Annonce

18. december 2011 - 22:19

Bemærkninger til SF’s valgevaluering og et par andre småting

En af Facebook-kommentarerne til mit sidste indlæg gik på at det var strengt at sparke til nogen der ligger ned (læs S og SF). Det er jeg enig i, og det synes jeg heller ikke jeg gjorde.

Jeg er ikke er medlem af et parti, men tilhører den såkaldte ’røde blok’ – ligesom S og SF. Derfor synes jeg det er svært bekymrende, og desuden frustrerende, at to så væsentlige holdkammerater leverer en så sløj præstation som tilfældet er – og dermed trækker hele vores hold ned.

Siden omtalte indlæg er presset jo så som bekendt taget betragteligt af den nye regering, med først en skattesag, og siden en lækagesag, der begge har givet mere end antydninger af en ganske gusten kultur i magtcirklerne i det tidligere regeringsparti Venstre.

Desværre så blev dette forhold, den gustne kultur, ikke omdrejningspunktet for debatten, men i stedet en frugtesløs spøgelsesjagt på forestillingen om mørkets fyrster, kulminerende med vedtagelsen af en, med til vished grænsende sandsynlighed, ligegyldig gennemgang af de eksisterende regler for særlige rådgivere, der alene vil resultere i et utidigt spild af vores alle sammen skattekroner.

For sagen er den, som Niels Krause-Kjær så nådesløst pointerer, at det gælder for spindoktorer/særlige rådgivere, som det gælder hunde: de er et spejl på deres herre (m/k).

Hvis en særlig rådgiver udfører sit arbejde i en kontekst hvor målet helliger midlet, hvor tilsværtning af herrens (m/k) politiske modstander helliger lovbrud, eller balancegang på kanten af et sådan, så er det stor risiko for at det kan ske.

Derfor er det langt mindre interessant at se på de lovgivnings- og forvaltningsmæssige rammer for særlige rådgivere, da de for så vidt angår gennemskuelighed er til at håndtere, end det er at se på den kultur de arbejder i, samt hvem der er aftagere af eventuel kontrabande.Til det sidste har d’herrer Rune Baastrup og Kasper Fogh for nylig i kronikform leveret et tiltrængt indspark i debatten.

Ok, det var – indrømmet - et halvlangt sidespring. Det var S og SF vi kom fra. Mest SF.

Udover skatte- og lækagesagerne, så er der ligeledes i mellemtiden blevet kastet en ny Euro-pagt, og dermed noget reel politisk substans, på bordet. En kærkommen anledning til at tale politik og – for en stund – at lægge alle skodsagerne bag sig. Jeg kunne så her vælge at dvæle ved at Villy igen spillede flodhestekortet, og truede med at formøble pusterummet ved at undsige pagten i sin helhed FØR den havde været drøftet i regerings-regi, men det vil jeg undlade. Det er også alt for teknisk.

Det jeg egentlig ville beskæftige mig med er den interne evaluering af SF’s valgkamp, som Information m. fl. er kommet i besiddelse af.

Jeg har ikke selv set evalueringen, men ifølge Berlingskes Politiko angiver den seks hovedårsager til SF’s rædderlige valg: »Tab af troværdighed«, »forkert kampagnefokus i begyndelsen af valgkampen«, »S-SF blev opfattet som de facto-regering«, »betalingsring« og »mangel på selvstændig profil og hype omkring SF« og endelig »Behandling i pressen er præget af, at alle kommentatorer tilhører højrefløjen,«.

Det var – ikke overraskende – den sidste pind der trak overskrifterne, og selv om den i al sin trivialitet (vi tabte fordi fjenden skød på os!) er den mindst interessante, så fortjener den alligevel et øjebliks opmærksomhed: S og SF slap, i hele forløbet fra offentliggørelsen af projekt Fair Løsning og frem til det blev lagt i graven umiddelbart efter valget, for den kritiske gennemgang – fra de højreorienterede kommentatorer - af deres økonomiske politik, som den daværende borgerlige regeringsmagt råbte på som sit eneste valgkampsfokus: Ø-KO-NO-MISK U-AN-SVAR-LIG-HED.

Når man således trækker en fribillet i debatten om samfundsøkonomien, og ALLIGEVEL insisterer på at pisse på sine kernevælgere, usynliggøre sin egen berettigelse på det politiske marked, for så, i et forsøg på at score nogle hurtige værdipolitiske point, at handle i desperation i valgkampens tidlige fase, og åbne op for modvilje mod 24-årsreglen, for derefter i bedste skizoide stil at irettesætte sig selv, så virker det helt ærligt som et udtryk for manglende dømmekraft – også, og især, til intern brug - at skyde skylden på en lille håndfuld professionelle meningsmaskiner.

Denne blogger er formentlig ikke den eneste der kan koge opskriften på SF’s fiasko ned til en linje eller to - uden assistance fra et reklamebureau: Thor, Villy og Ole’s kalkule var, at hvad man mistede af SF-kernevælgere på at forlade SF’s politik – kulminerende med point-krigen - det kunne man hente over midterlinjen i dansk politik fra Dansk Folkeparti på millionærskat og snik-snak.

Men de tog fejl.

Heldigvis for dem, og for alle der synes at det vi har fået, trods deres overordnet set ringe start, trods alt er bedre end det vi havde, så var det Enhedslisten og De Radikale der opsamlede de frafaldne stemmer, og Thor, Villy og Ole blev alligevel ministre.

Arkitekten bag den fejlslagne strategi, Thor Möger, afviser at SF er i krise. For SF er jo i regering. For første gang i partiets historie.

Jeg tror at den korrekte udlægning af den slutning er: Nej, Thor ikke er i krise. Thor er minister. For første gang i sit liv.

Annonce