’Centrum-venstre’ fortællinger om folkeskolen (del 2): Gode offentlige skoletilbud er et politisk ansvar!

(Dette er anden del af en blog om skole og skolevalg. Den første del kan du læse her)

Er det en borgerpligt at gå i folkeskole?

Da Gasværksvejens skole blev lukket i 1996 pga. et lav elevtal og en høj andel af elever fra etniske minoriteter, så blev et modtræk fra forældrebestyrelserne på de resterende Vesterbroskoler, at man nu ville skabe mere mobilisering omkring folkeskolerne i bydelen. Det havde man meget stor succes med målt ud fra en støt stigende søgning til de lokale skoler. Også før effekten af byfornyelsen for alvor satte sig igennem i beboersammensætningen. Det er de positive erfaringer fra Vesterbro, som siden 2003 er forsøgt videreført i institutionaliseret form i ’Brug folkeskolen’. Først på Nørrebro og siden på Amager og i Nordvest.

Forældrene på Vesterbro i 1990’erne blev mobiliseret omkring, hvordan man kunne skabe en positiv stemning omkring de lokale folkeskoler, hvordan man kunne få bedre skoleledelse og hvordan man kunne lave en god skole for de børn man nu engang havde – fremfor at beklage sig over, at man ikke fik nogen andre elever. Det er nu engang også sådan at velfungerende skoler med et velfortjent godt ry tiltrækker elever – såmænd også udenfor deres eget skoledistrikt.

Når man i dag følger debatten omkring Københavns kommunale folkeskoler, og hvorfor forældrene skal vælge disse, så sidder man imidlertid tilbage med et indtryk af, at det her snarere handler om, at man har for mange af de ”forkerte børn”, og at forældre, der træffer andre skolevalg, skal indse at de har en dårlig moral – og at deres valg af skole til deres børn ikke handler om trivsel, læring og et godt børneliv – men om at gøre en art samfundspligt.

Det demonstreres til overflod af Claus Pedersen i hans debatindlæg i Information, men det gælder også når skoleleder Lise Egholm på Nørrebro erklærer i pressen, at forældres valg af privatskoler eller friskoler ’stjæler’ de ressourcestærke elever fra hende, i de gentagne krav fra Jan Andreassen og andre socialdemokrater om at det frie skolevalg skal ophæves for borgere, der bor i bestemte bydele af København eller har en bestemt etnisk baggrund, eller for den sags skyld da Mette Frederiksen i sin tid erklærede, at "En stor del af ansvaret for at folkeskolen fungerer ligger hos os forældre. Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole så snart der er problemer i folkeskolen.” Det var så før hun selv skulle vælge skole til sine børn (og Mette Frederiksen skal ikke høre et ondt ord om sine valg og fravalg af skole til sine børn fra undertegnede).

For man kan selvfølgelig altid bare umuliggøre det for forældre at sætte deres børn i andre skoletilbud, eller kan trække deres unger ud, hvis de mistrives i den skole de går i, og så kan man hævde, at nu er den lokale kommunale folkeskole en stor succes, da forældre ikke længere vælger andre skoletilbud. Ligesom når politikere skærer i de specialpædagogiske tilbud for de børn, der har særlige behov, og så kalder det inklusion, når færre børn med problemer i skolen fremover får den hjælp og støtte de har brug for.  Eller for den sags skyld det ekstreme eksempel, når kommuner landet over med et pennestrøg erklærer, at der ikke er noget, der hedder ordblindhed (dysleksi), trods 80 års forskningsdokumentation, hvorefter kommunerne så også blot kan undlade at tilbyde støtteundervisning for de arme unger, der nu engang tilhører de 5 procent af en børneårgang, der i større eller mindre grad er ordblinde

”Den ansvarstagende familie”

Bagved hele diskussionen vil jeg hævde, at der ligger en grundlæggende uenighed om, hvorvidt skolen er noget, som er til for barnets skyld, eller barnet er noget, der er til for skolens skyld. Der er en tendens i tiden til, at elever ikke længere anskues som børn, men snarere som kommende ”soldater” for konkurrencestaten. I centrum-venstre varianten nok i ligeså høj grad som soldater for velfærdsstaten, hvor børn skal gå i offentlige skoletilbud for at modvirke uønskede resultater af den samfundsudvikling man aktivt fremmer igennem sine politikker på snart sagt alle andre områder.

Børn skal fastholdes i den almene folkeskole, uanset om de så trives i den eller ej, af hensyn til en forestilling om den særlige danske homogenitet og ”sammenhængskraft”, og drømmen om det socialdemokratiske velfærdssamfund. Ikke som det faktisk var, men som det fremtræder når debattører kigger bagud på deres barndom igennem nostalgiens lyserøde tåger.

