Bilal Philips - efterspillet

Jeg skrev i sidste uge om Bilal Philips, der skulle tale til en kongres om islamofobi på Nørrebro, men som er mere kendt for at opfordre til mord på homoseksuelle.

Jeg efterlyste og kom selv med konkrete forslag til, hvordan man kunne kritisere/stoppe/sabotere hans deltagelse på kongressen og samtidig undgå at blive brugt i højrefløjens aktuelle forsøg på at kuppe kvinde- og LGBT-kampen og bruge den i en racistisk dagsorden.

Jeg satte meget snævre rammer for debatten i indlægget, fordi der er tid til at diskutere og tid til at handle. Og når fjolset står for døren, er det tid til at handle, og når han er skredet igen, er det tid til at diskutere. Så nu vil jeg gerne åbne op for den svære diskussion:

Hvad stiller vi op med anti-queer muslimer og anti-muslimske/racistiske ikke-heteroseksuelle i en verden, som både er fuld af anti-queer holdninger og af racisme og islamofobi?

Debatten er ikke helt fri, eftersom der er to ting, der ikke er til diskussion, når man er inde på min blog:

- Afvigende seksualitet og kønsidentitet er en menneskeret og ikke til diskussion.

- Der findes ca. 1,5 milliard muslimer fordelt overalt på planeten, hvilket gør det umuligt at sige noget som helst generaliserende om alle muslimer.

Det betyder, at kommentarer, der sætter til diskussion, om det er okay at være queer – anset hvordan man er queer, samt kommentarer, der antyder et eller andet om en eller anden diffus gruppe som ”muslimer” eller ”islam” bliver slettet.

I sidste uges debat på min og Trine Machs blog var der mange kommentarer, som jeg synes var problematiske. Her vil jeg sammenfatte nogle af de pointer, som folk havde, og forklare, hvorfor jeg synes, de er problematiske. Jeg tror, at hvis man vil have en konstruktiv dialog om denne problemstilling, så skal man holde sig fra disse pointer.

Uheldige udtalelser

1. Han skal nægtes indrejse/forbydes at tale.

Dette udsagn er ikke taget fra Modkraft-debatten. Det er højrefløjens forslag. Og det er åndssvagt. Bilal skal ikke forbydes indrejse. Ligesom alle andre mennesker i verden skal han have lov til at rejse lige nøjagtig, hvorhen han vil, når han vil og have lov at blive, så længe han vil. Intet menneske er illegalt, du ved.

Han skal heller ikke forbydes at tale. Men man kan forsøge at ændre hans holdninger, få ham til at miste lysten til at give udtryk for dem eller få folk til at holde op med at lytte til ham.

Jeg tror, man er ude på et sidespor, hvis det er staten, der bestemmer/regulerer, hvad folk må mene.

2. Dannebrog er en fin demo-ven.

I Danmark bliver flag brugt til mange ting. Tit er det bare en måde at sige: ”Hurra, jeg er glad, fordi jeg har fødselsdag/er blevet student.” Men man kommer ikke uden om, at dannebrog er et nationalistisk symbol. Det er landets officielle flag. Sagnet, om hvordan ”vi fik det,” er knyttet til en imperialistisk krig. Det sidder på skulderen af soldater, når de invaderer lande i dag. Og det er tydeligvis symbol på Danmark, når det bliver brændt af i mellemøsten og på Rådhuspladsen.

Hvis man tager dannebrog med til en demonstration, bliver demonstrationen nationalistisk, og nationalisme er altid udgrænsning. I øvrigt kan jeg slet ikke se, hvad grunden skulle være til at tage det med.

3. Problemet er ubetydeligt, og det bliver kun større ved at tale om det. Det er bedre at ignorere det.

Problemer forsvinder ikke, hvis de bliver ignoreret. Anti-queer vold er et kæmpe problem i Danmark. At en taler opfordrer til vold mod queers, kan kun ses som ubetydeligt, hvis man ser queer liv og queer trivsel som ubetydeligt. Og jeg vil næsten vædde med, at alle dem, der skrev, at man skal ignorere Bilal, var heteroseksuelle mænd, der godt kunne øve sig i at være mere bevidste om deres egne privilegier.

4. Bilal er inviteret til at snakke om islamofobi. Hvis vi spolerer kongressen ved at snakke om noget andet, reproducerer vi islamofobien.

Rolig nu. Det er ikke dem, der forsvarer queers, der spolerer kongressen og ødelægger den gode stemning. Det er Bilal.

Islamisk Trossamfund dummede sig, da de inviterede Bilal, og de har selv spoleret deres egen kongres. Og det er da pisseærgerligt, for det var en vigtig kongres. Men bare fordi det er vigtigt at diskutere islamofobi, bliver queer rettigheder altså ikke lige pludseligt ligegyldige. Og man kan faktisk godt få begge dele.

Update: Heldigvis tog Imran Shah, talsperson for Islamisk Trossamfund, sig sammen og sagde, at selvom de ikke gider dirigeres (hvilket jeg godt kan forstå, når det bl.a. er Peter Skaarup og Søren Pind, der vil dirigere), så fortrød de at have inviteret Bilal. Alle mennesker dummer sig ind i mellem, og det er okay. Det vigtige er, at man kan indrømme det og prøve at gøre det bedre i fremtiden.

