Vi oplever lige nu en flygtningestrøm på flugt fra krig og forfølgelse, og vi må vise vores solidaritet.
Det gør mange danske aktivister, som trodser den umenneskelige flygtningepolitik, som Venstre-regeringen og Dansk Folkeparti fører.
Danske aktivister hjælper med at bringe flygtninge fra Syrien til Sverige i sikkerhed. Det er fantastisk.
Jeg har før anden verdenskrig oplevet, hvordan engelske aktivister, trods modstand fra den engelske regering, bragte 10.000 jødiske børn fra Tysklad i sikkerhed i England. Det reddede dem fra Holocaust.
Men i Europa har vi også mange andre uløste problemer, som truer det sociale sammenhold og demokrati. Vi kan ikke lukke øjnene for, at der findes voksende ulighed og fattigdom i Europa, specielt i Eurozonen.
Oxfam, en international samarbejdsorganisationen for nødhjælp og udvikling, har udsendt en rapport om uligheden og fattigdom i Europa.
I Tyskland er uligheden meget stor, og kvinder tjener meget mindre end mænd. Og alene i året 2013 havde 50 millioner mennesker i Europa ikke nok indtægt til at kunne opvarme deres boliger om vinteren eller at klare pludselige ekstraudgifter. Det er 7,5 millioner flere mennesker end i 2009.
123 millioner mennesker i Europa lever under fattigdomsgrænsen.
Men på solsiden er der 342 milliardærer. Det er dobbelt så mange som i året 2009.
Specielt i Tyskland er mængden fattigdomstruede mennesker vokset – fra 12 til 16 procent. I samme tid er nettoformuen steget for alle milliardærer, fra 214 til 296 milliarder US dollars.
I rapporten opridser Oxfam tre hovedårsager til den voksende ulighed og fattigdom i Europa.
Rige enkeltpersoner, private virksomheder og interessegrupper kontrollerer politiske beslutninger. Resultatet er, at skattesystemer og regeringspolitik bliver bestemt af en lille indflydelsesrig gruppe.
Sparepolitikken rammer den fattigste del af befolkningen specielt hårdt.
Den offentlige sektor bliver også forringet. EU-landene har tabt en billion Euro per år på grund af skatteflugt.
Hvis befolkningen i Europa ikke gør oprør mod den stigende ulighed, så er det sociale sammenhold truet.