Skulle forældre mene noget andet og stille krav til, hvad det egentlig er acceptabelt, at børn udsættes for, så er disse da også over en bred kam blot udnævnt til de evigt udskældte ’curling-forældre’, som debattører over snart sagt hele det politiske spektrum fordømmer ved en hver given lejlighed. Curlingforældre er eksempelvis sådan nogen, der med professor Niels Egelunds ord kan finde på at brokke sig til skolen, hvis deres børns skoletaske bliver fyldt med vand eller de får deres tøj flået i stykker. Ja hvor kan de dog falde de onde forældre ind?

Fortællingen om curling-forældrene får sit mest håndfaste udtryk, når det kommer til spørgsmålet om mobning i skolen, hvor der fortsat findes en udbredt tendens til mobbebenægtelse blandt en del skoleledere i Danmark. Uanset om de så er ledere af folkeskoler, privatskoler eller friskoler. Forældre der henvender til skoler omkring mobning opfattes som pylrede eller overengagerede, når de henvender sig igen og igen, og det betragtes derfor som en god løsning når mobbeofrene til sidst skifter skole, for så er der jo tydeligvis ikke noget problem længere.

Paradoksalt nok trives forestillingen om de særlige umulige moderne forældre samtidig med, at politikere, meningsdannere, skoleledere og lærere aldrig nogensinde tidligere har tildelt forældrene så stort et ansvar for forløbet af børnenes skolegang. Er man forælder i dag – og det er uanset om vi taler om folkeskoler, privatskoler eller friskoler – så har man ikke blot ansvaret for om børnene møder i skolen til tiden og har husket deres bøger og madpakken, som var tilfældet for mine forældres generation, der næppe anede det store om, hvad der foregik i skolen i løbet af dagen, eller hvordan børnene fungerede som gruppe i skolen.

Næh som moderne forælder er det dit ansvar om børnene trives, mens de er skolen, om gruppen af børn i klassen fungerer skoleoptimalt uden for meget uro, mens de er i skolen, ja sådan set er det også forældrenes ansvar om børnene overhovedet lærer noget i løbet af deres skoletid. Opstår der konflikter, så skal forældrene tilmed hver gang formå at se dem fra skolens perspektiv overfor deres eget barn (uanset hvad der så er op og ned i situationen).

Undertiden kan man blive noget i tvivl om, hvad det egentlig er skolen efterhånden har ansvaret for. Ideen om den ansvarstagende familie stortrives ikke mindst blandt centrum-venstre-fløjen. Familien er simpelthen inddraget som en del af skolens læringsrum, den skal opdrages og opdrage børnene til at ramme skolens forventninger, og det formaliseres så f.eks. igennem de forældrekontrakter, som bl.a. undervisningsminister Christine Antorini er så varm en fortaler for. Paradokset er så, at skolen afmægtiggøres i samme takt som den umyndiggør familierne, for hvad skal skolen gøre ved de familier, som ganske enkelt ikke kan overholde kontrakten? Hvad kan skolen gøre for at forbedre forholdene for eleverne, når ansvaret for elevens læring og trivsel i skolen, og kulturen i klasserummet er overladt til den ansvarstagende familie?

Det er intet mindre end et studie i ansvarsfralæggelse, der starter på det øverste politiske niveau.

En god skolegang?

I stedet for at fastholde et udgangspunkt, som i realiteten indebærer, at vejen frem for folkeskolen er, at man bare skal have nogle andre elever, så var det måske mere frugtbart, hvis man i stedet fokuserede på, hvordan man laver en god folkeskole for de børn man nu engang har som elever!

Som det er i dag, er skolen mange steder faktisk ikke voldsomt god til at løfte børnene uddannelsesmæssigt. I stedet fungerer skolen som en effektiv social sorteringsmekanisme, hvor samfundets sociale forskelle reproduceres bag om ryggen på både elever, forældre og lærere og på den måde kommer til at fremstå som ’legitime’ resultater af borgernes ’frie’ valg og fravalg.

Eneste markante undtagelse er døtrene af flygtninge og migrantarbejdere. På blot på en enkelt generation har de gennemført en veritabel uddannelsesrevolution. Trods uddannelsesfremmede forældre har de for længst overhalet ikke bare de ”danske” drenge, men såmænd også efterhånden de ”danske” piger uddannelsesmæssigt, og stormer frem igennem uddannelsessystemet som en hel generation af kvindelige mønsterbrydere.

