Annonce

10. juli 2013 - 13:49

Rana fortæller om mødet med det israelske retssystem

Nariman Tamimi og Rana Nazzal blev fredag d. 28. juni arresteret til den ugentlige demonstration i Nabi Saleh. De to kvinder blev løsladt i går, men sidder satdig i delvis huserest. Internationale aktivister fra ISM fik mulighed for at lave et interview med Rana, som jeg her vil bringe en del af i dansk oversættelse. Først vil jeg dog forklare kort om baggrunden for de ugentlige demonstrationer i Nabi Saleh og hændelsesforløbet denne fredag op til arrestationen.

Som så mange andre demonstrationer på Vestbredden, starter demonstrationerne i Nabi Saleh med, at de lokale palæstinensere og internationale aktivister samles på en central plads efter fredagsbønnen. Derefter går man i samlet flok mod et mål velvidende, at soldater stopper en før man når frem. Målet for demonstrationen i Nabi Saleh er en kilde, der ligger på palæstinensiskejet jord lidt udenfor byen. Kilden har i mange år været en af landsbyens hovedkilder til vand til deres marker, men også en sted hvor børn ville lege i vandet om sommeren. I flere år har palæstinenserne dog kun haft begrænset adgang til kilden.

Som så mange andre landsbyer på Vestbredden, ligger Nabi Saleh tæt på en bosættelse. Problemerne omkring kilden startede i sommeren 2008, da bosættere fra den nærtliggende bosættelse, Halawish, begyndte at tage kilden i brug. I februar 2009 påbegyndte bosætterne nogle byggeprojekter omkring kilden. Dels gjorde de tungt bevæbnede bosættere det utrygt for palæstinenserne at tage deres kilde i brug og dels beskadigede byggeprojekterne flere oliventræer. Palæstinenseren, der ejede jorden, som kilden lå på lagde sag an mod bosætterne, men sagen blev lukket uden efterforskning grundet ”mangel på beviser”, og ”ukendt gerningsmand”. Kort tid efter blev stedet erklæret et arkæologisk område og færdsel blev derfor forbudt for palæstinensere. Derfor har der været ugentlige demonstrationer i Nabi Saleh i næsten tre år.

Hver uge før demonstrationerne erklæres Nabi Saleh og det omkringliggende område for et lukket militært område. På den måde bliver det ulovligt for aktivister, der ikke bor i byen at komme her og demonstrere. To palæstinensere er siden 2011 blevet dræbt af israelsk militær under demonstrationerne. Rushdi Tamimi blev skudt med skarpe skud, Mustafa Tamimi døde af at blive ramt i hovedet af en tåregasgranat og Bassem Tamimi har siddet 17 måneder i fængsel for at deltage demonstrationerne, men kampen fortsætter.

Fredag d. 28. samledes vi i byen som hver fredag, der blev holdt nogle taler og vi begyndte at gå ud af byen. På et tidspunkt drejer vi af hovedvejen og begynder at gå ned af en bakkeskråning og soldaterne kommer til syne. De skyder tåregas mod demonstranterne og ind over byen. Demonstrationen delte sig, nogen fortsætter mod soldaterne, og andre ud over bakkeskråning. Soldater delte sig også, nogen blev og ventede på de gående demonstranter, nogen omringede bakken og begyndte at skyde tåregas mod demonstranterne bagfra, og nogen spredte sig ind i byen for at skyde gas og ildelugtende vand mod byens huse. Soldaterne bruger disse våben mod huse, der tilhører folk, der ikke er aktivister, for at splitte befolkningen og skabe modstand mod demonstrationerne.

Jeg vil lade Rana selv fortælle om arestationen, og hvad der fulgte derefter.

Rana: Vi forsøgte at nå Nabi Salhes vandkilde, som er blevet annekteret af den nærtliggende ulovlige israelske bosættelse. En række israelske soldater stod i vejen for os og truede med at arrestere os, så vi vendte om og begyndte at klatre op af bakken tilbage mod landbyen. Mens vi gik tilbage, løb en anden gruppe soldater imod og begyndte at arrestere os. Da jeg spurgte hvorfor vi blev arresteret, svarede soldaten, ”fordi jeg har lyst.”

Jeg, Nariman, og en spansk mand blev taget på samme tid. Vi blev holdt i håndjern og med bind for øjnende i ni timer, det meste af tiden isoleret fra hinanden. I dette tidsrum blev vi ikke fortalt grunden til vores arrestation, modtog ikke noget mad, og blev transporteret til to militærbaser før, vi til sidste blev ført til politistationen.

Der blev Nariman og jeg sat i en politibil, lagt i håndjern, og kørt rundt med to mandlige soldater i over syv timer før vi nåede til Hasharon fængslet kl. 7.30 om morgenen.

ISM: Seksten palæstinensiske kvinder er på nuværende tidspunkt fængslet af Israel, alle sammen i Hasharon – hvordan var mødet med de kvindelige fanger? Hvordan brugte du din tid i fængslet?

