En anekdote om bitterhed, vrede og had.

Jeg har en meget tæt ven. Jeg kender hende ligesom ind og ud.

Hun er meget vred og bitter. Nogen gange er det svært for mig at være i hendes nærvær. Hun suger mig med ned i vredens sorte kammer. Derinde i sjælen hvor alt bliver et angreb på min frihed, min eksistens og på selve retfærdigheden.

Hendes vrede gør mig til en vogter, en kamphund og en beskytter. Jeg ser mig selv anse andre som potentielle fjender, inden jeg ser dem som ligeværdige mennesker. Det får mig til at glemme, at jeg kan være omsorgsfuld, forstående og respektfuld.

Jeg taler ofte med hende i enerum om hendes bitterhed. Hvor den kommer fra og hvorfor det er så svært at give slip på den. Jeg ved den er en byrde for hende. Hun er fanget i rollen som Sisyfos; vreden gør hendes arbejde meningsløs og uden retning. Vreden er hendes kampesten, og der er ingen chance for succes. Det hun er oppe imod er alt for stort, og føles meget ofte som skæbnesvangert.

Det er dog svært for mig at holde fast i de gode argumenter, for jeg føler hvordan hendes verdenssyn også kan være mit eget. Når hun fortæller om de oplevelser som ligger til grund for hendes vrede, må jeg erkende at hendes reaktioner er naturlige.

Jeg må også erkende at jeg bruger hendes vrede i nogle situationer. Jeg føler mig mere tryg når hun står frem og er vred. Jeg mærker hvordan andre oplever hende som truende. Jeg ser hvordan de bakker væk fra en opstående konflikt. Jeg mærker hvordan hendes blik bliver koldt og aggressivt.

Jeg figurerer som svagere. Det ved jeg, for jeg forsøger med alt hvad jeg har, at tro det bedste om andre og ikke miste min grund, når deres adfærd gør skam af min naivitet. Jeg tænker at man må holde fast ved, at andre mennesker er smukke indeni, og løbe risikoen for at blive skuffet.

Jeg vil så inderligt gerne tro på det bedste i mennesket, for hvis jeg ikke kan det, så er det som om at der ikke er noget tilbage. Så er der ingenting der giver mening.

Måske er det også sådan af mere egoistiske årsager. For det er så hårdt og ensomt at være Killjoy. Når man er den der flipper ud, får man nemt skylden for det hele. Det bliver man jo bare mere vred af. Eksplosionerne står i kø.

Så vil jeg hellere foregive at være mere rolig og blive ked af det og skuffet, når nogen gør mig ondt. For det gør også ondt at være vred. Det gør ofte mere ondt at råbe end det gør at græde.

Jeg tænker at det er fordi der er et mål med at græde. Når man er færdig med at græde, har man på en måde anerkendt at det der har ramt en, må forlade ens system. Gråd har som oftest en udløbsdato.

Vreden og bitterheden har en anden natur. Når først min veninde er blevet rigtig vred, holder det ikke op. Hun kan hade i uendelige tider. Det bor latent i hende og får ingen forløsning.

Men jeg forstår hende, nøjagtigt som jeg kender mig selv. Jeg ville sådan ønske at min vrede var et missil, med et klart mål det kunne ramme – eksplodere, og så forsvinde i atomer. Og jeg ville ønske at det ville efterlade mig med en følelse af ægte retfærdighed.

  ...

Den anden aften kom jeg cyklende ned af Jagtvej. Forude på cykelstien gik en gruppe unge mænd. De var omkring 10 personer i alderen 16-18 år. De kunne have været elever i min undervisning, hvis jeg endnu erhvervede mig som lærer.

På vej derhen tænker jeg, at jeg skal spare mig selv risikoen for ubehageligheder, og køre af cykelstien og udenom. Men jeg tænker også; fandme nej!

Jeg spørger om de ikke kan rykke til siden, så jeg kan cykle forbi. En af de bagerste unge mænd, pifter mod gruppen og råber: ”Drenge! Der kommer en dame”. Jeg fornemmer stemningen som drengene har mellem sig. De føler sig som en flok fandens karle, mens de drikker alkohol og ryger cigaretter.

De rykker ikke til siden, men til siderne og former en tunnel som jeg kan cykle gennem. I mit hoved gentager sig et mantra: Jeg vil ikke være vred. Jeg vil være forstående og respektfuld. Jeg vil ikke være vred.

Jeg er pludselig usundt fokuseret på min påklædning. Jeg har ikke tøjet på til at slås med nogen. Mit fodtøj er ikke godt til at stå fast i. Jeg har en kort nederdel på. Jeg har knæstrømper på.

Skam tvinger sig ind i min bevidsthed, og mantraet får endnu en strofe: Jeg vil ikke være vred. Jeg må gerne være en slut. Jeg vil ikke være vred.

