Bliv i regering: Rejsen slutter ikke her!

Rejsen slutter ikke her: Bliv i regering!
Debatten om SF’s fortsatte deltagelse i regeringen er blusset op. Det er hverken en overraskende eller hel nyt diskussion. Den har for så vidt eksisteret siden vi indtrådte i regeringen, men fik et løft tilbage i august da Aage Frandsen luftede ideen i en kronik i Politiken. Den var også et tema i efterårets formandsvalg, hvor begge kandidater bedyrede, at de ikke ønskede at trække SF ud af regering. Jeg har brugt en del tid på at diskutere frem og tilbage med de, der nu fremfører synspunktet kraftigt i offentligheden. Jeg har fundet diskussionerne dybt frustrerende. Det er en diskussion der berører noget helt centralt om,hvad et parti er til for. Men min frustration skyldes også, at der vedblivende fremføres argumenter, jeg ikke mener holder. Derfor nu dette bud på, hvorfor SF bør blive i regeringen.
 
En kort forhistorie
Næsten alle de historier der i dag skrives om SF’s vej i regeringen starter for sent. Symptomatisk for disse udelader man den del af fortællingen, der er både vigtig og hvor SF spiller en afgørende rolle. Aage Frandsen gjorde det samme i sin kronik. Det giver et skævt billede. Ideen om at SF skulle i regering var SF’s egen. Den blev indledningsvist ikke modtaget vel af Socialdemokraterne, de åbnede siden lidt og omfavnede til sidst ideen. Nogle ynder at få det til at lyde som om SF’s regeringsdeltagelse var andres ide.. Det var vores egen. Vi besluttede det på landsmøder og vi startede i fællesskab en rejse. Det spørgsmål der stilles nu er selvsagt ikke, om vi er i mål. Det er vi så langt fra. Spørgsmål er, om vi har indset at vi har bevæget os til et sted, vi ikke længere vil være. Om rejsen slutter her.

Hvad sker der hvis vi forlader regeringen: To scenarier tegner sig
Hvis man ikke vil have SF i regering, må man være ærlig omkring hvad konsekvensen af dette vil være. Det kan ikke nytte noget, at lade som om dette ikke er vigtigt for diskussionen. Det ville være slut med SF ministre, der på forskellige områder satte dagsordener og gjorde en forskel. Men det ved de folk der foreslår det godt. De mener blot at alternativet er bedre. Lad os derfor se på, hvad alternativet egentligt er i den nuværende parlamentariske situation

1) Et alternativ er et hurtigt valg, der med al sandsynlighed bringer SF længere væk fra indflydelse og Lars Løkke tilbage til statsministeriet. Jeg har set Enhedslistenfolk mene, at det ville være bedre (nok mest i betydningen lettere at forholde sig til) end det nuværende. Jeg har dog ikke set nogen bruge dette scenarie som argument for, at SF skal træde ud af regering.
2) Det næste alternativ er en S-R mindretalsregering. Den vil så enten skulle navigere med to støttepartier (Ø+F) eller hente sit flertal hos de borgerlige. F vil ikke i sig selv kunne tilbyde regeringen en flertalskonstellation og vil altså kun være en attraktiv forhandlingspartner, så længe Ø også er med om bord. I situationer, hvor det er tvivlsomt om der kan opnås flertal med de borgerlige, kan F true med at realisere scenarie 1. En magt Enhedslisten allerede besidder idag, og som vi ikke ville være ene om at have.

Hvis man mener der i dag bliver lavet for meget politik sammen med de borgerlige, så har jeg endnu ikke set et eneste argument for at dette skulle blive mindre af, at SF stod udenfor regering. Det er også svært at forestille sig når man betragter ovenstående scenarier.  Man har altså reellt byttet sin mulighed for at influere forlig med muligheden for at stå udenfor forlig man ikke bryder sig om. Det er et grundlæggende politisk valg mellem indflydelse og rene hænder.

