Annonce

16. september 2013 - 14:28

Fra velfærd til design

 

I dag fik jeg en opgave i samfundsfag der viste sig ikke at være lige så let at gennemskue, men som tilgengæld viste sig at være meget interessant. Vi arbejder med velfærdsformer – og politik.

Spørgsmålet lød på at kortlægge materielle og immaterielle værdier og tiltag i velfærdssamfundet.

 

Umiddelbart ikke en svært opgave men da jeg begyndte at gennemtænke skillelinjen i eksempler, blev det hele mere pløret. For den er der i grunden ikke. Ser man udelukkende på opdelingen af ydelser i økonomisk form og ydelser i tilbuds/service form, er skællet meget gennemskueligt men der er trods alt mange faktorer der spiller ind, hvis man tager det ned på et lavpraktisk plan, som ikke bare kan sættes i tabel. Sagt på en anden måde er det let at dokumentere forskellen mellem at modtage overførselsindkomst og modtage noget som helst fra et af de mange servicer vi har i vores samfund.

Men herfra går min tanke videre, fordi for at have et grundlag for at kunne skabe immaterielle tilbud, må man bygge ud fra materielle goder. Et eksempel jeg synes skildrer det godt er biblioteker. Offentlige steder/tilbud hvis formål ikke bygger på materielle, målelige værdier men på inputs af både social karakter men også adgang til kulturel viden og dets lige. Biblioteket er et sted der har udvidets dets interessefelt og mulighederne er blevet større. Nogle biblioteker virker nærmest som medborgerhuse der ikke alene tjener det formål at udlåne bøger til borgerne, men huser også mange sociale, kulturelle og politiske arrangementer. Det er jo som sådan bare flere eksempler på immaterielle tiltag men der hvor humlen opstår, er i udfoldelsen af disse tiltag. For det er ikke tilfældigt hvordan disse kulturelle medborger-biblioteker er bygget op. Ofte er omgivelserne planlagte udfra meget karakteristiske materielle forestillinger af eksempelvis godt design.

Tanken om at godt design skaber gode oplevelser og kan stå som centrum for at de sociale og kulturelle tiltag overhovedet har succes muligheder i sine omgivelser. Derfor bliver bygninger bestilt designet af kendte designere, der ikke alene tilfører bygningen en bestemt fysik men også et image via designerens navn og ry. Det samme gælder inventar; møbler, gulvtæpper, billeder, lamper osv. Der skabes et rum der taler et bestemt sprog og sproget bygger ikke på immaterielle dyder, hvor man eksempelvis lægger mere vægt på funktionalitet og rummelighed.

Altså; det er vigtigst at eksempelvis projektoren virker og at rummet er stort nok til dem der skal være der. Så er det ikke endvidere vigtigt om stolene matcher, er af den rigtige designer og derfor skaber det rigtige image for rummet og dermed påvirkningen af det gæster. Omvendt er det bare, for rigtig mange af de ellers immaterielle tiltag man synes at bygge på i velfærdssamfundet. Det kan næsten opleves som surrealisme, at de materielle genstande stjæler billedet fra det der egentligt burde være i fokus – nemlig det sociale, det kulturelle osv.

 

Jeg husker et godt eksempel fra min egen skoletid i gymnasiet. Vi blev kaldt til samling i stor-salen, hvor rektor havde en besked om de økonomiske forhandlinger der var meget omdiskuteret på uddannelsesområdet i den pågældende tid. Vi havde frygtet nedskæringer på bl.a. SU og midler til nye materialer. Ganske rigtigt blev der trukket fra midlerne til at købe nye bøger. Mens jeg sidder der og hører om, at der ikke kommer nye bøger i min tid i gymnasiet kigger jeg op i loftet. Deroppe under loftet hænger ikke mindre en 18 stk. af P.h's ”koglen” lampe. Man skal ikke vide meget om design for at vide at de er dyre – præcist 80 tusinde kroner dyre pr. stk. På vej ud af salen går jeg forbi to helvægsmalerier af M. Kvium, der også har dekoreret hele vores kantine.

