Arbejdere og ’arbejderisme’

Når man ser på billeder i agitationsmateriale fra Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) i sidste halvdel af 1970’erne, eksempelvis i ungdomsforbundets udadvendte blad Fremad, så springer det i øjnene, hvordan man nærmest dyrkede unge arbejdere som et andet ikon. Fotos af unge arbejdere iført kansastøj, snavsede af sved og maskinolie, stående ved maskinbænke eller med værktøj i hænderne var regelmæssigt forekommende i Fremad. Det var et tydeligt skifte i forhold til årtiet tidligere, hvor man ganske enkelt ikke så den slags billeder i bladet. Når eksempelvis lærlinge udtalte sig om deres arbejdsforhold i Fremads spalter i 60’erne, så var det som regel suppleret med billeder af dem i pænt tøj. Det var især unge metalarbejdere i Industrien, litografer, typografer og værftsarbejdere der tonede frem i 70’erne. De sidste to grupper er så siden blevet fag med en beskeden udbredelse i Danmark her efter de sidste 30 års værftslukninger og radikale teknologiske ændringer indenfor trykkebranchen.

Fokuseringen på den rette arbejderklasse gennemsyrede diskussionerne indenfor DKU i 70’erne. Det blev gang på gang fastslået, at arbejderungdommen udgjorde ”den mest progressive og bedst organiserede del af ungdommen” og kun ved at opbygge positionerne i denne kunne ”en virkelig slagkraftig bevægelse opnås”, som det hed i DKUs program fra 1975. Ved møderne med de udenlandske samarbejdspartnere i 70’erne var det også altid deres position indenfor lærlingebevægelsen, DKU’erne trak frem.

Indenfor rekrutteringen til DKU blev tilgang af lærlinge og elever på tekniske skoler tillagt langt større betydning end tilgang af unge fra de boglige ungdomsuddannelser og problemer med at rekruttere unge arbejdere var en kilde til gentagne diskussioner og frustrationer. Overfor andre venstrefløjsorganisationer understregede man i 70’erne – igen modsat 60’erne - gang på gang DKUs særlige tilknytning til arbejderklassen (i egen selvforståelse modsat andre grupper), ligesom man i langt højere grad betonede marxismen-leninismen, den proletariske internationalisme, den demokratiske centralisme og i det hele taget DKPs og DKUs historiske arv som den ene hovedstrømning i arbejderbevægelsen. Et element i dette var naturligvis behovet for at positionere sig overfor andre grupper på venstrefløjen. Det var en kilde til legitimitet, når man indadtil og udadtil fremstillede sig som de sande forvaltere af den socialistiske arv fra fortidens store skikkelser, Lenin og oktoberrevolutionen, og som de autentiske repræsentanter for den arbejderklasse, som også resten af venstrefløjen tillagde afgørende betydning i perioden.

Paradokset er imidlertid, at hvis man ser på hvem der rent faktisk valgte at melde sig ind i DKU i årtiet, så kan man faktisk iagttage en modsatrettet bevægelse.

DKU havde i 60’erne overvejende bestået af unge fra traditionelle arbejderfamilier med langt den største del af medlemmerne i Storkøbenhavn. Halvdelen af de nye medlemmer, der kom til årtiet, var tilmed fra kommunistiske familier. Der var så at sige en nøje overensstemmelse mellem kommunisternes selvforståelse af at være et arbejderparti og den medlemsmæssige sammensætning af DKU.

Her skete der en markant ændring i 1970’erne. DKU oplevede en voldsom medlemstilstrømning efter 1971, som i særlig grad satte ind i provinsen. En mængde nye afdelinger opstod i små og mellemstore provinsbyer, så to-tredjedele af medlemmerne i løbet af få år var i provinsen. Det store flertal af de nye medlemmer kom fra borgerlige eller socialdemokratiske hjem og kun omkring hver tiende kom fra kommunistiske familier. Flertallet af de nye medlemmer kom fra hjem hvor forældrene var selvstændige (især landmænd) eller havde lange- og mellemlange uddannelser. Hvor 60’ernes medlemmer for flertallets vedkommende havde været lærlinge og unge faglærte arbejdere, så var 70’ernes ungkommunister i stigende grad studerende eller elever fra de gymnasiale ungdomsuddannelser.

