Annonce

15. marts 2010 - 17:51

’Frihedsministeren’, kapitel 1: Forholdet til rettighederne

Det er nu tid til det første tungere kapitel i den filosofiske føljeton om ”Frihedsministeren” Søren Pind. Pind betragtes af mange som en af de eneste virkelige ideologer i partiet Venstre, så derfor er der god grund til at se nærmere på denne ideologs filosofi, og gå i dybden med hans egne tekster. Det er det vi nu vil gå i gang med.

Jeg afsluttede mit sidste indlæg, introduktionen til denne serie, med påstanden om, at det er lettere paradoksalt, at Søren Pind har udnævnt sig selv til ”frihedsminister” og svoret at ville kæmpe for ”demokrati og menneskerettigheder” overalt i verden, når han faktisk selv ved adskillige lejligheder har givet udtryk for sin egen manglende respekt for både demokratiet og menneskerettighederne og de internationale konventioner, det vil være hans formelle opgave at sikre overholdelsen af.

Men menneskerettighederne og mange af de internationale konventioner er da netop liberale projekter, der er beregnet til at beskytte individet mod statslige overgreb - og er Søren Pind ikke kendt som en benhård og ideologisk liberalist? Det er han måske nok, omend jeg ikke forstår hvorfor. For Søren Pinds forhold til de rettigheder, der er produkter af den liberale tankegang, og til selve grundlaget for denne tankegang, er nemlig ikke specielt positivt.

De liberale værdier

En af de mest ideologiske tekster, Søren Pind har skrevet, er indlægget "Venstres Kulturkamp" (Berlingske.dk den 22. august 2009). Han slår her til tromme for den moralske tankegang, der kan siges at være bærende for rettighedsprincippet: at målet ikke helliger midlet, og at forskellen på ”os” og vor ”fjende” ikke bare er hvilke mål vi kæmper for, men i endnu højere grad også bør være, hvordan vi kæmper – hvilke midler vi tager i brug.

Indlægget rummer flere fremragende passager, der alle kan tolkes som skarp kritik af den herskende politiske konsensus i Danmark og andre steder. Pind kritiserer de, der benytter antidemokratiske metoder i kampen mod antidemokratiske regimer eller vil bekæmpe tvang med tvang. Den amerikanske koncentrationslejr Guantanamo bliver direkte nævnt, ligesom de autoritære kræfter, der vil forbyde bestemte typer beklædning, mens andre fænomener antydes, såsom skreddet i retssikkerheden i bl.a. Danmark og USA, samt dæmoniseringen af politiske kritikere og dissidenter, der forsvarer retsprincipperne og de andre liberale værdier.

Pind agiterer her for, at ”Vesten” og demokratiet kun kan forsvare sig selv, ved netop at stå fast på sine egne værdier og det liberale demokrati. Hvis disse passager stod alene, så ville der ikke være nogen tvivl: Søren Pind er ærkeliberal.

Rettigheder og frihed – ikke alligevel

Det gør de desværre ikke. Hans insisteren på at stå fast på de liberale og demokratiske principper udgør en undtagelse i denne tekst, for i mange andre, har han henvist den liberalistiske "blødsøddenhed" (Søren Pind: "Den vestlige verden er blevet alt for slap", BT 16. april 2009) til historiens mødding og hævdet, at de var fine nok i en anden og mere uskyldig fortid, men ikke længere er tidssvarende (Søren Pind: "De internationale konventioner på dette område blev skabt i en tid, der var langt mere uskyldig", Berlingske.dk 2. januar 2010).

Således skrev han på sin egen blog (soren-pind.dk, 4. juni 2009) følgende om menneskerettighederne, de internationale konventioner og de liberale retsprincipper:

Vi er ved at tabe vores ret til selvforsvar og overlevelse på sigt på gulvet i en udstrækning af juridiske begreber, der slet ikke kan stå mål med den risiko der løbes og som slet ikke var intenderet, da f.eks. den europæiske menneskerettighedskonvention blev undertegnet.

Indlægget handler dels om de internationale konventioner om krigsforbrydelser, og om de liberale retsprincipper, der sikrer at ingen kan straffes uden en retfærdig retssag. Det er disse principper Søren Pind mener, hører til i en ”mere uskyldig tid”, og som idag gør Vesten ”slap” og uegnet til at ”forsvare” sig selv. Det var slet ikke meningen, mener Pind, at de liberale principper skulle tages så bogstaveligt, dengang de blev formuleret.

Men hvad blev der af princippet om, at stå fast på principperne og ikke bruge sin fjendes metoder? Han siger her, at målet faktisk helliger midlet, og at vi bør være åbne for at tage alle midler i brug. Altså modsiger han på det kraftigste de tanker, han ellers gav udtryk for, i det flotte indlæg om "Venstres kulturkamp", idet han jo her netop plæderer for, at vi bør tilsidesætte de demokratiske retsprincipper og internationale konventioner i kampen mod "de andre".

Denne inkonsistens er ikke atypisk for Pinds filosofi og det gør den naturligvis vanskelig at pladsere. Det bør dog stå klart, at Pind ikke er nogen stærk tilhænger af menneskerettighederne, retsstaten eller andre principper, der typisk betragtes som værende i overensstemmelse med den liberale tradition. Det er vel næppe en ”demokratiets og menneskerettighedernes forkæmper”, der agiterer for afskaffelse af de selvsamme principper, og mener de er udtryk for svag blødsøddenhed, der hører en anden tid til?

