Annonce
’Centrum-venstre’ fortællinger om folkeskolen (del 1): Har privatskoleforældre en dårlig moral og er deres børn nogle skvat?
Forældre til børn i privatskoler har simpelthen en dårligere moral end folkeskoleforældre. De er dovne, og hvis deres børn ikke trives i den lokale folkeskole, så er det fordi børnene er særlig ressourcesvage eller på anden måde har problemer som følge af deres personlige egenskaber. Det har intet med forholdene i og omkring den danske folkeskole at gøre.
Nogenlunde sådan kunne man sammenfatte essensen af en aviskommentar for et par måneder siden i dagbladet Information.
”De forældre som fravælger folkeskolen gør det på grund af manglende personlige ressourcer.
Det handler om børn, som ikke har psyken til at klare en normal folkeskole. Det kan være, at elevtallet er for stort, at børnene ikke kan håndtere de større elever, at børnenes børnehavetilværelse har vist at de udsættes for mobning eller tilsvarende problemer, som kan tilskrives børnenes personlige egenskaber.
Det kan også være forældrenes manglende evne eller lyst til at leve op til de krav, en folkeskole stiller.
Det handler om at kunne fungere på tværs af sociale og etniske forskelle. Det lyder måske som et luksusproblem, men det stiller store krav til forældre at kunne indlede et socialt samvær med andre voksne, som man ikke deler livssituation med.
…
Valget af privatskole er den dovne forældres valg. Det er valget for de forældre, som ikke gider samle et stykke papir op, hvis ikke tjenesten bliver gengældt.
Det er forældre, som måske nok kan formulere deres livsværdier, men de tør ikke diskutere dem med forældre, som kunne tænktes at sige dem imod, og de tør slet ikke dele hverdag med folk, som er grundlæggende uenige i, hvordan verden burde se ud.”
Indlægget var skrevet af Claus Pedersen, der udover et medlemskab af bestyrelsen for SF-Nørrebro også er tidligere blogger her på Modkraft. Det paradoksale er selvsagt, at Claus Pedersen givetvis gerne vil have at flere forældre vælger at sende deres børn i folkeskolen, og at han energisk afviser, at folkeskoleforældre som han selv skulle være drevet af ideologiske valg – hvorefter han i sit indlæg stort set ikke kommer med andet end ideologiske begrundelser for, hvorfor man bør sætte sine børn i folkeskolen.
Lad mig sige det med det samme – bare for lige at tage livet af de mest almindelige automatreaktioner og fordomme - jeg har selv to børn i en lokal Københavnsk folkeskole. Det var et valg, jeg og mine børns mor traf for flere år siden. Jeg sidder såmænd tilmed i trivselsrådet i den enes klasse og er vel at regne som en nogenlunde gennemsnitligt engageret, både ansvarstagende og kagebagende forælder overfor skolen, så jeg føler på ingen måde, at jeg personligt har noget at forsvare. Da jeg tilmed også bor i en lejelejlighed i en almennyttig boligforening og ikke er en af brokvarterernes andelsbaroner, så kunne jeg jo egentlig bare læne mig tilbage og virkelig pudse glorien. For sikke en høj politisk moral jeg øjensynligt er i besiddelse af.
Men allerede her, er der selvfølgelig grund til at trække stikket ud. For jeg har jo ikke valgt hverken skole eller bolig ud fra et ønske om at demonstrere min moralske habitus, men ud fra overvejelser om mine børns behov for at få en ordentlig skolegang, hvor de ville trives, og behovet for et sted at bo, med plads nok til os alle tre, hvor jeg kunne komme til på daværende tidspunkt uden at være afhængig af bankers velvilje til at låne penge til en enlig far med usikre indtægtsforhold.
Når Claus Pedersens indlæg fortjener en del kommentarer så skyldes det, at det på sæt og vis i ekstrem grad demonstrerer en mere udbredt tendens indenfor den ”centrum-venstre-fløj”, som pt. er den dominerende tendens indenfor socialdemokratiet og SF, til at reducere samfundsmæssige problemstillinger til spørgsmål om god og dårlig moral.