Nu var der i 70’erne flere voldsomme og langvarige arbejdskampe, ikke mindst blandt typograferne, så interessen var selvsagt ikke overraskende. Men set i bakspejlet er det påfaldende, at der ikke også var mere fokus på forholdene for de migrantarbejdere, som var en støt voksende gruppe i 1970’ernes Danmark, på trods af at de ofte havde nogle af ringeste løn– og arbejdsvilkår. Heller ikke de offentligt ansatte stod centralt i bevidstheden, selv om der fra sidste halvdel af årtiet var en voldsom radikalisering og stigende strejke- og protestaktivitet blandt denne gruppe indenfor det pædagogiske område, postvæsnet, edb-sektoren, folkeskolen og sundhedsvæsnet. Den mest omfattende arbejdskonflikt igennem de sidste 50 år – påskestrejkerne i 1985 – accelererede som bekendt for alvor, da Schlüter-regeringen fremlagde et indgreb i overenskomstforhandlingerne få dage før de offentligt ansattes lovligt varslede strejke ellers ville gå i gang. Men det er en anden historie, som ikke vil blive taget her.

At DKU ændrede karakter i 70’erne er ikke underligt, eftersom hovedparten af ungdomsforbundets nye medlemmer blev rekrutteret fra elev- og studenterbevægelsen. At medlemmerne strømmede til med en baggrund fra elev- og studenterbevægelsen er heller ikke synderligt overraskende. Uddannelsesniveauet voksede og en stadig større del af de unge tilbragte stadig længere tid i institutionerne, og selvom 70’erne som sagt var kendetegnet ved et særdeles uroligt arbejdsmarked, så var det især forhold indenfor uddannelsesområdet som var en hovedkilde til protestaktivitet blandt de unge i Danmark. Protesterne blandt unge på landets uddannelsessteder svulmede op i løbet af 70’erne og kulminerede sidst i årtiet, hvor man kan registrere næsten 100.000 demonstrationsdeltagelser blandt elever og studerende alene i 1979.

Samtidig var lærlingebevægelsen, set fra en mobiliseringsmæssig betragtning på støt tilbagegang fra midten af 70’erne, selvsagt forstærket af den regulære krig som LO og de store fagforbund indledte mod lærlingenes organisation LLO, og lærlingeorganisationerne tiltrak i realiteten færre unge på trods af det forhold, at DKU smed forholdsvis mange kræfter i lærlingebevægelsen, herunder at en ikke uvæsentlig del af de skoleelever DKU rekrutterede via Landsorganisationen af Elever (LOE) tilsyneladende siden blev ’investeret’ i LLO eller Faglig Ungdom afdelingerne.

Det som gør det billedmæssige udtryk påfaldende, er derimod at andelen af arbejderunge dalede støt igennem hele årtiet i samme takt som DKU oprustede ’arbejderismen’ i agitationen og ikke mindst på billedsiden. Ved kongressen i 1979 var det således under 30 procent af DKUs medlemmer, som kom fra en traditionel arbejderklassebaggrund. Ti år forinden var andelen mere end det dobbelte. Da man nåede frem til 80’erne havde DKU altovervejende udviklet sig til en mellemlagsorganisation. I egne opgørelser fastholdt DKU en andel af faglige på 40 procent, men det dækkede over at en voksende del af DKU’erne var unge med studentereksamen som midlertidigt var i ufaglærte jobs. DKP formåede i højere grad at fastholde deres karakter af arbejderparti – også når man ser på medlemssammensætningen – partiet mistede til gengæld næsten alle deres vælgere, da man nåede ind i 80’erne

’Arbejderisme’ før og nu

Nu var DKU langt fra de eneste på venstrefløjen i 70’erne, som var stærkt fokuseret på at være spydspids for  en romantiseret arbejderklasse med det helt store A. Tværtimod var det hovedambitionen for datidens venstrefløj, og DKU og DKP havde – alle forskydninger i medlemsmassen til trods – givetvis en noget højere ’arbejderklasseandel’ end konkurrenterne fra SF, VS og det nye venstres forskellige andre knopskydninger eller for den sags skyld ML-partierne – uanset om disse så rettede deres interesse mod Kina eller mod Albanien.