Da jeg langsomt cykler gennem mængden af stive unge mænd, mærker jeg hænderne på min krop. De tager i kanten på min nederdel. Fingre kniber om mit lår. I mit indre hører jeg en blanding af deres hujende stemmer og lyden af en lunte der brænder med 200 km/t.

Den sidste mand i rækken tager et hårdt, fast greb om min ene balle. Jeg står frem. Jeg mærker vreden, jeg mærker koldheden, hadet, aggressiviteten. Jeg mærker hende.

Mens jeg slår på den unge mand foran mig, tænker jeg at jeg skal stoppe og mine slag bliver halve og hjerteløse. Jeg råber ikke længere af ham, da de sidste slag falder.

Jeg nærmest observerer hvordan de andre mænd kommer tættere på, og danner cirkel om mig, i takt med at mine slag bliver mindre i styrke.

En af dem træder frem og siger: ”Undskyld dame, men du ser jo rimelig venstreorienteret ud, så måske du bare skal slappe af. Du er jo en venstreorienteret kælling, der skal slappe af”.

De andre bakker højlydt op og beskytter deres ven, der mumler: ”Hvad skal der ske nu, hvad skal der ske med hende?”.

En anden mand træder frem, og håner at jeg skal tage det som en kompliment, ligesom alle andre normale kvinder gør.

Mens denne cirkel af hån står på, cykler flere mennesker forbi. To personer stopper sågar op, og blander sig. Jeg håber på opbakning og siger i korte vendinger hvad der forgår. Men de er ikke stoppet for at høre hvorfor jeg står i midten af en gruppe sure mænd, der sviner mig til. De er stoppet for at gøre opmærksom på, at de er sure over at vi spærrer cykelstien.

Jeg kunne ikke være i mig selv mere. Jeg var det mest magtesløse, vrede menneske på hele Nørrebro i de minutter. Hvis jeg kun lyttede til vreden var jeg ligeglad – ligeglad med alt andet end at skade dem med alt hvad jeg overhovedet havde i min krop. Jeg skulle kæmpe med at lukke ned for voldelige forslag, der opstod i min hjerne. Gru og grovhed i billedform, der efterlod en lille følelse af stolthed i mig.

Jeg ønskede dem alverdens ondskab og lidelse og cyklede væk.

  ...

Jeg sidder nu og tænker på vreden. Den får ingen til at lære eller forstå. Den skaber ikke gensidige bånd, som kan bygge bro nogen steder. Den skaber ikke en sund form for respekt. Den skaber ikke ømhed og omsorg.

Hvis jeg lytter til den rest af vreden der ikke har lagt sig endnu, hvis jeg forbliver i rollen som Sisyfos, er jeg ligeglad. Jeg ville endnu såre og skade dem hvis jeg fik chancen, uden at overveje konsekvenserne.

Men det gør jeg ikke – lytter til den. For jeg kan ikke forvandle mig til Hulk og genoprette min tabte retfærdighed. Det er ikke virkeligheden.

Virkeligheden er den, at jeg endnu engang har haft en oplevelse, der fratager mig en del af troen på det gode i mennesket. At jeg endnu en gang har oplevet et argument for, hvorfor jeg er naiv og blåøjet når jeg fastholder at en bedre verden er mulig.

Jeg sidder igen med de svære samtaler i enerum, om vreden og bitterheden og deres ødelæggende egenskaber. Jeg føler tyngden af min kampsten og afmagten. Jeg længes efter alternativer, der kan give mig nyt håb.

Jeg er så skuffet. Jeg er skuffet over at jeg fik ret i mine bange anelser om hvad der kunne ske, ved ikke at cykle udenom. Jeg er skuffet over at jeg ikke kunne styre mit temperament. Jeg er skuffet over at jeg ikke sårede den mand mere, når nu jeg havde opgivet at holde på min vrede. Jeg er skuffet over de mennesker der bare cyklede forbi. Jeg er skuffet over alle de unge mænd og deres venner, deres forældre, lærer og pædagoger. Jeg er skuffet over samfundet. Jeg er skuffet over mennesket.

Hvor meget jeg end ville, kan jeg ikke finde formålet i at græde, for der er ikke noget af det her der kan forlade mit system. Når denne oplevelse er gået i forglemmelsen, opstår en ny – og en ny – og en ny...

Det er derfor jeg kan hade i uendelige tider. Det er samme had, på nyt brændstof. Det er derfor jeg ikke altid kan lytte og forstå, og møde andre i forståelse og respekt.

Det er derfor vi er vrede. Alle os venner, bekendte, kammerater og politiske allierede, som alt for ofte får rollen som Killjoys. Som alt for ofte står alene, uden at møde forståelse og respekt.

Hvis man ikke skal være vred, og det ikke giver mening at græde – hvad skal man så stille op...