Der er ikke penge nok til nye bøger.

 

Et andet eksempel der udspringer ef en anden ”gode” i velfærdssamfundet er fritidsaktiviteter. Der er mange gode grunde til at man som samfund, ønsker at prioriterer at støtte op om en kultur med fritidstilbud til børn og unge. Derfor er der i Danmark også mange tilbud der får økonomisk støtte af staten. Ser man eksempelvis på sportsaktiviteter, har det ikke alene til formål at placere barnet i sociale konstellationer udenfor klassen og styrke den generelle sociale almene dannelse.

Der er værdier i at bevæge sig, lære at indgå i holdspil, at arbejde med sig selv og sin egen udvikling på et område. Tage medansvar i gruppedynamikker og mange andre primært sociale værdier. Det er klart at de fysiske omgivelser spiller en central rolle i den egentlige udfoldelse af sport. Der er minimumskriterier for at det kan lade sig gøre. Skal man spille fodbold må man have en bold – måske endda 15 og skal det forgå indendørs, er der krav til rummets størrelse og højde til loftet osv. Det kan i vores samfund som udgangspunkt kun aktualiseres ved hjælp af finansiering – altså noget materielt.

Men de immaterielle aktiviteter der så udspringer af dette skulle jo gerne overgå de materielle nødvendigheder. Men ligesom med biblioteket (og mange andre institutioner/tilbud) er det bare ikke altid tilfældet. For med en aktivitet kommer udstyr og med udstyr kommer design og branding. Vi holder fast i fodbold eksemplet: For at de sociale aspekter virkelig skal have lov at komme til udtryk må de formelle aspekter være på plads. Dvs. at vigtigheden af hvilke fodboldstøvler man har på ikke er særligt vigtigt, så længe det er de rigtige. Det er først en diskurs-bestemmende faktor når man ikke har de rigtige og dermed ikke kan tilpasse sig de normer, der er sat som gennemsnit for den sociale aktivitet.

Derfor er det hamrende vigtigt for børn og unge at plage sig til det rigtige udstyr, før man starter på en fritidsinteresse – eller kort tid efter. De træder nemlig ikke ind i en sfære styret af immaterielle værdier men ind i en social kontekst styret af materielle goder og imageforståelser derigennem. Mange af de gode immaterielle værdier falder i baggrunden og i forgrunden fremstår image, gennem de rigtige køb, som den vigtigste sociallektie at hente fra fodboldholdet.

Det samme ses som sådan også i voksenlivet. Tag et eksempel som golf. Det er en sport der i den grad er domineret af image og design identificering. Jeg tror ikke at en golfspiller på fritidsinteresse-niveau bliver en bedre golfspiller af at have ternede sokker af det rigtige mærke. Men det øger ens selvbillede som golfinteresseret og det sender et signal til andre i klubben og definerer ens tilhørsforhold i omgivelserne.

 

Jeg anerkender at et godt socialt miljø i den grad kan påvirkes af de ydre omgivelser, og at design i den sammenhæng har sin legitime plads at udfylde. Men at kalde det immaterielt er fejlagtigt. Måske fordi design-verdenen har udviklet sig som den har: Opslugt af kapitalismens jagt på profit og anerkendelse. Måske netop fordi at designeren skal brande sig selv for at kunne sælge sig selv – sine designs. (Som Naomi Klein er optaget af i bogen No Logo.) Dermed er det pludselig ikke bare en brugsgenstand man kan erhverve sig men en identitet, defineret af ens valg af design.

Derfor kan rum (fysiske som psykiske) der er domineret af design, virke meget homogen og ekskluderende – præcis som det kongelige teater er det for store dele af befolkningen, fordi fokus er status gennem materiel symbolvisning. Pludseligt er biblioteket ikke så inkluderende mere og pludseligt kan man ikke længere tale om immaterielle værdier i velfærdssamfundet.

Annonce