69 i hjertet, maven og resten af kroppen

I lørdags var jeg, som så mange andre venstrefløjsaktivister i den Grå Hal for at se Nikolaj Viborg og Ditte Marie Nielsens film om Ungdomshuset.

Jeg var meget spændt på filmen; ville det være en overromantisering, ville den være for kritisk, og ville den give mig et billede, der står overens med mine egne minder?

Heldigvis havde jeg en god ven med under armen, for jeg havde ikke forventet at jeg ville tude fra filmen startede til den sluttede – faktisk så meget at jeg var nødt til at gense den tirsdag aften på DR2.

Men logisk nok ramte det hårdt at se den kultur, man er en del af blive smadret. At se sine venner få tæsk, og det hus hvor man nærmest startede sit politiske virke.

Men det er da også typisk, at filmen starter med en Gorilla Angreb koncert, som var det første band jeg så i Ungdomshuset, da jeg var 15 år gammel.

Den gang gjorde miljøet, stemningen og kulturen stort indtryk på mig – det gør den stadigvæk, men i dag føler jeg mig i langt større grad som en del af den. Egentlig gik der ikke særlig lang tid, før jeg som 15-årig så mig selv som en del af Ungdomshuskulturen, bevægelsen om man vil. En kultur og en verdensopfattelse som jeg stadig deler med mange venner og familie.

Filmen ruskede ikke kun op i gode minder. Der var også mange ting, jeg lykkeligt havde fortrængt. Gadekampe, tåregas, dumme politikere og politivold vækkede igen vreden og sorgen.

Jeg kunne pludselig huske fortvivlelsen og uvidenheden om, hvad der skulle ske. At diskussionen tit gik om der var nogle, der ville dø. Det virker lidt sært i dag, men uvisheden var så stor, både fordi man ikke vidste, hvornår rydningen ville ske og hvordan politiet ville reagere.

Samtidig kan jeg, som de fleste andre huske præcis, hvad jeg lavede den 1. marts 2007, og mens billederne kørte på storskærmen, kom alle minderne tilbage, både de gode og de dårlige

Anden gang jeg så den, her i går aftes, blev jeg igen ked af det, men denne gang mere vred.

Rigtig vred på et system og nogle politikere, som kun vil tage hånd om og tage ansvar for en slags unge.

Og nu siger Ritt så, at hun synes, det var hårdt!

Det har det sikkert også været hårdt for overborgmesteren, men det var sgu lidt hendes eget valg. Helt seriøst, hvad havde hun regnet med?

At unge som hun afviser hører til Københavns kommune, og hvis eneste fristed hun har solgt til en kristen sekt, ville klappe i deres hænder?

Jeg synes fandme også, det var hårdt.

Faktisk er det stadigvæk hårdt. Når jeg tænker tilbage på tiden omkring rydningen, og især efter, husker jeg primært magtesløshed. Magtesløshed overfor et system, som åbenbart kun er til for nogen.

Jeg kan stadig blive gal og forarget over, hvor hovedløst det var af kommunen at sælge en grund som før blev fuldt udnyttet, og som i dag ikke bliver brugt til noget.

Da filmen var færdig, havde jeg et stort hul i maven, og så var det virkelig rart at kunne give folk et kram bagefter og bekræfte hinanden i, at vi altid vil have 69 i hjertet, maven og resten af kroppen.