Fokus flyttes fra et (socialistisk vil jeg hævde) fokus på samfundsmæssige og sociale strukturer, og hvilke rammer og betingelser de giver for menneskers valg og fravalg, til et socialkonservativt fokus på den enkelte borgers moralske habitus (dårlig moral, slaphed, forkert kulturel baggrund etc.). Man kender det eksempelvis indenfor det socialkonservative syn på fattigdom: De fattige er fattige, ikke på grund af nogen samfundsmæssige strukturer som begrænser individets handlerum og muligheder, men fordi de nu engang har en ringere (arbejds)moral. Et sted hvor det erklærede ”centrum-venstre” også er godt på vej hen med sit stadigt mere ensidige fokus på pisk, tvang og pligt som løsning på sociale problemer. Den siddende undervisningsminister Christine Antorini, debattører som Lars Olsen og tænketanken CEVEA demonstrerer med jævne mellemrum det samme, når debatten drejer sig forhold i skolen og uddannelsessystemet.
Fortællingen om folkeskolen som folkets fælles mødested
Jeg har det med folkeskolen - efter 6 år som forælder til børn i den – som Ghandi let ironisk svarede på spørgsmålet om vestlig civilisation: ”Det ville da være en god ide.”
Problemet er nemlig, at både kritikere og tilhængerne af den moderne folkeskole taler ud fra en idealiseret og romantiseret fortælling om en lykkelig folkeskole, som var engang. Muligvis fremtræder den sådan i deres egen erindring, måske var deres skoletid virkelig en gylden tid i deres opvækst – eller også har de måske bare en rigtig dårlig hukommelse.
Fortællingen er, sådan lidt firkantet sat op, at engang så valsede børnene af høj og lav på tværs af sociale og kulturelle skel sammen i den fælles (folke)skolegård hånd i hånd i yndefuld dans eller som den ofte citerede centrum-venstre debattør og cand. phil. Lars Olsen påstår ved nær sagt enhver given lejlighed:
”I årtier har folkeskolen været et mødested for de sociale lag i samfundet – det var her, akademikeren og kassedamens børn lærte hinanden at kende. Op gennem 1900-tallet formåede denne skoletradition at forene social mangfoldighed med middelklassens egeninteresse. For også middelklassens børn vinder på den sociale blanding. Den giver bredere horisont og social kompetence i forhold til miljøer, der er anderledes end ens eget.” (Lars Olsen i Dagbladet Politiken 07 maj 2005)
Og når det så skal begrundes, hvorfor forældre bør vælge folkeskolen – og hvorfor de dybest set har en dårlig moral, hvis de træffer andre valg, så gribes der tilbage til myten om folkeskolen som hele folkets fælles skole. (Ja sågar spøgelset af Stauning, den gamle drukkenbolt, påkaldes fra tid til anden).
Det er sigende, at når eksempelvis Lars Olsen og andre centrum-venstre debattører buldrer løs for kravet om, at 90 procent af en ungdomsårgang skal gå i folkeskolen, så forholder de sig slet ikke til det faktum, at hvis bare privatskoletallet i København faldt til det landsdækkende niveau på ca. 15 procent, så ville folkeskolen i flere Københavnske bydele bryde sammen, da de lokale folkeskoler ganske enkelt ikke har kapacitet til at rumme alle de børn der faktisk bor der. Det problem bliver kun værre i de kommende år, hvor børnetallet er støt stigende i København.
