Annonce

16. februar 2014 - 19:30

Når feminismen bliver SCUM

 

For et halvt års tid siden, fandt jeg AK-press's nye udgivelse af Valerie Solanas SCUM-Manifesto, i min postkasse. Sendt til mig fra USA pga. mit livstidsmedlemsskab hos AK-press.

Først tænkte jeg, at det på en måde var besynderligt at dette lidt glemte værk, pludselig nu skulle have en genfødsel. Men efter noget tid, gav det pludseligt mere mening for mig. For vi er i en tid, hvor Solanas tanker om det mandlige køn, ikke alene fylder på folks bogreoler men også i deres tilgang til feminisme.

 SCUM-Manifestet er et kort men meget detaljeret værk, om forfatterens syn på det mandlige køn og står som forkortelsen for; Society for Cutting Up Men.

 I Sommers havde jeg en lidt besynderlig oplevelse. Jeg stod i døren til årets K-Town festival og klokken var omkring lukketid, 04.00-05.00 om morgenen. Ved siden af mig, halvsidder en ung mandlig punker og sover med hans øl i hånden. En gruppe kvinder nærmer sig. Én fra gruppen lister øllen ud af hånden på den sovende mand. Jeg tænker ikke videre over det. Manden sover og kommer ikke til at mangle sin øl. Brugsretten overgår til en anden – som er vågen og som formodentlig vil drikke den. Men her tog jeg fejl. For øllen skulle ikke drikkes. Den blev efterfølgende brugt til, at overfalde den sovende mand med slag.

I vores tiltag for at fjerne de vrede kvinder, fra den nu forvirrede og vrede mand, blev vi overfuset og kaldt grimme ting. Jeg fik bl.a. af vide at jeg sympatiserede med mænd og skulle være mere bevidst om deres privilegier, så jeg ikke forsvarede dem. En person fra vores dørhold fik kastet varm starin over sig og deres efterfølgende dårlige adfærd, var i høj grad rettet mod dørholdet. Den efterfølgende dag, blev det omtalt i den samlede dørgruppe og det viste sig, at der havde været flere hændelser af samme karakter fra gruppen weekenden over.

For mig satte det tanker i gang. Har feminismen på den venstreradikale scene udviklet sig i en sådan retning, at jeg fremstår som en kvindelig vogter for mænds dårlige adfærd, fordi jeg ikke er mandehader men forsøger at tilstræbe reel ligestilling (naivt som det nu kan være)? Har udbredelsen af Solanas ord sat en steppebrand i gang, hvor der er lighedstegn mellem at hade mænd og være feminist?

I indledningen i min udgave af SCUM-Manifestet, skrevet af Michelle Tea som er aktivist, forfatter og poet, står det beskrevet, at da Michelle vedkendte sig Solanas tanker befandt hun sig, i en tid i hendes liv hun beskriver som hendes radikale, lesbisk-feministiske nervøse sammenbrud.

Er det mon det samme for disse kvinder, der går på festival og overfalder sovende mænd? Er det et udtryk for et nervøst sammenbrud eller en overflod af frustration over, ikke at nå de feministiske mål, man gerne ser tage form?

Jeg er ikke ude i et forsvar af mænd, der ikke tager ansvar for at arbejde med forståelsen af deres privilegier og deres handlemønstre der ud fra. Jeg er i et angreb mod totalitarisme. Eller det tror jeg nok jeg er, for når Solanas ord, tolkes som en feministisk bibel for nogle kvinder, må jeg ikke alene sætte spørgsmålstegn ved det. Jeg må også både tage afstand til det og agere aktivt imod det. Præcis ligesom jeg ikke kan vedstå holdninger beskrevet i Mein Kampf.

 Der er dog et men... For jeg synes at kunne læse Solanas værk som et slags kunstudtryk; man tager en situation ud af virkeligheden og gør den udtrykkelig og karikeret. Det er provokerende, grimt men betagende. Og måske er det netop det betagende ved overdrivelserne og de følelsesladede vendinger, der griber nogles realitetssans i læsningen af hendes tekst.