Når jeg kommer til at tænke på ’arbejderismen’ i DKU – og på venstrefløjen i 1970’erne i det hele taget – så er det på grund af den igangværende magtkamp om næstformandsposten indenfor SF mellem ’arbejderisterne’ og ’idealisterne’ i partiet.  (Selvom det nu nok også handler lige så meget om mere jordnære magtforhold internt i partiet).

Den ene kandidat er som bekendt Mattias Tesfaye, hvis 10 teser fra 2008, som et led i SF’ernes efterhånden noget forbitrede interne magtkamp på ny er kommet op til overfladen. I de 10 teser gør Mattias Tesfaye sig til talsmand for et opgør med det han kalder ”nødhjælpstendenserne" på venstrefløjen, og han fastslår blandt andet:

”Politik er klassekamp. Udgangspunktet for alt politisk arbejde må derfor være arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår. Alle andre kategorier, herunder køn, etnicitet, tro og seksualitet, er kun interessante som en del af samfundets sociale struktur.
Mangfoldighedsstrategien fungerer som nyliberalismens HR-afdeling. Den præsenterer nye ligestillede subjekter, som f.eks. indvandrere og homoseksuelle, i den politiske kamp, og fungerer i bedste fald forstyrrende, og i værste fald direkte skadelige for kampen for social retfærdighed.
(…)
Politik er kamp for egne interesser. Nogle siger det ligeud, som arbejderbevægelsen traditionelt har gjort det. Andre tilslører det, som store dele af venstrefløjen har tendens til. Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.
(…)
Vi skal være stolte af Danmark. Fordi en stor del af de sociale rettigheder, der skaber tryghed i vores tilværelse, stopper lige nøjagtig der, hvor nationen stopper. Der er med andre ord ikke efterløn på den anden side af grænsen.
(...)
Socialisternes værdier dannes på arbejdspladserne. Her giver man ’plads til alle, der vil’. Folk der kører på frihjul i produktionen, i samfundet eller på overenskomsten, får den kolde skulder.”

Mattias Tesfaye har som bekendt ikke selv en baggrund i SF’s ungdomsarbejde, han kommer oprindeligt fra Rød Ungdom og DKP-ml og var også medlem af Enhedslisten i et par år, men han er kandidaten for den fløj af yngre SF’ere der med sundhedsminister Astrid Krag, skatteminister Thor Möger Pedersen m.fl. har sat sig på magten i partiet.

Indholdet af Mattias Tesfayes teser flugter da også med en del af tankerne blandt en væsentlig del de andre yngre SF’ere, som kræver mere fokus på de leverpostejssmørende hårdtarbejdende lønmodtagere og mindre fokus på de socialt svageste. Endsige på en progressiv retspolitik, international solidaritet, bedre forhold for etniske minoriteter eller for den sags skyld ting som miljøforbedringer og beskatning af ejerboliger – såfremt disse kommer i karambolage med opfattelsen blandt den gruppe af lønmodtagere som socialdemokraterne for et par år siden døbte ’blå Bjarne’. En opfattelse de deler med den socialdemokratiske højrefløj, der nu i flere år har domineret statsministerpartiet.

Nu er fordelingspolitik et temmelig fundamentalt omdrejningspunkt for politisk aktivitet i det hele taget. Og venstrefløjen, arbejderbevægelsen, socialisterne (kært barn har mange navne) voksede frem af kampen for lighed og social retfærdighed med solidaritetsbegrebet som et bærende omdrejningspunkt. Jeg skal derfor på ingen måde anfægte, at medlemmer af SF gerne vil sætte de almindelige lønmodtageres forhold centralt.