Rettigheder – ikke for alle

Hvis de tekster, jeg har citeret ovenfor, overhovedet kan betragtes som et forsvar for rettighederne eller andre liberale principper, så er det kun i den form, at Søren Pind mener, de bør omfortolkes, så de kun drejer sig om statens forpligtelse overfor sine egne borgere, mens man kan tage alle midler i brug overfor mennesker, der ikke befinder sig i dette juridiske fællesskab. Staten har ikke længere nogen forpligtelse til universelt at respektere alles rettigheder, men kun en særlig partikulær gruppes. Det betyder, at de ifølge denne tolkning, ikke bør gælde som menneske-rettigheder, men kun som borger-rettigheder.

Denne tolkning er desværre i overensstemmelse med adskillige af Søren Pinds skrifter. En af de røde tråde i hans forfatterskab er, at han mener, at rettighederne og de liberale principper bør suspenderes, når det gælder "de andre" – staten behøver ikke at respektere folk, der ikke er dens egne undersåtter og statsborgere. For eksempel mener han, at de forskellige retsstatsprincipper ikke behøver at gælde, når stater f.eks. fører krig mod andre folk, eller når ikke-statsborgere mistænkes for kriminalitet (soren-pind.dk, 4. juni 2009).

Selv det så ”principfaste” indlæg om ’Venstres Kulturkamp’ afslører også, at der er kraftige sprækker i Søren Pinds tiltro til liberale principper om lighed for loven og individets ret til liv, sikkerhed og - som han selv ynder at skrive - "the pursuit of happiness". Her insisterer han på, at mennesker, der er flygtet fra krig og diktatur, ikke har noget retskrav i Danmark. Han mener nemlig, at det at anerkende flygtningekonventionen (der iøvrigt som udgangspunkt er liberalistisk) og give flygtninge opholdstilladelse i Danmark vil føre til, at danske borgere dermed mister noget essentielt, som de har ret til.

Søren Pind mere end antyder, at alle andre end den nuværende borgerlige blok, er landsforræddere, der ikke anerkender danskernes eksklusive ret til at bo i Danmark, idet de netop også anerkender flygtninges ret til at få asyl og bo i Danmark: ”Fra det radikale venstre til enhedslisten er der en afvisning af, at Danmark tilhører danskerne” (Berlingske.dk, 22. august 2009).

Hvis lige vi ser bort fra hans - enten bevidst løgnagtige eller slet og ret uintelligente men under alle omstændigheder falske - påstande, om Socialdemokraternes flygtningepolitik, så siger den følgende sætning en del om Søren Pinds syn på de individuelle rettigheder:

“Tag sagen om Brorsons-kirken, hvor det må stå enhver klart, at havde Helle Thorning Schmidt været statsminister; ja så havde de pågældende, og mange med dem, i strid med lov og ret i dette land fået lov til at bosætte sig permanent i Danmark.” (Berlingske.dk, 22. august 2009)

Dette – at nogen ikke-danskere skulle kunne bosætte sig i Danmark – er noget af det værste, der kunne ske, følge Søren Pind (som overser, at tidligere borgerlige regeringer, der bl.a. lavede flygtningeloven af 1983, i modsætning til nutidens Socialdemokrater ville have givet disse flygtninge opholdstilladelse). At der er tale om en beskeden og afgrænset gruppe individer, hvis liv og sikkerhed er i fare, hvis de udvises, bekymrer ham ikke. Deres rettigheder ikke relevante for vores stat.

Retten til liv og sikkerhed er altså ikke universel ifølge Søren Pind. Den er ikke baseret i individet, men i nationen. Politikere, der ønsker at sikre flygtninges liv, frihed og rettigheder, må per definition - ifølge Søren Pind – ikke være interesserede i at sikre de indfødte danskeres rettigheder. Det er et enten eller, i den pindske filosofi – mængden af frihed og rettigheder er konstant, så hvad man giver til nogen, må andre være foruden.

Privilegier har forrang for rettigheder

Dette er mildest talt ikke en udpræget liberalistisk opfattelse af, hvordan rettigheder fungerer. Tværtimod minder den mere om de argumenter, der fremføres af amerikanske religiøst fundamentalistiske og ultra-konservative anti-demokrater, når de protesterer mod for eksempel homoseksuelles rettigheder ud fra en besynderlig logik om, at de selv derved vil miste noget – nemlig retten til at føle sig privilegeret.

Faktisk er det stort set det samme argument Pind fremfører, for han mener, at det at tillade andre asyl og rettigheder i Danmark betyder, at danskerne dermed mister følelsen af at have en privilegeret ret til landet. Privilegier vejer altså tungere end rettigheder, for Søren Pind, der dermed repræsenterer nøjagtigt dét, liberalismen opstod for at bekæmpe: Idéen om eksklusive, medfødte og nedarvede privilegier.

I næste kapitel vil vi se nærmere på, hvad det er, Søren Pind mener, danskerne risikerer at miste ved en konsekvent liberal praksis, der anerkender rettighederne og retsprincipperne som universelle. Vi vil se, at det, han mener, har primær værdi, ikke er individet eller dets frihed, men abstrakte og kollektivistiske fænomener som ”nationen”, ”kulturen” og ”historien”. Dette betyder, at han har et helt andet udgangspunkt end det liberalistiske, og ikke abonnerer på grundlæggende liberalistiske kerne-værdier og menneskesyn.

Annonce