Efter flere års erfaringer med børn i en folkeskole hvor den tilknyttede KKFO normeret til 200 børn har været tvunget til at rumme over 350 børn - et resultat af at skolen, der egentlig er normeret til to spor, i flere år har været tresporet på grund af det eksplosivt voksende børnetal i min bydel - så kunne jeg egentlig godt tænke mig at vide, hvordan centrum-ventres debattører og politikere egentlig vil rumme alle de københavnske børn indenfor rammerne af den nuværende folkeskole? Ser man på Vesterbro, hvor jeg kommer fra, er sandheden jo den, at de lokale folkeskoler ville bryde sammen pga. pladsmangel, hvis ikke en fjerdedel af bydelens børn søgte ud i privatskoler eller friskoler. Det er en af de langsigtede konsekvenser af 1980’ernes skolelukninger og de efterfølgende årtiers elendige skoleplanlægning. Men sandheden er måske, at centrum-venstres svar på det problem i virkeligheden blot er, at proppe flere elever ind i klasserne og forringe de offentlige skoler, så de i stadigt stigende grad får karakter af kæmpe børnefabrikker. Uanset om børnene så trives indenfor de rammer eller ej.
Nu er privatskoler og friskoler selvsagt også et temmelig broget begreb. Det omfatter 460 meget forskellige skoler spredt over det danske land, dækkende alt fra skoler for bestemte minoritetsgrupper (den jødiske Carolineskole, de katolske skoler, de tyske skoler, tyrkiske og arabiske friskoler etc.), klassiske Grundtvig-Koldske friskoler, skoler med et særligt socialt sigte (som Vajsenhus), pædagogiske eksperimenterende progressive skoler (fra Freinetskoler til lilleskoler af mere eller mindre venstreorienteret tilsnit), antroposofe Steiner-skoler til konservative privatskoler (lige fra eksempelvis Forældreskolen i Århus til egentlige private eliteskoler som Krebs’ skole). Lad det også være sagt med det samme, på landsplan kan der generelt og på det overordnede plan ikke påvises den store forskel på det faglige niveau i folkeskolen og privatskolerne når tallene renses for elevgruppens sociale sammensætning. Men der kan være væsentlige forskelle mellem enkelte skoler – det være sig folkeskoler eller privatskoler og friskoler.
Forældregruppens sammensætning og deres motiver til at sende børn i privatskoler eller friskoler er ligeledes temmelig forskelligartede og vanskelige at generalisere omkring. Der er en vis overrepræsentation af forældre med længere uddannelser iblandt dem, men man kan finde venstreorienterede og højreorienterede, flippere og konservative. Man kan selvfølgelig også finde uvidende, fordomsfulde eller egocentrerede forældre i blandt dem, lige så vel som forældre der blot ønsker at deres egne børn får en bedre skolegang end de selv oplevede (uanset om det så er i forhold til faglige resultater eller i forhold til barnets generelle trivsel). Og som forælder til børn i folkeskolen i København, bliver man da også undertiden mødt af de mest bizarre og fordomsfulde forestillinger om den skolemæssige virkelighed her (solidt fodret af mediernes skrækhistorier), men tilsvarende er der tydeligvis de samme mekanismer i spil blandt nogle forældre til børn i folkeskolen, når de taler om forældre til børn i friskoler eller privatskoler, så det understreger måske nogle lidt mere triste almenmenneskelige træk.
Udviklingen i tallene
Men lad os se lidt på tallene over, hvor mange der egentlig går i folkeskoler, og privatskoler og friskoler og hvordan udviklingen har været.
Ser man på skolen, og hvem der gik i den, så var det så sent som i 1959 sådan, at 53,1 procent af en ungdomsårgang forlod skolen efter 7. klasse. I stedet kom de måske i lære eller begyndte at friste en tilværelse som ungarbejdere for måske siden at blive ufaglærte. Modsat den udbredte folkelige opfattelse, så lærte en stor af eleverne næppe særlig meget i løbet af de syv år – slet ikke på landskolerne. Eller rettere sagt, de lærte ikke meget af det, som man i dag forbinder med skole – eksempelvis at læse og regne, få en indsigt i hvordan verden ser ud, forstå grundlæggende naturvidenskab og så i øvrigt anvende disse færdigheder - endsige reflektere og analysere.
