Annonce

8. marts 2015 - 9:58

Klafki og Anarkisme

Hvad skaber et reelt demokrati? Formenligt folket. Men hvad skaber et reelt demokratisk folk? I vores ikke reelle demokrati er det vores institutioner der har opgaven - herunder også familien, som påvirkes gennem statslige tiltag. Eksempelvis gennem kampagner, lovgivning og arbejdsfællesskabet i samfundet.

Et af de ypperste reskaber, i skabelsen af det demokratiske menneske er daginstitutionerne - herunder særligt skolen. Det har siden den Blå Betænkning, tilbage i 1960'erne, været skolens primære opgave, at almen danne elever til åndsfrihed, handlekraft, kreativitet, fællesskab og deltagelse, solidaritet og demokrati. Denne dannelsestradition har været dybt påvirket af reform-pædagogiske tanker fra Frankturterskolens marxistisk-inspireret arbejde fra mellem - og efterkrigstiden. Grundlæggende for denne tradition er den kritiske tilgang.

Uden at gå mere i dybden med den danske folkeskole-tradition, skal det siges, at dette ikke længere er skolens primære opgave.

Hvad der er mere relevant i dene sammenhæng, er at spørge; hvis man kan danne til ikke-reel demokrati, kan man så danne til reel demokrati? Man må sige, at skolens dannelsesopgave har været succesful. Langt de fleste danskere engagerer sig i samfundet. Hvad enten det er gennem et platonisk kryds på en valgseddel hver fjerde år, gennem foreningsarbejde, arbejdsmarkedet, fagforeningen, vejfester og nødhjælpsindsamling. Vi er overordnet set et folk, der har fået én idé om demokrati ind med "modermælken."

Hvordan ville det se ud, hvis man skulle stille sig som opgave, at danne til anarkisme? Vil man overhovedet kunne dette, eller ville hele projektet være en grundlæggende selvmodsigelse?

Det paradoksale

Indenfor pædagogikken arbejder man med det pædagogiske paradoks. Altså det grundlæggende paradoksale ved at skulle tvangsopdrage, eller tvangsdanne, individet til selvstændighed og frihed. Frihed gennem tvang. Denne tanke har sin oprindelse ved filosoffen Kant, og hans tanker om børneopdragelse og dannelse.

Hos Kant har opdragelse et grundprincip der hedder, at intet menneske fødes med en naturlig rationalitet til at anvende frihed. Det må først tvinges til at tilegne sig lærdom om almene menneskelige anlæg. Først gennem tvungen læring, kan mennesket bruge friheden uden tvang. Dette betyder også, at opdragelse hos Kant anses som en kunst. Dette er naturligvis en forsimplet præsentation, men det paradoksale er åbentlyst.

Dette paradoks er også gennemgribende for den dannelsesopgave, at danne til åndsfrihed og demokrati. Måske er det i grunden så paradoksalt, at man retmæssigt kan spørge; hvis man tvinges til at tænke "frit", i en bestemt og struktureret facon, inden man sættes fri til at "tænke selv", hvor er friheden så i grunden henne? Er det basalt set ikke en sofistikeret måde at beskrive indoktrinering?

Det simple svar vil være jo. Men man kan så dernæst spørge; hvad er så ikke indoktrinering? Al opdragelse, dannelse, irettesættelse, dogmatisering, moralisering og rationalisering sker i en kontekst, af den virkelighed som "læreren" eller irettesætteren lever i. Det fuldstændige billede findes ikke. Og intet barn vil kunne rumme en præsentation af en sådan kaliber. Ej heller de fleste voksne.

Så hvordan danner man på en måde, der er grundlæggende fair? Fair overfor individet, fair overfor fællesskabet og som kan virke sammenhængende, for mellemmenneskelige projekter. Såsom at holde samfund.

Et dannelsesideal

Wolfgang Klafki er filosof, didaktiker og professer i pædagogik, og arbejdede ud fra den kritiske tradition. Hans dannelsesideal er interessant på flere niveauer, men særligt mener jeg, at den bør tages i betragtning, når og hvis man taler om at kunne danne til anarkisme.

