Annonce

20. februar 2014 - 13:12

Opklarende...

 

Efter reaktionerne på mit seneste indlæg om SCUM-Manifestet, synes jeg at der er behov for en opfølgning.

 Ved at stille kritisk spørgsmålstegn ved ét ret ekstremt feministisk værk, er jeg blevet stemplet som antifeministisk, ubelæst, uuddannet og en masse andre tilfældige tilsvininger.

 Fred være med det.

 Det er som om det er sådan folk gerne vil have, at internettet skal føre sin helt egen intetsigende debatkultur.

 Det jeg finder interessant er, at det virker som om, at det kun er yderpolerne der er vækket til live over disse spørgsmål. For det var det, en god del af mit indlæg bestod af; spørgsmål om hvordan tilhængere af manifestet oplever dets virkelighed. Spørgsmål om hvad man kan tage med sig, fra et sådant værk. Spørgsmål om hvordan det kan retfærdiggøres.

 Altså i bund og grund kritisk tænkning. Noget vi normalt plejer at sætte pris på, på den yderste venstrefløj. Men som jeg læser reaktionerne, er det ikke okay for en feminist at være kritisk, overfor en ”medsøsters” værk. Det alene ville jeg aldrig acceptere, men jeg mener heller ikke det er et mål at stræbe imod. Det er nødvendigt og vigtigt, at vi kan læse og forstå ting i et kritisk lys.

Når jeg siger at jeg har vækket polerne, er det fordi der stort set ingen afslappede reaktioner har været på indlægget – hvis man ser på netdebatten.

Det er jo ikke fordi jeg har skrevet at al feminisme er mandehadende dårligdom. Og hvis nogen har læst mit indlæg sådan, vil jeg naturligvis tage den del på mig, at jeg kan tilstræbe at være mere tydelig om, hvad jeg egentlig står inde for. Men på den anden side, finder jeg det utroligt søgt, at jeg på baggrund af min kritik over ét ekstremt værk, skulle være en kvinde, hvis eneste formål i livet er at kysse røv på manden.

Det er helt vildt usundt at sætte mundkurv på sin egen bevægelse, hvor ting ikke må siges i det åbne og hvor man ikke må udtale sig kritisk. Det er ikke alt jeg læser om feminisme, jeg er fuldstændig enig i, ligesom det ikke er alt om anarkisme jeg er fuldstændig enig i.

Jeg vil være fritstillet til at kritisere de facetter af feminisme, som jeg mener er usunde tangenter at begive sig ud ad. Ligesom jeg eksempelvis er vildt kritisk overfor, at femø-lejren ikke er for trans*personer, fordi de feminister der arrangerer det, fører en form for livmoder-feminisme, der ikke tager særligt hensyn til det sociale køn.

Hvis jeg, som anarkist, skrev et kritisk blogindlæg om, at jeg er modstander af konsensus-demokratiets funktion i praksis, er jeg så pludselig borgerlig? Anti-anarkist måske? Gu´er jeg da ej! Jeg er måske præcis anarkistisk i den facon, at jeg stiller spørgsmålstegn ved strukturer og godt kan vende kritisk indad. Ligesom det kan opfattes som en stærk feministisk holdning, at ingen skal få kvinder til at tie eller få kvinder til ikke at deltage i debatten.

Jeg må sige at det er interessant at langt størstedelen af dem, der har tilkendegivet at de er enige i min syn på Solanas manifest, er mænd.

Det er interessant på den lidt kedelige måde.

For jeg må her overveje, om den ”largehed” som jeg, som feminist, udviser, når jeg skriver kritisk om en facette af feminismen, bliver erobret af mænd, der står og mangler en kvinde, som undskyldning for at kunne fralægge sig sit ansvar, uden at stå til regnskab for det.

Her skulle jeg måske have været mere tydelig om, at jeg ikke på nogen måde mener, at mit indlæg skal tolkes, som mænds fribillet til at være ignorante, i forhold til sine privilegier.

Det er, åbenbart, også nødvendigt at udspecificere, at jeg i mit indlæg ikke taler imod feminismen i nogen bred forståelse overhovedet, men kun imod det had jeg synes at finde i Solanas manifest.

Men tænk over det her: Måske er kvinder netop så stringente i forhold til at holde den feministiske frontlinjen, (eller være det mange mænd opfatter som mandehadende) i sådan en grad at man ikke må udvise kritik i offentlighed, fordi ethvert udtryk for ”largehed” bliver brugt, som ammunition, i nogle mænds forsøg på at frigøre sig fra det ansvar, som feminismen pålægger dem.

