Jeg har kendt Kim og Xander længe efterhånden. Ikke personligt, men fordi de begge to kommer i bøssesaunaen i Studiestræde, hvor jeg arbejder. De er begge midt i 40’erne og har boet hele deres liv i de samme store betonblokke på Amager. Kim er bodybuilder, murer og fuld af tribaltatoveringer – et klassisk macho-brød, som man forestiller sig, de ser ud på Amager. Xander er fra Grønland, feminin og går med håndtaske. De er vokset op og blevet voksne ved siden af hinanden, men de har aldrig snakket sammen. Faktisk har de altid haft et ondt øje til hinanden.
Kim er aldrig sprunget ud over for nogen, men Xander har altid vidst, at Kim var til mænd. Og det ved Kim godt. Så Kim er bange for, at Xander skal afsløre ham. Det er vigtigt for Kim, at det er hemmeligt. Xander sprang ud, da han var 14. Alle ved, han er homo. Det er et lidt hårdt kvarter, og han har fået på munden et par gange, men for det meste får han lov at være i fred. Det er trods alt også hans blok. Men Xander er bange for Kim, fordi han ved, at Kim ved, at Xander ved, at Kim er til mænd. Og Xander ved, at Kim vil gøre hvad som helst for at holde det hemmeligt.
Det fandt han ud af en dag, han havde låst sig ude. Kim stod med nogle venner og reparerede en motorcykel, da Xander kom over for at høre, om han måtte gå op i en af deres lejligheder og ringe efter en låsesmed (det var før mobiltelefonen). Blokken var som en landsby. Alle vidste, hvem hinanden var, så Kim blev panisk og reagerede truende og sagde til Xander, at han skulle fjerne sin bøsserøv, hvis han ikke ville smadres. Det eneste, der kørte rundt i Kims hoved var, at Xander var kommet over for at afsløre ham. Han forestillede sig alle mulige sindssyge ting, der ville ske, hvis Xander fik ham eller hans venner med op i lejligheden.
Siden den dag har de to været hunderædde for hinanden. Kim har været mest bange for Xander. Xander risikerede trods alt kun et par på hovedet. Kim risikerede at få smadret hele sit liv. Sådan oplevede han det i hvert fald selv.
Alt det fandt jeg ud af en sen nat, da jeg var på arbejde i saunaen. Xander havde været der nogle timer, og vi havde drukket kaffe sammen i baren og set noget af en film på TV. Nu var han på vej hjem. Lige da jeg var ved at lukke ham ud, kom Kim ind ad døren. De to stoppede op, kiggede hinanden an og begyndte at snakke sammen. For første gang nogensinde. Stemningen var virkelig mærkelig. De stod der i den støvede reception mellem pornofilm og dildoer og talte sammen i over en time. Det var sådan, jeg hørte alt det med dengang, Xander havde låst sig ude og alt det.
Da Xander endelig gik, og Kim blev tilbage, spurgte jeg Kim, om han virkelig ikke havde fortalt det til en eneste, at han var til mænd. Han var stamgæst i saunaen, så det med at have sex med mænd var hverken noget nyt eller eksklusivt for ham. Det var en fast del af hans liv.
Han fortalte, at han en gang havde overvejet at fortælle det til sin allerbedste ven. De havde været bedste venner siden børnehaven, og da de var teenagere, havde Kim været lidt forelsket i ham. Kims ven så ud som Kim, fortalte han. Bodybuilder, tatoveret, kører motorcykel, arbejder som murer. ”Han er også skaldet og mangler en fortand. Ligesom mig,” smilede Kim, og jeg kunne se hullet i tandrækken. Men han havde droppet at fortælle det.
Jeg tog mod til mig og spurgte, om han var sikker på, at hans ven ikke også havde et hemmeligt sted, hvor han havde sex med mænd. Kims første reaktion var truende: ”Siger du, min ven er bøsse!?” Selvom han hurtigt så det kiksede i sit truende spørgsmål og faldt til ro, var han stadig skråsikker på, at hans ven var ”100 procent hetero.” Jeg sagde: ”Se på dig selv, og tænk på, hvordan andre ser på dig. Tror du, din ven har nogen som helst mistanke om, at du kommer herinde? Nej vel. Så kan det da ligeså godt være det samme den anden vej. Du kan ikke vide det.”
Kim kiggede forvirret på mig. Hans hjerne arbejdede. Hans tanker gik tilbage til alle de intense stunder, de mange års venskab og den hemmelige forelskelse, der måske kunne være blevet til noget stort og smukt. Kim og hans ven på motorcykel ind i solnedgangen med hinandens navne tatoveret med gotisk skrift mellem tribaltatoveringerne og de tykke sølvhalskæder. Han stod og tænkte lidt, og lige inden han tog sit håndklæde og gik ind, sagde han: ”Jeg skulle have spurgt Xander om det. Han kan se den slags. I morgen går jeg sgu over og ringer på hos Xander og spørger.”

Oprindeligt offentliggjort i den seneste udgave af bladet Københavner. Se hvor du kan købe bladet her. Illustration af Halfdan Pisket. <3
Læs del 2 her.