5. Eftersom man ikke demonstrerer mod alle mulige andre, der kommer med lignende udtalelser, skal man heller ikke demonstrere mod Bilal, for så er det racisme.

Det kan da godt være. Men nu bliver der jo også demonstreret mod DF, nazisterne, Faderhuset, Moses Hansen, paven, homofobiske diskoteker, udlændingestyrelsen, homofobiske reggaemusikere, osv.

6. Hvorfor skal kritik af islam være omgærdet af et specielt hensyn? Hvorfor kan jeg ikke kritisere islam på samme vilkår, som jeg kritiserer kristendommen?

Fordi muslimer er en af de mest hetzede grupper i Danmark, og kristendom er Danmarks officielle religion. Ikke alle nyder samme privilegier, og derfor bliver man også nødt til at behandle folk med forskellige grader af hensyn.

At vise særligt hensyn betyder ikke, at man ikke må kritisere (det må man meget gerne), men at man fx husker at påpege, at man ikke mener alle muslimer, at man også peger på de positive ting, som at kongressen faktisk handlede om islamofobi, og at Islamisk Trossamfund altså også gør gode ting.

7. Det kan da være lige meget, at man står ved siden af nogle racister.

Der er flere grunde til, at det ikke er lige meget. En grund er, at forskellige mennesker har forskellige grunde til at demonstrere mod Bilal. Der er forskel på, om man er Søren Pind og siger: ”Islamisk Trossamfund skal tage afstand fra Bilal (fordi de skal ”assimileres” og mene det samme som mig, fordi jeg er racist og mener, at min kultur er bedre end andres).” Eller om man siger: ”Islamisk Trossamfund skal tage afstand fra Bilal (fordi det han siger er fucked).”

En anden ting: Når man siger, det er lige meget, om man står ved siden af nogle racister, er det fordi, man går ud fra, at de ikke-racistiske demonstranter, der ville dukke op, alle sammen er hvide og ikke-muslimske og derfor ikke genstand for racisternes had.

At hævde at det kan være lige meget, at man står til en demo sammen med racister, er et arrogant vidnesbyrd om, at man ikke regner ikke-hvide og muslimer blandt sine politiske kammerater, men udelukkende som nogen man skal beskytte, kæmpe for, kæmpe mod eller lignende. Man ser dem ikke som politiske subjekter, der kunne finde på at dukke op til en demo.

At man ikke vil stå til en demo med en flok racister handler ikke kun om, hvorvidt man har det godt med sig selv (som der var en, der skrev i en kommentar). Det handler også om at skabe en demonstration, som er tryg for alle at gå til. Og jeg vil næsten vædde med, at alle dem, der skrev, at det kan være lige meget om man er til demo med racister, var hvide ikke-muslimer, der godt kunne øve sig i at være mere bevidste om deres egne privilegier.

Tip til dig: prøv at læse om noget, der hedder critical whiteness og white supremacy.

8. Vi skal sende en hær af queer muslimer derhen og kysse.

Queer muslimer er ikke en eller anden hær-enhed, som hvide, ikke-muslimske, heteroseksuelle aktivister kan kommandere rundt fra slag til slag. Queer muslimer skal nok melde sig på deres egne præmisser og deres eget initiativ, når de selv synes, tiden er inde til det.

Men det synes de sandsynligvis ikke, så længe kampen for queer rettigheder er en racistisk mærkesag. Eller så længe folk ser dem som ”det bedste kort mod folk som Bilal.” Der er nemlig ikke ret mange, der kan lide at blive instrumentaliseret.

PS. i øvrigt er der LGBT-folk med anden etnisk baggrund end dansk, der organiserer sig imod racisme og heterosexisme.

Bonus-udtalelsen: Muslimer og queers (og dem der er begge dele) skal blive venner og kæmpe sammen mod heterosexisme og islamofobi.

Ja, det er nemlig rigtigt! Og det kommer til at ske den dag, queers føler sig trygge ved deres muslimske naboer, og muslimer føler sig trygge ved deres queer naboer.

Plads til usikkerhed

Der er mange ting, der ikke bliver sagt i dette indlæg, og indlægget siger mere om, hvad man ikke kan gøre, end det giver egentlige udveje ud af problemet. Men sådan er det nogle gange med politiske diskussioner. Man må kredse sig ind på, hvad man mener ved at skubbe alt det til side, som man i hvert fald ikke mener.

Nogle gange er det bare svært, og man er usikker og ved ikke helt, hvad man skal mene, sige og gøre. Og det er også i orden. Man behøver ikke altid være super afklaret og have en skarp holdning til tingene.

Verden er indviklet. Skab plads til usikkerhed og tvivl og undren. Vi behøver ikke løse problemet på en dag.

PS. Beklager det blev lidt langt, men der var meget at sige. I øvrigt har jeg gjort alle kommentarerne til sidste uges indlæg synlige igen. Det er nok lidt pinligt for nogen.