Udgangspunktet for hans arbejde er den depression Europa dvalede i efter to verdenskrige. Noget har været fundamentalt forkert, med måden man første samfund på, og opgaven for nyskabelse blev taget op af humanisterne. Spørgsmålet her kredser om, hvad man som samfund skal gøre, for at skabe borgere der ikke stiltiende indruller sig i en masseødelæggelseskrig. Men istedet bliver aktive borgere, der holder magthavere i skak og deltager for at opretholde fred og demokrati.

Klafkis dannelsesideal er to-delt: En del kredser om individet og en del kredser om fællesskabet.

For individet gælder det:

At enhver skal oparbejde

- Evne til selvbestemmelse; i forhold til mellemmenneskelige, etiske, religiøse, samfundsmæssige sammenhænge, samt generel meningstolkning. Med flere.

- Evne til medbestemmelse; i forbindelse med de fællesskaber, som ovenstående fsærer bringer individet ind i.

- Evne til solidaritet; I det selvbestemmelse og medbestemmelse kun kan legitimiseres, såfremt individet evner grundlæggende solidaritet, således at bestemmelsesevnerne kan anvendes retfærdigt i praksis.

For fællesskabet gælder det:

- Dannelse skal være dannelse for alle. Der må ikke være tale om elitedannelse, hvor erhvervelse tildeles individer på baggrund af eksempelvis økonomi.

- Dannelsen skal rumme det almene; herunder de epoketypiske spørgsmål (som jeg kommer tilbage til)

- Dannelsen skal rumme det alsidige; en mangesidet dannelse, der tager hensyn til menneskelige udfoldelsesmuligheder indenfor det kognitive, håndværksmæssige - tekniske, husholdningsmæssige, psykomotoriske, sociale, æstetiske, etiske og politiske. Med flere.

De epoketypiske nøgleproblemer:

Da nøgleproblemerne er epoketypiske, er det selvsagt at de er i konstant forandring, men de rummer spørgsmål såsom:

Krig og fred (herunder hvad man som verdens samfund gør ved verdens mængder af ABC våben), problemet med nationalisme og fremmedhad, problemer med klimaet (herunder hvad man som verdens samfund bør gøre ved katestrofer i kølvandet herpå, og hvordan man skaber en mere økologisk verden), samfundsproduceret ulighed (herunder spørgsmålet om global fattigdom), farerne ved globalisering, med fokus på nye kontro - og styringsmuligheder, global undertrykkelse af minoriteter (herunder også kvinde kamp). Med flere.

Det er for Klafki afgørende, at sådanne retningslinjer for dannelse (og opdragelse) ikke bliver en kanon. Der skal altså være tale om emner, der er til åben fortolkning og forandring, og ikke fastlagte køreplaner. Dette ville gå imod hele hans dannelsesideal. Ydermere er det afgørende at måden hvorpå dette formidles, har grundtræk (som jeg ikke vil redegøre for her) der gør det levende, tilgængeligt og aktuelt for "eleven" eller barnet, og inddrager individets egne referencerammer som bærende milepæl.  

Kan et anarkistisk dannnelsesideal fungere i praksis?

Problemet opstår naturligvis ved det paradoksale i det hele; at indoktrinere til frihed. Men spørgsmålet her vil jeg grundlæggende mene, falder tilbage på passivitets-spørgsmålet. For ingen handling, er også en handling. At lade stå til, er lige så meget en beslutning om påvirkning, som aktiv deltagelse. Der er bare rigtig, rigtig meget der kan gå galt, når nogle få (opdragerne) begynder at ville definere hvordan en anarkistiske dannelse, skal ydmynte sig i praksis, på bekostning af et helt fællesskab. Hvordan evaluerer man denne dannelse? Hvordan tager man beslutninger i fællesskab, om hvordan vi vil opdrage hinanden, så vi kan skabe bedre fællesskaber?

Er et overordnet anarkistisk dannelsesideal overhovedet realiserbar, uden at ødelægge anarkismens grundessens i kølvandet? Hvis det er, kunne det så ligne Wolfgang Klafkis? Hvis ja, har den danske folkeskole så ikke været ret tæt på, i sin formulering af et dannelsesideal med den Blå Betænkning? Hvis ja, hvad gik så galt?

Annonce