Men jeg har vanskeligt ved at forstå, at det ses som en modsætning til eksempelvis en inkluderende socialpolitik, eller til at miljøpolitik og international solidaritet fortsat står som hovedudfordringer. Eller for den sags skyld, at det skal medføre at man begynder at gøre sin politik i eksempelvis retspolitikken, uddannelsespolitikken eller integrationspolitikken langt mere konservativ.

Det virker som om, at de regerende socialdemokrater og folkesocialister har glemt at ’blå Bjarne’ faktisk er en minoritet blandt lønmodtagerne, og at der ved siden af ’blå Bjarne’ både historisk og i dag også eksisterer eksempelvis ’røde John’ (ja han er ikke navngivet endnu, men jeg synes navnet er meget passende), der også synes fordelingspolitik og løn- og arbejdsvilkår er vigtige, men som samtidig er et grundlæggende inkluderende gemyt, der gerne løfter blikket over kaffekoppens kant og ikke ser interessevaretagelse indenfor løn- og arbejdsvilkår, som en modsætning til en progressiv og solidarisk politik på andre områder.

Eller med andre ord. Alle mennesker er selvsagt formet af deres opvækst, og de vilkår de lever og arbejder under. De vilkår kan enten begrænse eller udvide den enkeltes handlerum. Det skal man forstå og have blik for. Men blot fordi der blandt den traditionelle arbejderklasse også kan findes reaktionære småborgere, så betyder det ikke at det gælder for hele den del af befolkningen, som man kan karakterisere som klassisk arbejderklasse, og det bør slet ikke betyde, at man derfor skal spejle deres holdninger eller at venstreorienteret politik skal reduceres til principløs ’interessevaretagelse’ for denne særlige mindre gruppe af befolkningen, som på et langt stræk tilmed fremtræder som en karikeret konstruktion.

Arbejderisme 2012

SFs politiske nyorientering og stadig stærkere fokus på de rigtige ’arbejdervælgere’ har som bekendt været i gang i en årrække. Nu er der selvsagt væsentlige forskelle på 00’ernes yngre SF’ere og 70’ernes ungkommunister. Først og fremmest er vore dages ’arbejderister’ jo på ingen måde revolutionære marxist-leninister. Men der er nu også påfaldende ligheder mellem arbejderisme anno 2012 og så arbejderisme anno 1977.

Mange af de ’arbejder-orienterede’ yngre SF’ere er eksempelvis elever og studerende – eller har netop afsluttet lange eller mellemlange uddannelser - og i lighed med DKU’erne har en væsentlig del oprindeligt deres politiske baggrund i elev- og studenterbevægelsen. Men modsat 70’ernes DKU’ere er de fleste yngre SF’eres erfaring med eksempelvis det ufaglærte arbejdsmarked endog meget begrænset. 00’ernes ledende SFU’ere er da også allerede i dag til overflod at finde på journalisthøjskolen, universiteterne og i lidt mindre grad professionshøjskolerne. Der skal ikke lyde et ondt ord om lange eller mellemlange uddannelser herfra og samme vej gik en ikke uvæsentlig del af 70’ernes ledende DKU’ere som bekendt, men det tog unægtelig lidt længere.

I lighed med 70’ernes ungkommunister – og venstrefløj i øvrigt - er det bestemte udvalgte grupper af lønmodtagere, der trækkes frem som symboler når man taler om ’arbejdere’. Nu er det så bare ikke metalarbejdere, men især de så hyppigt omtalte SOSU-assistenter og så ikke mindst bygningshåndværkere, selvom det er to grupper, der ikke har det store til fælles, hvad angår boligforhold, lønniveau, arbejdsvilkår - eller for den sags skyld oftest benyttede transportmiddel.

