Ny borgmester fra Enhedslisten og hva så?

Forleden faldt jeg i snak med en mand fra kommunen. En flink fyr, som viste sig at være meget interesseret i spillet bag kulisserne i Danmarks største arbejdsplads; Københavns Kommune.

Han arbejder på en af byens bemandede legepladser, og fortalte, at han personligt har stiftet bekendtskab med en hel række borgmestre: Søren Pind fra Venstre, Bo Asmus Kjeldgaard fra SF og Ayfer Baykal, ligeledes fra SF.

Ny borgmester fra Enhedslisten

Nu spåede den kommunalt ansatte mand, at hans forvaltning stod til at få skiftet toppen ud, og at den næste borgmester vil være fra Enhedslisten.

Nysgerrig som jeg er, spurgte jeg til hvordan spekulationerne om en mulig ny borgmester med anden partifarve påvirker de ansatte?

”Overhovedet ikke!” lød svaret. ”Det betyder intet som helst. Forvaltningens øverste chefer klapper alting af med hinanden længe inden en ny borgmester sætter sig i stolen.”

Stem dog ja til budgettet!

Den kommunale mand mente, at det eneste der har betydning for ham og hans kolleger er, om borgmesterens parti er med i budgetforliget eller ej. Hvis borgmesterens parti ikke er med, risikerer forvaltningen at blive straffet ved at få en mindre del af kommunens kage.

Derfor sagde manden, at han håber, at Enhedslisten er med i alle budgetforlig, så det ikke går ud over børnene på legepladsen.

Tab af folkestyre

Det, manden fra kommunen tænker, er i bund og grund sørgeligt. Det er et tegn på tab af demokrati og mening med politiske valg. Det er vigtigt at have med i baghovedet.

Særligt i disse dage hvor forhåbninger og forventninger til en kraftig fremgang til Enhedslisten ved valget tirsdag den 19. november fylder meget hos Enhedslisten selv - og hos de mange mennesker, der overvejer for første gang at sætte deres kryds ved partiet. Folk tror jo tit, at det faktisk gør en forskel om politikeren er rød, blå eller den bløde mellemvare.

Dyb køft mellem ønsker og kan

Men der er en dyb kløft mellem de forbedringer, som Enhedslisten ønsker at gennemføre, og de forandringer som er mulige at gennemføre, sådan som systemet er skruet sammen. Nogle mennesker vil måske blive dybt skuffede over, at deres håb om mærkbar større social retfærdighed ikke bliver indfriet.

Men systemet er skruet sammen på en måde, hvor det slet ikke er den lokale partipolitiske magtkamp, som afgør, om der sker grundlæggende forandringer.

Magten ligger i høj grad i ekspertvældet og i bureaukratiske og neoliberale dogmer i administrationen, som hæmmer progressive reformer i selv de få lommer af kommunalt selvstyre, som er tilbage, når EU, Folketinget og finansverdenen har været der.

Ikke sært, at der blandt folk er voksende politikerlede og mistro til, at politik betyder noget som helst. Det er en logisk følge af, at byens politikere har mindre og mindre magt.

Brug for ny politisk kultur på venstrefløjen

Det betyder også, at venstrefløjen har brug for at gøre op med sin egne stivnede vanetænkning omkring politik.

Det handler om selve synet på politik, som noget der er  begrænset til kampe inden for de eksisterende institutioner, om at vinde magt i EU’s parlament, i Folketinget eller byråd, eller om at vedtage love, indgå forlig, vinde valg og opbygge tilstedeværelse i medierne.

”Politik er det muliges kunst”, siger nogle. Dén tankegang er døden for progressiv politik. Når venstrefløjens politiske aktivitet er begrænset til at erobre magt i institutioner, er systemet stærkest.

Hvis venstrefløjen derimod retter sin aktivitet mod at udfordre spillereglerne og opbygge styrke så institutionerne kan ændres, så kan virkeligheden forandres.

Politik er IKKE det muliges kunst

Den latinamerikanske tænker Martha Harnecker har i et lille skrift opstillet nogle forfriskende principper for en ny politisk kultur på venstrefløjen.

Hun skriver:

”For venstrefløjen bør politik betyde kunsten at gøre det umulige muligt. Vi må forstå politik som kunsten at opbygge en social og politisk kraft, som kan ændre styrkeforholdet til den folkelige bevægelses fordel, og på den måde gøre det, som virker umuligt i dag, muligt i fremtiden.

Politik er kunsten at opbygge kræfter. Vi må gøre op med den udbredte gamle fejltagelse at forsøge at opbygge en politisk bevægelse uden at opbygge en stærk social bevægelse.”

Jeg tror, at Martha Harnecker her har fat i roden på det problem, som manden fra kommunens legeplads sætter fingeren på. Jeg tror, at det er i dén retning, at de progressive kræfter på danske rådhuse kan finde en udvej, når alle døre til at forandre systemet ser lukkede ud.

Martha Harnecker: Politik er kunsten at gøre det umulige muligt: Foto: Links.org