Her fremføres det ofte, som et ekko af Aage Frandsens kronik, at man godt kan få og have indflydelse uden at være i regering. Det er helt rigtigt. Det findes der eksempler på, fx dansk folkeparti og i Aage Frandsens optik, SF i 90’erne. Men man går helt galt i byen, hvis man tror at dette er ensbetydende med at SF i den nuværende situation ville have eller få indflydelse som støtteparti. En fejl Aage Frandsen tilsyneladende også begik i sine argumenter. Herom findes ingen love eller højere retfærdighed man kan anråbe. Her findes kun kold matematik og nødvendighed. Den nye indflydelse skulle i denne situation udspringe af, at samarbejdet mellem S,R, Ø og F blev bedre af at SF ikke længere var en del af regeringen. At det ville give flere gode forlig med venstre side af folketinget.  Den eneste oplagte måde hvorpå dette kunne blive lettere, var hvis der var politikområder hvor det slet og ret var givet, at der ikke blev lavet politik med F og Ø. En slags arbejdsdeling. Så ville vi ikke skulle tage tæskene, men måtte så leve med et dårligere resultat vi ikke kunne påvirke. Ville dette nye samarbejde være indholdsmæssigt bedre, selv i denne lidt naive version af det? Det mener jeg virkelig ikke.

Enkelte har i de diskussioner jeg har haft med dem sagt, at det ville være bedre for dem. Altså lettere som SF’er at acceptere at være udenfor regering og uden for indflydelse på en politk man ikke bryder sig om. Hertil vil jeg sige. Vi fik til valget i 2011 opbakning fra 9,2% af danskerne. Dem lovede vi at kæmpe for vores værdier, med alle de kræfter vores evner og mandater nu tillader. Det løfte ville vi svigte. Til dem ville vi sige. Beklager, vi magtede det ikke. Det føles lidt rarere og tryggere herude. Undskyld at politikken bliver dårligere uden os i regering.
Her skiller vandene for mig. Hvis man ikke kan sandsynliggøre, at man vil få mere indflydelse uden for regering end indenfor. Hvis man ikke kan argumentere for, at det ville give en rødere politik at stå udenfor, så synes jeg man skal spørge sig selv, hvad det egentligt er man vil. For mig har det altid været et mål, at tage mine drømme så seriøst at søge dem gjort til virkelighed. Det er det stadig. Det kræver hårdt arbejde og det er ikke let. Men det, at gøre drømmene til virkelighed, bliver ikke lettere af at forlade regeringen.

Men vi har ingen indflydelse?
Man klandrer SF regeringsprojekt, når vi taber slagsmålene internt i regeringen. Og lad os bare være ærlige, vi vinder langt fra hver gang. Jeg ærger mig også når det går sådan, men tillader mig at glædes når det vi tror på vinder fremad. Nogen siger at SF ingen indflydelse har.  At der så at sige står 0 på begge sider af ligningen. I sig selv en mageløs påstand, der nok snarere skal tolkes som ikke nok inflydelse. Fair nok, lad os istedet diskutere alle de ting vi kunne gøre sammen, i regering.
Hvordan SF bliver en stærkere stemme i samfundsdebatten. Hvordan vores parti bliver bedre til at bære gode ideer fra kommuner og regioner ind i regeringssamarbejdet. Hvordan vi som parti håndtere kompromisser uden at gå op i limningen og stille op til endnu en tur i pressemøllen. Hvordan vi som parti bidrager til at lægge pres på Christiansborg, så vi kan styrke vores egne forhandlinger og synspunkter. Det burde være de egentlige diskussioner, fremfor en diskussion om, om SF skal forlade regeringen og overlade det tunge ansvar til andre.

Vi har i regering gjort meget godt: åbne skattelister for virksomheder, En energiaftale med groenne arbejdspladser i, mere til psykisk syge + diagnosegaranti, et fredsforskningscenter, Offentlige investeringer af flere omgange og meget meget meget mere. Kig selv med her, om ikke der er meget godt SF politik iblandt.
Alt det var aldrig blevet til noget. Hvis ikke vi SF’ere havde påtaget os den kæmpe opgave, det var at samle et alternativ til den borgerlige dominans. Alt det der aldrig var blevet til noget, hvis vi havde dukket nakket når det blev svært. Alt det der aldrig var blevet til virkelighed, hvis vi ikke havde sat os for, i fælleskab at tage denne rejse sammen.

Kære venner.
Rejsen slutter ikke her!