Men hvad kan så skabe en god skole, og hvad kan sikre at børn lærer noget af at være der? Og hvad kunne politikkerne gøre såfremt de ellers ville begyndte at påtage sig deres politiske ansvar for skolens udvikling.

Det man kalder klassekammeratseffekten har selvsagt en betydning, altså at børn fra eksempelvis uddannelsesfremmede miljøer har klassekammerater med en anden social baggrund og på den måde ’løftes’ ved at de stærke trækker de svagere op.

Men klassekammeratseffekten er blot en blandt flere faktorer. Her vil jeg nøjes med at pege på fem velunderbyggede forhold.

Fra forskningen ved vi, at skoleledelsen har en væsentlig betydning. Skoler med dygtige ledere, har ganske enkelt bedre faglige resultater, bedre elevtrivsel og bedre fungerende lærergrupper end skoler med dårligere ledere. Ikke desto mindre er det sådan, at udvikling af skoleledelse og efteruddannelse af skoleledere ligger langt nede på de politiske prioriteringslister. Og det er et velkendt faktum, at det i mange år har været om muligt endnu sværere at fyre dårlige skoleledere end dårlige daginstitutionsledere i mange kommuner.

En anden faktor der har afgørende betydning er elevernes trivsel i skolen. Elever der trives i skolen og i klassen lærer ganske enkelt meget mere. Det er skolens ansvar, at eleverne trives mens de er i skolen. Det handler både om læreren indsats i klasselokalet, det sociale liv i skolen, og lærernes og skoleledelsens indsats for elevernes trivsel mens de er i skolen. Mobning er det ekstreme eksempel på at skolens lærere og ledere svigter børnene og ikke påtager sig ansvaret for hvad der faktisk foregår i skolen. Forældrene kan selvsagt også bidrage ved at skabe en god klassekultur og et godt børnefællesskab for eleverne udenfor skolen.

Men det handler i allerhøjeste grad også om de institutionelle politisk bestemte rammer. En del elever trives eksempelvis bedre i mindre skoler og i klasser med færre elever. Især de elever for hvem det at gå i skole ikke blot handler om at tilegne sig tal og bogstaver, men som også handler om eksempelvis overhovedet at kunne overskue det at gebærde sig i en stor børneflok i en hel dag. Nogle elever trives da også bedst helt udenfor den normale folkeskole i eksempelvis specialpædagogiske tilbud særlig tilrettelagt deres behov. Og her trækker centrum-venstre politikerne i den stik modsatte retning. Ikke mindst i København. Skolerne skal være større – minimum tre og firesporede – og der kommer op til 28 elever i hver klasse. Samtidig er der landet over i realiteten udsigt til forringelser af de specialpædagogiske tilbud.

Tendensen til at omdanne skolerne til stadig større ’børnefabrikker’ bliver så meget desto mere paradoksal i kraft af, at der faktisk ikke findes skyggen af anerkendt empirisk baseret forskning i Danmark, der kan underbygge, at store skoler er fagligt bedre end små.  

En tredje faktor som spiller en væsentlig rolle er selvsagt læreren. Læreren i klasserummet er så at sige skolen overfor eleverne. Jo bedre kvalifikationer læreren har og jo dygtigere vedkommende er til at arbejde med børnene, jo mere får de også ud af undervisningen. Dygtige lærere kan udrette noget nær mirakler, men her må man så til gengæld sige, at de arme lærere ikke nødvendigvis er voldsomt godt klædt på fra deres uddannelsessteder, som lige som alle andre videregående uddannelsesinstitutioner er præget af flere års forringelser.

Lærere skal først og fremmest arbejde med menneskelige relationer, men det fylder ikke tilsvarende i læreruddannelsen, hvor gentagne reformer mere har handlet om ideologi blandt partierne på Christiansborg end de faktiske behov i skolen. Ikke mindst er det påfaldende, hvor lidt læreruddannelsen er præget af den viden, man har indenfor den pædagogiske forskning både i Danmark og internationalt. Det kunne man selvsagt rette op på igennem omfattende efteruddannelse, men der er desværre nok ingen udsigt til forbedringer her, set i lyset af at den mere eller mindre erklærede hovedfjende for centrum-venstre politikkere og debattører synes at være den såkaldt ”uddannelseselite” og ”akademisering” det største skældsord.

En fjerde faktor er tilrettelæggelsen af pædagogikken. En individuelt tilrettelagt pædagogisk indsats, der retter sig mod at møde den enkelte elev, hvor han eller hun nu faktisk befinder sig, har en afgørende betydning for, hvor meget eleverne rent faktisk får ud af undervisningen. Det er imidlertid i praksis noget nær umuligt at varetage den nødvendige differentiering af undervisningen, så længe rammerne stadig udgøres af én uddannet lærer til op imod 28 børn.