En stor del af eleverne lærte at sidde roligt og tie stille og eksempelvis skrive tal og bogstaveligt sirligt. Om ikke af andre årsager så i lyset af risikoen for i modsat fald at blive udsat for fysisk eller psykisk vold fra læreren. Eleverne lærte at opremse ting udenad – eksempelvis salmevers, store danske mænd og kvinder og navnene på lokaliteter for historiske danske sejre og nederlag (især det sidste har de seneste 400 års Danmarkshistorie jo mange af). På landet gik eleverne tilmed kun i skole hver anden dag en del af året, da de skulle udnyttes som billig arbejdskraft i landbruget.
En væsentlig af det vi i dag ville forbinde med læring – eksempelvis lystlæsning af bøger – foregik udenfor skolen med lygten under dynen og var ikke nødvendigvis noget skolen tilskyndede – nærmest tværtimod. Elever fra 1950’erne fortæller eksempelvis i skoleerindringer om, hvordan de læste derhjemme, men henne i skolen, der fik den lyst til læsning slet ikke plads, der handlede det om overhøring og gentagelse – og så frygten for at blive hængt ud eller gjort til grin af lærerne. Når eleverne så forlod skolen efter 7. klasse, havde mange af dem knap nok de mest banale skolekundskaber, men det gjorde ikke så meget eftersom holdningen var, at de fleste skulle ud som håndværkere, landarbejdere eller industriarbejdere, og man dengang mente at det så betød, at de ikke skulle benytte hovedet efter skolen.
Pigerne var notorisk underuddannede forhold til deres evner. Allerede dengang var det sådan – måske i endnu højere grad sådan – at den traditionelle elevrolle i folkeskolen, med dens fokus på ro og disciplineret stillesidden, harmonerede lettere med den tildelte traditionelle pigerolle end med den traditionelle drengerolle. Det var ganske enkelt lettere at kombinere rollen som en ’rigtig skoleegnet elev’ med rollen som ’en rigtig pige’ end med rollen som ’en rigtig dreng’. Piger klarede sig bedre i skolen end drenge, men kom ikke desto mindre efterfølgende ikke meget længere i uddannelsessystemet. I 1951 var det kun 17 procent af de kvindelige studenter, som fortsatte videre i uddannelsessystemet på universiteter eller en af de andre læreanstalter.
Så når jurister eksempelvis dengang sjældent giftede sig med andre jurister, som eksempelvis Lars Olsen gerne minder os om, så var det ikke nødvendigvis et udtryk for stor åbenhed i ”eliten”, men snarere det banale forhold, at Danmark i det store og hele var et temmeligt patriarkalsk samfund, hvor kvinders muligheder for at komme videre i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet var temmelig begrænsede.
At tale om en ’folkeskole’ – endsige end ’enhedsskole’ - før 1960 giver således ikke den store mening, da det var en skole, hvor flertallet af folket faktisk ikke befandt sig efter syvende klasse, og en meget stor del næppe lærte særlig meget. Først engang i 1960’erne - i kølvandet 1958-skolereformens ligestilling af land- og byskolen og den kraftige udbygning af centralskoler landet over - giver det således nogen mening at tale om en ”folkeskole” i betydningen af delte institutionelle erfaringer som bandt et flertal af ”folket” sammen. Og først omkring 1970 – og formelt med afskaffelsen af realklasserne med skolereformen fra 1975 - er det muligt også at tale om en egentlig ”enhedsskole”.
Så folkeskolen – for slet ikke at tale om enhedsskolen – som en meningsfuld kategori dækkende et flertal af befolkningen over hele landet - er ikke så gammel, som centrum-venstres meningsdannere gerne vil få det til at fremstå. Vi har selvsagt haft grundskoler af den ene og den anden art i 200 år, men det er altså en ganske anden kategori.
