BZ din kæreste

For noget tid siden læste jeg en artikel om vold i parforhold. Der stod, at vold er mere udbredt blandt bøssepar end andre par.

I et interview forklarede en bøsse, at ”mænd bare er mere voldeligt anlagte end kvinder. Derfor er det simpel hovedregning, at der er større chancer for vold i et homoseksuelt parforhold.” Men det er vist en lidt billig forklaring.

Queers har sværere vilkår end heteroseksuelle. Og hvis ikke man forholder sig til det, når man er i et parforhold, kan det blive svært at få forholdet til at fungere. Og det kan ellers være svært nok i forvejen. Måske er der mere end testosteron og mandlig socialisering, der spiller ind, hvis det virkelig passer, at bøsser tæver deres kærester oftere end heteroer.

Fjol eller vold – når BZ’ere gør modstand

At bo sammen med andre mennesker kan være en udfordring. Alt det med, hvem der tager opvasken og går ud med skraldet. Folks små særheder. En der slæber på fødderne. En der aldrig sætter låget på tandpastaen. Gider vi have døde dyr og konservative kønsroller i køkkenet? Må man købe sodavand for madpengene? Små ting. Og store.

I løbet af de sidste 10 år har jeg boet i en del BZ’atte huse rundt omkring i Europa. Og der skulle man også forholde sig til de samme ting, som man skulle i de kollektiver, jeg har boet i.

Men derudover skulle man forholde sig til en trussel udefra. En trussel, der i sidste ende kunne tage form af politi med køller. At bo sammen kan være svært. Men det er sværere, når man er under pres udefra. Lunten er kortere, som man siger.

En gang sad jeg til et møde i et BZ’at hus sammen med 50 andre BZ’ere. Panserne kunne komme, når som helst, og vi skulle blive enige om, hvordan vi ville reagere.

I det ene hjørne sad der folk, der ville gå frivilligt. I den anden ende var folk med hjelme ved at bygge slangebøsser. Og det var så oven i det med låg på tandpasta og slæben på fødder. Det var et meget anstrengende møde, men vi fandt en løsning.

At være diskret eller at være beredt

At være i et parforhold kan også være en udfordring. Alle har deres nykker. Deres usikkerheder og neuroser. Hjernedøde skønhedsidealer, jalousi og forestillinger om den eneste ene. Vores hjerner og hjerter er blevet så kneppede af Hollywood, at det kan være svært at vide, hvad man overhovedet føler.

Og så er der alt det med: Hvor tit skal man ses? Er vi monogame? Hvad kan vi lide at lave sammen? Skal vi flytte sammen? Kan vi lide det samme musik? Den samme slags sex? Og så videre. Små og store ting.

I et queer parforhold er det det samme. Men der har man, ligesom hos BZ’erne, også en trussel udefra, man skal forholde sig til. Som nogle gange er vold, men for det meste bare er folks evige pis.

Derfor er der spørgsmål, man bliver nødt til at stille hinanden i et queer parforhold:
Vil vi kysse hinanden offentlige steder? Holde i hånd? Hvordan reagerer vi, hvis folk råber efter os? Bliver du let bange eller er du modig? Kan du slås? Vil du? Tør du? Eller skal vi hellere løbe væk? Skal vi være diskrete? Eller beredte?

Det er ting, som heteroseksuelle ikke behøver snakke om, når de bliver kærester. De kan bare gå rundt i deres egen lille, forelskede verden. Den her sang har fx en anden betydning for mig, end den har for mine forældre. Og det er pisseuretfærdigt, at det er sådan. Men det er det altså.

En dag stod jeg på gaden med min kæreste, og vi var smaskforelskede. Vi havde glemt alt omkring os. Jeg stillede mig på tæer og kyssede ham midt på munden, da vi hørte nogen banke på en rude. Det var folk på den bar, vi stod udenfor. De bankede på ruden og rakte fuckfingre.

Vi havde ikke snakket om, hvordan vi ville reagere på den slags, men jeg prøvede at få folk ud af baren, sådan helt ”Hva’ vil I? Så kom da!” men min kæreste trak mig væk, og vi gik.

Bagefter var han sur over, at jeg var så provokerende. Han sagde, at det var en del af spillet, at man var diskret, når man var homo.

Jeg var sur på ham, fordi jeg syntes, han var fej.

I stedet for at stå sammen mod dæmonerne på baren, blev vi sure på hinanden. Kiksede menneskers had kom imellem os og ødelagde det, der ellers var en helt perfekt dag. Det var rigtigt åndssvagt.

At lave en pagt

Til mødet i det BZ’atte hus var det svært at blive enig om, hvordan vi skulle reagere, når politiet kom. Men vi var enige om to ting: at det var helt i orden at bruge huset, fordi det stod tomt, og at politiet var fjenden, fordi de ville smide os ud.

Selvom vi ikke sagde: ”det er vores pagt,” så var det vores pagt. Og det er faktisk alle BZ’eres pagt, selvom de ikke siger det på den måde.

Sidst jeg havde en kæreste, lavede vi også en pagt.

Vi aftalte, at uanset hvad der skete, skulle det aldrig blive homofober, der skilte os ad. Vi kunne blive uvenner over alt muligt andet. Det kan man jo aldrig holde for. Men selvom vi måske kunne blive uenige om, hvordan vi skulle håndtere diskrimination, så ville vi altid huske, at vi ikke var hinandens fjender.

Vores pagt indeholdt også to ting: det var helt i orden, at vi var kærester (for kærlighed er aldrig forkert), og hvis nogen havde et problem med det, var de vores fjender. Vi ville altid være hinandens allierede. Os to mod verden.

Så havde vi i hvert fald ikke det at komme op at slås med hinanden om.