Det betyder også, at skolerne skal have de nødvendige ekstra pædagogiske ressourcer, hvis der er børn med særlige behov – børn med Aspergers, indenfor ADHD-spektret eller andre problemer, der gør bare en almindelig skoledag særlig vanskelig for dem. Både af hensyn til de pågældende børns trivsel, men sådan set også af hensyn til alle de andre elever, så inklusion af én elev ikke blot bliver til eksklusion af andre. Og hvis børnene trives bedre i andre specialpædagogiske tilbud, så skal der være fri adgang til dem. Uanset hvad nedskæringsivrige kommunalpolitikere så måtte mene om den sag.

En femte faktor er de fysiske rammer. Bare noget så enkelt som mængden af luft i klasseværelserne. Teknologisk Institut undersøgte i 2009 luftkvaliteten i 734 klasseværelser efter en tilfældig undervisningstime. Resultatet var, at mere end halvdelen af klasserne lå over grænseværdien for dårlig luftkvalitet. En del af de steder, hvor man oplever uro (og hvor uroen ofte bliver knyttet til at det er drengene, som er nogle urolige nogen), der skyldes det, at de faktisk hopper for at holde sig vågne. Man har også foretaget tests, der påviste, at børnenes resultater blev op til 20% bedre når iltniveauet var det optimale frem for når det var, som i et gennemsnitligt klasselokale. Så hvis man laver bedre fysiske rammer og giver børnene mulighed for at bevæge sig ud af klasserummets langsomme iltsvind, så har de også en mulighed for at trække vejret helt basalt, og få mere ud af skolen.

Skolen skal tilpasses børnene – ikke omvendt

Som centrum-venstre politikkere og debattører stiller det op, så handler det tilsyneladende først og fremmest om at eleven (og forældrene) skal tilpasse sig den institutionelle enhedspakke som de kalder for ”folkeskolen”. Store tre-fire spors skoler med 70-100 elever pr. årgang og en enkelt uddannet lærer til at overskue de op til 28 elever i klassen. Hvis den enkelte ikke formår at tilpasse sig de rammer på den rette måde, så er det eleven (og forældrene), der er noget galt med. Det er ikke institutionen – og selvfølgelig slet ikke de (lokal)politisk bestemte rammer, som institutionen fungerer indenfor. Politikerne har så i øvrigt fortsat travlt med, ved snart sagt en hvilken som helst lejlighed, at udpege skolen som den ansvarlige for at løse snart sagt hvert eneste samfundsmæssigt problem, der måtte opstå.

Men man kunne jo også gå en anden vej, og sætte barnet i centrum for diskussionen. I stedet for som nu at fokusere på, at presse op imod 90 procent af alle børn ind i ensartede institutioner, og beklage sig over, at man ikke har nogle andre elever (og forældre til dem) end tilfældet nu engang er, så kunne man tage udgangspunkt i, hvordan man skaber gode offentlige skoletilbud for de børn man nu engang har på den enkelte skole 

Man kunne starte med at anerkende at elever først og fremmest er børn, at det er skolens ansvar, at de trives og de lærer noget mens de er i skolen. Og at det først og fremmest er politikkernes ansvar at sikre rammerne for at alle børn kan få en gratis offentlig skolegang, hvor de lærer noget, hvor de trives, og hvor børnene er stærkere, bedre i stand til at agere i (og forandre) samfundet og har større selvværd når de forlader den end når de træder ind i den. Uanset hvilken baggrund de så måtte have, og uanset hvilke handicap de så måtte bære rundt på. 

Det kræver selvsagt, at politikkerne ser i øjnene, at en børnecentreret skole nok kræver en bredere vifte af offentlige institutionelle løsninger og pædagogikker end blot den kongelige socialdemokratiske tre-sporede enhedsfolkeskole med 750 børn. Det er så desværre ikke tilfældet blandt centrum-venstres politikere i dag, hvor massive nedskæringer overfor specialpædagogiske tilbud til børn med særlige behov eksempelvis markedsføres som ’inklusion’.

Det er grundlæggende et politisk ansvar at skabe rammerne for en god skole – og det er et politisk ansvar at tage hånd om det, når skolerne ikke fungerer. Det ansvar kan ikke tørres af på andre. Og skolen skal løfte ansvaret for elevernes læring og trivsel i skolen, den kan ikke tildeles ansvaret for at rydde op i politikernes boligpolitiske, fordelingspolitiske eller for den sags skyld sundhedspolitiske rod.