Annonce

17. januar 2015 - 17:21

Charlie med skyklapper på

Der har været en nærmest øredøvende støj fra massemedierne, om hændelserne i Paris. Men på trods af den massive mediedækning, er det som om at der ikke er ret mange, der egentligt siger ret meget brugbart.  Jeg har ikke kunne samle tankerne og få ro på linjen, til at sammenfatte analyserende tankegods. Hvor skal man begynde? Der er for mange berøringsflader, men jeg vil nu alligevel forsøge.

Højre mod højre

Overordnet ser jeg to ekstreme højrefløje, der bekæmper hinanden med hvad de nu har på hånden. Den hvide vestlige verdens højrefløj er godt i gang med, at gøre muslimer til vor tids jøder, mens den islamiske højrefløj svarer tilbage med hellig krig og religionsdogmer om vandtro.

Det er jo helt absurd. De er enige om at hade, kontrollere, frihedsberøve, dræbe, undertrykke og hvad der ellers lægger sig op ad fascistiske virkemidler. De er bare meget uenige om, hvem det skal gå ud over.

I dette tilfælde bliver det så personer i Paris, der har levet deres liv på en radikal venstrefløj.  Det gør jo ikke billedet mere klart og henleder mine tanker, på meningsløst alle-mod-alle tendenser. 

Pludselig har den vestlige hvide højrefløj pludselig travlt med, at sætte sig i bås med den venstrefløj, og dets værdier, som de ellers normalt gerne angriber for dens tolerence og mangfoldighed. Nu kan ingen rette religionskritik mod Islam, uden at falde ind under den højreorienterede borgerlige stemme. Så i medie-larmen om "os" og "dem", ja der vælger man så at tie.  

Der er simpelthen ikke plads til nuancer. Der er ingen spændvidde mellem de to stole, man uomtvisteligt havner imellem, hvis man begynder at ydre sig. Der er to poler og alle os der forsøger at leve i nuancerne mellem dem tages som gidsel, selvom vi nok er dem der er flest af.

Vi kan i Danmark underligt nok godt finde ud af at skelne mellem fanatiske kristne, der raser mod homoseksualitet, trans*rettigheder og feminisme, og alment kristne troende. Kan vi ikke forsøge at nærme os den samme evne, når det kommer til Islam?   

Vi er alle Charlie - og vi er ikke bange

Lad mig bare ærligt og offentligt erkende, at jo; jeg er bange!

Der er masser at frygte: 

For få måneder siden kunne man i Information læse, at Dansk Folkeparti for første gang nogensinde, er blevet målt som det største parti i Danmark. (ja okay, meningsmålinger er meningsmålinger, men jeg får ondt i maven.) Nu raser højrefløjen (og den øvrige borlige fløj) mod Islam og Danmark skal til valg i dette år. Det bliver en ren gyser. 

Der er næsten ikke den politiker i Europa der ikke taler om, at give flere midler til efterretnings"tjenesterne". Vi skal have mere kontrol! (1984 here we come.) 

Der er næsten ikke den borger i Europa, der sætter foden ned og går på gaden for de demokratiske rettigheder og frihed vi får berøvet, med den tiltagende overvågning og kontrol. Istedet går de på gaden i hvad der minder mere om et korstog end en demo, med de selvsamme politikere de brude demonstrere imod.  

Der er ikke det større populistiske højredrejet parti i Europa, der ikke har haft fremgang de sidste mange år. 

Ej heller er jeg Charlie:

Jeg er ikke Charlie af den simple grund, at jeg ikke er bladtegner. Jeg tager ikke beslutninger om udtryk og symbolværdi og det er ikke mine overvejelser, der kommer til udtryk i de omdiskuterede tegninger. Jeg vil ikke adoptere ansvaret. Det er misforstået solidaritet. 

Jeg er ikke Charlie, fordi jeg forsøger at se verden gennem mangfoldige briller og ikke gennem stereotyper. Både hvad angår de omdiskuterede tegninger, men særligt når det angår den masse-stereotype solidaritets-dille, der fuldstændigt ureflekteret får folk til at vandre vredt ud på gaden, hvor de ellers normalt er godt bedøvet og uberørte af verdens tragedier. Mon ikke det kunne have været stof til en Charlie-tegning, havde de ikke været de sårede? Når dette om nogle måneder ikke rydder forsider mere, så ruller "solidariteten" tilbage og almenlivets ligegyldighed sænker sig atter over de berørte masser. Hvad der stadig vil være uændret, er de ubemærkede tragedier der udfolder sig verden rundt.  

