Observation # 4

Jeg sidder i et tog mod Jylland. Det er familiekupeen og familier er der nok af denne dag i sommerferien.

Hvad jeg opfatter som et spændende barn sidder på sædet bag mig og taler uafbrudt om alt - om alt! De første par minutter er sjove. Efter et par timer, mere udmattende. Men så sker der noget, der får mig til at rette mig op i sædet og lytte nærgående til det spændende barns stemme. 

  Han fortæller:

"Der er mange ting der kan slå én ihjel."

De voksne omkring ham, der tæller bedsteforældre og forældre, giver små trætte nik som svar.

"Er det ikke rigtigt at der findes arbejde man kan dø af?"

Igen nikkende voksne.

"Hvad er det farligste arbejde? Er det meget farligt at køre tog?"

Bedstefaren mumler: øhh, nej.

"Et arbejde der er let at dø af er krig."

Ingen synderlig voksen respons.

"Hvis det var mig ville jeg bare skyde til alle sider."

Voksenstemmer siger: Nåh, ja, såh.

"Hvis man skyder med en bazooka lige ned i jord, så flyver man op i luften."

Bedstefaren må erklære sig enig i tesen, der mere bygger på fysik end tanker om krig.

"Det er iorden at skyde i jord med en bazooka, så længe det er et andet land."

Det ebber ud og jeg sidder nu med papir og blyant og skriver samtalen eller snarer mologen ned.

Det her er et barn jeg vil skyde (ja, ha ha) til at være 5-6 år. Han giver udtryk for forståelser af verdenssammenhængen, som kan være svære at forstå for voksne. Den voksne verden er så divers, at den simple sammenhæng ofte går tabt. Her ses det gennem et barns øjne.

    Hvad kan man uddrage af det?

Krig er et erhverv.

Et erhverv der er iorden så længe man går på arbejde i et fremmed land.

Hvor mon et barn på den alder allerede har lært det? Som om det nærmest er iboende i det samfund det eksponeres for hver dag?