Det er ikke billeder af HK-vikarer, kassemedarbejdere eller rengøringsfolk, der trækkes frem som billedmæssige ikoner på trods af, at det er nogle af de grupper som har de absolut ringeste løn- og arbejdsvilkår. De to sidstnævnte til overflod præget af migranter eller børn af migranter og det er næppe leverpostejsmadder de smører om morgenen.

Stem på en tillidsmand?

Det var meget symptomatisk, at da Mattias Tesfaye i sin faste blog i Ekstra Bladet skulle forklare, hvorfor folk skulle stemme på Villy Søvndal, så var det med overskriften ”Glem lebbe-Sara - vælg en tillidsmand”.

Nu har Villy Søvndal mig bekendt faktisk aldrig været tillidsmand i de år han arbejdede som lærer i Kolding og var medlem af Kolding Byråd. Modsat enhedslistens folketingsgruppe der nærmest vælter sig i tidligere tillidsmænd fra fagbevægelsen. Så hvorfor skulle Villy Søvndal italesættes som noget, han mig bekendt aldrig har været?

Nu er folketingsvalg så i øvrigt ikke et tillidsmandsvalg. Det er noget andet at være tillidsmand end at være politiker og der er i øvrigt ingen grund til romantisere tillidsmandsinstitutionen. At være tillidsmand er at befinde sig i et frustrerende krydspres mellem arbejdsgiveren og de medlemmer man skal repræsentere, samtidig med at man ofte står bundet på hænder og fødder af fredspligt og hovedaftaler. Der findes tillidsmænd, som er virkelig gode til at tale deres medlemmers sag og agere indenfor det krydspres de befinder sig under, og der findes andre tillidsmænd, som primært optræder som ledelsens repræsentanter overfor deres egne kolleger. Der findes tillidsmænd, som bliver virkelig dygtige og siden bliver de fagforeningsledere og politikere, og der er andre som er helt håbløse og leverer elendige resultater til deres medlemmer.

SF – nu med sikkerhedshjelm

Det var ligeledes meget påfaldende, hvordan fremtrædende SF-parlamentarikere med Villy Søvndal i spidsen for få år siden pludselig optrådte i annoncer med beskyttelseshjelme fra byggepladser på hovederne. SFs unge medlem af EU-parlamentet Emilie Turunen blev tilmed udstyret med en Dannebrogsfarvet af slagsen og kaldte til kamp for ”dansk løn på danske arbejdspladser.” I øvrigt helt i tråd med forestillingen om at trække Dannebrog i forgrunden for den politiske agitation.

Annoncerne fremstår næsten som en karikatur af ikoniseret arbejderisme. Og eftersom Emilie Turunen og de øvrige SF toppolitikere jo aldrig har befundet sig på en byggeplads i arbejdsøjemed, virker det nærmest som en parodi. Det har næppe haft nogen synderlig positiv effekt dengang i 2010, ligeså lidt som 70’er-venstrefløjens ikonisering af kansasarbejderen i agitationsmaterialer fik arbejderne til at strømme til periodens venstrefløjspartier.

Thor Möger Pedersen brugte selv lidt flere ord, da han skrev i sin efterhånden meget omtalte kronik om BAF-regeringens kommende skattereform, at det politiske sigte handlede om:

’Hårdtarbejdende lønmodtagere. Dem der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. Skattereformen starter og slutter med dem. Dem der trækker i kedeldragter eller orange veste. Dem der har værktøjsbælte. Dem der tager en uniform på. Dem der har skemalagte pauser. Dem der cykler rundt i hjemmeplejen.’

Efterfølgende lancerede politikere fra Socialdemokratiet og SF så ellers vedholdende angreb på ’klienterne’, dem der øjensynligt ikke er at indregne blandt de hårdtarbejdende: Kronisk syge på fleksjob, handicappede og deres familier, fortidspensionister, bistandsklienter og unge arbejdsløse.