Ser vi på søgningen til privatskoler og friskoler – som man jo gerne sondrer imellem – så er den til gengæld steget jævnt igennem de sidste 40 år. Ca. 6 procenten af børnene på landsplan gik i en privatskole eller friskole ved enhedsskolens formelle indførelse med skolereformen i 1975 mens det i dag er ca. 14 procent. Der er omtrent lige mange børn fra etniske minoriter (15% - typisk på muslimske friskoler) som fra det mellemblonde danske befolkningsflertal (14 %) der vælger en friskole eller en privatskole.
Siden 1975 har der været tale om en ganske jævn stigning på mellem ca. 0,2-0,4 procent pr. år. I løbet af det seneste 20 år er andelen af de så forkætrede privatskolebørn således vokset med ca. 3 procent i alt.
Modsat hvad mange tror, og hvad eksempelvis debattøren Lars Olsen ynder at påstå, så er det ikke sådan at 1980’ernes demografiske forskydning i retning af en mere etnisk blandet befolkningssammensætning udløste pludselig tsunami-bølger i retning af privatskolerne i det danske skolelandsskab. I hvert fald ikke nogen som satte sig voldsomme spor i de landsdækkende statistikker.
Der er da heller ikke nogen entydig sammenhæng imellem andelen af etniske minoritetselever og så privatskolefrekvensen i eksempelvis København, selv om det givetvis har en betydning for nogen forældre. Det kan man se ud af figuren nedenfor, der angiver privatskolefrekvensen og andelen af såkaldt ’to-sprogede’ fra ikke-vestlige lande blandt de skolesøgende børn i 0. til 2. klasse for samtlige københavnske skoledistrikter (tallene stammer fra Københavns Kommunes fra 2011/12).
Som man vil bemærke, så er de to skoledistrikter, som har den absolut højeste privatskolefrekvens på næsten halvdelen af de skolesøgende børn i 0.-2. klasse i distriktet (henholdsvis 47% og 48%) kendetegnet ved at den ene har en af de laveste andele af to-sprogede (5,6%) og den anden har en af de højeste (65,5%).
De tre kommuner i Danmark, hvor flest børn går i privatskole eller friskole, er i øvrigt Faaborg-Midtfyn Kommune (29,2 %), Gribskov Kommune (28,4%) og Samsø Kommune (28,2 %) (ifølge tal fra 2010). Det må så tydeligvis være de steder i Danmark, hvor forældrenes har mindst samfundssind og ringest moral. Først på en fjerdeplads finder man eksempelvis den så hyppigt diskuterede Københavns Kommune (27,8 %), hvor borgerne dog tydeligvis har en væsentlig ringere moral end borgerne i det øjensynligt langt mere socialt orienterede Gentofte (23,6 %). For slet ikke at tale om de retskafne og samfundsbevidste borgere i Rebild Kommune (5,6 %) eller Brønderslev Kommune (5 %), der hører til blandt de ti kommuner i Danmark med den laveste privatskolefrekvens. Her tager man åbenbart virkelig ansvar for børnene
Måske er det med skoler og skolevalg – uanset om det så bliver til folkeskoler eller privatskoler og friskoler – i virkeligheden langt mere kompliceret end det moralske spørgsmål som en del centrum-venstre politikere og debattører forsøger på at reducere det til. Og måske er de politiske skåltaler om folkeskolen som velfærdsstatens kronjuvel i virkeligheden mere et udtryk for massiv politisk ansvarsfralæggelse for konsekvenserne af den by- og boligudvikling man selv har fremmet igennem de sidste mange årtier.
For sandheden er jo, at folkeskolen i bedste fald afspejler det nærmiljø, den er en del af og sådan har det altid været. Børn i Gentofte møder andre børn fra Gentofte. Børn i Hirtshals møder andre børn fra Hirtshals. Børn i skolerne i forstædernes parcelhuskvarterer møder overvejende andre børn fra parcelhusdanmark, mens børn i betonbyggerier til overflod møder andre børn fra betonbyggerierne.
Selvfølgelig har der været grænseområder først og fremmest i de store byer, hvor befolkningen har været mere socialt broget – og den lokale skole derfor mere opblandet. Men så blandet har det danske samfund altså heller ikke været.