Jeg er ikke Charlie men det betyder ikke, at jeg er uberørt. Jeg synes det er tragisk, trist, vandvittigt og uforståeligt absurd. Men det absurde er kun tiltagende med de store folke-demoer, der lader sig lede af utroværdige, anti-demokratiske og selvfede politikere, der nu får lov at vaske hænder og spinne image på en tragedie, der dermed kun bliver mere og mere tragisk. De går bag bannere, der med respektløse illustrationer, adskiller "os" fra "dem", hvorefter man vil udpege vestlige muslimer, for ikke at deltage og vise modstand mod drabene. 

Jeg er ikke Charlie, fordi jeg vil ikke være medvirkende til at skabe solidaritetsforståelser, der isolere befolkningsgrupper og tager disse som gidsel. Hverdagens rigtige tabere i dette inferno, bliver de helt almindelige muslimske vestlige borgere, som nu skal møde mistro, respektløshed, anklager, diskriminering og had på vej i Netto. 

Hvorfor er vi ikke alle Afghanistan? Hvorfor er vi ikke alle Utøya?

Det er ikke længe siden, at forsiderne fortalte historien om, hvordan Danmark har udleveret krigsfanger til tortur. Ligeledes kunne man høre om, hvordan staten har presset mennesker til stilhed eller straffet dem økonomisk, hvis de ikke ville tale, og dermed udlevere andre med kendskab til sagens natur. Retssagen mod den danske stat, om udlevering til tortur, blev lukket på meget kritisabel vis, selvom lægerapporter fremstiller tegn på tortur, hos afghanske krigsfanger i dansk varetægt.

Danmark har i årrækker ført krig i andre lande, dræbt civile, ødelagt byer og anstændighed, og drevet mennesker på flugt. Det er blevet gjort for vores skattekroner. Hvor mange liv er ødelagt? Hvor på tragedie-skalaen skal vi placere disse absurde handlinger? Hvor er de store folkelige demoer? Lysene foran ambassaderne og de grædende almene borgere, der rystes i deres grundvold?

Jeg synes det er værd at spørge, hvorfor vi ikke alle var Utøya og hvorfor vi ikke havde samme iver, med at adskille "dem" (de hvide højreekstreme) og "os" (alle andre). Hvad der skete på Utøya var tragisk! Forsamlingen på Utøya var meget bekendt af politisk art. Det var unge mennesker der deltog demokratisk, som ville være blevet del af fremtidens demokrati. Frygten for at forsamle sig politisk, ryster den demokratiske grundvold i samme grad, som frygten for at ytre sig.

Ved det første valg efter angrebet, fik det stærkt højreorienterede parti Fremskridspartiet, på trods af alt, det bedste valg i dets historie.  

Gør det en forskel, at terroristen var en hvid vestlinge, man ikke kunne kategorisere som en anden end "os" selv? 

 

Radikalisering sker ikke i et vakum

Mange, inklusiv Helle Thorning, har travlt med at understrege, at ingen vestlige nationer kan stilles ansvarlige, for den radikalisering der sker af særligt muslimske unge. Stilles ansvarlig er måske også en ret uklar formulering, som kan tolkes vidt og bredt men det er helt fundamentalt, at radikalisering ikke sker i et vakum.

Personerne ansvarlig for handlingerne i Paris kommer fra en underklasse, er vokset op i fattige ghettoer og har hele livet oplevet at være underklasse, med anden etnisk baggrund end fransk. Det gør ikke handlingerne mere spiselige eller mindre tragiske, men det kan måske bruges som afsæt i forsøget på forståelse. Hvad får mennesker derud, hvor handlinger som disse virker som "løsningen"?

Når man er færdig med at fordømme, må der komme en tid hvor man skal søge at begribe.  

Kan det måske være, at vi skal begynde at tale om klasse og ikke om race?

Selvom hændelser som disse kan chokere en, sætte fortvivelse i gang og anråbe handling i ens system, er det vigtigt at holde fast i hvem man er og hvor man politisk, moralsk og etisk kommer fra.

En klog person i mit liv sagde forleden: Det er tider som disse, hvor man ikke må ændre holdning.   

 

  

 

 

 

 

 

Annonce