Annonce

10. juli 2016 - 10:01

Shorts, Sexisme og Sammenhold

Offentlige – og semi-offentlige rum saboteres for nogen, af nogen andre. Det medvirker at mange oplever at miste sit rum, at man bliver usikker på at bevæge sig rundt som mennesker i samfundet. Denne patriarkalske symbolske magtanvendelse skaber angst og/eller frygt, for reel vold og magtanvendelse. Sabotagen underkendes i almindelighed, og tales ned på måder der fremstiller dem der siger fra som sensitive tåber.

Det er hverdag og hver dag...

 

Den klamme håndværker

 Jeg venter på toget hjem fra arbejde en dag, som de fleste andre hverdage. Jeg var i mit arbejdstøj, jeg var beskidt, mit hår var rodet og der hang små træspåner i mine krøller. Jeg ved godt jeg ikke ligner en stereotyp af en kvinde. Mine hænder var skrammede med sorte negle, og jeg kunne mærke den sorte støv tørre ind i mine næsebor.

Jeg tænker at det ikke er anderledes for mange andre håndværkere, der kommer hjem fra arbejde.

Forbi mig på perronen kommer en yngre mand gående. Idet han netop passerer mig, vrisser han ”føj for helvede” med ansigtet drejet mod mit.

 

Sol på Nørrebrogade

 Når den første sommersol nærmer sig, får man den her lyst til at smide de lange bukser, og begive sig ud i verden i de små hurtige shorts. Men det er som om at noget andet end lykken ved solens komme, mere og mere sniger sig ind i denne ligning med de hurtige shorts på Nørrebro. Jeg ved at flere af mine kvindelige venner, har været mere opmærksomme på dette andet aspekt de sidste par år.

Går man ned af Nørrebrogade på en sommerdag, i korte underdele, er det næsten med 100% vished om, at man skal forholde sig til klamme tilråb fra mænd. Mænd i biler, mænd på cykler, mænd på gåben.

Det er ikke noget nyt at denne form for sexisme stortrivedes i samfundet – men jeg synes problemet er mærkbart tiltagende på Nørrebro.

Sidste sommer gik en kvindelig ven og jeg ned af Nørrebrogade i korte nederdele. På strækningen fra Runddelen til Blågaardsgade blev vi råbt af 3 gange. Så står man der og glor målløst på hinanden.

For en måneds tid siden, sad en kvindelig ven og jeg på en kantsten på Nørrebro og røg. En mand cykler forbi (med sin søn på ca. 5 år). Manden stopper op, og trækker tilbage mod os. Overbeglor os, og siger at vi er ligesom hans cykel; ”sexede, smukke og skinnende”. (Fy for den lede da osse!). Min ven og jeg ser forrykt på hinanden og ryster afvisende på hovedet. Manden cykler væk – pisse sur.

 

Utryg i træningscenter

 En aften, som så mange andre, var jeg nede og træne. Når den ansatte i centret går kl. 22.00, er der som regel ikke så mange tilbage. Det er ikke noget nyt for mig, at være en af de sidste der låser sig selv ud med sit kort. Men denne aften var anderledes.

Jeg går i kælderen, ned i styrkerummet som generelt er domineret af mænd. Dernede står en stor mand. Da han ser mig scanner han mig med sit blik, op og ned af min krop. Han kigger mig så lige ind i øjnene og laver det klammeste, lumreste smil, efterfulgt af ”mmmhmmm”-lyde.

Normalt er jeg ikke nervøs for at blive seksuelt krænket. Jeg har perioder hvor jeg har ualmindelig god tiltro til mine egne selvforsvarsevner. Som jeg kender mig selv, ville min reaktion have været en hel anden, end det der skete den aften.

Jeg stod stille. Kiggede langsomt rundt i rummet mens jeg tænkte på, at her var ikke andre end os to i hele centret. Hvis denne mand beslutter at gøre mig fortræd, har jeg ikke en chance i helvede for at stoppe ham.

Uden at gøre min træning færdig, begik jeg mig raskt ind i omklædningen, tog mine ting (uden at klæde om), og gik direkte op af kælderen, ud af centret. Da jeg sad på min cykel, kunne jeg mærke denne underlige angst i min mave. Den samme angst jeg kender fra Århus, og kampene med højreekstreme.

 

Tag det som en kompliment

 Der er så mange ting (mange) mænd kan gøre, som (mange) kvinder ikke kan. Nogen af disse ting har mest karakter af at være dødirriterende (som eksempelvis mænd og deres stående pisseri overalt). Men andre er decideret hæmmende og undertrykkende i kvinders hverdage.

