Det er sjældent, at juli og august byder på særligt interessante politiske nyheder. Derfor kom det også lidt som en overraskelse, at EU har skabt en del politiske nyheder det sidste stykke tid.
EF-domstolen har som bekendt underkendt en del af de danske familiesammenføringsregler. Der er naturligvis mange interessante aspekter, som jeg allerede var inde på i sidste uge, men der står et stort tilbage: Det demokratiske underskud!
Birthe Rønn Hornbæk startede jo sådan set med at angribe domstolen ved at sige, at nu var den gået for vidt, og at vi må begrænse EF-domstolens magt. Og ja, der har hun sådan set fat i en pointe, det er jo et stort problem, at en domstol hele tiden kan udvide EU-reglerne, så de hele tiden dækker flere områder.
Vi ser det gang på gang, hvordan EF-domstolen hele tiden udvider EU’s magt. Det er bare ikke så ofte, at det skaber så meget røre som denne gang – det kan vi jo så være taknemmelig for, fordi det åbner op for en overvejelse om, hvorvidt det her EU er så demokratisk.
Det er jo et grundlæggende problem at give så meget magt til en domstol, fordi de som sådan er uden for demokratisk magt – de skal ikke stilles til regnskab overfor folkevalgte, de skal ”bare” følge loven – og så lige lidt mere for EF-domstolens vedkomne.
Det hele handler grundlæggende om, at man har det her indre marked, med fri bevægelighed for mennesker, varer og kapital, og hver gang noget på nogen måde kan true denne frie bevægelighed, ja, så bliver det pludselig EU anliggende. I sidste ende, hvad er så ikke EU anliggende? Vi ved allerede, at foranstaltninger for at beskytte sundhed og miljø, konfliktretten og meget mere efter domstolens mening er EU anliggende – og nu altså også vores familiesammenføringsregler (hvad man så ellers synes om dem).
I virkeligheden er problemet jo ikke, om EU bestemmer over lige netop det emne, problemet er, at det er domstolen der bestemmer, hvilket gør det super udemokratisk, og at alt foregår med udgangspunkt i det frie marked, hvilket betyder at menneskelige hensyn altid bliver sat til side.