R.N: De holdt os ikke i samme afdeling i fængslet, som de seksten andre kvinder, men så dem kun i korte øjeblikke. I lørdags så vi dem, mens den længst fængslede fange, Lina Jarboni, gav hebræiskundervisning. Lina fortalte os, at Sireen Khudiri, den 21-årige, der fornyligt blev fængslet, anklaget for ’internetaktivisme’, gav kvinderne engelskundervisning. Søndag aften lavede Lina en palæstinensisk ret, mloukhieh, og sendte en stor tallerken til vores værelse sammen med rent tøj, så vi endeligt kunne skifte. Kvinderne var gavmilde og stålsatte.

Vi brugte det meste af vores tid på at snakke sammen eller sove, da vi ikke måtte have bøger, papir, radio, eller andre former for underholdning.

I mandags blev vi vækket kl. 2 om morgenen og taget med på en udmattende tur til militærdomstolen i Ofer sammen med Tahrir Mansour, som også skulle stilles for domstolen. Tahrir og jeg blev lukket inde i et baggageskab i en bus, hvor der kun akkurat var plads til, at vi kunne sidde med vores hænder og fødder i håndjern.

Efter at have brugt en dag i en celle Ofer og blive stillet for domstolen om eftermiddagen, blev Nariman og jeg endeligt løsladt kl. 10 om aftenen.

ISM: Efter militærdomstolen havde bestemt, at I skulle løslades, skulle i betale 2000 NIS (ca. 3000 kr) i kaution, og I blev anklaget for at trænge ind i et lukket militært område. Kan du fortælle os mere om den igangværende proces? Hvad forlanger anklageren?

R.N: Retssagen er stadig i gang. Vi har været i retten tre gange i denne uge indtil videre.  Anklageren forlangte, at vi kom i fængsel eller skulle betale en meget høj kaution. På et tidspunkt forlangte han en kaution på 10.000 NIS. De forlangte også af dommeren, at han skulle få mig til at udskyde min rejsetid, da jeg skal til Canada, hvor jeg går på universitetet. Vores forsvarer har anket husarresten og anklageren har anket kautionsbeløbet, da han kræver et højere beløb. Domsafgørelsen fra onsdagens ankesag er endnu ikke blevet fortalt os.

ISM: Er det første gang, at du bliver arresteret og fængslet? Hvis ikke, kan du fortælle os om dine tidligere oplevelser?

R.N: Sidste år blev fængslet på en lignende måde. Det var meget besværligere, fordi det var min første gang og fordi jeg var alene og blev holdt isolation i en periode på næsten fem dage. Jeg blev slået af soldaterne under min arrestation, så jeg havde skrammer og sår over hele kroppen. Jeg stod også overfor mere alvorlige anklager. Jeg var blandt andet anklage for at have angrebet en soldat, men heldigvis havde vi videodokumentation, der viste, at det ikke var sandt. Ikke desto mindre krævede domstolen, at jeg betalte en lignende kaution sidste år.

ISM: Hvorfor deltager du i disse demonstrationer og hvorfor synes du, at det er vigtigt som palæstinenser og som kvinde at deltage i disse protester?

R.N: Folkene i Nabi Saleh protesterer, fordi de er nødt til at beskytte hvad der er tilbage af deres land og taget det tilbage, som er blevet stjålet fra dem på ulovlig vis. Som palæstinenser, kan jeg ikke adskille mig fra deres kamp, så når jeg har mulighed for det, slutter jeg mig med glæde til dem. Især i Nabi Saleh, hvor kvinderne spiller en central rolle i lederskabet.

ISM: Synes du, at det er vigtigt, at have international tilstedeværelse til disse demonstrationer Hvis ja, hvorfor?¨

R.N: Jeg tror, at en international observatør kan være vigtig, især til at få nyheder ud på engelsk, i de tilfælde, hvor det ikke allerede sker. Jeg tror dog, at det er vigtigt for den folkelige modstand ikke at være afhængig af internationale aktiviser, da deres juriske status i dette land er meget svag (de kan f.eks. blive deporteret, hvis de deltager direkte i demonstrationerne). Deres tilstedeværelse er også midlertidig. Synlige internationale aktivister kan mindske den vold, der bliver brugt mod demonstranter, men palæstinensiske kvinder, eller stort fremmøde af palæstinensere kan have en lignende effekt. Jeg tror, at det ville være bedre på lang sigt, hvis vi opfordrede palæstinensere fra nærtliggende landsbyer til at komme, især kvinderne.

ISM: Er der noget, som du har lyst til at tilføje?                                                        

R.N: Lige meget hvor meget jeg før min første fængsling havde læst om de fængsledes kamp, var kampens fulde omfang ikke gået op for mig. Hvert sekund i isolation, hvert minuts udmattelse og kedsomhed, og hver dag væk fra ens familie betyder noget for fangerne. Vi der er udenfor, burde begynde at føle hvert sekund, som de gør, og begynde at given deres sag den opmærksomhed, som den fortjener. Jeg håber på frihed for alle palæstinensiske politiske fanger. 

Billeder viser Rana til venstre og Nariman til højre.

 

Teksten er dels udarbejdet på baggrund af ejne oplevelser og på et interview, som aktivister fra International Solidarity Movement har lavet med Rana Nazzal. For mere om Nabi Saleh, læs eventuelt Btselems rapport "Show of Force", som omhandler Israels brud på ytrings- og forsamlingsfrihed i Nabi Saleh.

Annonce