Retfærdigvis skal det dog siges, at i den sportsgren er det ubetinget socialdemokratiske politikere som Karen Hækkerup, Mette Frederiksen, Pernille Rosenkrantz-Theil og Jan Trøjborg, som har ført an i slaget. Men i den forløbne er arenaen for den kamp ikke desto mindre flyttet til SF i avisernes spalter.

Eller som det lød fra en række af kritikerne fra SF i Politiken, hvor eksempelvis Kristen Touborg, Peter Westermann og Thomas Krog efterlyste at ’SF viser mere solidaritet med de svageste i vores samfund’. Og som Thomas Krog udtalte sammesteds: ”Det skal ikke gå mere i retning af, at vi glemmer, hvor vi kommer fra. Der er nogle, der bliver bange, fordi de læser meningsmålinger og ser, at der er flere mennesker i middelklassen end i fleksjob.”

Peter Westermann har siden uddybet sine synspunkter i sin blog her på Modkraft og den er faktisk værd at læse, hvis man vil blive klogere på uenighederne i SF, da der også er kommet gode svar på forskellige debattråde fra et par af kombattanterne fra den ene og den anden side i SF. (http://www.modkraft.dk/blogs/peter-westermann)

På andre debattråde finder man også interessante kommentarer om det igangværende partislagsmål fra bl.a. Jørgen Garp og Kasper Bjering Søby Jensen (http://modkraft.dk/artikel/skal-sf-ende-som-et-andet-socialdemokrati).

Hvad er solidaritet?

I sidste ende handler uenighederne imidlertid om meget mere end blot en næstformandspost i et regeringsparti under pres i meningsmålingerne, og de rækker langt ud over SF’s egne rækker. Set fra sidelinien handler det grundlæggende om, hvordan man overhovedet forstår begrebet ’solidaritet’, og dermed hvilke grundlæggende værdier, som skal danne afsættet for fremtidens venstrefløj.

Skal venstrefløjspolitik eksempelvis reduceres til at handle nærmest principløst om bestemte udvalgte gruppers egeninteresser – bestemt alene ud fra deres uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige baggrund og uanset hvilken livssituation de så i øvrigt måtte befinde sig i eller hvor mange ressourcer de så måtte have til rådighed – og så spejling i større eller mindre grad af det foruddiskonterede verdensbillede, som nogle af disse grupper måtte klynge sig til?

Man skal selvsagt anerkende elementet af selvinteresse i enhver bredere politisk mobilisering. Det ved alle, der har lavet bevægelsesarbejde af den ene eller den anden art. Det er ofte det konkrete, den umiddelbare oplevelse af uretfærdighed, som i første omgang sætter mennesker i bevægelse. Og det er der ved den søde grød intet odiøst i. Men udfordringen for en socialistisk bevægelse må vel netop være, at få folk til efterfølgende at overskride dette og se tingene i et større perspektiv.

Er folk som eksempelvis lægger kræfter i socialpolitisk arbejde eller bevægelser, institutioner og organisationer som forsøger at skabe social inklusion – også for de besværlige, de afvigende, de ikke-selvhjulpne og for den sags skyld de ikke-selvforsikrede – virkelig blot kulturelle overklasseløg med dårlig samvittighed – måske ligefrem klientgørende patroner - nærmest dårlige mennesker? Eller er de i virkeligheden nogle af dem, som faktisk skaber reel forandring i hverdagen og som derfor burde være de fagligt aktives og venstrefløjens nærmeste allierede?

For helt grundlæggende er solidaritet så, som Mattias Tesfaye opstillede det i sine 10 teser i sin tid, noget som kun skal udfolde sig indenfor nationens grænser og overfor dem der sidder ved siden af én i kantinen eller bor i nabohuset og i øvrigt ligner en selv? Eller er begrebet solidaritet ikke bare noget nært og snævert interessebårent, men netop noget almenmenneskeligt, som skal tjene til at overskride sociale, klassemæssige, uddannelsesmæssige, nationale, etniske og kønsmæssige skillelinier?

Svaret på det spørgsmål bliver selvsagt altafgørende for hvilken i retning man vælger at gå.