Der bliver snakket meget om arbejde for tiden. Eller rettere, der bliver snakket meget om dem, der ikke har arbejde. Der deles ud af pisk og gulerødder, for at alle kan nå det forjættede land: Arbejdsmarkedet. Det gælder også de gamle og udslidte og de unge handicappede. Der er en meget skarp projektør rettet mod dem. For de skal med alle sammen – for deres egen skyld.
Men hvordan ser det forjættede land i virkeligheden ud? Hvordan er der inde på arbejdpladserne. Det bliver der snakket meget lidt om.
Det svarer lidt til at lave en stort opsat rejse-brochure til landet X, hvor man fortæller alt om, hvordan man kommer til landet f.eks. hvilke transportmidler, der kan bringe én derhen, og hvilket tøj, man skal ha’ på, for at komme over grænsen. Men hvor man glemmer at fortælle, hvordan landet X egentlig er. Er der koldt eller varmt. Er det en diktatur-stat eller et demokrati. Bliver man behandlet godt som turist? Er der mange lommetyve??
Ja, hvordan er landet Arbejdsmarkedet egentlig?
Hvad angår styreform i landet Arbejdsmarkedet, er det ikke så vanskeligt: Det er et diktatur. Der eksisterer én grundlov i alle virksomheder: Arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. Der er forskellige regler, som prøver at mildne dette diktatur, men først og sidst er det ledelsen, der bestemmer.
Der er rummelige ledere, der forstår at værdsætte folks forskellighed og har tillid til, at alle gør deres bedste. Jeg har været heldig at arbejde i sådan en afdeling i nogle år. Vi var mange forskellige nationaliteter og havde mange forskellige kompetencer, uanset om vi var almindelig ansatte, fleksjobbere eller ansat i beskyttet beskæftigelse. Der var tryghed og højt humør.
Men der er også indskrænkede ledere, som overhovedet ikke har øje for folks kvaliteter og ser ethvert forslag ”fra neden” som en trussel, og bruger sin magt til at få sin vilje trumfet igen. Sådan nogle arbejdspladser har jeg også haft.
Mange danske arbejdspladser producerer en lind strøm af udbrændte, stressede og deprimerede medarbejdere.
Vores drømme er vores egne
Alligevel er beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kun optaget af, at alle unge førtidspensionister skal ind på arbejdsmarkedet. De skal ha’ noget at stå op til, siger hun. ”Det værste, man kan gøre, er at slukke nogens drøm”, siger hun og fremkalder et billede på vores nethinder af deprimerede unge mennesker, der kun drømmer om at komme i arbejde.
Min erfaring siger mig, at de unge, som i dag er på førtidspension har det meget, meget dårligt - fysisk eller psykisk. For det er faktisk hundesvært at få tilkendt pension i dag – især for de unge. Og det er altså ikke super-fantastisk for unge psykisk skrøbelige personer at blive tvunget til at arbejde for en eller anden tyran. Personlig kender jeg én, hvor en ansættelse i et restaurationskøkken med en højtråbende chef udviklede sig til et mareridt for den unge, et mareridt, som hun først vågnede op fra, da hun fik sin pension. Det var hendes drøm at få tilkendt pension, og så er det jo lige meget, hvad Mette Frederiksen synes, hun skal drømme.
Mennesker har brug for fællesskab, respekt, forståelse og omsorg. Det kan man som samfund sikre på flere måder. Bl.a. ved at give unge handicappede mulighed for at få pension, så de er fri til at definere deres eget liv.
Så længe arbejdsmarkedet stort set er udenfor demokratisk kontrol er det en højst usikker affære at basere sin socialpolitik på det. Der findes andre og mere givende fællesskaber. Og så findes der selvfølgelig enkelte rummelige arbejdspladser, hvor man sagtens kan arbejde som ung handicappet. Jeg tror bare de er sjældne.
Det ville da være dejligt, hvis vi havde et samfundssystem med mange arbejdspladser, hvor det var rart at arbejde for meget handicappede unge. Men vi er langt fra i dag, når man ikke engang ved, hvordan der rent faktisk er på den enkelte arbejdsplads - det er jo hemmeligt i dag.
Kritiserer du din arbejdsplads på facebook?
Landet Arbejdsmarkedet er jo ikke alene et diktatur, det er også et meget lukket land, for vi hører ikke ret meget om det. Folk kritiserer ikke deres arbejdsforhold på facebook eller i læserbreve. I et diktatur er man påpasselig med, hvem man siger hvad til - al offentlig kritik kan være farlig og i sidste ende medføre en fyreseddel.
Det vil klæde en regering, der kalder sig rød, at rette projektøren mod arbejdsforholdene. Det kan ikke kun være fagforeningernes opgave at kaste lys over så stor en del af samfundet. Det skulle da være nr.1 fokus-område for en beskæftigelsesminister.
Danmark er i sin egen selvforståelse bærer af demokratiske værdier og bruger massevis af kroner på at eksportere ideen om demokrati til lande på den anden side af jorden. Det var måske en ide at føre sit korstog for ytringsfriheden til en lidt nærmere destination: Det Danske Arbejdsmarked – dér hvor mange af os lever ½-delen af vores vågne tid.