Annonce

31. januar 2014 - 13:52

SF’s falliterklæring

SF stemte for salget af aktier i Dong til Goldman Sachs, på trods at man lige før på tragikomisk vis havde forladt regeringen. Det skete med begrundelsen, at man ikke kunne godkende den handel.
Det hænger simpelthen ikke sammen.

Alle modstandere af handelen havde lige glædet sig over, at SF var kommet til fornuft, og så endte det hele helt anderledes.

Havde Annette Vilhelmsen for et halvt år siden sagt til Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, at SF ikke kunne leve med salg til skurken Goldman Sachs, der blandt andet er medskyldig i Grækenlands statsbankerot, så havde man måske kunne opnå andre løsninger.

Hvis ikke, burde SF på det tidspunkt have forladt regeringen.

Så ville alle dem, som endnu holdt med SF, have set partiet forlade regeringen med rank ryg.

Men nu er alt stillet på hovedet.

Det ene øjeblik erklærer SF-formanden på et pressemøde, at partiet kan ikke leve med handlen. Og få minutter efter kan hun og SF’s folketingsgruppe gå i folketingssalen og stemme for den handel, som store dele af den danske befolkning ønsker forkastet.

Som Politiken har skrevet: »Det er Circus SF i managen«.

Annonce