez’ linje og en opfordring til et radikalt skift i Venezuelas udenrigspolitik, som også vil blive afleveret til ambassaden i Danmark.

Nå, men videre til diskussionen:

"Point of no return"?

At mene at Chávez har nået et "point of no return", hvor man ikke længere kan støtte ham, er latterligt. Det gir kun menig at sige noget sådan hvis Chávez’ udmelding var noget nyt eller specielt. Den sørgelig sandhed er dog at det er det ikke. Denne udtalelse kommer på ingen måde som en overraskelse for folk der har fulgt med i venezuelansk politik. Lignende udmeldinger kom han med under revolutionen i Iran sidste år og Pelle mangler derfor at forklare hvorfor lige netop dette forandre situationen så voldsomt og hvorfor at det betyder man ikke længere skal bakke, kritisk, op om Hugo Chávez, også i interne venezuelanske forhold.

Chávez udtalelse er sådan set en meget logisk erklæring der følger i god tråd med Venezuelas udenrigspolitik. Problemet er netop at den venezuelanske regering, deriblandt Chávez, ikke føre en revolutionær udenrigspolitik, og aldrig har påstået at gøre det. Dog med undtagelse af Latinamerika, hvor Chávez regeringen fører en særdeles progressiv og revolutionær udenrigspolitik. Men generelt er målet med Venezuelas udenrigspolitik at opnå en multipolær verden, altså uden supermagter der kan diktere resten af verdens politik, og herigennem at styrke Venezuelas, og Latinamerikas, selvstændighed og dets økonomi igennem handel og tekniske samarbejder. Dette er der sådan set ikke noget specielt eller ualmindeligt fordækt i. Tværtimod er dette en ganske almindelig udenrigspolitik som bliver ført af resten af verdens lande også, i de imperialistiske landes tilfælde er multipolær blot udskiftet med unipolær, altså drømmen om at blive supermagt, men målene er de samme.

Revolutionær udenrigspolitik

Og heri ligger sådan set problemet. En revolutionær nation bør ikke føre politik ”as usual”. Tværtimod skal en revolution gøre op med alle traditioner skabt af det borgerlige samfund og skabe en helt ny stat med en helt ny måde at føre politik på. Det var hvad der i sin tid skete i Sovjetunionen, inden Stalin tog over. Den sovjetiske udenrigspolitik var totalt revolutionerende og indeholdt to, for diplomater, fuldstændigt chokerende elementer: Åbent diplomati og verdensrevolutionen.

Åbent diplomat betød at der ikke blev indgået hemmelige aftaler, men at alle diplomatiske forhandlinger var åbne og kunne studeres af arbejderklassen som så kunne sige sin mening om det. Ligeledes blev alle hemmelige aftaler som Tzar styret havde indgået i, eller blot været bevidst om, afsløret. Mest kendt er afsløringen af den britiske politik for Palæstina hvor de havde lovet Zionisterne en jødisk stat samtidig med at de havde lovet det samme til palæstinenserne.

Verdensrevolutionen som udenrigspolitik betød at Sovjetunionen forpligtede sig til at kæmpe for omstyrtelsen af alle andre stater i hele verden og indførslen af en socialistisk verdensføderation. Ret radikalt må man sige. Dette betød at selvom man samtidig forbeholdt sig retten til at handle og lave aftaler med hvem som helt, at man kritiserede alle undertrykkende systemer og aktivt blandede sig i andre staters interne anliggende og støttede, både politisk, økonomisk og militært, den progressive opposition til disse systemer, fuldstændigt åbent. Denne politik kan bl.a. ses i krigen med Polen, økonomisk støtte og udlevering af våben til det tyske kommunist parti og bevæbningen af Ataturks hær der væltede det Ottomaniske regime og skabte det moderne Tyrkiet.

