tanker om trekanter

Forleden dag på arbejde åbnede en spændende samtale sig om blandings-økonomien, og den praktisk-solidariske idé bag Keynesiansk økonomiføring.

Det hele startede med spørgsmålet om hvorvidt konceptet gældsernæring er forsvarligt overfor fællesskabet - skatteyderne.

Jeg tænker:

Det er et udtryk for en kedelig samfundsdiskurs, at det er spørgsmål som disse der skaber debat og harme. Hvorfor spørger man ikke hvorfor fx Mærsk kan have politisk indflydelse på vores repræsentative demokratiske system?

Hvorfor taler man ikke om problematikkerne i, at fx Norge har penge på kistebunden som stat, på basis af samme naturressourcer, som Mærsk har penge på sin private kistebund. Naturressourcer nationalt solgt ud af den danske stat, som nu har til opgave at vedholde lukravtive forhold for Mærks koncernen, da de til hver en tid kan flytte hovedsæde til mere omgængelige nationalstater. Mærsk koncernen som vi alle lægger vores tjente penge hos, når vi handler ind i Dansk Supermarked.

Det er så let at være harm på manden på gulvet, mens det er svært at nå manden på toppen.

Samtalen tog en drejning om naturen for kapitalismen, og den evindelige trekantsform som det fastholder vores fællesskaber, nationer og folkeslag i. Trekanten der dikterer at der findes mennesker på gulvet og mennesker i toppen. Forhold der betyder at nogen altid vil leve bedre på, at andre har mindre. At nogen altid vil leve sundere og mere bekymringsfrit end andre.

Jeg tænker:

Den trekant er så indgroet i alt hvad vi kender, og alt hvad vi oplever at det at skulle slå den rigtigt ihjel, ville kunne opleves som selvmordsforsøg. Det er så angstprovokerende, og måske er det netop det der holder os fra at gøre oprigtig modstand.

Det er naturligvis fordi vi er dem der har noget at tabe. For dem (andre steder i verden) der er bunden af bunden af bunden af trekanten, er det angstprovokerende formeneligt ikke at tænke sig at dræbe forholdene der fastholder dem, men det pure faktum at de vågner på bunden af bunden af bunden hver dag. Det er dem, det er deres liv og der er ingen fremtid der. De er dem der intet har at tabe og alt at vinde, ved et sådant kollaps af trekanten.

Vi er desværre de arbejdende masser, der lukrer godt nok på trekanten til ikke at gøre modstand, men skidt nok til at vi føler harme og bliver smålige ved at vores surt tjente penge kan gå til naboen gennem skattekroner.

Eller hvad?

Det er jo trods alt ikke så sjældent at det er manden på toppen, der beklager sig over velfærd og skatter.

Det er personen der er chef, leder, formand/kvinde, direktør osv. der knuger til trekanten mest, for det er naturligvis dem der har mest at miste. Det er som bekendt ofte det sultne menneske der først deler sin mad, og den mætte der spiser solo af ren grådighed.

Jeg tænker:

Det er sjovt nok altid ens boss-personer der snegler sig om ved sit arbejde. Det er dem der kan møde på tilfældige tidspunkter, og ikke stå til regnskab overfor nogen. De kan beklage sig over udført arbejde, som de aldrig selv har taget del i. De kan holde laaange pauser i arbejdstiden, de kan have laaange personlige samtaler på telefonen, de kan arbejde hjemme og så kan de påtale din effektivitet, din mangel på nærvær, entusiasme, omhu, færdigheder osv.

Det og meget mere kan de fuldstændig ublu, og det til en betydelig større årsindtægt end du har i udsigt gennem dine mange år på arbejdsmarkedet.

Nogen argumenterer at bossens løn er baseret fair udfra deres store ansvar. Det er altså nemmere at være manden på gulvet, og derfor får vi ikke det samme som vores boss-personer. De er nemlig langt mere bekymrede end os. De arbejder med større og overordnede vigtigere ting end os. De har det kølige overblik som vi ikke forstår os på. Ja, man kan næsten tale om ”the boss-person's burden”. Det er ikke en smal-sag at styre og belære de almene, banale, arbejdende mennesker.

Som Kipling beskriver i digtet ”White man's burden”, så er det ligefrem den stærkes selvopofring, for at hjælpe os til bedre kår: ”To seek another's profit, And work another's gain”. Og den slags ofringer skal naturligvis ikke gå ulønnet hen.

Det er bare lidt problematisk med denne indretning af gode intentioner, der aktivt skaber ulige forhold. Det er som George Orwell har beskrevet: ”All animals are equal but some animals are more equal than others”.

Det er derfor at al tid lagt i arbejde er lige meget værd, men arbejdet ikke er. Tiden der bruges fra det arbejdende menneskes liv er udgjort i samme sekunder, minutter og timer. Men livet der leves og bruges gennem denne tid, er ikke den samme valuta værd. Boss-personens sekunder, minutter og timer vurderes højere, på trods af at dennes livskvalitet (herunder sundhed) allerede er højere end mandens på gulvet.

Værdien af det reelle arbejde udført, har endvidere en underlig værdiladet målbarhed i valuta. Således kan en fyret direktør (der foruden alm. fyring, efterlader en virksomhed konkurs-ramt) forlade sin post hamrende rig, med dertilhørende gyldent håndtryk på million-beløb. Det er jo gerne dem der allerede har, der skal have mere indenfor vores trekants-tænkning.

Jeg har aldrig hørt om at manden på gulvet bliver afskediget fra sit fabriksarbejde, med andet end en mindre bonus for tro tjeneste. Og så er det ofte kun den gamle på pinden, der har været i virksomheden hele sit arbejdsliv.

Selvom det er logisk for de fleste at der er noget helt galt med det her system, så æder vi det hver eneste dag vi står op og træder i møllen (og hvad andet kan man lige gøre). Det er sådan det bor i os. Vi tænker i trekanter hver dag. Vi ved at nogen er over os og at vi er over andre. Vi ved at man skal kravle på andre for at komme højere mod toppen selv, og vi gør det.

Vi gør det når vi er en af de heldige der ejer en lejlighed, i en storby i boligmangel, og lejer den urimelig dyrt ud, så andre arbejdende mennesker betaler vores boliglån.

Vi gør det når vi i et fællesskab på arbejde enerådigt tager credit for udviklingen af en idé, eller et godt udført stykke arbejde, så man enten klarer sig udenom fyringsrunden eller klarer sig godt i lønsamtalerne.

Vi gør det når vi som selvstændige eler arbejdsgivere betaler vores ansatte mindre for deres arbejde end vi gør til os selv.

Vi gør det når vi støtter politiske tiltag, der favoriserer vores egen situation og negligerer andres behov.

Vi gør det når vi fejler i vores almene solidaritet med vores kollegaer og medmennesker.

Gør man det for meget (læs: som venstreorienteret af hjerte) mister man ideerne bag sit livssyn, man mister grebet om essensen af det man tror er rigtigt. Man bliver en sjæleløs ideolog, og måske er det næsten værre end en sjælelig kapitalist.