Jens Rohde fik ørerne i maskinen, fordi han ærligt fremlagde, hvad Venstre reelt arbejder for. Men den går ikke - det kan jo skræmme vælgerne væk.
I de gode gamle dage vidste man, hvor man havde Venstre i EU-spørgsmålet. Dengang da formanden, Uffe Ellemann-Jensen, optrådte iført blå EU-sokker med gule stjerner. Siden da er verden gået af lave og de sidste 10-12 år har partiet helt bevidst talt med to tunger.
Nogen husker måske, hvordan afløseren som Venstre-formand, Anders Fogh-Rasmussen, ligefrem krævede hegnspæle i forhold til EU: ”Der er brug for liberale hegnspæle i form af et kompetencekatalog, der afgrænser EU i forhold til medlemslandene. Det skal være klart, enkelt og grænsesættende”, sagde han.
Forslaget fremkom, efter at den danske befolkning den 28. september 2000 havde stemt nej til dansk deltagelse i euroen og var et forsøg på at opfange den mere EU-kritiske stemning. Derfor indgik det også i Venstres valgprogram til folketingsvalget i november 2001.
Da først valget var vundet og Anders Fogh blevet statsminister gik både de grænsesættende hegnspæle og kompetence-kataloget al kødets gang. Tværtimod medvirkede den danske regering til mere og mere EU, bl.a. med sin anbefaling af Forfatningstraktaten og den senere vedtagne Lissabon-traktat. Ja, den nuværende formand, Lars Løkke Rasmussen, foreslog sågar i ramme alvor, at EU skulle vedtage en fælles fedme-politik!?!
Op til valget i 2009 gentog historien sig. Spidskandidaten, Jens Rohde, førte sig frem med en kritisk distance til EU. Også han talte om ”hegnspæle” og lovede direkte vælgerne, at han ikke ville være EU’s repræsentant i Danmark, men ”danskernes repræsentant i EU”.
Det synspunkt holdt til stemmerne var talt op. Siden har Jens Rohde været et af de mest integrationsivrige danske medlemmer af EU-parlamentet og varmt talt for mere magt til EU. Det samme har Venstre stemt for i folketinget, bl.a. med godkendelsen af Europluspagten og Finanspagten.
Nu var det så tydeligvis meningen, at det samme nummer skulle gentages op til valget i 2014. Venstres spidskandidat og partiet valgprogram skulle på skrømt imødekomme den øgede EU-skepsis i befolkningen, samtidig med at magtoverdragelsen til EU skulle fortsætte som hidtil.
Derfor kom det selvfølgelig V-toppen meget ubelejligt, at Jens Rohde på nøjagtig den søndag, hvor han skulle vælges til spidskandidat, står som medforfatter på et indlæg i Berlingske, som åbent og ærligt argumenterer for dét, han kæmper for i EU-parlamentet.
Og hvad er det så, som har vakt V-toppens vrede? Det skulle f.eks. være, at Jens Rohde i sit indlæg argumenterer for et ”forpligtende forsvarssamarbejde”.
Men undskyld mig, det står faktisk allerede i den Lissabon-traktat, som Venstre så varmt anbefalede, som Venstre stemte for i folketinget, men som Venstre nægtede befolkningen at tage stilling til ved en folkeafstemning.
I selve traktatens indledning og i artikel 42 slås det fast med syvtommersøm: ”Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom”. Så planen om et FÆLLES FORSVAR kommer altså ikke fra Jens Rohde, men fra den gældende EU-traktat.
Et andet spørgsmål, som har generet Venstre-toppen er, at Jens Rohde skriver, at ”antallet af kommissionsmedlemmer bør skæres ned til 2/3, det vil p.t. sige 18”. Det vil i givet fald betyde, at hvert land ikke længere sikres en EU-kommissær. – Det er overhovedet ikke Venstres politik, hedder det sig nu.
Men hvis man læser artikel 17 i den EU-traktat, som Venstre i sin tid støttede, så står der i styk 5: ”Fra den 1. november 2014 skal Kommissionen bestå af et antal medlemmer (…), der svarer til to tredjedele af antallet af medlemsstater, med mindre Det Europæiske Råd med enstemmighed beslutter at ændre dette antal”.
Denne paragraf er ganske vist senere blevet sat ud af kraft. Ikke på initiativ af Venstre, men for at få irerne til at ændre deres nej til Lissabon-traktaten til et ja. Derfor er kendsgerningen, at det Jens Rohde argumenterer for på disse punkter, er det samme som partiet Venstre aktivt har kæmpet for at få igennem og stemt ja til både i folketinget og på besluttende møder i EU.
- Vi skal jo have en spidskandidat og ikke en debattør, sagde Lars Løkke Rasmussen natten til søndag, da det stod klart, at Jens Rohde ikke ville blive valgt på dette landsmøde, men at beslutningen var udskudt til næste år. Og en spidskandidat for Venstre skal tilsyneladende kunne mestre kunsten at kaste et tykt røgslør over, hvad det egentlig er, at Venstre både arbejder og stemmer for.
Den kunst mestrede Jens Rohde ikke i forbindelse med dette landsmøde. Derfor blev han ikke valgt til spidskandidat i denne omgang. Om han nogensinde bliver det, vil tiden vise.