Dette er den politik en revolutionær regering bør fører og det er den politik som Venezuela burde føre, ingen tvivl om det. Jeg vil vende tilbage til hvad dette konkret betyder for Venezuela senere, men først vil jeg lige svare på noget af kritiken fra Pelle og andre debattører.

Skyldsforladelse.

At folk på venstrefløjen i Danmark skulle havde et behov for at gøre op med deres støtte til Chávez er noget mærkelig noget. Simpelthen fordi at størstedelen af den organiserede venstrefløj i Danmark aldrig nogensinde har støttet ham eller givet nogen nævneværdig støtte til revolution i Venezula, i første omgang. Dette selvom de har haft 12 år til at gøre det i. Sandheden er jo at Pelle Dragsted var en af de eneste der klart udtrykte en støtte til revolutionen. Der er da også flere debattører der selv har sagt, at de aldrig har støttet Chávez og den slags ærlighed er da rart, selvom stoltheden i en sådan erklæring er uforståelig og skammelig for folk der kalder sig venstreorrienterede.

Hvis man ser på venstrefløjens holdning til revolutionen i Venezuela kan den kort skitseres således:

Kommunistisk Parti, KPiD, DKP og Komunist Platform har aktivt støttet revolution og Chávez og gjort et stort stykke solidaritetsarbejde. Internationale Socialister: Støtter revolutionen, men ikke Chávez.

APK – ArbejderPartiet Kommunisterne: Kraftige modstandere af Chávez, delvis støtte til revolutionen.

SAP: Har haft en meget skiftende holdning. Kritiserede i starten kraftigt Chávez og allierede sig med en fagforeningsformand ved navn Orlando Chirino der kaldte Chávez for ”den største arbejdsgiver i landet” og dermed hovedfjenden. Han er i dag gået over til opposition og har allieret sig med bogerskabet i Venezuela og med en tysk fond opkaldt efter den mand der var ansvarlig for morderne på Rosa Luxembourg og Karl Liebknecht. I dag har de ændret holdning og støtter kritisk. Personligt synes jeg faktisk deres artikler om Venezuela er rimelig gode og ikke ligger så langt fra dem der udgives i Socialistisk Standpunkt.

Socialistisk Standpunkt: Kritisk støtte og meget aktiv opbakning.

SF/SFU: Dele af venstrefløjen støtter revolutionen, men noget skiftende holdninger. Resten af partiet siger ikke så meget.

Enhedslisten: Har generelt slet ikke forholdt sig til spørgsmålet. Folketingsgruppen har kun kommet med få, korte og uklare udmeldinger og har afvist en udstrakt hånd fra PSUV (det parti som Chávez er formand for) om samarbejde. Ligeledes har de gentagne gange nægtet at engagere sig i solidaritetsarbejde med Venezuela. Enkeltpersoner som f.eks. Christine Lundgaar og Pelle Dragsted har dog været undtagelser og har bakket aktivt op om revolutionen.

Fagbevægelsen: Har ingen kontakt med fagforeningerne i Venezuela og kun et par få forbund og foreninger, som f.eks. BJMF, har været aktive i solidaritetsarbejdet.

Derudover er der selvfølgelig en masse solidaritetsforeninger hvoraf de flerste har bakket aktivt op om revolutionen og Chávez.

Som man altså kan se ud fra denne, groftskitserede, oversigt er støtten” som man nu må gøre op med og sige undskyld for” altså forsvindende lille. Man kan altså trøste folk med at de ikke har brug for meget ”syndsforladelse”. Eller har de tværtimod?

Hvem er de revolutionære?

En revolutionærs største forplitigelse må være at støtte revolutioner. Ligeledes må en socialistists største pligt være at fremme udbredelsen af socialisme og en venstreorrienteret må kæmpe for en venstredrejning af verden. Altså burde det være tydeligt at ens pligt som revolutionær socialist ikke kun er at støtte revolutionerne i Libyen, Egypten, Tunesien osv., men også at støtte dem i Latinamerika og i særdeleshed i Venezuela da det er her revolutionen er nået længst og at dette er det revolutionære fokuspunkt for resten af regionen.