Også i dag er det sådan, at børn i Ringkøbings skoler stadig til overflod møder hvide kristne, mens børn i de Københavnske skoler i brokvartererne oftere vil møde børn med homoseksuelle forældre, inseminationsbørn med enlige mødre, børn af venstreorienterede forældre eller børn hvis forældre (eller bedsteforældre) stammer fra mere eksotiske egne af kloden.
En skæv boligsektor skaber en skæv folkeskole
Folkeskolen afspejler som sådan den sociale virkelighed, den fysisk er indplaceret i. Jo mere opdelt i sociale enklaver boligsektoren er, jo mere opdelt vil skolen nødvendigvis være. Boligsektoren har altid været skæv i Danmark. Borgere i Gentofte havde også i 1960’erne og 1970’erne væsentligt flere penge mellem hænderne end folk havde på eksempelvis Nørrebro. Der var mere ro på de stille villaveje, en ganske anden type kriminalitet og færre udfordringer for den lokale skole at slås med i Gentofte (fraregnet Vangede naturligvis), end der var i slummen i den sorte firkant på Indre Nørrebro eller blandt ludere og lommetyve i de mere hårdtslående dele af Vesterbro.
Vi har ikke fået en mindre opdelt boligsektor igennem de sidste 40 år i takt med at parcelhusene i forstæderne og de større byers opland poppede op paddehatte. Tværtimod er de sociale skel øget markant i det danske samfund. Der er blevet længere mellem underklassen og middelklassen, som til gengæld omfatter en væsentlig del af den traditionelle arbejderklasse, nemlig dem der sidder med gode lønninger, sikre ansættelsesvilkår, ejerbolig og egen bil.
Og uanset hvordan man vender og drejer det, så bærer socialdemokraterne et hovedansvar for by- og boligudviklingen og for at man i dag savner redskaber til at kunne noget ved problemerne.
Mange af de problemer eksempelvis Nørrebro slås med i dag er reelt et resultat af den ekstremt brutale saneringspolitik socialdemokraterne gennemførte i de tidligere 1980’ere – med støtte fra både de borgerlige og kommunisterne på Rådhuset. Og de boligpolitiske elendigheder er fortsat frem til den dag i dag.
Det gælder eksempelvis forholdene indenfor den almene boligsektor, hvor en del af de nyere byggerier i København er så dyre, at man for at bo der, enten skal have en meget høj hustandsindkomst, eller en så lav indkomst, at man kan få offentlige tilskud, og man i øvrigt skal være forberedt på risikoen for gevaldige huslejehop, som næppe ville være lovlige, hvis en privat udlejer forsøgte det samme.
En stor del af det gamle Vesterbros sociale problemer blev fra slutningen af 1990’erne eksporteret til Sydhavnens ældre almene boligforeninger, mens løftet om en social dimension i byfornyelsen forduftede. I samme periode skød Ørestaden og havnebyggerierne op og udviklede sig med dyre nybyggerier til en stor hvid velhaverghetto. For nu at formulere det lidt skarpt.
Og når kommunen i dag mangler redskaber til at skabe mere socialt blandede byområder, så er det ikke kun pga. borgerlig modstand mod social anvisningsret hos private udlejere (og socialdemokratisk passivitet i spørgsmålet), men fordi Nyrup-regeringen i 1995 påtvang København at privatisere 20.000 kommunale boliger. Socialdemokraterne og de borgerlige på Rådhuset valgte selv at sætte trumf på, da de solgte stort set alle lejligheder uden social anvisningsret. Kun SF og Enhedslisten talte imod i Borgerrepræsentationen. I dag er de fleste tidligere kommunale ejendomme i stedet andelsboligforeninger, og er blevet et lukket land for dem, der ikke har en stor pengepung.