Man kan sige det samme om et af punkens udtryk i 80'erne, hvor man i udstrakt grad pyntede sig med hagekors, udelukkende for provokationens kunst. Men det gør det vel ikke okay, at dyrke det som en sandhed? Michelle Tea beskriver det således: To see the SCUM manifesto's humor, to let it crack you up page after page, is not to read it as a joke. It's not. Valerie's use of humor is not unlike any novelist's use of fiction to hit the truth. The truth of the world as seen through Valerie's eyes is patently absurd, a cosmic joke. The hilarity in the manifesto strikes me as fighting fire with fire.

Et eksempel på den virkelige dyrkelse, jeg synes jeg oplever mere og mere på den venstreradikale scene, er det svenske band Solanas Cunts. De skriver bl.a. om dem selv at: We are here to bring back Valerie. Og på deres facebook side finder man beskrivelsen:
Ni som är trötta på att ha neandertalare utan hjärna på scen - boka oss eller dö!
Vi tänker vare sig ni vill eller inte åka runt i hela jävla världen och slå alla rövhål på käften.
Vi är cismannens värsta mardröm, vi är fem feministfittor med bultsaxar redo att klippa kuk. ...

Som jeg tolker dette udtryk er der ingen plads til debat. Der er ingen platform for fælles fortolkning og er man det nogle vil kalde en cis-mand, kan man godt forlade arenaen. Det vil i det hele taget være meget svært at samle nogle initiativer, mod en fælles og stærk venstrefløj. Eller misforstår jeg det hele, og kan ikke se humoren i udtrykket? Er det hele en stor fed joke? Jeg griner i hvert fald ikke.

Desuden synes jeg det efterlader en følelse af dumhed. Det politiske udtryk, der gerne skulle være at finde i denne vrede, er tam og hul. Det vil i sammenligning svare til, at man havde et antifascistisk udtryk der sagde: Vi hader uintelligent dumme nazister og vi er bevæbnet, klar til at massakrere dem. Ikke en strategi eller et udtryk mange ville kunne se op til eller være en del af. Projektet ville med al sandsynlighed blive oplevet som sjusket og uintelligent. Lige så grotesk er det, at projektere sig selv som cis-mandens værste mareridt og statuere, at man er bevæbnet med boltsaks, klar til at klippe pik.

Dykker man lidt ned i Solanas tekst, er det en verden af fordomme, had og undertrykkelse. Ikke bare rettet mod mænd men også mod dem, der potentielt gerne ville være mand. Solana er gennemgribende transfobisk i sit udtryk og der gives ret tydeligt udtryk for, at vil man inderst inde gerne være en mand, er man ikke alene bare dum, man stræber mod at være et undermenneske.

For ifølge Solana er manden: just a bunch af conditioned reflexes, incapable of a mentally-free response[...]

Og videre beskrives han: Leisure time horrifies the male, who will have nothing to do but comtemplate his grotesque self.

Women […] don't have penis envy; men have pussy envy.

Completely egocentric, unable to relate, empathize or identify, and filled with a vast, pervasive, diffuse sexuality, the male is psychically passive.

Although completely physical, the male is unfit even for stud service.

The male is completely egocentric, trapped inside himself, incapable of empathizing or identifying with others, of love, friendship, affection or tenderness.

In other words, the male is an incomplete female, a walking abortion, aborted at the gene stage. To be male is to be deficient, emotionally limited; maleness is a deficiency disease and males are emotionally cripples.

Just as humans have a prior right to existence over dogs by virtue of being more highly evolved and having a superior consciousness, so women have a prior right to existence over men. The elimination of any male is, therefore, a righteous and good act [...]

Og endeligt: It is technically feasible to reproduce […] only females. We must begin immediately.

Her er bare et lille udsnit af de løse men detaljerede beskrivelser, der er af manden. Alle er de ualmindeligt nedsættende, diskriminerende og fantasifulde. Manden er for Solana et undermenneske, der på fosterstadiet ikke formåede at udvikle sig til et hunkøn. En mangelfuld sygdom. 

