Annonce
10. juli 2016 - 0:13
To år siden massakren i Gaza - et tilbageblik med fortvivlelse og håb
I dag er det to år siden at Israel begyndte sit brutale angreb på Gaza, der endte med at koste godt 2300 palæstinensere livet og gjorde mere end 100.000 hjemløse. Over sommeren 2014 så vi gentagne massakrer på Gazas befolkning, først fra luften, så med tropper på landjorden. Begivenhederne dengang ændrede livet radikalt for palæstinenserne i Gaza, og i slipstrømmen fra massakren har meget ændret sig. Når jeg tænker på det, bliver jeg både enormt fortvivlet, men der er også grundt til at have lidt håb.
Jeg landede i Tel Aviv to dage efter at tre bosætterdrenge var blevet kidnappet af Israelske soldater. Jeg vidste intet om det før jeg landede, og havde egentligt bare planlagt at tage en ferie sommeren over hos min familie og måske bare tage et kort smut til Hebron og besøge gamle venner, men ellers ikke kaste mig ud i det store.
Så lukkede Israel Hebron ned. De palæstinensiske kidnappere var derfra. Jeg oplevede venner og bekendte fortælle hvordan situationen var den værste, de havde oplevet længe, og jeg kunne ikke bare sidde ved min familie og se på. Situationen var slem, men ingen kunne vide, hvor meget værre det ville blive.
Turen til Vestbredden
Jeg tog til Jerusalem og brugte to overnatninger der, før jeg ville tage videre til Hebron. Mens jeg var der, blev ligene af de tre bosætterdrenge fundet i den sydlige del af Vestbredden. Jeg oplevede Jerusalems gader gå amok. Israelere gik gennem gaderne i hundredevis og råbte "død over araberne" og "Israel kræver hævn". Palæstinensere blev tævet på gaden og voldsmændende havde stort set frit spil, selvom israelsk politi var massivt til stede.
Jeg tog videre til Hebron, hvor vi oplevede den israelske vold rykke fra Vestbredden mod Gaza, hvor de første bombardamenter begyndte. Så blev Muhammed Abu Khdir, en 16-årig palæstinensiske dreng, kidnappet, tortureret, tvunget til at drikke benzin og brændt levende af Israelske bosættere. Hans begravelse er blandt de største oplevelser i mit liv. Jeg glemmer aldrig synet af den brændte barnekrop, viklet i et klæde, der blev båret gennem menneskemængden mod graven. Og jeg glemmer aldrig palæstinensernes fortvivlelse, vrede og angst for, hvilken skæbne, der kunne komme til at overgå deres børn.
Og over 500 børn endte med at dø som Muhammed Abu Khdir. Han blev brændt af civile, men at de 500 børn i Gaza blev brændt af folk i uniform, ikke med benzin, men med virkårligt rammende artilleri, gør ikke handlingen mere moralsk. Mordet på Mohammed var en forbrydelse, som de fleste israelske politikere tog afstand fra, mens de gav samme dødsdom til tusinder i Gaza.
Massakren på Gaza
Jeg tog hjem til min familie efter to uger i Hebron, men kunne ikke være til stede i det. Jeg måtte læse, holde mig opdateret, skrive om hvad der skete og holde kontakt med mine venner i de udsatte områder. Jeg sov meget lidt i den periode. Man glemmer aldrig den tunge lyd af droner, som man selv kunne høre, når man skypede med folk fra Gaza.
For det meste arbejdede jeg bare for at holde det ud, men nogle gange græd jeg. Nogle gange gik det op for mig, at det var rigtige mennesker, der blev slået ihjel ikke så langt fra, hvor jeg sad i sikkerhed. Jeg husker tydeligt, da jeg fik nyheden om massakren den nat i Shuja'iyya, hvor man så billederne af døde og sårede, der flød i gaderne. Nogle billeder forlader en aldrig.
Hjemme i Danmark
Jeg kom til Danmark og arbejdet fortsatte. Folk herhjemme holdt demonstrationer i solidaritet med Gazas befolkning som aldrig før. Det var rørende at se de mange kræfter, der blev sat igang. Garvede folk satte alle deres kræfter i og folk, der aldrig havde lavet politisk arbejde før arrangerede det ene og det andet arrangement.
Der kom en våbenhvile. Bomberne faldt ikke længere, men Israels greb om Gaza var strammet. Kun meget få huse er blevet bygget op siden dengang og store dele af Gaza ligger den dag i dag i ruiner. Og folk fortsatte med at dø. De sårede døde af deres sår, traumatiserede folk, der havde mistet alt, tog deres eget liv og hjemløse frøs ihjel vinteren efter.
Gaza er ødelagt. Dette var mere end en massakre. Der var tale om den totale psykologiske destruktion af et folk. 200.000 børn har akut brug for psykologisk hjælp, men der findes kun få psykologer i Gaza. Vandet i Gaza kan ikke drikkes og folks levebrød er destrueret. Efter årevis med systematisk mord og forarmelse, ødelægges folket helt ind i kernen.
Situationen virker fortvivlende, men der er alligevel grund til en lille smule håb.
Grund til håb
Noget ændrede sig over sommeren 2014. Folk fulgte med. De læste aviser, så fjernsyn og fulgte begivenhederne på facebook og twitter. "Konfliktens" asymmetri var evident for enhver, der så hvad der foregik. Og selvom det ikke førte til politisk handling fra Danmarks side eller fra mange andre lande, ændrede noget sig i befolkningerne verden over.
Mange jøder, jeg kender - hjemmefra og gennem aktivistiske netværk i Englang, USA og sågar Israel - beskriver 2014 som vendepunktet for dem. Det var ikke længere muligt at leve med den kollektive erindring om holocaust og ikke bekæmpe det Israel, der kunne tillade den systematiske massakre på palæstinensiske liv.
Også herhjemme var der noget, der ændrede sig. Det er ikke længere unormalt at sige, at man boykotter Israel og flere og flere er med på at lægge pres. Det starter fra neden, og presset fortsætter.
Ændringen vil ske! Og vi har alle et ansvar for at boykotte Israel, for at kæmpe for deinvesteringer og sanktioner! Det kan lykkes, og det vil lykkes, og det kommer til at ske i vores levetid.
Debat
Annonce