Måske mænd her generelt skulle tage det til sig, at det er sindssygt trættende, frustrerende og ofte meningsløst at skulle stå op for sig selv, som kvinde hele tiden og forsøge med fornuft, vold og magt, at få mænd til at indse, at de skal træde ned fra deres privilegier og tage sit eget lort i egen favn. Det kan være en del af forklaringen på, at vi ofte er så sure og synes i er nogle røvhuller.

Jeg synes helt grundlæggende, at det er totalt absurd, at jeg skal tolkes så sindssygt.

For det er rabiat at skrive at mænds ret til livet er det samme som en hunds. Hvorfor kan det være forkert at stille spørgsmålstegn ved det? Og især når man oplever, at flere og flere feminister virkelig tager sådanne anskuelser til sig – og lever derefter (som mit eksempel fra K-Town festival beskriver).

Jeg synes ikke det er forkert at Solana har skrevet som hun har. Det er litterært et flot værk og det kan om noget sætte tanker i gang. Så hun har ikke gjort et dårligt stykke arbejde på den konto.

Men ligesom Mein Kampf er et stykke litteratur, der findes og læses og sætter tanker i gang, så må det aldrig blive genstand for ideologi.

Der ligger ansvaret ved læseren, med mindre vi gerne ser en stat, der skal censurere hvad vi kan få hænderne i og øjnene på. Jeg ser gerne et folk, der tager det ansvar det er at have frihed og agere autonomt, på en forsvarlig måde. Og jeg mener ikke det er at agere på en forsvarlig måde, at bruge groteske og ekstreme litterære værker som grundstof for en idelogi.

Jeg ved der er langt fra, at tale om Nazi Tysklands hærgen og kvindens mulighed for opstand, men jeg synes ikke det sætter noget godt i gang, at tage sit udgangspunkt i en uligheds-tanke, der er så massiv, som den er hos Solana.

Det sker, at de undertrykte bliver undertrykkerne. Undertrykte kan også undertrykke. Det er ikke et mål at stræbe imod. Det er for mig, det samme som at sige two wrongs, makes a right. Minus og minus giver ikke plus i den virkelige verden.

Min sammenligning med Mein Kampf bygger på, at sætte Solanas ensidige og hadske analyse af manden i perspektiv. Hendes ord ”dehumanizer” manden på samme måde, som Hitlers gør mod jøderne.

Det er alment anerkendt, at man som menneske, minimum, må have et upersonligt og dehumaniseret forhold til andre, før man kan gøre mod dem, hvad der skete under nazismen.

Tekster der kan læses og tolkes som et skridt mod dehumanisering af andre, må man sætte perspektiv på.

Ydermere vil jeg gerne udspecificere, at jeg på intet tidspunkt har talt om, at mænd og kvinder er lige og har lige rettigheder og lige muligheder, som nogen har valgt at tolke mit indlæg.

Jeg anerkender, vedkender mig og benytter mig af, at kvinder, og andre undertrykte grupper, kan bruge andre midler for at kæmpe sig fri. At forholdet mellem hvad en mand kan gøre ved en kvinde, og hvad en kvinde kan gøre ved en mand, ikke er det samme.

Men det er ikke det samme som at sige, at kvinder kan tillade sig alt. At vi ikke behøver være reflekterede. At vi ikke behøver være selv-kritiske eller ikke behøver at opfatte os selv, som en del af en større sammenhæng.

Ligesom frihedskæmpere kan benytte sig af andre midler, uden at være skurkene, kan undertrykte grupper tage andre midler i brug, uden at være fascister eller undertrykkere selv. Men det er ikke altid givet, at det er forholdet. Der er en hårfin grænse, hvor frihedskæmpere bliver skurke, og hvor undertrykte bliver undertrykkere.

Det er dette grænsefelt jeg stiller spørgsmålstegn ved.

Afsluttende synes jeg det er ærgerligt, at ingen har forsøgt at opklare eller belyse de konstruktive, kreative eller kunstneriske vinkler på SCUM-Manifestet, der gør at de holder af det. Ingen har forsøgt at bidrage til debatten, ved at imødegå nogle af de spørgsmål jeg opstiller i mit indlæg.

Det vil jeg så selv forsøge at gøre her snarest. - Hvis jeg tør...

 

 

 

Annonce