Sammenligner man dem med Adolf Hitlers ord i Mein Kampf, er der et slående sammenfald. Han beskriver på samme vis jøden, med nedsættende, diskriminerende og meget fantasifulde påfund og vendinger. Hans eksempler er lige så generaliserende som Solanas, og der er udelukkende tale om hule påstande.
Eksempelvis beskriver han: Jøden kan, på grund af hans iboende natur, ikke eje en religiøs institution, om ikke andet, fordi han mangler idealisme i nogen som helst form, og således er en tro på et hinsides absolut fremmed for ham.

Hvis vi tager i betragtning, hvor meget han i løbet af århundrederne har forsyndet sig mod masserne, hvordan han har presset og suget blodet igen og igen; hvis vi endvidere tager i betragtning, hvordan folket lige så stille og roligt lærte at hade ham for dette, og endte med at opfatte hans eksistens som intet andet end en straf fra Himlen for de øvrige folkeslag, kan vi nu forstå, hvor hårdt dette [regerings]skifte må være for Jøden.

Et lille sjovt eksperiment kan således udfolde sig: Sæt jøde, muslim eller homoseksuel ind alle steder hvor Solanas skriver mand, og sæt det i forbindelse med hvide eller heteroer. Jeg mener ikke det kan bortforklares, at hendes budskab er totalitært: Manden er grunden til alt ondt her i verden og kvinden er kuren der skal fikse det hele. Hvis Solanas tanker havde taget form, som Hitlers desværre gjorde det, kunne det lige så vel stå ansvarlig for handlinger, lige så grufulde og groteske som nazismens.

Det ændrer desværre ikke på, at jeg i det udenomsparlamentariske miljø her i København ser menneske gå med T-shirts, der tilskriver sig Solanas tanker. Eller andre udtryk hvor folk identificere med at være ”SCUM.” Solana beskriver det selv således: Women who think a certain way is SCUM.

Kan man uddrage små rationelle elementer, af et ellers irrationel og diskriminerende værk? Kan man tænke SCUM, uden at understøttes Solanas nedsættende og generaliserende tanker om mænd?

Lige så interessant finder jeg det, at flere mandlige bekendte læser SCUM-Manifestet, for at lære noget om dem selv. Eller sådan tager det sig ihvert fald ud. Således har jeg hørt en mandlig kammerat sige, at han finder nogle sandheder om sig selv i SCUM-Manifestet.

Kan det forklares som en bagatel? Der står trods alt mange beskrivelser af mænd. Er det plausibelt at én eller to kan passe, uden at det samlede billede bliver til en sandhed? Eller er man ude i et kollektivt opbyggende selvhad, hos feministisk engagerede mænd?

Det minder mig igen om jødernes forhold under nazisternes forfølgelse. I en dagbogsberetning (SS Marchere af Peter Neumann) fra anden verdenskrig, beskriver en kvindelig jøde hendes selvhad og hadet til hendes forældre, der valgte at sætte sådant et undermenneske i verden, til hendes kæreste der sidder i ss-uniform foran hende. Nazisternes propaganda har været så vellykket, at jøderne selv, begyndte at opfatte det som sandhed.

Hvis vi i sandhed er ved at udvikle en bevægelse, hvor mænd skal læse SCUM-Manifestet og hade sig selv, for at være født som laverestående mennesker. Hvor kvinder skal føle sig fristillet til at nedgøre mænd, verbalt og fysisk, fordi vi er kuren på det mænd har skabt her i verden. Hvor female-to-male transpersoner skal skamme sig over, ikke at ville være kvinde. Hvad er så feminismens opgave? Hvilke mål skal feminismen da have?

Jeg er uforstående for denne totalitære fascination. Jeg tænker om folk, der går til koncert med Solanas Cunts og synes de er for fede, tænker over den dybere mening eller om det er underordnet? Hvor skelner man hvad man vil acceptere og hvad man ikke vil, og hvor i gråzonen ligger dette? Skal feminismen til at manifestere sig som en mandehadende bevægelse af sure kvinder, der helst så manden som en uddøende race? Og i så fald, hvad så med alle de cis-mænd vi dater, knalder, bor sammen med og elsker?

Annonce