Hvorfor er den klamme håndværker en kvinde, mens den lækre, svedige håndværker er en mand? Og hvorfor er det en helt tilfældig mands ting at kommentere på mit udseende, og stemple mig som klam? Som om han kan pålægge mig at skulle skamme mig...

Hvad kan man som almindelig lille menneske i dette samfund stille op mod det? Skal man konsekvent tyre en næve lige i sylten på de dumme mænd? Og hvad skulle det hjælpe?Så ofte har jeg lyst til at kunne forvandle mig om til Hulk. Lige der midt på gaden men det kan jeg ikke, og det ville ikke stoppe det kæmpe hegemoni der er styrende for disse problemstillinger.

Når fremmede mænd laver tilråb af seksuel karakter til en, er det uønsket. Det er derfor ikke en kompliment for mit vedkommende, og jeg godtager det ikke som en.

Det faktum alene kan sende mænd ud i agressive tiltag, når man aktivt afviser deres verbale ”komplimenter” på gaden. De kan finde på at spytte efter én, løbe efter én, skubbe, svine én til osv. Flere jeg kender har oplevet, at da de aktivt har afvist et tilråb, har manden vendt om efter dem i sin bil eller på cykel.

Hverdagens sexisme er ikke harmløs, som nogen gerne vil have det opfattet, når der argumenteres for at kvinder skal slappe af.

Den holdning er netop hovedet på sømmet. Kvinder er i disse scenarier de passive (altså er de dem, der ikke råber eller pifter af andre), men når de tager aktiv handling og siger fra, skal de bare slappe af.

Det er nemlig mandens ret at være den diskurs-sættende, den aktive og den der tager rum i patriarkatet. Manden opdrages til at forstå sig selv som berettiget, og det er netop berettigelse til at overskride andres grænser, være dømmende og kommenterende overfor andres udseende og beskyttende overfor sine privilegier, der ligger bag hverdagens sexisme.

Det er mandens berettigelse der gør, at den mand jeg fik øjenkontakt med i fitness centret, ikke bare lavede et lille nik og så kiggede væk igen. Han følte sig berettiget til at måle og veje mig, at bedømme mig seksuelt og han følte sig berettiget til det rum han tog ved at gøre det.

Ligesom mænd der råber efter kvinder i det offentlige rum, føler at det er deres ret at gøre det. At det er deres plads, at kommentere og bedømme fremmed kvinders udseende i en seksuel kontekst på gaden. Ligesom det er deres ret at udvise vrede, hvis deres berettigelse og privilegie ikke accepteres af de kvinder de krænker.

De tænker ikke over hvordan det påvirker de mennesker, de deler deres omgivelser med. De forstår ikke hvordan det mindsker vores rum, hvordan det skaber usikkerhed og betænkelighed ved bare at være tilstede et givent sted. De kender ikke angsten der kan opstå, når man udsættes for den adfærd de har. De ser ikke at deres berettigelse ødelægger og fratager andres ret til ikke at blive krænket og ret til at sætte grænser. De ser ikke at deres berettigelse er undertrykkelse.

Det der (bl.a.) er brug for, og det vi kan stille op med det, er en bredere alliance. Jeg kunne tænke mig, at jeg kunne føle mig sikker på, at alle mine mandlige venner havde min ryg i hverdags-sexismens scenarier. At det lige vel kunne være et delt ansvar at stå op imod det, i stedet at man så ofte skal være en one-womyn-army eller only-womyn-army. At tænke sig, hvis fremmede mænd pludselig står op for én i bussen, i parken eller på gaden. Sikke en verden!

Jeg kender en god del mandelige venner som allerede er disse fremmede mænd, som står op for feminismen. Jeg ved at de oplever frustration og modstand. Jeg ved de også bliver usikre og utrygge ved at kalde folk ud på deres krænkende adfærd. Men de gør det, selvom de uden videre kunne dukke sig og gå videre.

Jeg kunne tænke mig flere af dens slags allierede mennesker på Nørrebro (og alle steder), og færre af dens slags ikke-allierede mennesker, som fejer emnet af bordet ved at sige, at vi da bare kan tage seksuel-objektifiserende, krænkende, nedværdigende kommentarer som en kompliment.

Jeg kunne tænke mig mere sammenhold mod hverdagens undertrykkelse.

Annonce