Chávez regeringen har i sin regeringstid, sammen med de revolutionære masser, sikret gratis sundhedshjælp til alle, mere end halveret fattigdommen, halveret arbejdsløsheden, udryddet analfabetisme, gjort universiteter tilgængelige for de fattige, skabt eksperimenter med arbejderkontrol, sikret indianernes rettigheder, skabt det mest demokratiske land i verden med verdens mest demokratiske forfatning og været essentiel i lignende udviklinger i resten af Latinamerika. Desuden har den sat gang i en proces imod indførslen af et socialistisk demokrati og en demokratisk planøkonomi med arbejderdemokrati, –styring og -kontrol.

Chávez har siden 2005 været en stærk fortaler for socialisme. Han har pointeret at det var kapitalismen der skabte klimaproblemerne, at kapitalismen var skyld i fattigdom, sult, arbejdsløshed og krig. Og at menneskeheden stod over for valget mellem socialisme og barbari.

Alt sammen ting man kun kan bakke op om. At revolutionen ikke er fuldført og at Venezuela stadig er et kapitalistisk land og f.eks. føre en ”borgerlig” udenrigspolitik, borset fra i Latinamerika, er så ting man må kritisere. Men lad os dog lige se på hvordan den står til i den venstrefløj der kritisere ham, ofte uden først at havde støttet revolutionen. Kan man finde et ”point of no return” for dem også?

Sandheden er jo at f.eks. Enhedslisten stort set har glemt alt om perspektivet om socialisme. Mens Chávez konstant nævner socialisme i sine taler og offentligt anbefaler læsning af bl.a. Lenins ”Staten og revolutionen”, det kommunistiske partis manifest og den walisiske marxist Alan Woods bog ”Reformism or Revolution” der netop kommer med en marxistisk kritik af revolutionen i Venezuela og peger på hvad der må ske for at den kan besejrer kapitalismen en gang for alle, så skal man lede længe efter referencer til Marx og Lenin eller bare socialisme, hos Enhedslisten i deres offentlige erklæringer. Enhedslisten kommer aldrig med et socialistisk perspektiv fra folketingets talerstol og tale om Marx er reduceret til enkelte artikler som denne: http://modkraft.dk/sektion/kontrado... ”Ham der Marx…”, hvor Johanne Schmidt-Nielsen faktisk ikke argumentere for marxisme, men putter den borgerlige økonom Keynes ord i munden på Marx og argumetere for hans, Keynes, teorier (se her for et modsvar: http://modkraft.dk/sektion/kontrado... ” Kapitalismen bærer skylden for finanskrisen”). Og mens at Chávez nationalisere kapitalistiske virksomheder og sætter dem under arbejderkontrol, så vil Enhedslisten kun ”brandbeskatte” bankerne og de rige der tjener OVER 3,2 millioner. Og med at brandbeskatte bankerne, mener de en 50% skat, altså hvad ALLE virksomheder, ikke kun bankerne, betalte i skat i 1987… Ikke videre radikale forslag… Og mens Chávez anklagede kapitalismen for at bære skylden for klimaproblemer, så har enhedslisten udgivet et nummer af ”Alternativ” om klimaproblemer hvor de bringer artikler med direktøren for Grundfos… Så hvem er det lige der er de revolutionære her?!

Altså repræsentere Chávez, med alle sine fejl til trods, en langt mere revolutionær og socialistisk linje end Enhedslistens folketingsgruppe og ledelse gør.

(Fortsættes)

Den bedste måde vi kan støtte og forsvare revolutionen i Venezuela er gennem støtte til de revolutionære bevægelser i Egypten, Tunesien, Libyen, Yemen osv 192.168.1.1 192.168.1.1 192.168.1.1 192.168.1.1