Grundlæggende er det altså nu engang sådan, at skolen ikke kan rette op på en forfejlet boligpolitik og samfundsskabte sociale skævheder. Det kræver ganske anderledes midler at gøre noget ved den slags. Råderet indenfor private udlejningsboliger, sociale klausuler ved nybyggeri, etablering af billige udlejningsboliger i middelklassens parcelhuskvarterer i forstæderne suppleret med en ganske omfattende socialfaglig indsats og udvikling af et mere rummeligt arbejdsmarked.
Det er man grundlæggende ikke indstillet på indenfor det såkaldte centrum-venstre, hvor regeringens fokus fremstår som at bevare skattestop til boligejere, skabe nye skattelettelser for middelklassen, holde hånden over finanssektoren og ikke pille ved privilegierne for flertallet af den talstærke og aldrende 68-generation (de 60 – 69-årige), der i dag sidder på 75 procent af formuerne i Danmark.
Så er det selvsagt lettere at harpe løs på privatskoleforældres dårlige moral – gerne suppleret med udfald mod de socialt marginaliseredes dårlige moral – eller for den sags skyld de handicappede og de kronisk syge. Og ikke mindst en regelmæssig opsang til de unge om at de er rent af lave, og at når folkeskolens elever pjækker to dage om året i gennemsnit, så synker nationen i Atlanterhavet!
En sang om pligt, moral og sammenhængskraft er nu engang billigere end en ambitiøs boligpolitik og radikale (om)fordelingspolitiske tiltag for en regering, der ikke engang tør gennemføre en trængselsring i København.
Et omdrejningspunkt i lokalsamfundet
Selv om ’centrum-venstre-ismens’ grundlæggende metafortælling om folkeskolen som det store folkelige mødested langt hen af vejen er båret af en romantiseret myte om et idyllisk Danmark, der ligger et pænt stykke fra de historiske realiteter, så er det grundlæggende en styrke for et lokalsamfund, hvis der er gode lokale skoler. Uanset om disse så måtte være offentlige eller private. Og jeg vil også påstå, at det er godt for børn, hvis de selv kan cykle hjem fra skole og kan møde deres skolekammerater som legekammerater i fritiden uden at det kræver større planlægning eller timer tilbragt i busser på kryds og tværs af byer og landsdele.
Det var sådan set også en hovedårsagerne til, at jeg selv valgte at sende mine børn i en lokal folkeskole på Vesterbro. Jeg tilbragte nemlig selv mange timer i bus som barn til og fra skole, og det gav et underligt ensomt børneliv splittet mellem skolekammerater et sted og hjemlige legekammerater et andet sted.
Det er jo også årsagen til at friskoler skyder op i små landsbysamfund. Når politikere fra socialdemokratiet og venstre i uskøn forening lukker de lokale skoler, så lukker de også lokalområdets vigtigste kulturinstitution og dømmer børnene til timelange busture i rutebiler, der kører stadig sjældnere som følge af den fortsatte rundbarbering af den kollektive trafik. I stedet for at forholde sig til det rimelige krav fra forældrene, har kommunalpolitikere i stedet reageret med krav om, at det skal være sværere at oprette friskoler.
På samme vis er det jo påfaldende, hvordan betydningen af at mødes med de lokale børn i den lokale folkeskole lige pludselig ikke spiller nogen rolle, når børnene kommer fra etniske minoriteter. Så er de under en bred kam at regne som ’problembørn’, der så kan busses frem og tilbage efter (værdi)politisk forgodtbefindende. Det er ikke overraskende, at en stadig voksende andel af forældre fra etniske minoriteter på den baggrund vælger at sætte deres børn i etniske friskoler, hvor de trives bedre og lærer mere, ikke mindst fordi fokus er på børnene som børn og de ikke blot italesættes som et socialt problem, politikerne helst vil flytte et andet sted hen. (http://politiken.dk/indland/ECE1524407)
Og hvad bliver der så på den baggrund af de højtlydte skåltaler om folkeskolen som stedet ”folket” mødes i lokalsamfundet? Ja de klinger i hvert fald hult.
Annonce
