Annonce

11. september 2015 - 13:43

Solidaritet er ikke sensationelt

Den anden dag kom jeg meget træt på arbejde, fordi jeg ligesom mange andre har brugt tid på at hjælpe efter bedste evne i Rødby. En af mine elever spurgte ind til det med spørgsmålet: ”Hvordan kan det egentlig være at du gør det?” Som lærer synes jeg naturligvis at det er pragtfuldt med spørgeiveren, men det satte nogle tanker i gang om den vinkel, som vi alle får vist på situationen disse uger. Som når nyheds-journalisterne søger at spørge mennesker, der har kørt flygtninge i deres private biler, hvorfor de mener at det er legalt og forsvarligt. Jeg vil gerne vende vinklen.

Hvorfor har jeg valgt at hjælpe flygtninge der hvor jeg kunne? Fordi jeg er et menneske blandt milliarder. Der er intet specielt svar på hvorfor jeg lever og føler. Intet sensationelt over at jeg føler trang til at yde hjælp, når andre er i nød. Det må ikke være en sensation at mennesker hjælper hinanden, at mennesker føler empati og udlever solidaritet. Måske man i stedet skulle søge at finde svarene på hvorfor nogle mennesker ikke, på den ene eller den anden måde, bidrager medmenneskeligt og solidarisk. Det er en undersøgelse og spørgerunde værd.

Det kan der jo være mange grunde til. Uden at pege fingre eller på anden måde klantre nogen, er det en reel samfundsrelevant problemstilling at man kan sidde i et liv, i en hverdagskonstruktion, der fratager én frirummet og tiden til solidariske handlinger – og indstillinger. Måske er man for presset, for stresset, for travlt, for sat eller for træt. Måske man ikke kan rumme det. Som når det går op for mig, at jeg ikke rigtig har læst min avis de sidste par uger, i håb om at knuden i maven ikke får nye informationer at vokse på. Måske magtesløsheden bliver for meget og man giver lidt op. Måske man slet og ret ikke ved hvad man skal stille op. Måske man emmer af solidaritet men ikke ved hvordan man kan sætte handling bag – måske man ærligt og redeligt ikke tør. Måske man ikke kan navigere i holdningsbyrden i informationsstrømmen. Måske man har for meget at se til. Måske man bare er gået hen og blevet for apatisk.

Der er selvfølgelig også dem der, i sagens natur, er bund ubehagelige mennesker. Men selv her er der flere samfundsrelevante spørgsmål, der kunne være værd at vende. Ingen bliver født bund ubehagelige...

Personligt tror jeg at mange fralægger sig det individuelle ansvar, eller det mellem-menneskelige ansvar, fordi problemet og løsningerne er større end dem selv, og derfor ikke ser andre logikker end at lægge ansvar og lid til systemet og dets politikere. Klogt i den forstand at individet ikke kan stilles ansvarlig for verdensomspændende undertrykkelse og ødelæggelse af mennesker, dyr og klode.

Men som Chumsky så logisk har formuleret det, så kan man som menneske ikke stiltiende lægge sin lid til systemet og regne med et harmonisk udfald.

States are not moral agents. They are power systems and can be forced to do good by their people”. - Professor Noam Chomsky.

Når vi hele tiden snakker om flygtningene, skulle vi måske i stedet snakke lidt mere om os selv i forhold til deres tilstedeværelse i vores følelses – og synsfelt. Når vi spørger hvorfor nogen yder hjælp, skulle vi måske i stedet spørge hvorfor nogen ikke gør. Hvad sker der i vores samfundskonstruktion når mennesker holder op med at tænke dem selv, som en del af det samlede ansvarlige hold? Når man kan masse-dyrke apati gennem samfundsstruktur og politisk kultur. Hvilket samfund er det og hvilke mennesker dannes i et sådant?

Hvorfor lever vi i et samfund hvor empati, medmenneskelighed og solidaritet er det der bliver nyhedsstof, i stedet for det faktum at vores samfunds sammenhæng (eller netop forfald) mere og mere hviler på den hvide, rige angst?

Solidariteten må ikke være det særegne!

Annonce